Kære kristne venner! Eftersom jeg har givet en kortfattet skildring af mine erfaringer og syner, udgivet i 1851, synes det at være min pligt at omtale nogle punkter i den nævnte lille bog og ligeledes at nævne nogle syner af senere dato.
1. På Side 43 findes følgende: "Jeg så, at den hellige Sabbat er og vil vedblive at være det, som skiller Guds Israel fra de vantro, og at sabbatten er det store tema, som vil forene Guds kære, ventende helliges hjerter. Jeg så, at Gud havde børn, som ikke ser sabbatten eller holder den. De har ikke forkastet lyset angående dette. Og ved trængselstidens begyndelse blev vi fyldt med Helligånden, idet vi gik ud og forkyndte sabbatten mere fuldstændigt."
Dette syn blev givet i 1847, da der kun var meget få af adventistbrødrene, der holdt sabbatten, og af disse var der kun et ringe antal, som mente, at dens helligholdelse var af tilstrækkelig betydning til, at den skulle danne en skillelinje mellem Guds folk og de vantro. Nu begynder opfyldelsen af dette syn at vise sig. "Trængselstidens begyndelse", som her omtales, sigter ikke til den tid, da plagerne vil begynde at falde, men til en kort tidsperiode umiddelbart før de falder, medens Kristus er i helligdommen. På den tid, medens Frelsens værk er ved at afsluttes, vil der komme trængsel over jorden, og nationerne vil være vrede, men dog blive holdt i tøjler for ikke at hindre den tredje engels gerning. På den tid vil den "sildige regn" eller vederkvægelsen fra Herrens åsyn komme for at meddele kraft til den tredje engels høje røst og berede de hellige til at bestå i den tid, da de syv sidste plager udgydes.
2. Synet om "den åbne og den lukkede dør" (Side 53-57) blev givet i 1849. Anvendelsen af Åb. 3,7-8. på den himmelske helligdom og Kristi tjeneste var fuldstændig ny for mig. Jeg havde aldrig hørt nogen fremholde den tanke. Nu, da vi har en klar forståelse af spørgsmålet om helligdommen, ser man betydningen og skønheden i denne anvendelse.
3. Synet om, at Herren "havde udrakt sin hånd anden gang for at vinde det tiloversblevne af sit folk" (Side 93), sigter kun til den enhed og styrke, som engang fandtes iblandt dem, der forventede Kristus, og til den omstændighed, at han var begyndt at forene og rejse sit folk igen.
4. Åndeforeteelser. På Side 55 læses følgende: "Jeg så, at den hemmelighedsfulde banken i New York og på andre steder var Satans kraft, og at sådanne ting ville blive mere og mere almindelige, indhyllede i en religiøs klædning for at dysse de forførte i større sikkerhed og for om muligt at drage Guds folks tanker hen til disse ting og lede dem til at betvivle Helligåndens undervisning og kraft." Dette syn blev givet i 1849, for næsten fem år siden. Åndeforeteelserne indskrænkede sig dengang hovedsagelig til byen Rochester og gik under navnet "Rochester banken". Siden den tid har vildfarelsen fået en udbredelse, som ingen havde ventet.
En stor del af det syn, som omtales under overskriften "Hemmelighedsfuld banken" (Side 74), og som blev givet i august 1850, er senere blevet opfyldt og opfyldes stadigvæk. Vi citerer en del deraf: "Jeg så, at det snart ville blive betragtet som bespottelse at tale imod denne banken, og at den ville sprede sig mere og mere, at Satans magt ville tiltage, og nogle af hans ivrigste tilhængere ville få magt til at gøre undergerninger, ja endog til at få ild til at falde ned fra himlen i menneskenes påsyn. Det blev vist mig, at disse nutidens troldmænd ved hjælp af banken og mesmerisme ville forklare alle de undergerninger, som vor herre Jesus Kristus gjorde, og at mange ville tro, at alle de mægtige gerninger, som Guds Søn udførte på jorden, blev udført ved denne samme kraft."
5. Side 69 og 70 skrev jeg, at en herlig lyssky skjulte Faderen, således at hans skikkelse ikke kunne ses; men jeg vidste, at det var faderen, og at dette lys og denne herlighed udgik fra hans person. Da jeg så denne glans af lys og herlighed hæve sig fra tronen, vidste jeg, at det skyldtes, at Faderen bevægede sig, og sagde derfor, at jeg så Faderen rejse sig. Hans skikkelses herlighed og storhed har jeg aldrig set, for ingen kan se den og leve; men det lys og den herlighed, som indhyllede hans skikkelse, kunne ses.
Jeg skrev også, at "Satan syntes at være ved tronen og forsøge at udføre Guds værk". Jeg vil citere et par andre sætninger på den samme side: "Jeg vendte mig om for at betragte den skare, der endnu bøjede sig foran tronen." Den bedende skare var dødelige mennesker her på jorden, men blev fremstillet for mig som liggende bøjet foran tronen. Jeg har aldrig næret den opfattelse, at disse personer virkelig var i det nye Jerusalem. Ej heller har jeg nogensinde ment, at noget menneske kunne tænke, at jeg troede, at Satan virkelig var i det nye Jerusalem. Men så Johannes ikke den store, røde drage i himlen? Jo, visselig. "Og et andet tegn blev set i himlen, og se, der var en stor, ildrød drage, som havde syv hoveder og ti horn." Åb. 12,3. Hvilket monstrum til at være i himlen! Her synes dog at foreligge lige så god anledning til latterliggørelse, som der er i den betydning, nogle har lagt i mine udtalelser.
6. Side 61-65 skildres et syn, der blev givet i januar 1850. Den del af synet, som taler om, at midler blev holdt tilbage fra Guds sendebud, tog særlig sigte på den tid. Senere har den nærværende sandhed vundet venner, som har søgt efter anledninger til at gøre godt med deres midler. Nogle har til skade for modtagerne givet for meget. I omtrent to år er der blevet vist mig mere angående en uforsigtig og for rigelig anvendelse af Herrens penge end vedrørende mangel på midler.
Følgende er et syn, der blev givet i Jackson, Michigan, den 2. Juni 1853, sigtende hovedsagelig til brødrene på stedet: "Jeg så, at brødrene begyndte at ofre deres ejendom og delte den ud, uden at det rigtige formål den trængende sag var blevet fremstillet for dem, og at de uddelte for frit, for meget og for ofte. Jeg så, at de, der underviste, burde have været i en stilling, hvor de kunne have rettet på denne fejl og øvet en god Indflydelse i menigheden. Man har tillagt penge liden eller ingen betydning jo hurtigere de blev afhændet desto bedre. Nogle har sat et dårligt eksempel ved at tage imod store gaver og ved ikke at råde dem, der havde midler, til at undgå at bruge dem for overflødigt og med for lidt forsigtighed. Ved at modtage pengebeløb uden at spørge, hvorvidt Gud har gjort det til en pligt for brødrene at yde så meget, har man billiget, at der blev givet for rigeligt.
De, der gav, har også fejlet ved ikke at undersøge forholdene i de enkelte tilfælde, om der virkelig var trang til stede eller ej. De, som havde midler, kom i en meget vanskelig stilling. En broder tog megen skade derved, at der blev lagt for mange midler i hans hænder. Han lagde ikke vind på at være sparsommelig, men levede ødselt og gav på sine rejser penge ud her og der til ingen nytte. Han øvede en forkert indflydelse ved en så fri brug af Herrens penge og sagde i sit eget hjerte og til andre: "Der er penge nok i J, mere end man kan bruge, inden Herren kommer." Nogle tog meget stor skade af en sådan fremgangsmåde og kom ind i sandheden med urigtige anskuelser, idet de ikke forstod, at det var Herrens penge, de anvendte, og ikke indså pengenes værdi. Disse arme sjæle, der netop har antaget den tredje engels budskab og er blevet vist et sådant eksempel, vil have meget at lære med hensyn til at fornægte sig selv og lide for Kristi skyld. De vil måtte lære at give afkald på magelighed, ophøre med at tænke på deres egen bekvemmelighed og komfort og have sjæles Værd i tanker. De, som føler byrden hvilende på sig, vil ikke lægge an på at gøre store forberedelser for at kunne rejse mageligt og bekvemt. Nogle, som ikke har fået noget kald dertil, er blevet opmuntret til at gå ud i arbejdsmarken. Andre er blevet påvirket af disse ting og har ikke indset nødvendigheden af at være sparsommelige, fornægte sig selv og bringe noget ind i Herrens forrådshus. De tænker og siger: "Der er andre, som har midler nok; de vil yde til bladet. Jeg behøver ikke at gøre noget. Bladet vil blive støttet uden min hjælp."
Det har været en ikke ringe prøvelse for mig at se, at nogle har taget den del af mine syner, som drejede sig om opofrelse af ejendom til støtte for sagen, og gjort en forkert anvendelse deraf. De ødsler med midler, medens de forsømmer at gennemføre de principper, der omtales på andre steder. På side 64 læser vi følgende: "Jeg så, at Guds sag er blevet hindret og vanæret af nogle, der rejste omkring uden noget budskab fra Gud. Sådanne vil komme til at måtte aflægge regnskab hos Gud for hvert pengebeløb, de har anvendt til rejser, hvor det ikke var deres pligt at gå, fordi disse penge kunne have fremmet Guds sag." Videre læser vi på den samme side: "Jeg så, at de, som har kræfter til at arbejde med deres hænder og hjælpe til med at støtte sagen, var lige så ansvarlige for deres kræfter, som andre var for deres ejendom."
Jeg ønsker her særlig at gøre opmærksom på, hvad der siges om denne sag på side 72-73. Følgende er et kort uddrag: "Hensigten med vor Frelsers ord i Luk. 12,33. er ikke blevet fremlagt tydeligt. Hensigten med at sælge er ikke, at man skal give til dem, der kan arbejde og underholde sig selv, men at udbrede sandheden. Det er synd at underholde arbejdsdygtige personer og at støtte dem i dovenskab. Nogle har været ivrige efter at overvære alle møder, ikke for at herliggøre Gud, men for "Brødets og fiskenes skyld". Sådanne burde langt hellere have holdt sig hjemme og arbejdet med deres hænder for at "gøre det gode" og sørge for deres familier og for at have noget at yde til støtte for sandhedens dyrebare sag." Det har ned igennem tiden været Satans plan at få mennesker, som har for stort hastværk, til at tage fat og gøre en alt for fri brug af midler, og at formå brødrene til overilet at afhænde deres ejendom, for at sjæle kunne lide skade og gå fortabt som følge af, at en overflod af midler blev udgivet skyndsomt og på en uforsigtig måde, og for at mangelen kan gøre sig gældende nu, når sandheden skal spredes videre ud. Denne hensigt har han i nogen grad opnået.
Herren har vist mig, at mange begår en fejl ved at mene, at kun de, der har midler, skal yde til støtte for udbredelsen af bladet og af traktater. Alle bør udføre deres del. De, som har kræfter til at arbejde med hænderne og til at tjene penge for at støtte sagen, er lige så ansvarlige for deres kræfter, som andre er for deres ejendom. Ethvert Guds barn, som bekender sig til at tro den nærværende sandhed, bør med nidkærhed udføre sin del i denne sag.
I juli 1853 så jeg, at det ikke var, som det burde være, når et blad, som Gud anerkender og billiger, udkom så sjældent. I den tid, hvori vi nu lever, kræver sagen, at bladet udkommer ugentligt, og at der udgives mange flere traktater for at afsløre de tiltagende vildfarelser i denne tid; men virksomheden hindres af mangel på midler. Jeg så, at sandheden må gå fremad, og at vi ikke må være for frygtsomme, ligeledes, at det er bedre, om traktater og blade kom til tre, der ikke behøver dem, end at een, som sætter pris på dem og kan have nytte af dem, skulle være dem foruden. Jeg så, at tegnene på de sidste dage bør lægges klart frem, eftersom foreteelser, der stammer fra Satan, tiltager. De skrifter, som den onde og hans redskaber udgiver, forøges, og deres magt vokser, og hvad vi gør for at bringe sandheden til andre, må gøres hurtigt.
Det blev vist mig, at sandheden" som nu fremholdes, vil bestå, for den er sandheden for de sidste dage; den vil leve, og man behøver ikke at sige så meget om den i fremtiden. Det er ikke nødvendigt at sætte utallige ord på papiret for at forsvare det, som taler for sig selv og skinner i sin klarhed. Sandheden er ligefrem, enkel og klar og fremtræder djærvt til eget forsvar. Men således er det ikke med vildfarelsen; den er så bugtet og sammensnoet, at der kræves en mængde ord for at forklare den i dens krogede skikkelse. Jeg så, at alt det lys, man på nogle steder havde fået, var kommet gennem bladet, at sjæle havde antaget sandheden på denne måde og derefter talt med andre om den, og at de, der findes på visse steder, hvor der nu er flere, er kommet med ved denne tavse budbærer. Den var deres eneste prædikant. Sandhedens sag bør ikke hindres i sin fremgang af mangel på midler.