Medens brødrene en sabbat i 1847 var forsamlet i Topsham, Maine, gav Herren mig følgende syn:
Vi mærkede bønnens ånd i en usædvanlig grad, og idet vi bad, kom Helligånden over os. Vi var meget lykkelige. Jeg mistede snart bevidstheden om jordiske ting og blev indhyllet i et syn af Guds herlighed. Jeg så en engel flyve hastigt hen over mig. Han førte mig hurtigt på Jorden til den hellige stad. I staden så jeg et tempel, hvor jeg gik ind. Før jeg kom til det første forhæng, gik jeg gennem en dør. Dette forhæng blev løftet til side, og jeg gik ind i det Hellige. Der så jeg røgelsesaltert, lysestagen med syv lamper samt bordet med skuebrødene på. Efter at jeg havde set Herligheden i det hellige, trak Jesus det andet forhæng til side, og jeg gik ind i det allerhelligste.
I det allerhelligste så jeg en ark. Dens låg og sider var af det reneste guld. Ved hver ende af arken var der en yndig kerub, som spredte sine vinger over den. De vendte ansigtet mod hinanden og så nedad. (2Mose 25,18. og 22) Imellem englene var der et røgelseskar af guld. Over arken, hvor englene stod, var der en overmåde klar glans af herlighed, der så ud som en trone, hvor Gud var. (2Mose 25,20. og 22) Jesus stod ved arken, og idet de helliges bønner kom op til ham, opsteg der røg fra røgelsen i røgelseskarret, og han opsendte deres bønner med røgen af røgelsen til sin Fader. (Åb 8,3-4) I arken var guldkrukken med manna, Arons blomstrende stav og stentavlerne, der var foldet sammen som en bog. (Heb 9,4) Jesus åbnede dem, og jeg så de ti bud skrevet derpå med Guds finger. (2Mose 31,18) På den ene stentavle var der fire bud og på den anden seks. De fire på den første tavle skinnede klarere end de øvrige seks; men det fjerde, sabbatsbuddet, overstrålede dem alle, for sabbatten var bestemt til at skulle holdes til ære for Guds hellige navn. (Esajas 58,13-14) Den hellige sabbat havde et herligt udseende den var helt omgivet af en glans af herlighed. Jeg så at sabbatsbuddet ikke blev naglet til korset. Hvis det blev det, så blev også de andre ni bud, og vi har da frihed til at overtræde dem alle lige så vel som til at overtræde det fjerde. Jeg så, at Gud ikke havde forandret sabbatten, for han forandres aldrig. (Malak 3,6) Men paven har forandret den fra den syvende til den første dag i ugen; thi han skulle forandre tider og lov. (Dan 7,25)
Og jeg så, at hvis Gud havde forandret Sabbatten fra den syvende dag til den første, ville han have forandret ordlyden i sabbatsbuddet, som var skrevet på stentavlerne, der nu er i arken i det allerhelligste i det himmelske tempel, (Åb 11,9) og det ville have lydt således: "Den første dag er sabbat for Herren din Gud." Men jeg så, at det har den samme ordlyd, som da det blev skrevet på stentavlerne med Guds finger og overgivet til Moses på Sinaj: "Men den syvende dag er sabbat for Herren, din Gud." (2Mose 20,10) Jeg så, at den hellige sabbat er og vil vedblive at være det, som skiller Guds sande Israel og de vantro, og at sabbatten er det store tema, der vil forene Guds kære, ventende helliges hjerter.
Jeg så, at Gud havde børn, som ikke ser sabbatten eller holder den. De har ikke forkastet lyset om dette. Og ved trængselstidens begyndelse blev vi fyldt med Helligånden, (Hoseas 6,2-3) idet vi gik ud og forkyndte sabbatten mere fuldstændigt. Dette forbitrede kirkesamfundene og navn adventisterne, fordi de ikke kunne gendrive sandheden vedrørende sabbatten. Og ved denne tid indså alle Guds udvalgte klart, at vi havde sandheden, og de trådte ud og udholdt forfølgelse sammen med os. Jeg så sværd, hungersnød og stor forvirring i Landet. (Ezek 7,10. og 19) De ugudelige mente, at vi havde bragt straffedommene over dem, og de rejste sig op og rådslog om at udrydde os af jorden, idet de mente, at så ville det onde ophøre. Det følgende citat er ikke i den danske oversættelse. Jeg så at alle der ikke ville tage dyrets mærke på deres hånd eller i deres pande, ikke kunne købe eller sælge. (Åb 13,15. og 17) Jeg så at dyrets tal var 666 (Åb 13,8) og at det var dyret der havde ændret sabbatten, og at dyrets billede havde fulgt efter og holdt pavens og ikke Guds sabbat. Og at alt hvad vi skulle gøre var at opgive Guds sabbat og holde pavens og derved tage dyrets mærke.
I trængselstiden flygtede vi alle fra stæderne og landsbyerne, (Ezek 7,15-16. Lukas 17,30. og 36) men blev forfulgt af de ugudelige, som gik ind i Guds Børns huse med et sværd. De løftede sværdet for at dræbe os, men det gik i stykker og faldt kraftesløst som et strå. Vi råbte da alle både dag og nat om befrielse, og råbet steg op til Gud. (Lukas 18,7-8) Solen gik op, og månen stod stille. (Hab 3,11) Strømmene ophørte at flyde; mørke, tunge skyer steg op og stødte mod hverandre. Men der var een klar plet af uomskiftelig herlighed, hvorfra Guds røst lød som mange vandes lyd og rystede himlene og jorden. (Joel 3,16. Heb 12,25. og 27) himlen åbnede og lukkede sig og var i bevægelse. (Åb 6,14. Matt 24,29) Bjergene rystede som et siv i vinden og kastede sønderrevne klippestykker omkring overalt. Havet kogte som en gryde og kastede sten op på land. (Hab 3,8. og 10. Esajas 2,19. 21)
Da Gud forkyndte dagen og timen for Jesu komme (Ezek 12,25. Mark 13,32) og forkyndte den evige pagt til sit folk, (Ezek 20,37. Heb 12,22. og 25) udtalte han een sætning og holdt derpå op, medens ordene rullede hen over jorden. (Jer 25,30-31) Guds Israel stod med øjnene vendt opad og hørte på ordene, der udgik fra Jehovas mund og rullede hen over jorden som de stærkeste tordenskrald. Det var overmåde højtideligt. Og ved slutningen af hver sætning råbte de hellige: "Ære, halleluja!" Deres ansigter oplystes af Guds herlighed, og herligheden skinnede fra dem, ligesom den skinnede fra Moses' ansigt, da han kom ned fra Sinaj. De ugudelige kunne ikke se på dem på grund af herligheden. Da den evige velsignelse blev udtalt over dem der havde æret Gud ved at helligholde hans Sabbat, lød der et mægtigt råb om sejr over dyret og dets billede. Derpå begyndte jubelåret, da landet skulle hvile.
Jeg så den gudfrygtige slave rejse sig i triumf og sejr og afryste de lænker, der bandt ham, medens hans ugudelige herre var i forlegenhed og ikke vidste, hvad han skulle gøre; for de ugudelige kunne ikke forstå de ord, som Guds røst udtalte. (Dan 12,10) Snart kom den store hvide sky tilsyne. (Åb 14,14) Dens udseende var skønnere end nogensinde før. På skyen sad menneskesønnen. (Lukas 21,27) Først kunne vi ikke se Jesus på skyen, men da den nærmede sig jorden, kunne vi se hans elskelige skikkelse. Da denne sky først viste sig, var den Menneskesønnens tegn i himlen. (Matt 24,30) Guds Søns røst kaldte de sovende hellige frem, (John 5,25. og 28) iførte herlig udødelighed. De levende hellige blev forvandlet i et øjeblik og rykkedes op sammen med dem ind i skyvognen. (1Thess 4,17) Dens udseende var overmåde herligt, idet den rullede opad. På begge sider af vognen var der vinger og nedenunder hjul, og idet vognen rullede opad, råbte hjulene: "Hellig!" og vingerne i bevægelse råbte også: "Hellig!" Og det hellige englefølge omkring Skyen råbte : "Hellig, hellig, hellig er Herren Gud, den Almægtige!" og de hellige i skyen råbte: "Ære! Halleluja!" Og vognen rullede opad til den hellige stad. Jesus åbnede den gyldne stads porte og førte os ind. (Esajas 26,2) Der blev vi budt velkommen; for vi havde bevaret Guds befalinger og havde ret til livets træ. (Åb 22,14)