Profetiens gave viste sig i menigheden under den jødiske husholdning. Selv om den på grund af menighedens fordærvede tilstand forsvandt i nogle få århundreder hen imod slutningen af denne husholdning, kom den til syne igen inden dens udløb, for at bebude Messias. Zakarias, Johannes døberens fader, blev fyldt med Helligånden, og han profeterede. Simeon, en retfærdig og gudfrygtig mand, som forventede Israels trøst, kom til templet, drevet af Ånden, og profeterede om Jesus, der, som et lys skulle oplyse hedningerne og være en herlighed for sit folk Israel; og en profetinde ved navn Anna talte om ham til alle, som forventede Jerusalems forløsning. Der var ingen profet større end Johannes døberen, ham Gud havde valgt til at fremstille for Israel det Guds Lam, som skulle bære verdens synd.
Den kristne tidsalder begyndte med Helligåndens udgydelse, og en mangfoldighed af åndelige gaver viste sig iblandt de troende. Disse gaver kom til syne i en så rigelig grad, at Paulus kunne sige til menigheden i Korinth: "Men til enhver gives Åndens åbenbarelse til det, som er gavnligt" til enhver i menigheden, ikke til enhver i verden, således som mange har villet udlægge det.
Siden det store frafald har disse gaver sjældent vist sig, og dette er sandsynligvis grunden til den blandt kristne almindelig udbredte opfattelse, at de kun tilhørte den første menighed. Men mon det ikke skyldes menighedens vildfarelse og vantro, at disse gaver ophørte? Når Guds folk kommer tilbage til den oprindelige tro, således som tilfældet visselig vil blive ved forkyndelsen af Guds bud og Jesu tro, mon da ikke "sildigregnen" atter vil frembringe disse gaver? Ud fra et rent logisk synspunkt har vi grund til at forvente dette. Trods de mange frafald i den jødiske tidsalder begyndte og afsluttedes den med særskilte åbenbarelser af Guds Ånd. Og det er ikke rimeligt at antage, at den kristne tidsalder, hvis lys i forhold til den tidligere husholdning er, som solens glans sammenlignet med månens svage stråler, skulle begynde i herlighed og ende i dunkelhed. Og eftersom et særskilt åndens værk var nødvendigt for at berede et folk for Kristi første komme, hvor meget mere er det da ikke for hans andet komme, og det så meget mere som de sidste dage skulle rumme større farer end nogen tidligere tidsperiode. Falske profeter skulle få magt til at gøre store tegn og undere, så at endog de udvalgte skulle forføres, om det var muligt. Men lad os høre, hvad sandhedens bog siger:
"Og han sagde til dem: Gå ud i al verden og prædik evangeliet for al skabningen! Den, som tror på mig og bliver døbt, han skal blive frelst; men den, som ikke tror på mig, skal blive fordømt. Men disse tegn skal følge dem, som tror: I mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger, og dersom de drikker nogen gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal helbredes." Mark. 16,15-18.
En bibeloversættelse siger: "Disse tegn skal ledsage de troende." Åndens gaver var ikke begrænset til apostlene, men strakte sig til alle de troende. Hvem vil så få del i dette? De, som tror! Hvor længe? Der er ingen tidsgrænse sat. Løftet er knyttet til den store befaling om at prædike evangeliet og er gyldig for alle de troende.
Men man indvender, at denne hjælp kun blev lovet apostlene og dem, der ved deres forkyndelse skulle tro at disse fuldbyrdede befalingen og grundlagde evangeliet, og at gaverne dermed ophørte. Men lad os se, om den store missionsbefaling ophørte med den slægt. I Matt. 28,19-20. læser vi: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."
Evangeliets forkyndelse skal, efter denne befaling ikke ophøre med den apostoliske menighed, hvilket klart fremgår af løftet: "Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Han siger ikke: "Jeg er med jer, I apostle, overalt, helt til jordens ender, men hans ord lyder: "Jeg er med jer alle dage til verdens, eller tidens ende". Man kan ikke sige, at det er den jødiske tidsalder, der sigtes til, for den var allerede ophørt ved korset. Man må derfor slutte, at forkyndelsen af og troen på det oprindelige evangelium altid vil være ledsaget af den samme åndelige bistand. Befalingen til apostlene gjaldt den kristne tidsalder og omfattede denne i sin helhed. Gaverne gik en tid tabt på grund af frafald, men de vil vise sig på ny, når den kristne tro og livsførelse atter vækkes til live.
I 1Kor. 12,28. oplyses vi om, at Gud har anbragt eller sat visse åndelige gaver i menigheden; og dersom bibelen ikke indeholder noget bevis for, at han har ophævet eller fjernet disse gaver, må man gå ud fra, at det var meningen, de skulle forblive der. Hvor er da beviset for, at de er ophævet? Det siges måske i hint mystiske kapitel, hvor den jødiske sabbat ophæves og den "kristne" sabbat indføres. Er det ikke et kapitel i lovløshedens hemmeligheds og syndens menneskes bog? Imidlertid vil nogen måske gøre gældende, at det bibelske bevis for disse gavers ophør findes i følgende skriftsted: "Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske gaver, de skal forgå, eller tungetale, den skal ophøre, eller kundskab, den skal forgå; thi vi kender stykkevis og profeterer stykkevis; men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige. Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre." 1Kor. 13,8-13.
Dette skriftsted forudsiger, at ikke alene de åndelige gaver, men også tro og håb engang skal ophøre. Men hvornår skulle de ophøre? Vi ser fremad til den tid, da håbet skal forvandles til den lykkelige virkelighed, troen blive til beskuelse og bønnen forme sig som lov og pris. De skal ophøre, når det fuldkomne kommer, da vi ikke længere skal se dunkelt, som i et spejl, men skue ansigt til ansigt. Den fuldkomne dag, da de retfærdige bliver fuldkommengjort og ser, ligesom de ses, hører endnu fremtiden til. Vel er det sandt, at da det syndens menneske var kommet til mands modenhed, havde det afskaffet sådanne "barnagtige" ting som profetiske gaver, tungemål og kundskab og de første kristnes tro, håb og kærlighed; men dette bibelvers indeholder intet, der beviser, at Gud havde til hensigt at fjerne de gaver, som han havde sat i menigheden, førend dens tro og håb var blevet til virkelighed, eller førend udødeligheds tilstandens overvættes herlighed skulle fordunkle de herligste åbenbarelser af åndelig kraft og kundskab, der nogensinde gav sig til kende her i dødelighedens land.
Den indvending, nogle er fremkommet med på grundlag af 2Tim. 3,16. fortjener kun en forbigående bemærkning. Dersom Paulus med sin udtalelse om, at skriften skulle gøre gudsmennesket fuldkomment, dygtiggjort til al god gerning, mente, at intet mere skulle skrives under åndens inspiration, hvorfor var han da selv i det samme øjeblik i færd med at føje noget mere til skriften? Hvorfor lagde han da ikke pennen til side i det øjeblik, han havde skrevet denne sætning? Og hvorfor skrev Johannes åbenbaringens bog på et tidspunkt, som falder endnu tredive år senere? Denne bog indeholder også et skriftsted, der er blevet anvendt, som bevis for afskaffelsen af de åndelige gaver:
"Jeg vidner for enhver, som hører denne bogs profetis ord: Dersom nogen lægger noget til disse ting, da skal Gud lægge på ham de plager, der er skrevet om i denne bog. Og dersom nogen tager noget bort fra denne profetis bogs ord, da skal Gud tage hans lod bort fra livets træ og fra den hellige stad, om hvilke der er skrevet i denne bog." Åb. 22,18-19.
På grundlag af dette skriftsted påstås det, at Gud, som fordum mange gange og på forskellige måder talte til fædrene ved profeterne, og som i begyndelsen af den evangeliske husholdning meddelte sig gennem Jesus og hans apostle, herved højtideligt har lovet aldrig mere at sende menneskene nogen meddelelse ad denne vej. Derfor må enhver profetisk tale efter det omtalte tidspunkt være falsk. Dette, påstår man, afslutter rækken af inspirerede skrifter. Hvis det er rigtigt, hvorfor skrev Johannes da først sit evangelium efter sin hjemkomst fra Patmos til Efesus? Føjede han derved noget til profetien i den bog, han skrev på øen Patmos? Det fremgår klart af skriftstedet, at advarselen imod at føje noget til eller tage noget bort ikke gælder samtlige skrifter, som vi har dem samlet i bibelen, men det særskilte skrift åbenbaringens bog, som den kom fra apostlens hånd. Alligevel har intet menneske ret til at føje noget til eller tage noget bort fra nogen anden bog, der er skrevet under guddommelig inspiration. Føjede Johannes noget til Daniels profetiske bog, da han skrev åbenbaringen? Aldeles ikke. En profet har ingen ret til at ændre Guds ord. Men Johannes's syner bekræfter de syner, Daniel havde, og kaster i høj grad forøget lys over de emner, Daniels bog omtaler. Vi må derfor slutte, at Herren ikke har forpligtet sig til at forholde sig tavs, men at det stadigvæk står ham frit for at tale. Måtte det derfor altid være vort hjertes bøn: Tal, Herre, gennem hvem du vil; din tjener hører!
Forsøget på at bevise fra den hellige skrift, at de åndelige gaver er afskaffet, viser sig således at være ganske forfejlet. Og eftersom dødsrigets porte intet skal formå imod menigheden, og eftersom Gud stadigvæk har et folk på jorden, må vi forvente, at disse gaver vil udvikle sig i forbindelse med den tredje engels budskab et budskab, der vil føre menigheden tilbage på apostolisk grund og i sandhed gøre den til verdens lys og ikke til mørke.
Og videre: Vi er på forhånd blevet advaret om, at der i de sidste dage skal fremstå falske profeter, og bibelen giver os en regel, efter hvilken vi kan prøve deres lære, og gør det muligt for os at skelne mellem det sande og det falske. Det store prøvemiddel er Guds lov; med den skal såvel profeternes taler, som deres moralske karakter prøves. Hvis der ingen sande profetier skulle fremkomme i de sidste dage, hvor meget lettere ville det så ikke have været at nøjes med at påpege denne kendsgerning og derved forebygge enhver anledning til bedrag end at give os en regel for deres prøvelse, ifald der skulle fremstå sande, såvel som falske profeter!
I Es. 8,19-20. forekommer der en Profeti om visse åndeforeteelser i den nærværende tid, og loven anvises som den regel, efter hvilken disse foreteelser skal prøves: "Til loven og til vidnesbyrdet; dersom de ikke taler i overensstemmelse med dette ord, så er det, fordi der intet lys er i dem." (en engelsk bibeloversættelse): Hvorfor skulle der stå: "Dersom de ikke taler," hvis der på den tid ikke skulle lyde nogen sand Åndens åbenbarelse eller profetisk tale? Jesus siger: "Vogt jer for de falske profeter. Af deres frugter skal I kende dem." Matt. 7,15-16. Disse ord forekommer i bjergprædikenen, og enhver vil forstå, at de har deres gyldighed for menigheden i den kristne tidsalder. Falske profeter skal kendes af deres frugter, eller med andre ord: af deres moralske karakter. Den eneste prøve, der kan afgøre, om deres frugter er gode eller slette, er Guds lov. Derfor henvises vi til loven og til vidnesbyrdet. Sande profeter vil ikke alene tale i overensstemmelse med dette ord, men deres liv vil også være i samklang dermed. Den, der taler og lever således, skal vi ikke fordømme.
Det har altid været et kendetegn hos falske profeter, at de har syner om fred; de vil sige "Fred og ingen fare", når undergangen pludseligt kommer over dem. De sande profeter vil uforfærdet straffe synden og advare verden imod den kommende vrede.
Profetier, der er i strid med de klare og bestemte udtalelser i Guds ord, må forkastes. Dette er, hvad Frelseren lærte sine disciple, da han underviste dem om den måde, hvorpå han ville komme igen anden gang. Da Jesus opfor til himlen, medens disciplene stod og så derpå, blev det udtrykkeligt sagt af englene, at "denne Jesus" skal komme igen på samme måde, som de havde set ham fare op til himlen. Under henvisning til falske profeters virksomhed i de sidste dage forudsiger Jesus derfor: "Om de siger til jer: Se, han er i ørkenen, da gå ikke derud; se, han er i kamrene, da tro det ikke!" Al sand profetisk tale om dette emne må være en erkendelse af hans synlige komme fra himlen. Hvorfor sagde Jesus ikke: Forkast enhver profeti på den tid, for da vil der ikke mere findes sande profeter?
I Ef. 4,11-13. står der: "Og han gav nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere til de helliges fuldkomne beredelse, til en tjenestegerning, til Kristi legemes opbyggelse, indtil vi alle når til enheden i troen på og erkendelsen af Guds søn, til mands modenhed, til Kristi fyldes mål af vækst."
Af et tidligere vers i det samme kapitel lærer vi, at da Jesus opfor til det høje, gav han menneskene gaver. Blandt disse gaver opregnes apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. Hensigten med disse gaver var de helliges fuldkomne beredelse i enhed og kundskab. Nogle, der i vor tid kalder sig hyrder og lærere, påstår at disse gaver fuldbyrdede deres hensigt for omkring atten hundrede år siden og derfor er ophørte. Men hvorfor beholder de så selv benævnelsen hyrder, pastorer og lærere? Dersom dette skriftsted begrænser det profetiske embede til den første menighed i den kristne tidsalder, må det samme gælde evangelisternes og alle de andres embeder; thi der gøres ingen forskel.
Lad os et øjeblik betragte dette punkt. Alle disse gaver blev skænket til de helliges fuldkomne beredelse i enhed, kundskab og ånd. Under indbydelsen af disse gaver kunne apostelmenigheden i nogen tid nyde en enhed, der udtrykkes med disse ord: "De troendes mængde havde et hjerte og en sjæl." Og det synes at være en naturlig følge af denne enighed. Når der står, at med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om den Herres Jesu opstandelse, og der var stor nåde over dem alle". Apg. 4,31-34. Hvor attråværdigt ville ikke et sådant forhold være nu! Men frafaldet med dets splittende og ødelæggende virkninger fordærvede det skønne hos denne menighed og klædte den i sæk. Følgen blev splid og forvirring. Aldrig har der været så stor trosforskel inden for kristenheden som i vor tid. Var åndens gaver nødvendige for at bevare troens enhed i apostelmenigheden, hvor meget mere nødvendige er de da ikke for at genoprette troens enighed nu! Profetierne viser til overflod, at det er Guds hensigt at genoprette enheden i menigheden i de sidste dage. Vægterne vil se, når Herren vender tilbage til Zion. Vi læser også, at ved endens tid vil de forstandige forstå. Når dette sker, vil troens enhed være at finde hos alle, som Gud kalder forstandige; for de, der virkelig har en rigtig forståelse af sagen, må nødvendigvis have den samme forståelse. Intet andet kan hidføre denne enhed. De åndelige gaver, blev givet med dette bestemte mål for øje!
Af disse og lignende betragtninger må det være klart, at den fuldkomne tilstand i menigheden, som her er forudsagt, endnu hører fremtiden til, og følgelig kan den endelige hensigt med disse gaver endnu ikke være nået. Brevet til efeserne blev skrevet ca. 64
1Thess. 5,19-21: "Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetier, prøv alt, behold det gode!"
I dette brev kommer apostelen ind på spørgsmålet om Herrens andet komme. Derefter beskriver han tilstanden blandt de vantro, som på det tidspunkt taler om "Fred og ingen fare", når Herrens dag er nær og pludselig undergang kommer over dem ligesom en tyv om natten. Med disse forhold for øje formaner han dernæst menigheden til at våge og være ædru. Blandt de formaninger, han giver, er også de ord, vi netop har anført: "Udsluk ikke ånden" o. s. v. Nogle mener måske, at disse tre vers ingen som helst forbindelse har med hverandre indbyrdes. Men de har en naturlig forbindelse i den orden, hvori de forekommer. Den, der udslukker Guds Ånd, vil blive ledt til at foragte profetisk tale, som er åndens retmæssige frugt. "Jeg vil udgyde min ånd over alt kød; jeres sønner og jeres døtre skal profetere." Joel 3,1. Udtrykket "prøv alt" er her begrænset til det foreliggende emne, nemlig profetisk tale og vi skal underkaste ånderne de prøver, som Gud har anvist i sit ord. Åndelige forførelser og falske profetier forekommer i overflod i vore dage, og der er ingen tvivl om, at dette skriftsted har en særskilt anvendelse netop her. Læg imidlertid mærke til, at apostelen ikke siger: Forkast alt, men: Prøv alt; hold fast ved det gode.
Joel 3,1-5: "Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød; jeres sønner og jeres døtre skal profetere, jeres gamle skal drømme, drømme og jeres unge se syner; også over trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage. Og jeg lader ske tegn i himlen og på jorden, blod, ild og røgstøtter. Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Men enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses; thi på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være frelse, som Herren har sagt; og til de undslupne "de levnede" skal hver den høre, som Herren kalder."
Denne profeti, som Joel her taler om, udgydelsen af Helligånden i de sidste dage, fik ikke en fuldstændig opfyldelse ved begyndelsen af den evangeliske tidsalder. Dette fremgår klart af de deri omtalte undere i himlen og på jorden, der skulle være forløbere for "Herrens store og frygtelige dag". Denne frygtelige dag er dog endnu i fremtiden. Hele den evangeliske tidsalder kan kaldes de sidste dage; men det ville være meningsløst at sige, at de sidste dage alene tilhører et tidspunkt, som indtraf for atten hundrede år siden. Disse dage strækker sig ned til Herrens dag, da levningen af Guds folk på jorden skal befries; for "på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være en rest, som Jehova har sagt; til de levnede skal høre, hvem Jehova har kaldet". Joel 3,5.
Denne levning eller "rest", der lever og er vidne til de tegn og undere, der bebuder Herrens store og frygtelige dag, er uden tvivl den levning eller "rest", som omtales i Åb. 12,17, den sidste generation i Herrens menighed på jorden: "Og dragen blev forbitret på kvinden og gik bort for at føre krig mod resten af hendes slægt dem, der holder Guds befalinger og har Jesu Kristi vidnesbyrd."
Denne sidste rest af den evangeliske menighed vil være i besiddelse af Åndens gaver. Og derfor vil der blive ført krig mod dem, der tilhører denne rest, fordi de holder Guds bud og har Jesu Kristi vidnesbyrd. Se Åb. 12,17. Jesu Kristi vidnesbyrd siges i Åb. 19,10. at være profetiens ånd; for engelen sagde: "Jeg er din medtjener og dine brødres, som har Jesu Vidnesbyrd; ..... thi Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd." I Åb. 22,9. giver Engelen udtryk for den samme tanke: "Jeg er din medtjener og dine brødres, profeternes." Sammenligningen fremhæver det betydningsfulde i udtrykket "Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd." Men Jesu vidnesbyrd indbefatter alle de gaver, der hører Ånden til. Paulus siger: "Jeg takker min Gud altid for jer, for den Guds nåde, som blev givet jer i Kristus Jesus, at I ved ham er blevet rige i alt, i al tale og al kundskab, ligesom vidnesbyrdet om Kristus Jesus er blevet stadfæstet hos jer, så at I ikke står tilbage i nogen nådegave, idet I forventer vor Herres Jesu Kristi åbenbarelse." 1Kor. 1,4-7. Kristi vidnesbyrd blev stadfæstet i den korinthiske menighed, og dette havde til følge, at de ikke stod tilbage i nogen nådegave. Er det derfor ikke berettiget at drage den slutning, at når den sidste levning af Guds folk bliver stadfæstet i Jesu vidnesbyrd, vil den ikke stå tilbage i nogen nådegave, medens den venter på vor Herres Jesu Kristi tilsynekomst?