Da englene forlod himlen, lagde de bedrøvet deres skinnende kroner bort. De kunne ikke bære dem, når deres hersker led og skulle have en tornekrone på. I retssalen var djævelen og hans engle ivrigt optaget med at ødelægge menneskelig følelse og medlidenhed. Selv luften var tung og besmittet af deres indflydelse. De påvirkede ypperstepræsterne og de ældste til at håne og mishandle Jesus på en måde, som menneskenaturen allervanskeligst kunne tåle. Satan håbede, at en sådan spot og voldsfærd ville aftvinge Guds Søn knur eller klage eller lede ham til at åbenbare sin guddomsmagt og løsrive sig fra mængdens vold, og at frelsesplanen således til sidst måtte slå fejl.
Peter fulgte sin Herre efter forrådelsen. Han var spændt på at se, hvad de ville gøre ved Jesus. Men da han blev beskyldt for at være en af hans disciple, bragte frygten for hans egen personlige sikkerhed ham til at påstå, at han kendte ikke dette menneske. Disciplene var bekendt for deres rene tale, og for at overtyde sine anklagere om, at han ikke var en af Kristi disciple, benægtede han den tredje gang beskyldningen med en ed. Jesus, der befandt sig et stykke borte fra Peter, vendte sig om og så på ham med et sorgmodigt, bebrejdende blik. Disciplen huskede nu de ord, Jesus havde talt til ham oppe på salen, og tillige sin egen nidkære påstand: "Om end alle vil forarges på dig, så vil jeg dog aldrig forarges." Han havde fornægtet sin Herre og det endog med banden og sværgen; men dette blik fra Jesus smeltede Peters hjerte og frelste ham. Han græd bittert og angrede sin store synd og blev omvendt, og dermed var han beredt til at styrke sine brødre.
Den skrålende mængde råbte på Jesu blod. Grusomt piskede de ham og hængte en gammel kongelig purpurkappe om ham og satte en tornekrone på hans hellige hoved. De gav ham et rør i hånden, faldt på knæ for ham og spottede ham og sagde: "Hil være dig, du jødernes Konge!" Derpå tog de røret af hans hånd og slog ham på hovedet, således at tornene gennemborede hans tindinger, og blodet dryppede ned over hans ansigt og skæg.
Det var vanskeligt for englene at udholde dette syn. De ville have befriet Jesus, men den ledende engel forbød dem det og sagde, at det var en stor løsepenge, som måtte betales for menneskene, men den ville være fyldestgørende og medføre døden for ham, som havde dødens vælde. Jesus vidste, at engle var vidne til hans ydmygelse. Den svageste engel kunne have bragt den spottende skare til at falde hjælpeløs om og kunne have befriet Jesus. Han vidste, at dersom han ønskede det af sin Fader, ville engle øjeblikkelig have løsladt ham. Men det var nødvendigt, at han skulle lide vold af ugudelige mennesker for at kunne gennemføre frelsens plan.
Ydmyg og sagtmodig stod Jesus foran den rasende mængde, som gjorde ham til genstand for den skændigste behandling. De spyttede ham i ansigtet, det ansigt, som de engang vil ønske at skjule sig for, og som vil oplyse Guds stad og skinne klarere end solen. Kristus kastede intet vredt blik på gerningsmændene. De tildækkede hans hoved med et gammelt klæde, så han ikke kunne se, derpå slog de ham i ansigtet og råbte : "Profetér! hvem var det, som slog dig?" Der blev bevægelse blandt englene. De ville øjeblikkelig have befriet ham; men deres ledende engel holdt dem tilbage.
Nogle af disciplene havde opnået tilladelse til at træde indenfor, hvor Jesus var, og være vidne til forhøret over ham. De ventede, at han ville åbenbare sin guddommelige magt og løsrive sig af sine fjenders hån og straffe dem for deres grusomhed imod ham. Deres forhåbninger steg og faldt, efter som de forskellige optrin fandt sted. Undertiden tvivlede de og frygtede for, at de var blevet ført bag lyset. Men røsten, som de hørte på forklarelsens bjerg, og den herlighed, de dér havde set, styrkede dem i troen på, at han var Guds Søn. De genkaldte i erindringen de begivenheder, som de havde været vidne til, de undergerninger, som de havde set Jesus udføre, når han helbredte de syge, åbnede de blindes øjne, oplod de døves øren, truede og uddrev djævle, ja endog fik vinden og søen til at være stille. De kunne ikke tro, at han skulle dø. De håbede, at han endnu ville rejse sig i sin kraft og med bydende stemme splitte den blodtørstige mængde, ligesom da han trådte ind i templet og uddrev dem, der gjorde Guds hus til en handelsbod, og de flygtede for ham, som om de blev forfulgt af en afdeling bevæbnede stridsmænd. Disciplene håbede, at Jesus ville åbenbare sin magt og overbevise alle om, at han var Israels konge.
Judas blev grebet af bitter samvittighedsbebrejdelse og skamfuldhed over sin troløse handling ved at forråde Jesus, og da han blev vidne til den behandling, Frelseren måtte lide, blev han overvældet. Han havde elsket Jesus, men han havde elsket penge endnu mere. Han havde ikke tænkt, at Jesus ville lade sig gribe af den skare, hvis anfører han (Judas) var. Han havde ventet, at Frelseren ville gøre et under og befri sig for dem. Men da han så den rasende mængde i retssalen tørstende efter blod, fik han en dyb følelse af sin brøde; og medens mange var i færd med at rette heftige anklager mod Jesus, styrtede Judas frem gennem mængden og bekendte, at han havde syndet ved at forråde uskyldigt blod. Han tilbød præsterne de penge, de havde betalt ham, og tryglede dem om at løslade Jesus, idet han erklærede, at han var ganske uskyldig.
Ærgrelse og forvirring bragte i nogle øjeblikke præsterne til tavshed. De ønskede ikke, at folket skulle vide, at de havde lejet en af Jesu disciple til at forråde ham i deres hænder. De ønskede at skjule, at de havde efterstræbt Jesus som en røver og grebet ham i smug. Men Judas' bekendelse tilligemed hans fortvivlede, skyldbetyngede udseende afslørede præsterne for mængden og viste, at det var had, som havde ledet dem til at gribe Jesus. Da Judas med høj røst erklærede, at Jesus var uskyldig, svarede præsterne: "Hvad kommer det os ved? Se du dertil." De havde Jesus i deres magt og var bestemt på at sikre sig ham. Overvældet af fortvivlelse kastede Judas de penge, som han nu foragtede, for deres fødder, som havde lejet ham, og i sjælekval og rædsel gik han hen og hængte sig.
I den tilstedeværende mængde var der mange, som holdt med Jesus, og hans undladelse af at besvare de mange spørgsmål, der blev stillet til ham, forbavsede skaren. Trods al den forhånelse og vold, som den mordlystne hob påførte ham, viste der sig ikke et vredladent blik eller en besværet mine i hans ansigt. Hans optræden var værdig og behersket. Tilskuerne betragtede ham med forundring. De sammenlignede hans fuldkomne skikkelse og hans faste, værdige væsen med deres optræden, der sad for at dømme ham, og sagde, at han lignede en konge mere, end tilfældet var med nogen af rådsherrerne. Han havde intet til fælles med en forbryder. Hans øjne var milde, klare og uforfærdede, hans pande høj og bred. Hvert træk hos ham bar et stærkt præg af godhed og ædle principper. Hans tålmodighed og overbærenhed var så ulig menneskenes, at mange bævede. Selv Herodes og Pilatus følte sig i høj grad besværet over hans ædle, guddommelige holdning.
Allerede fra begyndelsen af var Pilatus overbevist om, at Jesus ikke var et almindeligt menneske. Han troede, at han var i besiddelse af en ypperlig karakter, og at han var fuldstændig uskyldig i det, han blev anklaget for. Englene, der var vidne til, hvad der foregik, lagde mærke til den overbevisning, som den romerske landshøvding nærede, og for at frelse ham fra at befatte sig med den frygtelige handling at overgive Kristus til korsfæstelse blev en engel sendt til Pilatus' hustru for i en drøm at underrette hende om, at det var Guds Søn, hendes mand havde i forhør, og at han led uskyldigt. Hun sendte øjeblikkelig bud til Pilatus med besked om, at hun havde lidt meget i en drøm for Jesu skyld, og advarede ham imod at have noget med denne hellige mand at skaffe. Budbringeren trængte sig hastigt frem gennem mængden og overrakte skrivelsen til Pilatus. Under gennemlæsningen rystede han og blev bleg og besluttede straks, at han ikke ville have nogen del i at overgive Jesus til døden. Ønskede jøderne Jesu blod" ville han ikke yde sin indflydelse til, at det skete, men ville anstrenge sig for at befri ham.
Da Pilatus hørte, at Herodes var i Jerusalem, følte han det som en stor lettelse, idet han håbede at kunne blive fri for alt ansvar i forbindelse med forhøret og domfældelsen over Jesus. Han sendte straks Jesus og hans anklagere til Herodes. Denne fyrste var blevet forhærdet i synd. Johannes Døbers mord havde efterladt en plet i hans samvittighed, som han ikke kunne rense sig for. Da han hørte om Jesus og de mægtige gerninger, han udførte, frygtede og bævede han, idet han troede, at det var Johannes Døber, der var opstået fra de døde. Da Pilatus overlod Jesus i hans hånd, betragtede Herodes dette som en anerkendelse af hans magt, myndighed og indsigt. Dette havde til følge, at disse to herskere, der tidligere havde været fjender, nu blev venner. Det behagede Herodes at se Jesus, idet han forventede, at denne ville udføre en eller anden mægtig undergerning for at tilfredsstille ham. Men det var ikke Jesu opgave at tilfredsstille nysgerrighed eller at søge sin egen sikkerhed. Hans guddommelige, undergørende kraft skulle bruges til andres frelse, men ikke til fordel for ham selv.
Jesus svarede intet på de mange spørgsmål, Herodes henvendte til ham, ej heller svarede han sine fjender på de heftige anklager, som de rettede mod ham. Herodes blev rasende, fordi Jesus ikke syntes at frygte for hans magt, og med sine stridsmænd spottede og forhånede han Guds Søn og behandlede ham uforskammet. Ikke desto mindre forbavsedes han over Jesu ædle, guddommelige optræden under den skammelige behandling, og da han ikke turde fælde dom over ham, sendte han ham tilbage til Pilatus.
Satan og hans engle fristede Pilatus og søgte at lede ham videre til hans egen fordærvelse. De indskød den tanke hos ham, at selv om han ikke tog del i at dømme Jesus, ville andre gøre det, at mængden tørstede efter hans blod, og at hvis han ikke overgav ham til at korsfæstes, ville han miste sin magt og sin verdslige ære og blive anklaget som en, der troede på bedrageren. Af frygt for at miste sin magt og autoritet gav Pilatus sit samtykke til, at Jesus skulle dø. Og skønt han lagde Jesu blod over på hans anklagere, og mængden tog imod det ved at råbe: "Hans blod komme over os og vore børn!" var Pilatus dog ikke uden ansvar; han blev skyldig i Kristi blod. Af hensyn til sine egne interesser og i sin higen efter ære fra de store på jorden overgav han en uskyldig mand til døden. Havde Pilatus fulgt sin egen overbevisning, ville han ikke have haft nogen del i dommen over Jesus.
Jesu optræden og udtalelser under forhøret gjorde et dybt Indtryk på mange, der var til stede ved denne anledning. Følgen af den Indflydelse, han således øvede, viste sig efter hans opstandelse. Blandt dem, som da blev lagt til menigheden, var der mange, hvis overbevisning skrev sig fra den stund, da Jesus stod for rådet.
Satans vrede var stor, da han så, at al den grusomhed, han havde ledet jøderne til at øve mod Jesus, ikke havde formået at bevirke den ringeste klage fra hans side. Skønt Frelseren havde påtaget sig menneskets Natur, blev han holdt oppe af en guddommelig sjælsstyrke og afveg ikke i mindste måde fra sin faders vilje.