Jeg har set den ømme kærlighed, Gud nærer til sit folk, og den er meget stor. Jeg så engle over de hellige med vingerne udbredt omkring dem. Hver hellig havde en ledsagende engel. Dersom de hellige var mismodige og græd, eller de var i fare, fløj de engle, der altid ledsagede dem, hurtigt op for at bringe meddelelse derom, og englene i staden ophørte med at synge. Jesus sendte da en anden engel ned for at opmuntre dem, våge over dem og søge at bevare dem fra at forlade den trange sti; men dersom de ikke agtede på disse engles årvågne omhu og ikke ville lade sig trøste af dem, så englene bedrøvede ud og græd. De bragte beretningen derom op til himlen og alle englene i staden græd og sagde derpå med høj røst: "Amen." Men dersom de hellige fæstede deres øjne ved klenodiet foran dem og ærede Gud ved at prise ham, bragte englene det glade budskab derom til staden, og englene i staden slog deres gyldne harper an og sang med høj røst: "Halleluja!" Og himlens hvælvinger genlød af deres yndige sange.
Der hersker fuldstændig orden og harmoni i den hellige stad. Alle de engle, der udsendes for at besøge jorden, har et gyldent kort, som de fremviser til englene ved stadens porte, når de går ind og ud. Himlen er et godt sted. Jeg længes efter at være der og se min elskelige Jesus der gav sit liv for mig, og efter at blive forvandlet efter hans herlige billede. Gid jeg havde ord, hvormed jeg kunne beskrive herligheden i den tilkommende lyse verden! Jeg tørster efter de levende strømme, der glæder vor Guds stad.
Herren har ladet mig se andre verdener. Vinger blev mig givet, og en engel ledsagede mig fra staden til et sted, der var lyst og herligt. Græsset på dette sted var levende grønt og fuglene der kvidrede en yndig sang. Stedets beboere var af alle forskellige størrelser; de var ædle, majestætiske og yndige. De havde Jesu udtrykte billede, og deres ansigter lyste af en hellig glæde et udtryk for den frihed og lykke, som rådede der. Jeg spurgte en af dem, hvorfor de var så meget yndigere end menneskene på jorden. Svaret var: "Vi har levet i streng lydighed mod Guds bud og er ikke faldne ved ulydighed således som de, der bor på jorden." Jeg så to træer; det ene lignede meget livets træ i staden. Frugten på dem begge var det en fryd at skue, men af det ene måtte de ikke spise. De havde magt til at spise af begge træer, men det var dem forbudt at spise af det ene. Min ledsagende engel sagde da til mig: "Ingen på dette sted har smagt af det forbudne træ; men hvis de spiste, ville de falde." Jeg blev derpå ført hen til en verden, som havde syv måner. Der så jeg den fromme Enok, som var blevet forvandlet. På sin højre arm bar han en herlig palme og på hvert blad stod der skrevet "sejr". Omkring hans hoved var der en blændende hvid krans, og i midten af hvert blad stod der skrevet "renhed"; og rundt om kransen var der forskelligtfarvede sten, der skinnede klarere end stjernerne og kastede stråler tilbage på bogstaverne og forstørrede dem. Bag på hans hoved var der en bue, som omsluttede kransen, og på buen stod der skrevet "hellighed". Og over kransen var der en yndig krone, som skinnede klarere end solen. Jeg spurgte ham, om dette var det sted, han blev ført hen til fra jorden. Han sagde: "Det er det ikke; staden er mit hjem, og jeg er kommet for at besøge dette sted." Han bevægede sig omkring på stedet, som om han var fuldstændig hjemme der. Jeg tryglede min ledsagende engel om lov til at blive på dette sted. Jeg kunne ikke udholde den tanke atter at skulle vende tilbage til denne mørke verden. Engelen sagde da: "Du må vende tilbage, og dersom du er tro, vil du sammen med de 144,000 nyde den forret at kunne besøge alle verdener og beskue Guds hænders gerninger."