Det har altid været Satans hensigt at lede menneskenes sind bort fra Jesus til mennesker og at ødelægge personligt ansvar. Hans hensigt mislykkedes, da han fristede Guds Søn, men han havde større held, da han kom til faldne mennesker. Kristendommen blev fordærvet. Paver og præster dristede sig til at indtage en ophøjet stilling og lærte folket at søge syndsforladelse hos dem i stedet for selv at ty hen til Kristus.
Folket blev fuldstændig bedraget. Man lærte dem, at paverne og præsterne var Kristi repræsentanter, medens de i virkeligheden var Satans repræsentanter, og de, der bøjede sig for dem, tilbad Satan. Folket forlangte bibelen, men præsterne anså det for at være farligt at lade dem få den og kunne læse den på egen hånd, så de kunne skaffe sig oplysning og afsløre deres lederes synder. Folket blev oplært til at tage imod hvert ord fra disse bedragere som ord fra Guds mund. De øvede den magt over menneskenes sind, som det alene tilkommer Gud at øve. De, der vovede at følge deres egen overbevisning, blev udsat for det samme had, som Jøderne lagde for dagen over for Jesus, og myndighederne tørstede efter deres blod.
Jeg blev henvist til en tid, da Satan triumferede i en særlig grad. Skarer af kristne blev på en frygtelig måde dræbt, fordi de ville bevare deres rene gudsdyrkelse. Man hadede bibelen, og der blev gjort anstrengelser for at udrydde den af jorden. Det blev under dødsstraf forbudt Folket at læse den, og alle de eksemplarer, man kunne komme over, blev brændt. Men jeg så, at Gud havde en særlig omhu for sit ord, og han beskyttede det. I forskellige tidsperioder fandtes der kun meget få eksemplarer af bibelen; men han tillod ikke, at hans ord blev tilintetgjort, for i de sidste dage skulle det udbredes i en sådan udstrækning, at hver familie kunne besidde det. Jeg så, at når der kun var få eksemplarer af bibelen, var den dyrebar og trøsterig for de forfulgte Jesu efterfølgere. Den blev læst i dybeste dølgsmål, og de, der nød denne ophøjede forret, følte, at de havde haft en samtale med Gud, med hans Søn Jesus og med hans disciple. Men denne velsignede forret kostede mange af dem livet. Hvis de opdagedes, blev de ført til bøddelens blok, til bålet eller til fangehullet for at dø af sult.
Satan kunne ikke forhindre frelsesplanen. Jesus blev korsfæstet og opstod igen på den tredje dag. Men Satan fortalte sine engle, at han ville udnytte endog korsfæstelsen og opstandelsen til sin egen fordel. Han var villig til, at de, der bekendte sig til troen på Jesus, skulle tro, at lovene angående de jødiske ofringer ophørte ved Kristi død, dersom han kunne drive dem videre og få dem til at tro, at de ti bud også døde med Kristus.
Jeg så, at mange beredvilligt føjede sig efter dette påfund af Satan. Hele himlen grebes af harme, når de så Guds hellige lov blive trådt under fødder. Jesus og hele den himmelske hær havde kendskab til Guds lovs beskaffenhed; de vidste, at Gud ikke ville forandre eller ophæve den. Menneskenes håbløse tilstand efter faldet voldte den dybeste sorg i himlen og bevægede Jesus til at tilbyde at gå i døden for overtræderne af Guds hellige lov. Men hvis denne lov kunne ophæves, kunne menneskene være blevet frelst uden ved Jesu død. Følgelig gjorde hans død ikke Faderens lov til intet, men løftede den til højhed og ære og håndhævede lydighed mod alle dens hellige bud.
Dersom menigheden havde holdt fast ved sin renhed og standhaftighed, kunne Satan ikke have bedraget den og ledet den til at nedtrampe Guds lov. Ved denne dristige plan retter Satan et direkte slag mod grundlaget for Guds herredømme i himlen og på jorden. Hans oprør medførte, at han blev udstødt af himlen. For at redde sig selv ønskede han, at Gud skulle forandre sin lov, men over for hele den himmelske hær blev det ham meddelt, at Guds lov var uforanderlig. Satan ved, at hvis han kan lede andre til at krænke Guds lov, har han vundet dem for sin sag; for enhver, som overtræder denne lov, må dø.
Satan besluttede at gå endnu videre. Han fortalte sine engle, at nogle ville blive så nidkære for Guds lov, at de ikke kunne fanges i denne snare. De ti bud var så tydelige, at mange ville tro, at de stadigvæk var bindende, og derfor måtte han kun forsøge at forvanske eet af disse ti bud. Han påvirkede derfor sine repræsentanter til at søge at forandre det fjerde, sabbatsbuddet, og derved ændre det eneste af de ti, der påpeger den sande Gud, himlens og jordens Skaber. Satan fremholdt Jesu herlige opstandelse for dem og sagde, at han ved at opstå på den første dag i ugen forandrede Sabbaten fra den syvende dag i ugen til den første.
Således benyttede Satan opstandelsen til støtte for sin hensigt. Han og hans engle frydede sig over, at de vildfarelser, de havde foranstaltet, slog så godt an hos dem, der gav sig ud for at være Jesu venner. Hvad den ene betragtede med hellig forfærdelse, var en anden villig til at tage imod. Således blev forskellige vildfarelser antaget og forsvaret med nidkærhed. Guds vilje, der er så tydelig åbenbaret i hans ord, blev tildækket med vildfarelser og overleveringer, der er blevet fremholdt som Guds bud. Skønt dette himmeltrodsende bedrag vil få lov til at fortsætte indtil Jesu andet komme, har Gud gennem hele denne tid dog ikke været uden vidner. Under mørket og forfølgelsen af menigheden har der stadig været nogle sande og trofaste, der holdt alle Guds bud.
Jeg så, at engleskaren fyldtes med forbavselse, da den så ærens konge lide og dø; men jeg så, at det ingen forundring vakte hos dem, at livets og herlighedens Herre, han, som fyldte hele himlen med fryd og glans, brød dødens lænker og gik ud af sit fangehus som en sejrrig erobrer. Hvis derfor en af disse begivenheder skulle mindes ved en hviledag, måtte det være korsfæstelsen. Men jeg så, at det ikke var hensigten, at nogen af disse begivenheder skulle forandre eller ophæve Guds lov; de afgiver tværtimod det kraftigste bevis på dens uforanderlighed.
Begge disse begivenheder har deres minder. Ved at nyde Herrens nadver, det brudte brød og vintræets frugt, forkynder vi Herrens død, indtil han kommer. Hans lidelse og død bringes os således i frisk erindring. Mindet om Kristi opstandelse fejrer vi ved at begraves med ham i dåben og opstår af vandgraven i lighed med hans opstandelse for at vandre i et nyt levned.
Det blev vist mig, at Guds lov vil stå fast til evig tid, og at den vil eksistere på den nye jord i al evighed. Ved skabelsen, da jordens grundvold blev lagt, betragtede Guds sønner med beundring skaberens gerning, og hele den himmelske hærskare råbte af glæde. Da var det, at sabbatens grundvold blev lagt. Efter de seks skabelsesdage hvilede Gud på den syvende dag efter alt det værk, han havde udført, og han velsignede den syvende dag og helligede den, fordi han på den dag havde hvilet efter alt sit værk. Sabbaten blev indstiftet i eden før syndefaldet og blev holdt af Adam og Eva og hele den himmelske hærskare. Gud hvilede på den syvende dag" velsignede den og helligede den. Jeg så, at Sabbaten aldrig vil blive afskaffet, men at de genløste og hele engleskaren vil fejre den til den store Skabers ære i al evighed. "