Jeg så, at Gud var med i forkyndelsen af tiden i 1843. Hans hensigt var at vække folket op og lede dem hen til et prøvende punkt, hvor de måtte tage standpunkt for eller imod sandheden. Præster blev overbevist om, at fremstillingen af de profetiske perioder var rigtig, og nogle lod stoltheden fare, gav afkald på deres gage og forlod deres kirkesamfund for at rejse omkring fra sted til sted og forkynde budskabet. Men eftersom kun få af dem, der udgav sig for at være Kristi tjenere, lod budskabet få en plads i deres hjerter, blev arbejdet lagt på mange, der ikke var prædikanter. Nogle forlod deres marker for at fremholde budskabet, medens andre blev kaldet fra deres værksteder eller deres købmandskab, ja endog enkelte embedsmænd blev tilskyndet til at forlade deres bestilling for at forkynde den første engels budskab.
Prædikanter lagde deres sekteriske anskuelser og indstilling til side og deltog i forkyndelsen af Jesu komme. Overalt hvor budskabet lød, greb det folket. Syndere omvendte sig, græd og bad om tilgivelse, og de, hvis livsførelse havde været præget af uærlighed, fandt det magtpåliggende at yde erstatning. Forældre følte den dybeste bekymring for deres børn. De, der tog imod budskabet, virkede for deres uomvendte venner og slægtninge, og med vægten af det alvorsfulde budskab hvilende på deres sjæle advarede og tryglede de disse om at berede sig for menneskesønnens komme. Kun de mest forhærdede ville ikke lade sig påvirke af den beviskraft, der lå i disse inderlige advarsler. Denne sjælerensende gerning drog sind og hu bort fra verdslige ting og førte til en helligelse, som man aldrig før havde oplevet.
Tusinder blev ledet til at omfatte den sandhed, som William Miller forkyndte, og der fremstod Guds tjenere i Elias' ånd og kraft for at forkynde budskabet. De, der prædikede dette højtidelige budskab, følte sig ligesom Jesu forløber Johannes drevet til at lægge øksen ved træets rod og opfordre menneskene til at bære frugter, som var omvendelsen værdige. Deres vidnesbyrd var egnet til at vække og mægtigt påvirke kirkesamfundene og åbenbare deres sande karakter. Og medens den højtidelige opfordring til at fly fra den tilkommende vrede lød, blev det lægende budskab antaget af mange, der tilhørte kirkesamfundene; de indså deres frafald og ydmygede sig for Gud i dyb sjæleangst og med bitre angerstårer. Og når Guds ånd hvilede på dem, hjalp de til med at forkynde råbet: "Frygt Gud og giv han ære, thi hans domstime er kommet."
Forkyndelsen af en bestemt tid fremkaldte stor modstand blandt alle klasser, fra præsten på prædikestolen til den mest ligegyldige, himmeltrodsende synder. "Dagen og timen ved ingen," lød det fra den hykleriske ordets forkynder og den frække spotter. Ingen af dem ville lade sig undervise og vejlede af dem, der henviste til det år, da de troede, at de profetiske tidsperioder ville udløbe, og til de tegn, der viste, at Kristus var nær for døren. Mange af hjordens hyrder, som udgav sig for at elske Jesus, sagde, at de havde intet imod forkyndelsen af Kristi tilkommelse, men de modsatte sig det bestemte tidspunkt. Guds altskuende øje fæste deres hjerter. De holdt ikke af den tanke, at Jesus var nær. De vidste, at deres ukristelige livsførelse ikke ville bestå prøven, for de vandrede ikke på den ydmyghedens sti, som han havde anvist. Disse falske hyrder stod hindrende i vejen for Guds værk. Sandheden, der blev fremholdt i sin overbevisende kraft, vækkede folket op, og ligesom fangevogteren begyndte de at spørge: "Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" Men disse hyrder trådte ind imellem sandheden og folket og forkyndte smigrende ting, der førte dem bort fra sandheden. De forenede sig med Satan og hans engle under råbet: "Fred, fred!" når der ikke var fred. De, som elskede magelighed og lod sig nøje med at være langt borte fra Gud, ville ikke vækkes op af deres kødelige tryghed. Jeg så, at engle fra Gud lagde mærke til alt dette; disse dårlige hyrders klæder var bedækket med sjæles blod.
Præster, der ikke selv var villige til at antage dette frelsende budskab, hindrede dem, der ville have taget imod det. Sjæles blod findes på dem. Prædikanter og lægfolk sluttede sig sammen for at modarbejde dette budskab fra himlen og forfølge William Miller og hans medarbejdere. Falske rygter blev udspredt for at skade hans Indflydelse; og når han tydeligt havde forkyndt Guds råd og fremholdt skarpe sandheder for sine tilhørere, optændtes der til forskellige tider stor forbitrelse imod ham, og nogle lagde sig på lur ved vejen for at dræbe ham, når han forlod mødestedet. Men engle fra Gud blev udsendt for at beskytte ham, og de førte ham i tryghed bort fra den vrede skare. Hans gerning var endnu ikke fuldbyrdet.
De mest gudhengivne modtog budskabet med glæde. De vidste, at det kom fra Gud, og at det blev forkyndt i rette tid. Med den største interesse gav engle agt på resultatet af det himmelske budskab, og når kirkesamfundene vendte sig bort og forkastede det, samrådede de bedrøvet med Jesus. Han vendte sit åsyn bort fra kirkesamfundene og bød sine engle våge trofast over de dyrebare sjæle, som ikke forkastede vidnesbyrdet; for der var endnu et andet lys, der skulle skinne på dem.
Jeg så, at hvis de, der kaldte sig kristne, havde elsket Frelserens åbenbarelse, hvis deres hukommelse havde stået til ham, og hvis de havde følt, at der ikke var nogen på jorden, der kunne sammenlignes med ham, ville de have hilst den første antydning om hans komme med glæde. Men den modvilje, de lagde for dagen, da de hørte om deres Herres komme, var et afgørende bevis på, at de ikke elskede ham. Satan og hans engle triumferede og hånede Kristus og hans hellige engle med, at de, der bekendte sig til at være hans folk, havde så lidt kærlighed til Jesus, at de ikke ønskede, han skulle komme igen.
Jeg så Guds folk i glad forventning, biende på deres herre. Men Gud havde til hensigt at prøve dem. Hans hånd skjulte en fejltagelse i beregningen af de profetiske tidsperioder. De, som forventede Herren, opdagede ikke denne fejl, og heller ikke de lærdeste mænd, som var modstandere af spørgsmålet om tid, kunne se den. Men det var Guds hensigt, at hans folk skulle møde en skuffelse. Tiden blev overskredet, og de, der med glæde havde ventet deres frelser, blev bedrøvede og forsagte, hvorimod de, som ikke havde elsket Jesu åbenbarelse, men som havde omfattet budskabet af frygt, fandt behag i, at han ikke kom på den tid, man havde ventet ham. Deres bekendelse havde ikke påvirket deres hjerter og renset deres liv. Tidens henskriden var godt egnet til at afsløre sådanne hjerter. De var de første til at vende om og latterliggøre de bedrøvede, skuffede sjæle, som virkelig elskede frelserens åbenbarelse. Jeg så Guds visdom deri, at han forsøgte sit folk og underkastede dem en ransagende prøvelse for at afsløre dem, der ville vende ryggen til i prøvens stund.
I medlidenhed og kærlighed betragtede Jesus og hele den himmelske hærskare dem, der med glad forventning havde længtes efter at se ham, som deres sjæle elskede. Engle dvælede omkring dem for at holde dem oppe i prøvelsens time. De, der havde forsømt at modtage det himmelske budskab, blev efterladt i mørke, og Guds vrede var optændt imod dem, fordi de ikke ville antage det lys, han havde sendt dem fra himlen. De trofaste skuffede, der ikke kunne forstå, hvorfor deres Herre ikke kom, blev ikke overladt i mørke. De blev på ny ledet til at granske de profetiske tidsperioder i bibelen. Herren tog sin hånd bort fra tallene, og fejlen fandt sin forklaring. De så, at de profetiske tidsperioder strakte sig til 1844, og at de samme grunde, som de havde fremholdt til støtte for, at disse perioder endte i 1843, beviste, at de ville ende i 1844. Lys fra Guds ord opklarede deres stilling, og de opdagede en ventetid "synet står ved magt, ..... tøver det, så bi på det". Hab. 2,3. I deres længsel efter Kristi øjeblikkelige komme havde de overset den forhaling af synet, der var beregnet på at skulle åbenbare de sande ventende. Atter stod de over for et tidspunkt. Jeg så, at mange af dem ikke kunne hæve sig over den alvorlige skuffelse, de havde lidt, og komme i besiddelse af den nidkærhed og kraft, som havde udmærket deres tro i 1843.
Satan og hans engle jublede over dem, og de, der ikke ville tage imod budskabet, lykønskede sig med deres vidtskuende skøn og visdom, når de ikke gik med på bedraget, som de kaldte det. De indså ikke, at de forkastede Guds råd med dem, og at de samarbejdede med Satan og hans engle for at forvirre Guds folk, som efterlevede det himmelske budskab.
De, som troede på dette budskab, led undertrykkelse i kirkesamfundene. Frygt afholdt i nogen tid dem, der ikke ville antage budskabet, fra at lade deres virkelige sindelag komme til udtryk i handling; men da tiden gik forbi, kom deres sande følelser for dagen. De ønskede at bringe det vidnesbyrd til at forstumme, som de ventende følte sig drevet til at bære om, at de profetiske tidsperioder strakte sig til 1844. De troende gav en tydelig forklaring angående deres fejltagelse og fremlagde grundene for, at de ventede Herren i 1844. Deres modstandere kunne ikke fremholde noget argument imod de stærke grunde, som de påviste. Men kirkesamfundenes vrede optændtes; de var bestemte på ikke at ville høre beviserne og på at udelukke vidnesbyrdet af deres samfund, således at andre ikke kunne få det at høre. De, der ikke vovede at tilbageholde det lys, Gud havde givet dem, udelukkedes af menighederne; men Jesus var med dem, og de frydede sig i hans ansigts lys. De var beredt til at modtage den anden engels budskab.