Jeg så den interesse, som hele himlen havde næret for det værk, der foregik på jorden. Jesus bød en mægtig engel stige ned og formane jordens beboere til at berede sig for hans andet komme. Et overmåde klart og herligt lys gik foran engelen, idet han forlod Jesu åsyn i himlen. Det blev mig meddelt, at hans mission var at oplyse jorden med sin herlighed og advare menneskene om Guds tilkommende vrede. Skarer af mennesker tog imod lyset. Nogle af dem syntes at være meget alvorlige, medens andre var glade og henrykte. Alle, der modtog lyset, vendte deres ansigter mod himlen og priste Gud. Skønt det blev udgydt over alle, var der nogle, som blot kom ind under dets påvirkning, men ikke gav det en hjertelig modtagelse. Mange fyldtes med stor vrede. Præster og lægfolk forenede sig med de slette og satte sig kraftigt imod det lys, der udgik fra den mægtige engel. Men alle, som tog imod det, trak sig tilbage fra verden og stod nær sammensluttede indbyrdes.
Satan og hans engle var stærkt optaget med forsøg på at lede så manges sind som muligt bort fra lyset. Den skare, der forkastede det, blev efterladt i mørke. Jeg så Guds engel med den dybeste interesse give agt på dem, der bekendte sig til at være Guds folk, for at han kunne mærke sig den karakter, de udviklede, når det himmelske budskab blev fremholdt for dem. Og da et meget stort antal af dem, der udgav sig for at elske Jesus, vendte sig bort fra himlens budskab med hån, foragt og had, skrev en engel, der holdt et pergament i hånden, den skammelige beretning derom. Hele himlen blev opfyldt af harme, fordi Jesus således blev ringeagtet af dem, som bekendte sig til at være hans efterfølgere.
Jeg så, hvilken skuffelse det var for de tillidsfulde, at de ikke fik deres herre at se på det forventede tidspunkt. Gud havde haft til hensigt at tilhylle fremtiden og at føre sit folk til et afgørende punkt. Uden forkyndelsen af en bestemt tid for Kristi komme ville det af Gud tilsigtede værk ikke være blevet udført. Satan ledte mange til at skue langt ind i fremtiden efter de store begivenheder i forbindelse med dommen og prøvetidens afslutning. Det var nødvendigt, at folket blev ledet til at stræbe alvorligt efter en øjeblikkelig beredelse.
Efter at tiden var omme, forenede de, der ikke helt havde antaget engelens lys, sig med dem, som havde forkastet budskabet, og de vendte sig mod de skuffede og latterliggjorde dem. Engle mærkede sig den stilling, hvori de, der bekendte sig til at være Kristi efterfølgere, befandt sig. De var blevet prøvet og forsøgt ved, at den fastsatte tid gik forbi, og såre mange blev vejet på vægten og fundet for lette. De talte højt om, at de var Kristne, men forsømte i næsten alle enkeltheder at følge Kristus. Satan jublede over den tilstand, Jesu såkaldte efterfølgere befandt sig i. Han havde dem i sin snare. Han havde ledet de fleste til at forlade den snævre sti, og de søgte at klatre op til himlen ad andre veje. Engle så de rene og hellige sammenblandet med syndere i Zion og med hyklere, som havde verden kær. De havde våget over Jesu sande disciple; men de demoraliserede påvirkede de hellige. De, i hvis hjerte der brændte et inderligt ønske om at se Jesus, blev af deres såkaldte brødre forbudt at tale om hans komme. Engle betragtede dette forhold og nærede medlidenhed med den levning, der elskede Herrens åbenbarelse.
En anden mægtig engel blev bemyndiget til at stige ned til jorden. Jesus gav ham en skrivelse i hånden, og idet engelen kom til jorden, råbte han: "Falden, falden er Babylon!" Da så jeg de skuffede atter løfte blikket mod himlen, i tro og håb forventende deres herres åbenbarelse. Men mange syntes at forblive i en sløv tilstand, som om de sov; og dog kunne jeg se spor af dyb sorg i deres ansigter. De skuffede forstod af den hellige skrift, at de befandt sig i tøvetiden, og at de tålmodigt måtte afvente opfyldelsen af synet. De samme beviser, der bragte dem til at forvente Herren i 1843, bragte dem til at vente ham i 1844. Men jeg så, at flertallet ikke besad den styrke, som kendetegnede deres tro i 1843. Skuffelsen havde kølnet deres tro.
Da Guds folk forenede sig i den anden engels råb, lagde den himmelske hærskare med den største interesse mærke til budskabets virkning. De så, at mange, som bar kristennavnet, vendte sig mod de skuffede med hån og foragt. Når spottende læber udtalte: "Så! du er endnu ikke opfaren til himlen!" blev ordene nedskrevet af en engel. Engelen sagde: "De bespotter Gud." Jeg blev henvist til, at en lignende synd blev begået i oldtiden. Elias var blevet optagen til himlen, og hans kappe var falden på Elisa. Ugudelige unge mennesker, der af deres forældre havde lært at foragte den Guds mand, fulgte da efter Elisa og råbte spottende: "Kom herop, skaldepande, kom herop, skaldepande!" Ved således at håne Guds tjener hånede de Gud og fik øjeblikkelig deres straffedom. På lignende måde vil de, der har spottet og hånet tanken om de helliges henfart, blive hjemsøgt af Guds vrede og erfare, at det ikke er en ligegyldig sag at drive gæk med skaberen.
Jesus pålagde andre engle at flyve hastigt hen for at genoplive og styrke den svigtende tro hos hans folk og berede dem til at forstå den anden engels budskab og den vigtige handling, der snart skulle foregå i himlen. Jeg så disse engle modtage stor kraft og stort lys fra Jesus og hastigt flyve ned til jorden for at fuldføre deres mission, som var at bistå den anden engel i hans gerning. Et stort lys skinnede på Guds folk, da englene råbte: "Se, brudgommen kommer, gå ham i møde!" Derpå så jeg disse skuffede rejse sig og i samklang med den anden engel forkynde: "Se, brudgommen kommer, gå ham i møde!" Det lys, der udgik fra englene, trængte igennem overalt. Satan og hans engle søgte at forhindre, at dette lys blev udbredt og øvede den tilsigtede virkning. De argumenterede med englene fra himlen og sagde til dem, at Gud havde forført folket, og at de trods alt deres lys og al deres magt ikke kunne få verden til at tro, at Kristus ville komme. Men omendskønt Satan søgte at lukke til for vejen og lede folkets tanker bort fra lyset, fortsatte Guds engle deres gerning.
De, der tog imod lyset, så ud til at være meget lykkelige. De skuede ufravendt op mod himlen og længtes efter Jesu åbenbarelse. Nogle græd og bad i stor nød. De syntes at have fæstet deres øjne ved sig selv, og de vovede ikke at se opad. Et lys fra himlen spredte mørket for dem, og deres øjne, som de i fortvivlelse havde fæstet ved sig selv, vendtes opad, medens taknemmelighed og hellig glæde kom til syne i ethvert træk. Jesus og hele engleskaren så med bifald på de trofaste ventende.
De, der forkastede lyset i det første englebudskab og modsatte sig det, gik også glip af den anden engels lys og kunne ikke få gavn af den kraft og herlighed, som ledsagede budskabet: "Se" brudgommen kommer!" Jesus vendte sig bort fra dem med et misbilligende blik, for de havde ringeagtet og forkastet ham. De, der modtog budskabet, blev indhyllet i en sky af herlighed. De nærede en meget stor frygt for at fortørne Gud, og de ventede og vågede og bad om at måtte kende hans vilje. Jeg så Satan og hans engle forsøge at holde dette guddommelige lys borte fra Guds folk; men så længe de ventende holdt fast ved lyset og havde øjnene vendt bort fra jorden op til Jesus, havde Satan ingen magt til at berøve dem dets dyrebare stråler. Budskabet fra himlen forbitrede Satan og hans engle og fik dem, som gav sig ud for at elske Jesus, men som foragtede hans komme, til at håne og spotte de trofaste og tillidsfulde. Men en engel mærkede sig enhver fornærmelse, enhver ringeagt og enhver uret, som Guds børn blev udsat for af dem, der kaldte sig deres brødre.
Mange opløftede deres stemmer for at råbe: "Se, brudgommen kommer!" og forlod deres brødre, som ikke elskede Jesu åbenbarelse, og som ikke ville tillade dem at dvæle ved hans andet komme. Jeg så Jesus vende sit ansigt bort fra dem, der forkastede og foragtede hans komme, og derpå bød han engle føre hans folk bort fra de urene for ikke at blive besmittet. De, som adlød budskabet, trådte ud og stod frie og forenede. Et helligt lys skinnede på dem. De gav afkald på verden, opofrede deres timelige interesser, gav slip på deres jordiske skatte og vendte deres ængstelige blikke mod himlen, forventende at se deres elskede befrier. Et helligt lys strålede fra deres åsyn og vidnede om den fred og glæde, som rådede i deres indre. Jesus bød sine engle gå hen og styrke dem, for deres prøvelses time nærmede sig. Jeg så, at disse ventende endnu ikke var prøvet i den grad, som var nødvendig. De var ikke fri for vildfarelser. Og jeg så Guds miskundhed og godhed, idet han sendte en advarsel til menneskene på jorden og gentagne budskaber for at lede dem til at ransage hjertet og granske skriften med flid, således at de kunne skille sig af med vildfarelser, der stammer fra hedningene og de pavelige. Ved disse budskaber har Gud ført sit folk ud, hvor han kan virke for dem med større kraft, og hvor de kan holde alle hans bud.