Dette kapitel er bygget op over Joh 3,1-17
Nikodemus indtog en meget indflydelsesrig stilling inden for det jødiske folk. Han var en højt dannet mand og i besiddelse af sjældne evner, og han var et højt æret medlem af folkets råd. Han var som så mange andre blevet betaget af Jesu lære. Skønt han var rig, lærd og anset, havde han følt sig mærkeligt tiltrukket af den fattige nazaræer. Den lære, der havde lydt fra Frelserens læber, havde gjort et dybt indtryk på ham, og han ønskede at høre flere af disse vidunderlige sandheder.
Kristi udøvelse af myndighed ved at rense templet havde vakt præsternes og rådsherrernes afgjorte had. De frygtede den magt, som denne fremmede besad. En sådan dristighed fra en ukendt galilæers side ville man ikke tåle. De var fast besluttede på at gøre en ende på hans virksomhed; men ikke alle var enige i denne retning. Der var nogle, som frygtede for at modsætte sig en, der så øjensynligt blev drevet af Guds Ånd. De mindedes, hvordan profeterne var blevet slået ihjel, fordi de dadlede Israels lederes synder. De vidste, at jødernes trældom under et hedensk folk var følgen af deres hårdnakkede afvisning af Guds irettesættelser. De frygtede for, at præsterne og rådsherrerne ved at lægge råd op mod Jesus fulgte i deres fædres spor og ville bringe nye ulykker over folket. Nikodemus delte disse meninger. Under et af rådets møder, hvor man overvejede, hvilken fremgangsmåde man skulle benytte over for Jesus, tilrådede Nikodemus forsigtighed og mådehold. Han hævdede, at hvis Jesus virkelig var forenet med myndighed fra Gud, så ville det være voveligt at afvise hans advarsler. Præsterne vovede ikke at ignorere dette råd, og i øjeblikket tog de ikke åbenlyst forholdsregler mod Frelseren.
Efter at Nikodemus havde hørt Jesus, ransagede han ivrigt profetierne om Messias; og jo mere han granskede, jo stærkere blev hans overbevisning om, at dette var ham, der skulle komme. Ligesom mange andre i Israel havde han været meget ulykkelig over vanhelligelsen af templet. Han var vidne til, at Jesus uddrev dem, som købte og solgte. Han så den vidunderlige tilkendegivelse af guddomsmagt. Han så Frelseren tage imod de fattige og helbrede de syge. Han så deres lykkelige udtryk og hørte deres lovprisning. Og han kunne ikke tvivle om, at Jesus fra Nazaret var den, som Gud havde udsendt.
Han nærede et brændende ønske om at få en samtale med Jesus, men veg tilbage for at opsøge ham åbenlyst. Det ville have været for stor en ydmygelse for en af jødernes rådsherrer at indrømme, at han var i forståelse med en endnu så ukendt lærer. Og hvis hans besøg skulle komme rådet for øre, ville de falde over ham med deres hån og fordømmelse. Han bestemte sig for et hemmeligt møde og undskyldte dette med, at hvis han gik for åbenlyst til værks, kunne andre finde på at følge hans eksempel. Da han ved en særlig forespørgsel fik at vide, hvor Frelserens tilholdssted var på Oliebjerget, ventede han, indtil byen var slumret ind, og derefter opsøgte han ham.
Nikodemus følte en mærkelig frygtsomhed i Frelserens nærværelse, men han søgte at skjule den bag et roligt og værdigt ydre. "Rabbi!" sagde han, "vi ved, at du er en lærer, som er kommen fra Gud; thi ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden Gud er med ham." Han håbede, at han ved at tale om Kristi sjældne gaver som lærer og også om hans underfulde magt til at gøre undere kunne bane vejen for sin samtale. Hans ord var beregnede på at udtrykke og indbyde til tillid; men i virkeligheden var de udtryk for vantro. Han anerkendte ikke Jesus som Messias, men kun som en lærer, der var sendt fra Gud.
I stedet for at anerkende denne hilsen fæstede Jesus sit blik på den talende, som om han ville læse, hvad der foregik i hans sjæl. I sin uendelige visdom så han en sandhedssøger foran sig. Han kendte formålet med dette besøg, og med et inderligt ønske om at uddybe den overbevisning, der allerede boede i hans tilhørers sind, gik han direkte til sagen og sagde højtideligt, men alligevel venligt: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny." Joh. 3,3.
Nikodemus var kommet til Herren i den tanke at føre en diskussion med ham, men Jesus blottede sandhedens grundlæggende principper. Han sagde til Nikodemus: Det er ikke så meget teoretisk viden, du trænger til, som åndelig genfødelse. Du trænger ikke til at få din nysgerrighed tilfredsstillet, men til at få et nyt hjerte. Du må tage imod et nyt liv ovenfra, før du kan værdsætte de himmelske værdier. Før denne forandring har fundet sted og gjort alle ting nye, vil det ikke være dig til nogen gavn at diskutere med mig om min myndighed eller mit kald.
Nikodemus havde hørt Johannes Døber prædike om omvendelse og dåb, idet han viste folket hen til ham, der skulle døbe med Helligånden. Han havde selv følt, at der manglede åndelighed blandt jøderne, og at de i høj grad lod sig beherske af fanatisme og verdslig ærgerrighed. Han havde håbet på en bedre tingenes tilstand ved Messias' komme. Alligevel havde Døberens budskab om selvransagelse ikke opnået at overbevise ham om synd. Han var en streng farisæer og var stolt af sine gode gerninger. Han var agtet i vide kredse for sin godgørenhed og sin gavmildhed til at støtte tempeltjenesten, og han følte sig sikker på Guds velbehag. Han blev rystet ved tanken om et rige, der var for rent til, at han kunne se det i sin nuværende tilstand.
Det billede på en ny fødsel, som Jesus havde anvendt, var ikke ganske ukendt for Nikodemus. Hedninger, der omvendte sig til Israels tro, blev ofte sammenlignet med nyfødte børn. Derfor må han have opfattet at Kristi ord ikke skulle forstås bogstaveligt. Fordi han var født som israelit, betragtede han sig som selvskreven til en plads i Guds rige. Han følte ikke, al han trængte til nogen forvandling. Dette var grunden til hans overraskelse over Frelserens ord. Han blev irriteret over deres direkte henvendelse til ham selv. Farisæisk stolthed kæmpede mod det oprigtige ønske om at søge efter sandheden. Han undrede sig over, at Kristus kunne tale til ham på denne måde uden at vise hensyn til hans stilling, som en af Israels rådsherrer.
I sin overraskelse mistede han selvbeherskelsen og svarede Kristus med ord, der var fulde af ironi: "Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt?" Ligesom så mange andre gør når hårde sandheder rammer samvittigheden, afslørede han, at det uigenfødte menneske ikke kan tage imod, hvad der stammer fra Guds Ånd. Der findes i det ingen genklang for de åndelige ting; thi det åndelige må opfattes åndeligt.
Men Frelseren imødegik ikke argumenter med argumenter. Med højtidelig og stille værdighed hævede han sin hånd og indprentede sandheden med en endnu større forvisning: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd." Nikodemus vidste, at Kristus her talte om dåben med vand og om hjertets fornyelse ved Guds Ånd. Han følte sig overbevist om, at han stod over for den, som Johannes Døber havde bebudet.
Jesus fortsatte: "Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd." Af naturen er hjertet ondt. "Ja, kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke en!" Job 14,4. Ingen menneskelig opfindelse kan fremskaffe et lægemiddel for den syndige sjæl. "Kødets attrå er jo fjendskab mod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det." "Thi fra hjertet udgår der onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser." Rom. 8,7; Matt. 15,19: Hjertets kildespring må lutres, før strømmene kan blive rene. Den, som forsøger at nå Himmelen ved at bestræbe sig på at holde loven, forsøger det umulige. Der findes ingen tryghed for den, som kun har en lovmæssig religion, en form for gudfrygtighed. En kristens liv er ikke en omdannelse eller en forbedring af det gamle, men en forvandling af naturen. Vort eget jeg og synden må dø og et helt nyt liv vokse frem. Denne forvandling kan kun ske ved Helligåndens virken.
Nikodemus følte sig stadig forvirret, og Jesus benyttede vinden til at give et billede af, hvad han mente: "Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af Ånden."
Man hører vinden suse i træernes grene, så blade og blomster rasler; dog er den usynlig, og intet menneske ved, hvorfra den kommer, eller hvorhen den går. Sådan er det også med Helligåndens gerning i hjertet. Den lader sig ikke bedre forklare end vindens bevægelser. Et menneske er måske ikke i stand til nøjagtigt at angive tid eller sted eller til at spore alle de omstændigheder, der står i forbindelse med dets omvendelse, men dette er ikke noget bevis for, at det ikke er omvendt. Ved en kraft, der er lige så usynlig som vinden, indvirker Kristus bestandig på hjertet. Lidt efter lidt, og måske uden at den modtagende aner det, øves der en indflydelse, som tjener til at drage sjælen til Kristus. Denne kan modtages ved at tænke på ham, ved at læse i Skrifterne eller ved at høre ordet forkyndt af en prædikant. Og pludselig, idet Ånden taler mere direkte til en, overgiver sjælen sig med glæde til Jesus. Dette kaldes af mange for pludselig omvendelse, men det er en følge af Guds Ånds dragelse gennem lang tid en tålmodig og langvarig fremgangsmåde.
Skønt vinden i sig selv er usynlig, frembringer den virkninger, som kan ses og mærkes. Således åbenbarer Åndens gerning i sjælen sig i enhver handling hos det menneske, der har følt dens frelsende kraft. Når Guds Ånd tager hjertet i besiddelse, forvandler den livet. Syndige tanker fordrives, man giver afkald på onde gerninger; kærlighed, ydmyghed og fred træder i stedet for vrede, misundelse og strid. Glæde erstatter sorg, og ansigtet kommer til at lyse af det himmelske lys. Ingen ser den hånd, der løfter byrden, eller skuer det lys, som daler ned fra de himmelske boliger. Velsignelsen kommer, når sjælen i tro overgiver sig til Gud. Så skaber den magt, som intet menneskeøje kan se, en ny skabning i Guds billede.
Det er umuligt for dødelige mennesker at fatte genløsningens værk. Den er et mysterium, som overgår menneskelig forstand, men den, som går over fra døden til livet, forstår, at den er en guddommelig virkelighed. Her kan vi lære begyndelsen til genløsningen at kende gennem en personlig erfaring Virkningerne heraf varer til evige tider.
Medens Jesus talte, trængte nogle glimt af sandhed ind i rådsherrens sind. Helligåndens mildnende, dæmpende indflydelse påvirkede hans hjerte. Dog forstod han ikke fuldt ud Frelserens ord. Nødvendigheden af at blive født på ny beskæftigede ikke hans tanker så meget, som hvordan det skulle gå for sig. Han sagde undrende: "Hvordan kan dette ske?"
Er du lærer i Israel og forstår ikke dette?" spurgte Jesus. En mand, der havde ansvaret for folkets religiøse belæring, burde ikke være uvidende om så betydningsfulde sandheder. Hans ord rummede denne lære, at Nikodemus i stedet for at føle sig irriteret over sandhedens klare ord, burde have haft meget beskedne tanker om sig selv på grund af sin åndelige uvidenhed. Dog talte Jesus med en sådan højtidelig værdighed, og både hans udtryk og stemme rummede en så inderlig kærlighed, at Nikodemus ikke følte sig krænket, da han blev klar over sin ydmygende tilstand.
Men da Jesus forklarede, at hans opgave her på jorden bestod i at oprette et åndeligt rige i stedet for et timeligt, blev hans tilhører bekymret. Jesus tilføjede, da han så dette: "Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer om de jordiske ting, hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om de himmelske?" Hvis Nikodemus ikke kunne tage imod Jesu lære, når den skildrede nådens indvirkning på hjertet, hvordan skulle han så kunne forstå beskaffenheden af hans herlige, himmelske rige? Når han ikke kunne opfatte, af hvad art Kristi gerning på jorden var, så kunne han ikke forstå hans gerning i Himmelen.
De jøder, som Jesus havde uddrevet af templet, hævdede at være Abrahams børn, men de flygtede bort fra Frelseren, fordi de ikke kunne udholde glansen af Guds herlighed, der åbenbarede sig i ham. Således gav de bevis for, at de ikke ved Guds nåde var blevet egnede til at deltage i templets hellige tjeneste. De var nidkære for at vedligeholde en tilsyneladende hellighed, men de forsømte hjertets hellighed. Medens de holdt strengt på overholdelsen af loven, syndede de bestandig mod dens ånd. Det, de trængte mest til, var netop den forvandling, som Kristus havde forklaret Nikodemus: en ny, åndelig fødsel, en lutring fra synden og en fornyelse af kundskab og hellighed.
Der fandtes ingen undskyldning for Israels blindhed med hensyn til at blive genfødt. Under Åndens inspiration havde Esajas skrevet: "Som urene blev vi til hobe, som en tilsølet klædning al vor retfærd." David havde bedt således: "Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre." Og ved Ezekiel var denne forjættelse givet: "Jeg giver eder et nyt hjerte, og en ny ånd giver jeg i eders indre; stenhjertet tager jeg ud af eders kød og giver eder et kødhjerte. Jeg giver min Ånd i eders indre og virker, at I følger mine vedtægter." Es. 64,5; Sl. 51,12; Ez. 36,26-27.
Nikodemus havde læst disse skriftsteder med et tillukket sind, men nu begyndte han at forstå deres betydning. Han så, at den strengeste lydighed over for lovens bogstav ikke kunne berettige noget menneske til at komme ind i Himmeriget, hvis den kun gjaldt det ydre liv. Efter menneskers bedømmelse havde hans liv været retfærdigt og hæderligt; men over for Kristus følte han, at hans hjerte var urent og hans liv vanhelligt.
Nikodemus følte sig draget mod Kristus. Da Frelseren forklarede ham betydningen af den nye fødsel, længtes han efter at se denne forvandling ske med ham selv. Men på hvad måde kunne dette lade sig gøre? Jesus besvarede hans uudtalte spørgsmål: "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham."
Her var Nikodemus på kendt område. Symbolet med slangen, der blev ophøjet, gjorde Frelserens kald tydeligt for ham. Da Israels folk var ved at dø efter giftige slangers bid, befalede Gud Moses at lave en slange af kobber og anbringe den højt oppe midt i forsamlingen. Derefter lød dette ord for hele lejren, at alle de, der så op på slangen, skulle leve. Folket vidste godt, at slangen i sig selv ikke havde nogen magt til at hjælpe dem. Den var et symbol på Kristus. Ligesom det billede, der var lavet i lighed med de ødelæggende slanger, blev ophøjet for at skaffe dem lægedom, sådan skulle én, der kom "i syndigt køds skikkelse", blive deres Frelser. Rom. 8,3. Mange af israelitterne betragtede offertjenesten, som om den i sig selv havde kraft til at befri dem for synd. Gud ville lære dem, at den ikke havde større værd end kobberslangen. Den skulle rette deres tanker mod Frelseren. Hvad enten det gjaldt lægedom for deres sår eller forladelse for deres synder, så kunne de ikke gøre andet for sig selv end vise deres tillid til Guds gave. De skulle se og leve.
De, der var blevet bidt af slangerne, kunne have tøvet med at se. De kunne have tvivlet om, hvorvidt dette kobbersymbol havde nogen virkekraft. De kunne have krævet en videnskabelig forklaring. Men der blev ikke givet nogen forklaring. De måtte stole på Guds ord, som de fik gennem Moses. At afslå at se var det samme som at omkomme. Det er ikke gennem strid og meningsudvekslinger, at sjælen bliver oplyst. Vi må se for at leve. Nikodemus tog imod denne lære og førte den med sig. Han ransagede Skrifterne på en ny måde, ikke for at diskutere en teori, men for at modtage liv for sin sjæl. Han begyndte at kunne se Himmelens rige, da han indvilligede i at lade sig led af Helligånden.
Der findes i dag tusinder, der trænger til at lære den samme sandhed, som Nikodemus lærte ved hjælp af slangen, der blev ophøjet. De stoler på, at deres lydighed mod Guds lov gør dem værdige til hans velbehag. Når de får befaling om at se hen til Jesus og tro på, at han frelser dem udelukkende af sin nåde, så udbryder de: "Hvordan kan dette ske?"
Vi må ligesom Nikodemus være villige til at gå ind til livet på samme måde som den største iblandt syndere. "Thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses," end Kristi navn. Apg. 4,12. Ved tro tager vi mod Guds nåde; men det er ikke troen, som frelser os. Den har i sig selv ingen fortjeneste. Den er den hånd, hvormed vi holder fast på Kristus og tilegner os hans kraft til lægedom for synden. Vi kan ikke engang omvende os uden Guds Ånds hjælp. Skriften siger om Kristus: "Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse." Apg 5,31. Omvendelsen kommer fra Kristus, lige så sikkert som tilgivelsen gør det.
Men hvordan skal vi så blive frelst? "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen," sådan skal Menneskesønnen ophøjes, og alle, der er blevet bedraget og bidt af slangen, har mulighed for at se og leve. "Se Guds Lam, som bærer verdens synd." Joh. 1,29. Det lys, der skinner fra korset, åbenbarer Guds kærlighed. Hans kærlighed drager os hen til ham. Hvis ikke vi modarbejder denne dragen, vil vi blive ført hen til korsets fod med dyb anger over de synder, for hvis skyld Frelseren blev korsfæstet. Så frembringer Guds Ånd ved troen et nyt liv i sjælen. Tanker og begæringer bringes ind under Kristi vilje. Sjæl og hjerte nyskabes i hans billede, som virker i os for at lægge alt ind under sin vilje. Så står Guds lov skrevet i sjæl og hjerte, og vi kan sige med Kristus: "At gøre din vilje, min Gud, er min lyst." Sl. 40,9.
Under samtalen med Nikodemus åbenbarede Jesus frelsesplanen og sit kald i verden. I ingen af sine senere taler forklarede han så fuldstændigt, skridt for skridt, den gerning, der nødvendigvis må ske i hjertet hos alle dem, der ønsker at arve Himmeriget. Lige ved begyndelsen af sin virksomhed åbenbarede han sandheden for et medlem af Sanhedrin, for en sjæl, der var meget modtagelig, og for en af folkets ansatte lærere. Men Israels ledere ville ikke tage imod lyset. Nikodemus skjulte sandheden i sit hjerte, og i tre år bar den tilsyneladende kun lidt frugt.
Men Jesus vidste, hvad det var for en jordbund, hvori han havde sået sæden. De ord, der ved nattetid blev talt til en enkelt tilhører på det ensomme bjerg, var ikke spildt. En tid bekendte Nikodemus sig ikke åbenlyst til Kristus, men han lagde mærke til hans liv og grublede over hans lære. I Sanhedrin forpurrede han gentagne gange præsternes planer om at tilintetgøre ham. Da Jesus til sidst blev ophøjet på korset, mindedes Nikodemus det, han havde lært på Oliebjerget: "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan så Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham." Lyset fra denne hellige samtale strålede over korset på Golgata, og Nikodemus så, at Jesus var verdens Frelser.
Efter Herrens himmelfart, da disciplene blev adspredt under forfølgelserne, trådte Nikodemus dristigt i forgrunden. Han brugte sin rigdom til støtte for den lille menighed, som jøderne havde ventet at kunne udslette ved Kristi død. Han, som havde været så forsigtig og rådvild, var i farens stund så fast som en klippe og opmuntrede disciplenes tro og skaffede dem midler til at fremme arbejdet for evangeliet. Han blev hånet og forfulgt af dem, der tidligere havde vist ham ærbødighed. Han blev fattig på denne verdens gods, men han svigtede ikke den tro, som fik sin begyndelse under den natlige samtale med Jesus.
Nikodemus berettede historien om dette møde til Johannes, og den blev ved hans pen fortalt til belæring for millioner. De sandheder, der dengang blev lært, har lige så stor betydning i dag som i denne højtidelige nat på det mørke bjerg, da den jødiske rådsherre kom for at lære livets vej af den fattige lærer fra Galilæa.