Dette kapitel er bygget op over Matt 14,13-21; Mark 6,32-44; Luk 9,10-17; Joh 6,1-13
Kristus havde trukket sig tilbage til et ensomt sted sammen med sine disciple, men denne sjældne stund med fredelig stilhed blev snart afbrudt. Disciplene mente,at de havde fundet et sted, hvor de ikke ville blive forstyrret, men så snart folkeskaren savnede den guddommelige lærer, spurgte de: "Hvor er han?" Nogle iblandt dem havde lagt mærke til, i hvilken retning Kristus og hans disciple var draget bort. Mange gik til fods for at møde dem, medens andre fulgte efter dem i deres både over søen.
Påsken nærmede sig, og skarer af pilgrimme, der var kommet fra fjern og nær på rejse til Jerusalem, samledes for at se Jesus. Flere og flere strømmede til, indtil der var samlet fem tusinde mænd foruden kvinder og børn. Før Kristus nåede i land, ventede en stor menneskemængde på ham. Men han kom i land, uden at de så ham, og tilbragte en kort tid alene sammen med sine disciple.
Fra bjergskråningen så han skaren, som bevægede sig frem, og han fik inderlig medlidenhed med dem. Skønt han var blevet forstyrret og berøvet sin hvile, blev han ikke utålmodig. Han så, at der var noget endnu mere nødvendigt, som krævede hans opmærksomhed, da han betragtede folkeskaren, som kom og blev ved med at komme. Han "ynkedes inderligt over dem, thi de var som får, der ingen hyrde har." Han forlod sit tilflugtsted og opsøgte et passende sted, hvor han kunne yde dem hjælp. Fra præsterne og rådsherrerne fik de ingen hjælp, men livets helbredende vand strømmede som en kilde, medens Kristus lærte folket om vejen til frelse.
Folket lyttede til nådens ord, som tilflød dem i så rigt mål fra Guds Søns læber. De hørte de milde ord, der var så enkle og så let fattelige, at de var som Gileads balsam for deres sjæle. Helbredelse ved hans guddomshånd bragte glæde og liv til de dødssyge og sundhed og velbefindende til dem, der led af forskellige sygdomme. Denne dag forekom dem at være som Himmelen på jorden, og de anede ikke det mindste om, hvor længe det var siden, de havde fået noget at spise.
Til sidst var dagen næsten til ende. Solen gik ned i vest, men stadig blev folk, hvor de var. Jesus havde arbejdet hele dagen uden at få mad eller hvile. Han var bleg af træthed og sult, og disciplene bønfaldt ham om at holde op med det strenge arbejde. Men han kunne ikke løsrive sig fra de mange, der trængtes om ham.
Disciplene gik til slut hen til ham og gjorde gældende, at folk for deres egen skyld burde sendes hjem. Mange var kommet langvejsfra og havde ikke fået noget at spise siden om morgenen. I de omliggende byer og landsbyer kunne de måske købe mad. Men Jesus sagde: "Giv I dem noget at spise!" og derefter vendte han sig til Filip og spurgte: "Hvor skal vi købe brød, så alle disse kan få noget at spise?" Dette sagde han for at prøve disciplens tro. Filip så ud over dette hav af hoveder og tænkte på, hvor umuligt det ville være at skaffe mad til at mætte en sådan skare. Han svarede, at for to hundrede denarer brød ikke ville være nær nok til at dele ud iblandt dem, hvis de hver skulle have en lille smule. Jesus spurgte, hvor meget mad der kunne skaffes til veje blandt skaren. "Her er en lille dreng," sagde Andreas, "som har fem bygbrød og to fisk, men hvad er det til så mange?" Jesus bød, at de skulle bringes til ham. Så bad han disciplene få folket til at sætte sig ned i græsset i flokke på halvtreds eller hundrede for at holde orden, og for at alle kunne være vidne til det, han nu ville gøre. Da dette var gjort, tog Jesus brødene og fiskene, "så op til Himmelen og velsignede dem, brød så brødene og gav dem til disciplene, for at de kunne byde dem rundt." "Og de spiste alle og blev mætte. Og af levninger også fra fiskene samlede man tolv kurve fulde."
Han, som lærte folket vejen til fred og lykke, tænkte lige så meget på deres timelige fornødenheder som på deres åndelige behov. Folket var træt og udmattet. Der var mødre med småbørn på armen og andre små børn, som klamrede sig til deres skørter. Mange havde stået op i timevis. De havde været så dybt interesserede i Kristi ord, at de ikke en eneste gang havde tænkt på at sætte sig ned, og skaren var så stor, at der var fare for, at de skulle trampe hinanden ned. Jesus ville give dem lejlighed til at hvile sig, og han bad dem sætte sig ned. Der var meget græs der på stedet, og alle kunne hvile sig godt.
Kristus gjorde aldrig undere undtagen for at sørge for noget, der virkelig var nødvendigt, og hvert under var af den art, at det kunne lede mennesker hen til livets træ, hvis blade bringer lægedom til alle folkeslag. Den tarvelige mad, som blev uddelt af disciplene, rummede en rigdom af belæring. Det var kun ringe kost, der blev fremskaffet, fiskene og brødene var den daglige føde for fiskerbefolkningen ved Galilæas sø. Kristus kunne have dækket et rigt bord for folket, men mad, som kun var beregnet til at kildre ganen, ville ikke have lært dem, hvad der tjente til deres gavn. Kristus gav dem herigennem en lære om, at Guds naturlige gaver til mennesket var blevet forvanskede. Og aldrig nogensinde har mennesker nydt de overdådige gæstebud, der er beregnede til at tilfredsstille en kræsen smag, som disse mennesker nød hvilen og den tarvelige kost, som Kristus skaffede dem så langt borte fra beboede steder.
Hvis mennesker i dag var enkle i deres vaner og levede i harmoni med naturens love, sådan som Adam og Eva gjorde det ved tidernes begyndelse, så ville der være et rigeligt forråd til brug for menneskeslægten. Der ville findes færre indbildte savn og flere muligheder for at arbejde, som Gud vil det. Men egoisme og tilfredsstillelse af en unaturlig madglæde har bragt synd og elendighed ind i verden på grund af overdreven nydelse på den ene side og nød og trang på den anden.
Jesus forsøgte ikke at drage folket til sig ved at tilfredsstille deres trang til vellevned. For denne store skare, som var trætte og sultne efter den lange, indholdsrige dag, var den enkle kost ikke blot en forsikring om hans magt, men også om hans kærlige omsorg for dem, når det gjaldt livets almindelige behov. Frelseren har ikke lovet sine disciple denne verdens overdådighed. Deres kost er måske både ringe og knap, deres lod i verden er måske hæmmet af fattigdom; men de har fået hans tilsagn om, at han vil komme dem til hjælp i deres nød, og han har lovet dem det, som er langt bedre end jordiske goder: sin egen nærværelses stedsevarende trøst.
Ved at mætte de fem tusinde drager Jesus sløret bort fra naturens verden og åbenbarer den kraft, der stadig udøves til gavn for os. Gud gør hver eneste dag et mirakel ved frembringelsen af jordens høst. Ved naturens hjælp fuldføres det samme, som skete ved bespisningen af den store skare. Mennesker bereder jordbunden og sår sæden, men det er det liv, Gud har givet, som bevirker, at sæden spirer. Det er Guds regn og luft og solskin, som er årsag til, at den spirer frem, "først strå, så aks og så fuld kerne i akset." Mark. 4,28. Det er Gud, som hver eneste dag mætter millioner ved hjælp af jordens høstmarker. Mennesker er kaldede til at samarbejde med Gud ved at passe på kornet og tilberede brødet, og derfor taber de den guddommelige hjælper af syne. De giver ikke Gud den ære, der tilkommer hans hellige navn. Udfoldelsen af hans magt tilskrives naturlige årsager eller menneskers virksomhed. Man ærer mennesket i stedet for Gud, og hans gode gaver bliver forvanskede til at tjene vor egennytte og bliver derved en forbandelse i stedet for en velsignelse. Alt dette forsøger Gud at ændre. Han ønsker, at vore sløve sanser skal blive styrket til at kunne fatte hans miskundhed og til at ære ham for hans vældige gerninger. Han vil, at vi skal erkende ham i hans gaver, så de kan blive til det, som var hans hensigt: en velsignelse for os. Det var for at nå til dette mål, at Kristus gjorde sine undere.
Da de mange mennesker havde spist, var der en overflod af mad tilovers. Men han, for hvem alle Almagtens hjælpekilder stod til rådighed, sagde: "Saml de tiloversblevne stykker sammen, så intet går til spilde." Disse ord betød mere end at lægge brød i kurvene. De rummede en dobbelt lære. Intet måtte ødsles bort. Vi må ikke lade nogen timelig fordel gå til spilde. Vi bør ikke forsømme noget, som kan være et andet menneske til hjælp. Alt det skal samles op, som kan være til hjælp for de sultende i verden. Og der burde herske den samme omhu inden for det åndelige. Da de mange kurve med de tiloversblevne stykker var samlet sammen, tænkte folk på deres venner hjemme. De ville gerne have, at de også skulle få del i det brød, som Jesus havde velsignet. Kurvenes indhold blev delt ud til den ivrigt ventende skare og blev bragt ud til hele den omliggende egn. Sådan skulle de, som havde fået del i måltidet, også bringe andre det brød, som kommer ned fra Himmelen for at stille sjælens sult. De skulle fortælle andre, hvad de havde lært om Guds underfulde gaver. Intet skulle gå til spilde. Ikke et ord, som angik deres evige frelse, skulle falde unyttigt til jorden.
Miraklet med brødene lærer os noget om afhængighed af Gud. Da Kristus mættede de fem tusinde, var der ingen mad at få i nærheden. Tilsyneladende var der ingen muligheder til hans rådighed. Han stod der i ørkenen med fem tusinde mænd foruden kvinder og børn. Han havde ikke opfordret denne store skare til at følge ham. De kom uden nogen indbydelse eller befaling; men han vidste, at de ville føle sig sultne og udmattede efter så længe at have lyttet til hans tale; thi han var et med dem i deres trang til føde. De var langt borte fra hjemmet, og natten ville snart falde på. Mange af dem var ikke i stand til at købe sig mad. Han, som for deres skyld havde fastet i fyrretyve dage i ørkenen, ville ikke tillade dem at vende fastende hjem. Ved Guds forsyn var Jesus på det sted, hvor han var, og han stolede på, at hans himmelske Fader ville hjælpe ham til at lindre nøden.
Også vi bør stole på Gud, når vi kommer i vanskelige situationer. Vi skal bruge vor forstand og dømmekraft ved hver eneste handling i livet, for at vi ikke ved letsindige foretagender skal bringe os selv ud i prøvelser. Vi skal ikke styrte os ud i vanskeligheder og forsømme de muligheder, Gud har givet os, eller misbruge de evner, han har ladet os få. Kristi tjenere skal adlyde hans befalinger ubetinget. Gerningen er Guds, og hvis vi ønsker at være til velsignelse for andre, må vi følge hans anvisninger. Vort eget jeg må ikke være det centrale. Vi selv har ikke ret til nogen ære. Hvis vi handler ud fra vore egne ideer, vil Herren overlade til os selv at gøre vore fejltagelser. Men hvis vi, når vi har fulgt hans anvisning, alligevel kommer i vanskeligheder, vil han udfri os. Vi skal ikke i modløshed opgive håbet, men i enhver kritisk situation skal vi søge hjælp hos ham, som har uudtømmelige hjælpekilder til sin rådighed. Ofte vil vi være omgivet af prøvende forhold, og så skal vi med den dybeste tillid stole på Gud. Han vil bevare hver eneste sjæl, der er kommet i vanskelighed ved at forsøge at holde sig til Herrens vej.
Kristus har ved profeten befalet os dette: "At bryde dit brød til de sultne," "mætte en vansmægtende sjæl," "at du klæder den nøgne, du ser," og "bringer hjemløse stakler i hus." Es. 58,7-10. Han har befalet os: "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen." Mark. 16,15. Men hvor ofte taber vi ikke modet, og troen svigter os, når vi ser, hvor stor trang der er, og hvor små midler vi har til rådighed. Vi udbryder ligesom Andreas, da han så på de fem bygbrød og de to småfisk: "Hvad er det til så mange?" Ofte tøver vi, uvillige til at give alt, hvad vi har, ængstelige for at give ud og for selv at blive udnyttet af andre. Men Jesus har befalet os: "Giv I dem noget at spise." Hans bud er også et løfte, og bag det står den samme kraft, som bespiste den store skare ved søen.
I Kristi handling ved at imødekomme en sulten menneskemængdes timelige fornødenheder ligger der en dyb åndelig lærdom gemt til alle hans tjenere. Kristus modtog fra Faderen, han gav det videre til sine disciple, de gav det videre til skaren og folket til hinanden. Sådan skal alle, der er forenet med Kristus, modtage livets brød fra ham og dele det med andre.
I fuld tillid til Gud tog Jesus det lille forråd af brød, og skønt der kun var en lille forsyning til hans egen discipelkreds, indbød han ikke dem til at spise, men gav sig til at dele ud til dem og bød dem give det videre til folket. Føden øgedes i hans hænder, og disciplenes hænder, som raktes frem imod Kristus, som selv var livets brød, var aldrig tomme. Det lille forråd var tilstrækkeligt til alle. Da alle var blevet mætte, blev resterne samlet op, og Kristus og hans disciple spiste sammen af det dyrebare, himmelsendte brød.
Disciplene var forbindelsesledet mellem Kristus og folket. Dette burde tjene til stor opmuntring for hans disciple i dag. Kristus er det store midtpunkt, kilden til al kraft. Hans disciple skal modtage deres forsyning fra ham. Selv de bedst begavede, de mest åndeligt sindede, kan ikke give mere, end hvad de har modtaget. Ved egen kraft kan de ikke yde noget for sjælens behov. Vi kan kun dele ud af, hvad vi har modtaget fra Kristus, og vi kan kun modtage, når vi giver videre til andre, Når vi bliver ved med at dele ud, bliver vi ved med at modtage, og jo mere vi deler ud, jo mere vil vi komme til at modtage. Således kan vi bestandig blive ved med at tro, at have tillid, at modtage og dele med andre.
Arbejdet for at opbygge Kristi rige vil skride fremad, skønt det efter alt at dømme går langsomt og det umulige deri synes at modbevise ethvert fremskridt. Værket er Guds, og han vil fremskaffe midler og udsende hjælpere, sande og alvorlige disciple, hvis hænder også vil blive fyldt med føde til de hungrende skarer. Gud glemmer ikke dem, der i kærlighed arbejder for at give livets ord til hungrende sjæle, der atter, når det bliver deres tur, rækker hænderne frem for at få næring til andre hungrige sjæle.
Under vort arbejde for Gud findes der en risiko for, at vi stoler for meget på, hvad mennesker kan udrette ved hjælp af deres evner og dygtighed. På den måde mister vi vor store Mester af syne. Alt for tit glipper det for Kristi tjener med at erkende sit personlige ansvar. Han er i fare for at ville lægge sin byrde over på organisationer i stedet for at stole på ham, som er kilden til al styrke. Det er en stor fejl at sætte sin lid til menneskers visdom eller antal, når det gælder tjenesten for Gud. Hvis Kristi gerning skal lykkes, er den ikke så afhængig af antal eller evner som af rene hensigter, af den sande enfoldighed i inderlig, tillidsfuld tro. Man må bære sit personlige ansvar; man må påtage sig personlige pligter; der må gøres personlige anstrengelser for dem, som ikke kender Kristus. I stedet for at lægge dit ansvar over på en eller anden, som du synes har fået rigere gaver end du selv, så arbejd med de evner, du selv har fået.
Når dette spørgsmål lyder til dig: "Hvor skal vi købe brød, så alle disse kan få noget at spise?" så lad ikke dit svar være præget af vantro. Da disciplene hørte Frelserens henstilling til dem: "Giv I dem noget at spise!" dukkede alle vanskelighederne frem i deres sind. De spurgte: "Skal vi gå hen i landsbyerne og købe mad?" Sådan er det også nu; når mennesker ikke har livets brød, spørger Guds børn: Skal vi ikke sende bud efter en eller anden langvejsfra, så han kan komme og give dem åndelig næring? Men hvad sagde Kristus? "Lad folkene sætte sig ned!" og han mættede dem der. Når du altså er omgivet af sjæle i nød, så skal du vide, at Kristus er hos dig. Tal med ham om det. Bring dine bygbrød til Jesus.
De midler, der står til vor rådighed, synes måske ikke at være tilstrækkelige til opgaven; men hvis vi går frem i tro og har tillid til Guds altformående kraft, så vil der åbne sig rige muligheder for os. Hvis opgaven kommer fra Gud, så vil han selv sørge for midlerne til, at den kan blive fuldført. Han vil lønne den ærlige, enfoldige tillid til ham. Det lidt, som med visdom og sparsommelighed anvendes til tjeneste for Himmelens Herre, vil forøges i samme øjeblik, som man uddeler det. I Kristi hænder forblev det lille forråd uformindsket, indtil den hungrende folkeskare var blevet mættet. Hvis vi går til kilden for al kraft med hænderne udrakte for at modtage, vil vi blive opretholdt i vort arbejde, selv under de mest truende omstændigheder, og vi vil blive i stand til at række andre livets brød.
Herren siger: "Giv, så skal der gives jer." "Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt; og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. ..... Og Gud har magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god gerning, som der står skrevet: "Han delte ud, han gav de fattige, hans retfærdighed varer evindelig."
Og han, som skænker sædemanden "sæd til at så og brød til at spise", vil også skænke jer udsæd og forøge den mange gange, og han vil lade jeres retfærdighed bære rige frugter; således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed, som gennem os fremkalder tak til Gud." Luk. 6,38; 2Kor. 9,6-11.