Dette kapitel er bygget op over Matt 17,1-8; Mark 9,2-8; Luk 9,28-36
Aften er ved at falde på, da Jesus kalder tre af sine disciple til sig Peter, Jakob og Johannes og fører dem hen over markerne og op ad en ujævn sti til en ensom bjergskråning. Frelseren og hans disciple havde tilbragt dagen med at vandre og lære folket, og bjergbestigningen gør dem endnu mere trætte. Kristus har taget byrderne bort fra mange lidendes sjæl og legeme; han har sendt livets åndepust gennem deres skrøbelige skikkelser; men også han er undergivet menneskelige kår, og han er lige så træt som disciplene af opstigningen.
Lyset fra den synkende sol dvæler stadig på bjergtoppen og forgylder med sit sidste skær den sti, ad hvilken de vandrer. Men snart svinder lyset bort fra både bjerg og dal, solen forsvinder bag den vestlige horisont, og de ensomme vandrere hyldes ind i nattens mørke. De dystre angivelser synes at stemme overens med deres sørgelige tilværelse, hvor skyerne samler sig stadig tættere.
Disciplene vover ikke at spørge Kristus, hvor han går hen, eller hvorfor han gør det. Han har ofte tilbragt hele nætter i bøn oppe i bjergene. Han, hvis hånd dannede bjerge og dale, føler sig hjemme i naturen og nyder dens stilhed. Disciplene følger efter, hvor Kristus viser vejen. Dog undrer de sig over, hvorfor deres Mester dog fører dem op ad denne besværlige sti, når de er trætte og han selv også trænger til hvile.
Lidt efter siger Kristus til dem, at de nu ikke skal gå videre. Smerternes mand går lidt bort fra dem og opsender sine bønner med høje råb og tårer. Han beder om styrke til at udholde prøven for menneskenes skyld. Han må selv modtage fornyet kraft fra Almagten, thi kun således kan han se fremtiden i øjnene. Og han udøser sit hjertes længsel for disciplene: at deres tro ikke må svigte i mørkets magts time. Duggen falder tæt på hans bøjede hoved, men han ænser det ikke. Nattens skygger samler sig om ham, men han lægger ikke mærke til, hvor mørkt det er. På denne måde skrider timerne langsomt hen. Først forener disciplene sig med ham i inderlig bøn; men efter en tids forløb bliver de overvældede af træthed, og selv medens de forsøger at leve med i det, der sker, falder de i søvn. Jesus har fortalt dem om sine lidelser. Han har taget dem med sig, for at de skal forene sig med ham i bøn. Selv i dette øjeblik beder han for dem. Jesus har set sine disciples tunge tanker og har længtes efter at lette deres sorg ved at forvisse dem om, at deres tro ikke har været forgæves.
Ikke alle, selv ikke alle de tolv, kan modtage den åbenbaring, han ønsker at give dem. Kun de tre, som skal være vidne til hans sjælekval i Getsemane, er blevet udvalgt til at være sammen med ham på bjerget. Nu beder han ganske særligt om, at de må få en åbenbarelse af den herlighed, han havde hos sin Fader, før verden blev skabt, om at hans rige må blive åbenbaret for menneskers øjne, og om at hans disciple må få kraft til at skue den. Han trygler om, at de må blive vidne til en tilkendegivelse af hans guddommelighed, som vil kunne være dem til trøst i den mest smertefulde times kval ved bevidstheden om, at han i sandhed er Guds Søn, og at hans skændige død er en del af frelsesplanen.
Hans bøn bliver hørt. Medens han bøjer sig dybt og ydmygt på klippegrunden, åbnes Himlene pludselig, og en hellig klarhed daler ned over bjerget og indhyller Frelserens skikkelse. Guddomskraften indefra gennemstråler menneskeskikkelsen og mødes med herligheden, der kommer ovenfra. Kristus rejser sig fra sin ydmyge stilling og står i guddommelig majestæt. Sjælekvalen er forbi. Nu stråler hans åsyn "som solen", og hans klæder er "hvide som lyset.
Disciplene vågner op og ser det væld af herlighed, der lyser over bjerget. Med frygt og undren stirrer de på deres Mesters strålende skikkelse. Da de bliver i stand til at tåle det forunderlige lys, ser de, at Jesus ikke er alene. Ved siden af ham er to himmelske skikkelser i fortrolig samtale med ham. Det er Moses, der på Sinaj havde talt med Gud, og Elias, der ligesom kun en eneste anden af Adams sønner havde fået den store forrettighed aldrig at komme ind under dødens magt.
På bjerget Pisga havde Moses for femten århundreder siden stået og stirret ind i Det forjættede Land. Men på grund af hans synd ved Meriba fik han ikke lov til at komme derind. Glæden ved at føre Israels folk ind til deres fædres arv tilkom ikke ham. Hans fortvivlede bøn: "Lad mig da få lov at drage over og se det herlige land hinsides Jordan, det herlige bjergland og Libanon!" (5Mos. 3,25) blev afslået. Det håb, som gennem fyrretyve år havde lyst op i ørkenvandringens mørke, måtte fratages ham. En grav i ødemarken blev afslutningen på alle disse års møje og byrdefulde omsorg. Men han, som "over al måde formår med sin kraft at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår" (Ef. 3,20), havde på denne måde opfyldt sin tjeners bøn. Moses kom ind under dødens magt, men han skulle ikke forblive i graven. Kristus selv kaldte ham frem til livet. Fristeren Satan havde gjort fordring på Mose legeme på grund af hans synd; men Frelseren Kristus kaldte ham frem fra graven. Judas 9.
På Forklarelsens bjerg var Moses vidne til Kristi sejr over synd og død. Han var et symbol på dem, der skal stige op fra graven ved de retfærdiges opstandelse. Elias, der var blevet optaget til Himmelen uden at have set døden, var et billede på dem, der skal leve på jorden ved Kristi genkomst, og sammen skal "forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder, når dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed". 1Kor. 15,51-53. Jesus var iført Himmelens lys, sådan som han skal vise sig, når han "anden gang kommer til syne, ikke for at bære synden, men til frelse." Thi han skal komme "i sin Faders herlighed med de hellige engle". Hebr. 9,28; Mark. 8,38. Nu var Frelserens løfte til disciplene blevet opfyldt. På bjerget var fremtidens herlighedsrige blevet fremstillet i lille format: Kristus som Kongen, Moses som repræsentant for de opstandne hellige og Elias for dem, som bortrykkes.
Disciplene forstår endnu ikke, hvad det er, der foregår, men de fryder sig over, at deres tålmodige lærer, den ydmyge og sagtmodige, der som en hjælpeløs fremmed har vandret hid og did, nu bliver æret af de salige i Himmelen. De tror, at Kristi rige er ved at blive oprettet på jorden. Nu ville de for evigt bortvise erindringen om deres frygt og skuffelse. Her, hvor Guds herlighed har åbenbaret sig, vil de gerne blive ved at dvæle. Peter udbryder: "Rabbi! det er godt, at vi er her; lad os bygge tre hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias." Disciplene stoler på, at Moses og Elias er blevet sendt for at beskytte deres Mester og for at stadfæste hans myndighed som konge.
Men korset må komme forud for kronen. Det, som deres samtale med Jesus drejer sig om, er ikke indvielsen af Kristus til at være konge, men døden, der venter ham i Jerusalem. Jesus vandrede alene blandt mennesker, medens han bar menneskeslægtens svaghed og var tynget af dens sorg og synd. Selv hans kære disciple, som var så optagne af deres egen tvivl og deres egne sorger og ærgerrige forhåbninger, havde ikke forstået mysteriet ved hans sendelse. Han havde boet midt i Himmelens kærlighed og fællesskab, men i den verden, som han havde skabt, var han helt ensom. Nu havde Himmelen sendt sine sendebud til Jesus; ikke engle men mennesker, der havde lidt skuffelser og sorg, og som havde forståelse af Frelseren under hans jordiske livs prøvelser. De havde taget del i hans længsel efter menneskers frelse. Moses havde tryglet for Israel: "Om du dog ville tilgive dem deres synd! Hvis ikke, så udslet mig af den bog, du fører." 2Mos. 32,32. Elias havde kendt sjælens ensomhed, da han i tre og et halvt år med hungersnød havde båret byrden af folkets had og dets ulykke. Alene havde han stået for Guds ansigt på Karmels bjerg. Alene var han flygtet til ørkenen i angst og fortvivlelse. Disse mænd, der var udvalgt frem for nogen af englene omkring tronen, var kommet for at føre en fortrolig samtale med Jesus om de forestående lidelser og for at trøste ham med forvisningen om, at Himmelen tog del i det alt sammen. Verdens håb, frelsen af hvert eneste menneske, var det, som deres samtale drejede sig om.
Disciplene var så overvældede af søvn, at de kun hørte lidt af, hvad der foregik mellem Kristus og de himmelske sendebud. Da de ikke havde formået at våge og bede, havde de ikke modtaget det, som Gud havde ønsket at give dem: viden om Kristi lidelser og den herlighed, der ville følge efter den. De gik glip af den velsignelse, de kunne have fået ved at dele hans selvhengivelse. Disse disciple var træge til at tro og påskønnede kun i ringe grad den rigdom, som Himmelen søgte at skænke dem.
Dog blev der givet dem meget lys. De blev forvissede om, at hele Himmelen kendte til jødefolkets synd ved at forkaste Kristus. De fik en dybere indsigt i Frelserens gerning. De så med deres egne øjne og hørte med deres egne øren ting, som lå uden for menneskelig forståelse. De var "øjenvidner til hans guddoms herlighed" (2Pet. 1,16), og de forstod, at Jesus virkelig var den Messias, som patriarker og profeter havde vidnet om, og at den himmelske verden anerkendte ham som sådan.
Medens de stadig stirrede på, hvad der foregik på bjerget, "da overskyggede en lysende sky dem; og se, fra skyen lød der en røst, som sagde: Denne er min Søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham!" Da de så den lysende sky, mere strålende end den, som gik foran Israels stammer i ørkenen; da de hørte Guds røst tale med frygtindgydende majestæt, så bjerget bævede, faldt disciplene til jorden. Der blev de liggende med tildækket ansigt indtil Jesus kom hen til dem og rørte ved dem og jog deres frygt bort med sin velkendte stemme: "Rejs jer og frygt ikke." Da de vovede at se op, så de, at den himmelske stråleglans var borte, og at Moses og Elias skikkelser var forsvundne. De var alene på bjerget sammen med Jesus.