Dette kapitel er bygget op over Matt 22,15-46; Mark 12,13-40; Luk 20,20-47
Præsterne og de ældste havde i tavshed lyttet til Kristi hårde irettesættelser. De kunne ikke modbevise hans anklager; men de blev blot endnu mere fast besluttede på at fange ham i ord, og med dette for øje sendte de spioner til ham, "der anstillede sig, som om de var ærlige folk, for at fange ham i ord, så de kunne overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens magt". De sendte ikke de gamle farisæere, som Jesu tit havde truffet, men unge mænd, der var nidkære for sagen, og som de mente, at Jesus ikke kendte. De fulgtes med nogle af herodianerne, der også skulle høre Kristi ord, for at de kunne vidne mod ham under forhøret af ham. Farisæerne og herodianerne havde været i bittert fjendskab, men nu var de fælles om deres fjendskab mod Jesus. Det havde altid ophidset farisæerne, at der blev opkrævet skat til romerne. De mente, at det stred imod Guds lav at betale skat. Nu så de her en mulighed for at sætte en fælde for Jesus. Spionerne kom hen til ham, og med tilsyneladende oprigtighed, som om de ønskede at få at vide, hvad der var deres pligt, sagde de: "Mester! vi ved, at du taler og lærer ret og ikke kender til personsanseelse, men lærer sandfærdigt om Guds vej. Har vi lov til at give kejseren kat eller ej?" Hvis disse ord: "Vi ved, at du taler og lærer ret," havde været ærligt ment, så ville de have været en vidunderlig indrømmelse. Men de blev sagt for at narre, skønt de ikke des mindre bevidnede noget, som var sandhed. Farisæerne vidste godt, at Kristus talte og lærte ret, og de vil blive dømt efter deres egen erklæring.
Præsterne og de ældste havde i tavshed lyttet til Kristi hårde irettesættelser. De kunne ikke modbevise hans anklager; men de blev blot endnu mere fast besluttede på at fange ham i ord, og med dette for øje sendte de spioner til ham, der anstillede sig, som om de var ærlige folk, for at fange ham i ord, så de kunne overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens magt". De sendte ikke de gamle farisæere, som Jesus tit havde truffet, men unge mænd, der var nidkære for sagen, og som de mente, at Jesus ikke kendte. De fulgtes med nogle af herodianerne, der også skulle høre Kristi ord, for at de kunne vidne mod ham under forhøret af ham. Farisæerne og herodianerne havde været i bittert fjendskab, men nu var de fælles om deres fjendskab mod Jesus.
Det havde altid ophidset farisæerne, at der blev opkrævet skat til romerne. De mente, at det stred imod Guds lov at betale skat. Nu så de her en mulighed for at sætte en fælde for Jesus. Spionerne kom hen til ham, og med tilsyneladende oprigtighed, som om de ønskede at få at vide, hvad der var deres pligt, sagde de: "Mester! vi ved, at du taler og lærer ret og ikke kender til personsanseelse, men lærer sandfærdigt om Guds vej. Har vi lov til at give kejseren kat eller ej?" Hvis disse ord: "Vi ved, at du taler og lærer ret," havde været ærligt ment, så ville de have været en vidunderlig indrømmelse. Men de blev sagt for at narre, skønt de ikke des mindre bevidnede noget, som var sandhed. Farisæerne vidste godt, at Kristus talte og lærte ret, og de vil blive dømt efter deres egen erklæring.
De, som rettede dette spørgsmål til Jesus, mente, at de havde skjult deres hensigter tilstrækkeligt; men for Jesus var deres hjerter som en åben bog, og han gennemskuede deres hykleri. "Hvorfor stiller i fælde for mig?" sagde han. Herved gav han dem et tegn, som de ikke havde bedt om, ved at vise dem, at han kendte deres skjulte hensigter. De blev endnu mere forvirrede, da han tilføjede: "Vis mig en denar." De rakte ham den, og han spurgte dem: "Hvis billede og indskrift bærer den?" De svarede og sagde: "Kejserens." Jesus pegede på møntens indskrift og sagde: "Så giv da kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er."
De udsendte spioner havde ventet, at Jesus ville besvare deres spørgsmål direkte, enten på den ene eller den anden måde. Hvis han ville sige: Det strider mod loven at give kejseren skat, ville det blive meldt til de romerske myndigheder, og han ville blive kastet i fængsel som anstifter af oprør. Men hvis han skulle sige, at det var lovligt at betale skatten, var det deres hensigt at anklage ham over for folket som et menneske, der satte sig op mod Guds lov. Nu følte de sig magtesløse og besejrede. Deres planer var blevet forpurrede. Den fyndige måde, hvorpå spørgsmålet var blevet afgjort, bevirkede, at de ikke kunne finde på mere at sige.
Kristi svar var ikke undvigende, men et oprigtigt svar på deres spørgsmål. Han stod med den romerske mønt i hånden, hvorpå kejserens navn og billede var præget, og han erklærede, at da de levede under beskyttelse af den romerske magt, måtte de yde denne magt den støtte, den forlangte, så længe det ikke kom i modstrid med en højere pligt. Men skønt de fredeligt skulle underkaste sig landets love, så burde de til alle tider først og fremmest være tro over for Gud.
Frelserens ord: Giv Gud, hvad Guds er var en streng irettesættelse til de rænkefulde jøder. Hvis de med troskab havde opfyldt deres forpligtelser overfor Gud, ville de ikke være blevet til et underkuet folk, der stod under en fremmed magt. Ingen romersk standart ville så have vajet over Jerusalem, ingen romerske skildvagter ville have stået ved byens porte, og ingen romersk landshøvding ville have hersket inden for dens mure. Jødefolket betalte dengang boden for sit frafald fra Gud.
Da farisæerne hørte, hvad Kristus havde svaret, "undrede de sig, og de forlod ham og gik bort". Han havde dadlet deres hykleri og deres anmassende optræden, og ved at gøre dette havde han forkyndt en vigtig grundregel, en grundregel, der klart sætter grænserne for et menneskes pligt over for øvrigheden og dets pligt over for Gud. For mange var et omstridt spørgsmål blevet afgjort. Herefter fulgte de altid det rigtige princip. Og skønt mange gik utilfredse bort, indså de dog, at der var blevet klart redegjort for det grundlæggende princip vedrørende dette spørgsmål, og de undrede sig over Kristi vidtskuende dømmekraft.
Ikke så snart var farisæerne blevet bragt til tavshed, før saddukæerne kom frem med deres snedige spørgsmål. Disse to partier stod i skarp modsætning til hinanden. Farisæerne holdt sig strengt til overleveringerne. De overholdt nøjagtigt de ydre ceremonier, var flittige med tvætninger, faste og lange bønner og gav almisser, så alle måtte lægge mærke til det. Men Kristus sagde, at de satte Guds lov ud af kraft ved at føre lærdomme, som kun er menneskebud. Som helhed var de fanatiske og hykleriske; dog fandtes der oprigtigt fromme mennesker iblandt dem, der tog mod Kristi lære og blev hans disciple. Saddukæerne forkastede farisæernes overleveringer. De hævdede at tro på størsteparten af Skrifterne og at betragte dem som rettesnor for deres handlinger; men i virkeligheden var de tvivlere og materialister.
Saddukæerne benægtede, at der var engle til, og de benægtede de dødes opstandelse og læren om et fremtidigt liv med løn eller straf. I alle disse punkter var de forskellige fra farisæerne. Særlig opstandelsen var genstand for strid mellem de to partier. Farisæerne havde haft en fast tro på opstandelsen, men gennem disse diskussioner var deres synspunkter med hensyn til det fremtidige liv blevet forvirrede. Døden blev for dem et uudgrundeligt mysterium. Deres manglende evne til at imødegå saddukæernes argumenter voldte dem en bestandig irritation. Diskussionerne mellem de to partier endte i reglen med højrøstet skænderi, som førte dem endnu længere bort fra hinanden.
Saddukæerne stod i antal langt under deres modstandere, og de havde langtfra så stærkt et greb om det jævne folk; men mange af dem var rige, og de havde den indflydelse, som rigdommen fører med sig. De fleste af præsterne hørte til inden for deres rækker, og i reglen blev ypperstepræsten valgt blandt dem. Dette skete imidlertid på den udtrykkelige betingelse, at deres skeptiske synspunkter ikke måtte virke iøjnefaldende. På grund af farisæernes antal og folkeyndest var det en nødvendighed for saddukæerne i det ydre at indvillige i deres lærdomme, hvis de beklædte et præsteembede; men selve den kendsgerning, at de kunne vælges til en sådan stilling, gav deres vildfarelser større indflydelse.
Saddukæerne forkastede Jesu lære. Han var besjælet af en ånd, som de ikke ville anerkende i denne skikkelse, og hans lære med hensyn til Gud og det fremtidige liv modsagde deres teorier. De troede på Gud som den eneste, der stod over mennesket; men de "hævdede, at et altbeherskende guddommeligt forsyn ville berøve mennesket den frie, moralske virkeevne og nedværdige det til at blive en slave. Det var deres tro, at Gud, da han havde skabt mennesket, havde overladt det til sig selv, uafhængigt af højere påvirkning. De holdt på, at det stod mennesket frit for at være herre over sit eget liv og at forme verdensbegivenhederne, at mennesket selv var herre over sin skæbne. De benægtede, at Guds Ånd virker gennem menneskers stræben eller ved naturlige midler. Dog holdt de stadig fast ved, at mennesket ved den rigtige anvendelse af sine medfødte evner kunne blive højnet og oplyst; at dets liv kunne blive lutret gennem strenge og hårde krav.
Deres opfattelse af Gud havde været med til at forme deres egen karakter. Ligesom han efter deres opfattelse ikke følte nogen interesse for mennesket, sådan havde de ikke megen agtelse for hinanden. Der var ikke meget sammenhold iblandt dem. Da de nægtede at anerkende Helligåndens indbydelse på menneskers handlinger, manglede de dens kraft i deres liv. Ligesom de øvrige jøder pralede de meget af deres medfødte ret som Abrahams børn og af deres nøjagtige overholdelse af lovens krav; men de var blottede for lovens sande ånd og Abraham hams tro og menneskekærlighed. Deres naturlige medfølelse for andre var stærkt begrænset. De mente, at det var muligt for alle at sikre sig livets behageligheder og velsignelser; og de lod sig ikke bevæge ved andres nød og lidelser. De levede for sig selv. Kristus havde gennem sine ord og gerninger vidnet om en guddommelig kraft, der har overnaturlige følger, om et fremtidigt liv hinsides det nuværende og om Gud som en Fader for menneskenes børn og med bestandig interesse for deres sande vel. Han åbenbarede, hvordan den guddommelige kraft giver sig udtryk i en menneskekærlighed og medlidenhed, der virkede som en irettesættelse for saddukæernes egenkærlige selvtilstrækkelighed. Han lærte, at Gud ved Helligånden indvirker på sjælen til både timeligt og evigt gavn for mennesker. Han påviste vildfarelsen ved at stole på menneskelig kraft til den forvandling af karakteren, som kun kan bevirkes ved Guds Ånd.
Denne lære var saddukæerne besluttede på at undergrave. Da de søgte at komme i ordstrid med Jesus, følte de sig overbeviste om, at de ville kunne bringe ham i vanry, også selv om de ikke kunne opnå hans domfældelse. Opstandelsen var det emne, som de valgte at udspørge ham om. Hvis han skulle vise sig at være enig med dem, ville han forarge farisæerne endnu mere. Hvis han havde en anden anskuelse end de, ville de fremstille hans lære som noget latterligt.
Saddukæerne ræsonnerede sådan, at hvis legemet skulle bestå af de samme stoffer i sin udødelige som i sin dødelige tilstand, så måtte det ved sin opstandelse fra de døde også være af kød og blod og måtte i den evige verden genoptage det liv, som var blevet afbrudt her på jorden. De sluttede heraf, at i dette tilfælde måtte det jordiske familieliv atter blive genoptaget, mand og hustru ville atter blive forenede, ægteskaber indgåede og alt vedblive at gå på samme måde som før døden, så dette livs skrøbeligheder og lidenskaber måtte fortsætte i det uendelige i det hinsidige liv.
Som svar på deres spørgsmål drog Jesus sløret bort fra det fremtidige liv. Han sagde: "I opstandelsen tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de, men de er som engle i Himmelen." Han påviste, at saddukæerne havde uret i deres tro. Deres forudsætninger var forkerte. "I farer vild," tilføjede han, "fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft." Han anklagede dem ikke for hykleri, sådan som han havde anklaget farisæerne, men for vildfarelse i troen. Saddukæerne havde smigret sig med, at af alle mennesker var det dem, der holdt sig mest nøje til Skrifterne. Men Jesus viste dem, at de ikke havde forstået deres sande betydning. At kundskab kun kan nå ind til hjertet gennem oplysning fra Helligånden. Han erklærede, at deres uvidenhed om Skrifterne og om Guds kraft var årsag til deres vildfarelser i troen og deres formørkede forståelse. De søgte at bringe Guds mysterier inden for rækkevidde af deres begrænsede forståelse. Kristus opfordrede dem til at åbne deres sind for de hellige sandheder, som ville udvide og styrke deres forståelse. Tusinder bliver vantro, fordi deres begrænsede tankeverden ikke kan fatte Guds dybe hemmeligheder. De kan ikke forklare den guddommelige magt, der på underfuld måde giver sig til kende i hans forsyn, og derfor forkaster de beviserne på en sådan magt og tilskriver dem naturkræfter, som de endnu mindre kan forstå. Den eneste nøgle til de mysterier, der omgiver os, er i dem alle at erkende Guds tilstedeværelse og magt. Mennesker trænger til at anerkende Gud som universets skaber, som den, der befaler og udretter alt.
Kristus erklærede over for sine tilhørere, at hvis der ikke fandtes nogen opstandelse fra de døde, så ville Skrifterne, som de hævdede at tro på, ikke være til nogen nytte. Han sagde: "Men hvad de dødes opstandelse angår, har I da ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, når han siger: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs levende" Gud regner de ting, der ikke er, som om de var. Han ser afslutningen lige fra begyndelsen og ser resultatet af sit værk, som om det allerede var fuldført. De dyrebare døde, lige fra Adam og ned til den sidste hellige, der dør, vil høre Guds Søns røst og skal stige op af graven til et evigt liv. Gud vil være deres Gud, og de skal være hans folk. der vil blive et nært og kærligt forhold mellem Gud og de opstandene hellige. Denne tilstand, som er forudset efter hans vilje, betragter han, som om den allerede nu eksisterede. For ham lever de døde.
Saddukæerne blev bragt til tavshed ved Kristi ord. De kunne ikke give ham noget svar. Der var ikke blevet talt et ord, som man kunne have den mindste fordel af til hans domfældelse. Hans modstandere havde ikke vundet andet end folkets foragt. Farisæerne opgav imidlertid ikke håbet om at få ham til at sige noget, som de kunne benytte imod ham. De overtalte en lærd skriftklog til at spørge Jesus om, hvilket af de ti bud i loven der havde den største betydning.
Farisæerne havde lovprist de første fire bud, der fremhæver menneskets pligter over for dets skaber, som værende af langt større vigtighed end de andre seks, som beskriver menneskets pligter over for dets medmennesker. Som følge heraf manglede de i høj grad den praktiske form for gudsfrygt. Jesus havde vist folket deres store ufuldkommenhed og havde lært dem betydningen af gode gerninger ved at forkynde, at træet kendes på sine frugter. Af denne årsag var han blevet beskyldt for at ophøje de sidste seks bud over de fire første.
Den lovkyndige kom hen til Jesus og spurgte ham lige ud: "Hvilket bud er det første af alle?" Kristi svar er ligetil og magtfuldt: Det første er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én; og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke. Det andet ligner det første, sagde Kristus, thi det udspringer af det: "Du skal elske din næste som dig selv. Noget andet bud større end disse gives ikke." På disse to bud hviler hele loven og profeterne." De første fire af de ti bud er indbefattet i denne ene befaling: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte!" De sidste seks indbefattes i dette: "Du skal elske din næste som dig selv!" Begge disse bud er et udtryk for kærlighedens grundlæggende betydning. Man kan ikke holde det første og bryde det andet, og man kan heller ikke holde det andet, medens man bryder det første. Når Gud har den plads, der tilkommer ham på hjertets trone, vil vi også give vor næste den rette plads. Ham skal vi elske som os selv, og kun hvis vi elsker Gud af hele vort hjerte, er det muligt at elske vor næste på en upartisk måde.
Og da nu alle budene er indbefattet i kærlighed til Gud og mennesker, er følgen deraf denne, at man ikke kan bryde et enkelt bud uden at overtræde dette grundprincip. Således lærte Kristus sine tilhørere, at Guds lov ikke består af så og så mange forskellige befalinger, af hvilke nogle er af stor betydning, medens andre er af ringe betydning og ustraffet kan ignoreres. Vor Herre siger, at de fire første og de seks sidste bud er en guddommelig helhed, og lærer, at kærlighed til Gud må vise sig i lydighed over for alle hans bud.
Den skriftkloge, der havde rettet spørgsmålet til Jesus, var vel bevandret i loven, og han undrede sig over hans ord. Han havde ikke ventet, at Jesus skulle vise en så dyb og gennemgribende viden om Skrifterne. Han havde erhvervet sig en dybere forståelse af de grundbegreber, der behersker de hellige bud. I overværelse af de forsamlede præster og ældste erkendte han ærligt, at Kristus havde fortolket loven på den rette måde, ved at sige: "Rigtigt, Mester, sandt er, hvad du sagde, at Han er én og at der ikke er nogen anden end Ham. Og at elske Ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og at elske sin næste som sig selv, det er bedre end alle brændofre og slagtofre."
Visdommen i Kristi svar havde overbevist denne skriftkloge. Han vidste, at den jødiske gudsdyrkelse mere bestod i ydre ceremonier end i indre fromhed. Han havde til en vis grad forståelse af det værdiløse i kun ceremonielle ofringer og blodsudgydelse til soning af synder, hvis man ikke troede. Kærlighed og lydighed mod Gud og uselvisk hensyntagen til mennesker forekom ham at være af større betydning end alle disse ritualer. Denne mands beredvillighed til at erkende det rigtige i Kristi bevisførelse og hans afgjorte og spontane svar i folkets påhør gav udtryk far en helt anden slags ånd end præsternes og de ældstes. Jesus fik dyb medlidenhed med den ærlige skriftkloge, der havde vovet at udsætte sig for præsternes vrede miner og de ældstes trusler for at tale efter sit hjertes overbevisning. "Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: Du er ikke langt fra Guds rige."
Den skriftkloge var nær ved Guds rige, fordi han erkendte, at retfærdige gerninger er Gud mere velbehagelige end brændofre og slagtofre. Der stod endnu tilbage, at han erkendte Kristi sande væsen og ved tro på ham modtog kraft til at udføre retfærdighedens gerninger. Den rituelle tjeneste var uden værdi, hvis den ikke havde forbindelse med Kristus ved en levende tro. Selv moral loven opnår ikke sit formål, hvis man ikke forstår dens forbindelse med Frelseren. Kristus havde atter og atter vist, at hans Faders lov indeholdt noget, der var dybere end kun bydende befalinger. I loven indbefattes den samme grundtanke, som åbenbares i evangeliet. Loven fremhæver menneskets pligt og viser det dets synd. Det må vende sig til Kristus for at få tilgivelse og kraft til at gøre, hvad loven pålægger det.
Farisæerne havde forsamlet sig tæt omkring Jesus, medens han besvarede den skriftkloges spørgsmål. Nu vendte han sig om og rettede et spørgsmål til dem. "Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?" Det var hensigten med dette spørgsmål at prøve deres tro med hensyn til Messias, at få dem til at vise, om de udelukkende betragtede ham som et menneske eller som Guds Søn. Et kor af stemmer svarede: "Davids søn!" Dette var den betegnelse, som profetierne havde brugt om Messias. Da Jesus åbenbarede sin guddommelighed ved sine mægtige undergerninger, da han helbredte de syge og oprejste de døde, havde folket spurgt hinanden: "Mon han dog ikke er Davidssønnen?" Den syriskfønikiske kvinde, den blinde Bartimæus og mange andre havde råbt til ham for at få hjælp: "Herre, Davids søn forbarm dig over mig!" Matt. 15,22. Da han red ind i Jerusalem, var han blevet hilst med dette glade råb: "Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!" Matt. 21,9. Og de små børn i templet havde gentaget denne glade tiltaleform. Men mange af dem, der kaldte Jesus Davids søn, erkendte ikke hans guddommelige væsen. De forstod ikke, at Davids søn også var Guds Søn.
Som svar på denne erklæring: at Kristus var Davids søn, sagde Jesus: "Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham Herre, når han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder. Når nu David kalder ham Herre, hvorledes kan han så være hans søn?" Og ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag vovede ingen mere at rette spørgsmål til ham."