En af de mest højtidelige og samtidig mest vidunderlige af de sandheder, som Bibelen åbenbarer, er løftet om Kristi genkomst for at fuldføre det store frelsesværk. For Guds pilgrimsfolk, som så længe har vandret omkring i "dødens land og skygge," rummes der et kosteligt og glædeligt håb i løftet om, at han, som er "opstandelsen og livet", skal komme tilbage for at "føre sine forviste hjem." Læren om Kristi genkomst er selve grundtonen i den hellige skrift. Fra det øjeblik, da det første menneskepar med sorg måtte forlade Eden, har troens børn ventet på, at den Forjættede skulle komme og knuse fjendens magt og føre dem tilbage til det tabte Paradis. Fortidens hellige mænd har længtes efter, at Messias skulle komme i herlighed og derved opfylde deres højeste ønske. Enok, som tilhørte den syvende generation efter dem, der boede i Eden, og som i 300 år vandrede med Gud på jorden, fik tilladelse til på afstand at se befrierens komme. "Se," sagde han, "Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle." Judas 14. 15. Midt i sine lidelser erklærede patriarken Job med urokket tro: "Men jeg ved, at min løser lever, over støvet vil en forsvarer stå frem. ... Jeg skal ud fra mit kød skue Gud, hvem jeg skal se på min side; ham skal mine øjne se, ingen fremmed!" Job 19, 25-27.
Løftet om Jesu genkomst tages alvorlig
Kristi genkomst, som skal indlede oprettelsen af retfærdighedens rige, har inspireret de hellige forfattere til deres mest ophøjede og gribende udtalelser. Bibelens digtere og profeter har skildret det med ord, som gløder af himmelsk ild. Salmisten sang om Israels Guds magt og majestæt: "Fra Zion, skønhedens krone, viste Gud sig i stråleglans - vor Gud kommer og tier ikke! ... Han stævner himlen deroppe hid og jorden for at dømme sit folk." Sl. 50, 2-4. "Himlen glæde sig, jorden juble ... for Herrens åsyn, for han kommer, han kommer at dømme jorden; han dømmer jorden med retfærd og folkene i sin trofasthed." Sl. 96,11. 13.
Profeten Esajas udtalte: "De, som hviler i støvet, skal vågne og juble. For en lysets dug er din dug, og jorden giver dødninger igen." "Han opsluger døden for stedse. Og den Herre Herren af tørrer tåren af hver en kind og gør ende på sit folks skam på hele jorden, så sandt Herren har talt. På hin dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os; her er Herren, som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans frelse." Es. 26, 19; 25, 8. 9.
Og Habakkuk så hans komme i et helligt syn. "Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans bjerge. - Sela. Hans højhed skjuler himlen, hans herlighed fylder jorden. Under ham er glans som ild." "Hans fjed får jorden til at skælve, hans blik får folk til at bæve. De ældgamle bjerge brister, de evige høje synker, ad evige stier går han." ... "Du farer frem på dine heste og dine vogne drøner." "Bjergene ser dig og skælver, skyerne ned sender regnskyl, og afgrunden løfter sin røst. Solen glemmer at stå op, månen bliver i sit bo; de flygter for skinnet af dine pile, for glansen af dit lynende spyd." "Du drager ud til frelse for dit folk, ud for at frelse din salvede." Hab. 3, 3. 4. 6. 8. 10. 11. 13.
Kort før Frelseren skulle skilles fra sine disciple, trøstede han dem i deres sorg med forsikringen om, at han ville komme igen: "Jeres hjerte forfærdes ikke! ... I min Faders hus er der mange boliger. ... Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer Jeg Igen og tager jer til mig." Joh. 14, 1-3. "Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham." Matt. 25, 31. 32.
De engle, som ventede på Oliebjerget efter Kristi himmelfart, gentog løftet om hans genkomst for disciplene: "Denne Jesus, som er optaget fra jer til himlen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himlen." Ap. G. 1, 11. Og apostlen Paulus udtalte da inspirationens ånd var over ham: ':For Herren selv skal stige ned fra himlen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun." 1. Tess. 4, 16. Profeten fra Patmos vidner: "Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham." Åb. 1, 7.
Hans genkomst indleder "genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid." Ap. G. 3, 21. Så skal ondskabens langvarige herredømme omstyrtes; "verdensherredømmet" skal blive "vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder." Åb. 11, 15. "Åbenbares skal Herrens herlighed, alt kød til hobe skal se den." ... Så lader den Herre Herren retfærd gro og lovsang for al folkenes øjne." Han bliver "en smuk krans og en herlig krone for sit folks rest." Es. 40, 5; 61, 11; 28, 5.
På det tidspunkt skal Messias' fredelige og længe ventede rige oprettes under hele himlen. "Herren trøster Zion trøster alle dets tomter, han gør dets ørk som Eden, dets ødemark som Herrens have." "Libanons herlighed gives den, Karmeis og Sarons pragt." "Du kaldes ej mer "den forladte," dit land "den ensomme;" nej, "velbehag" kaldes du selv, og dit land kaldes "hustru." ... Som brudgom glædes ved brud, så din Gud ved dig." Es. 51, 3; 35, 2; 62, 4. 5.
De kristnes håb og forventning
I alle tidsaldre har Herrens genkomst været hans sande efterfølgeres håb. Frelserens afskedsløfte på Oliebjerget om, at han ville komme igen, oplyste hans disciples fremtid og fyldte deres hjerte med en glæde og et håb, som ingen sorg kunne kvæle og ingen prøvelse udslukke. I lidelser og forfølgelse var "den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst" det "salige håb." Da de kristne tessalonikere med sorg i hjertet begravede deres kære som havde håbet at opleve Herrens genkomst, henviste Paulus, deres lærer, dem til den opstandelse, som skal finde sted ved Herrens genkomst. Så skal de døde i Kristus opstå, og de skal sammen med de levende bortrykkes i skyerne for at møde Herren i luften. "Og så," sagde han, "skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!" 1. Tess. 4, 16-18.
På klippeøen Patmos hører den højt elskede discipel dette løfte: "Ja, jeg kommer snart!" og hans længselsfulde svar er menighedens evige bøn på dens lange pilgrimsfærd: "Amen. Kom, Herre Jesus!" Åb. 22, 20.
Fra fangekældrene, fra bålene og fra skafotterne, hvor hellige og martyrer vidnede om sandheden, lyder gennem århundreder de ord, der gav udtryk for deres tro og håb. Fordi de "stolede på Kristi personlige opstandelse og derfor også på deres egen opstandelse ved Kristi genkomst," siger en af disse kristne, "foragtede de døden og stod over den." - Daniel T. Taylor: The Reign of Christ on Earth or The Voice of the Church in All Ages, p. 33. De var villige til at gå i graven for at kunne "opstå i frihed." - Samme, p. 54. De ventede på, at "Frelseren skulle komme fra himlen i skyerne med sin Faders herlighed" "for at give riget til de retfærdige." Valdenserne havde den samme tro. - Samme, pp. 129-132. Wiclif længtes efter Frelserens genkomst, som han betragtede som menighedens håb. Samme, pp. 132-134.
Luther har udtalt: "Jeg er overbevist om, at dommens dag vil komme om mindre end 300 år. Gud vil og kan ikke tåle denne onde verden meget længere." "Snart oprinder den store dag, på hvilken afskyelighedens rige skalomstyrtes." Samme, pp. 158. 134.
"Det vil snart være ude med denne gamle verden," sagde Melanchthon. Calvin formaner alle kristne til "ikke at tøve, men inderligt længes efter Kristi genkomst, som er den mest lykkevarslende af alle begivenheder," og han erklærer, at "hele familien af troende ser frem til den dag." "Vi må længes efter Kristus, vi må søge og meditere," siger han, "indtil den store dag kommer, på hvilken Herren fuldt ud åbenbarer sit riges herlighed." - Samme, pp. 158. 134.
Knox den skotske reformator, udtalte: "Har var Herre Jesus ikke båret vort kød til himlen? Og skal han ikke vende tilbage? Vi ved, at han vil vende tilbage, oven i købet snart." Ridley og Latimer, som ofrede deres liv for sandheden, så tillidsfuldt frem til Herrens genkomst. Ridley skrev: "Verden vil utvivlsomt dette tror jeg, og derfor siger jeg det snart være forbi. Lad os i vort hjerte, sammen med Johannes, Guds tjener, bønfalde vor Frelser Kristus: Kom, Herre Jesus, kom!" - Samme, pp. 151. 145.
"Tankerne om Herrens genkomst," sagde Baxter, "er for mig de lifligste og lykkeligste." - Richard Baxter: Works, vol. 17, p. 555. "Det er troens værk og hans helliges karakter at elske hans tilsynekomst og spejde efter det salige håb." "Hvis døden er den sidste fjende, som skal tilintetgøres ved opstandelsen, kan vi lære, hvor inderligt troende bør længes efter og bede om Kristi genkomst, ved hvilken denne fulde og endelige sejr skal vindes." .- Samme, vol. 17, p. 500. "Det er denne dag, som alle troende bør længes efter, håbe på og vente på, fordi den fuldender frelsesværket og opfylder alle deres hjertes ønsker og mål." "Herre, fremskynd den velsignede dag!" - Samme, vol. 17. pp. 182. 183. Dette håb havde den apostoliske kirke, "menigheden i ørkenen" og reformatorerne.
Jordskælvet i Lissabon
Profetierne nøjes ikke med at forudsige Kristi genkomst og dens hensigt, men beskriver de tegn, der skal varsle den. Jesus sagde: "Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner." Luk. 21, 25. "I de dage ... skal solen formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne skal falde ned fra himlen, og kræfterne i himlene skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i skyerne med megen kraft og herlighed." Mark. 13, 24-26. Åbenbaringens forfatter beskriver de første af de tegn som skal bebude Kristi genkomst: "Da kom der et stort jordskælv, og solen blev sort som en sørgedragt, og hele månen blev som blod." Åb. 6, 12.
Disse tegn blev observeret før udgangen af det 18. århundrede. I 1755 forekom, til fuldbyrdelse af denne profeti, alle tiders voldsomste jordskælv. Det kaldes almindeligvis jordskælvet i Lissabon, men det forplantede sig til største delen af Europa, Afrika og Amerika. Det mærkedes på Grønland, på De vestindiske Øer, på Madeira, i Norge og Sverige og i England og Irland. Det gjorde sig gældende på et område, der målte ikke mindre end 10 millioner kvadratkilometer. I Afrika var rystelserne næsten lige så voldsomme som i Europa. En stor del af byen Algier blev ødelagt, og en lille by i nærheden af Marokko, som havde næsten 10.000 indbyggere, blev simpelt hen opslugt. En stor flodbølge fejede ind over Spaniens og Nordafrikas kyster og bortskyllede byer og anrettede store ødelæggelser.
Jordskælvets virkninger var størst i Spanien og Portugal. Den flodbølge, som ramte Cadiz, skal have været næsten 20 meter høj. Bjerge, "nogle af de højeste i Portugal, blev ubarmhjertigt rystet og bogstavelig talt revet løs fra deres grundvold; nogle af dem fik toppen splittet og sønderrevet således at store klippemasser kastedes ned i de tilstødende dale. Det siges, at der stod flammer op fra disse bjerge." Sir Charles Lyell: Principles of Geology, p.495.
I Lissabon "hørtes en tordnende lyd nede i jorden, og straks efter omstyrtede en voldsom jordrystelse størstedelen af byen. I løbet af ca. seks minutter omkom 60.000 mennesker. Havet trak sig først tilbage og lod kysten ligge tør, men så kom det brusende ind som en flodbølge, der hævede sig 15 meter eller mere over normal vandstand." "Blandt de mærkelige begivenheder, som skal have fundet sted i Lissabon under jordskælvet, var sammenstyrtningen af en ny kaj, som var bygget helt af marmor, og som havde været umådelig kostbar. En mængde mennesker havde søgt tilflugt på kajen, hvor de næppe kunne rammes af nedstyrtende murbrokker, men pludselig forsvandt hele kajen i vandet med alle de mennesker, der stod på den, og ikke et af ligene kom nogensinde op til overfladen." - Samme, p. 495.
"Jordrystelsen forårsagede straks, at alle kirker og klostre, næsten alle de store offentlige bygninger og mere end en fjerdedel af alle husene sank i grus. Et par timer efter jordskælvet udbrød der ild i forskellige kvarterer, og liden rasede med en sådan voldsomhed i næsten tre døgn, at byen blev fuldstændig tilintetgjort. Jordskælvet fundt sted på en helligdag, hvor kirkerne og klostrene var besøgt af mange mennesker, hvoraf kun et fåtal reddede livet." - Encyclopedia Americana, art. " Lisbon" note (ed. 1831). "Folkets rædsel var ubeskrivelig. Ingen græd; denne gru kunne ikke udløses i tårer. De løb hid og did, sanseløse af skræk og forundring. De slog sig i ansigtet og for brystet og skreg: "Barmhjertighed! Dette er verdens ende!" Mødre glemte deres børn og for omkring med krucifikser i hænderne. Uheldigvis søgte mange tilflugt i kirkerne, men forgæves blev sakramentet fremvist; forgæves klyngede de stakkels mennesker sig til altrene; helgenbilleder, præster og befolkningen blev begravet i samme ruin." Det menes, at 90.000 mennesker mistede livet på denne skæbnesvangre dag.
Uforklarlige naturfænomener
25 år senere sås det næste af de tegn, som omtales i profetien - formørkelsen af sol og måne. Hvad der gjorde dette endnu mere påfaldende, var, at tidspunktet for profetiens opfyldelse var blevet forudsagt nøjagtigt. Da Frelseren talte til disciplene på Oliebjerget, beskrev han kirkens lange trængselstid - de 1260 års pavelige forfølgelse, som han lovede skulle blive forkortet - og derefter omtalte han forskellige begivenheder, som skulle gå forud for hans genkomst, og angav det tidspunkt, på hvilket den første skulle finde sted: "I de dage, efter den trængsel, skal solen formørkes og månen ikke skinne." De 1260 dage (eller år) udløb i 1798. Et kvart århundrede tidligere var forfølgelserne næsten fuldstændig holdt op. Efter denne trængselstid skulle solen, ifølge Kristi ord, formørkes. Den 19. maj 1780 gik denne profeti i opfyldelse.
"Næsten, om ikke ganske enestående, som det mærkeligste og stadig uforklarede fænomen af sin art... er den mørke dag den 19. maj 1780 - en uforklarlig formørkelse af hele den synlige himmel og atmosfære over New England." - R. M. Devens: Our First Century, p. 89.
Et øjenvidne, som boede i Massachusetts, har givet følgende beskrivelse af begivenheden: "Om morgenen stod solen op og var klar, men den bleV'snart dækket af skyer. Skyerne blev sorte og truende, og der udgik lyn fra dem; tordenen rullede, og der faldt en smule regn. Ved nitiden blev skyerne tyndere, og de fik en messing eller kobberagtig farve, mens jorden, klipperne, træerne, husene, vandet og menneskene forandredes af denne forunderlige, unaturlige belysning. Nogle få minutter senere bredte en tyk, sort sky sig over hele himlen med undtagelse af en smal kant langs horisonten, og det blev lige så mørkt, som det normalt er på en sommeraften klokken 21.
Frygt, ængstelse og rædsel greb menneskene. Kvinder stod i dørene og stirrede ud på det mørke landskab; mænd vendte hjem fra deres arbejde i markerne; tømreren forlod sit værktøj, smeden sin esse og butiksindehaveren sin disk. Skolerne lukkede, og skælvende børn skyndte sig hjem. Rejsende søgte ly i den nærmeste bondegård. "Hvad vil der ske?" spurgte alle læber og hjerter. Det var, som om en orkan forberedte sig til at fare ind over landet, eller som om det var dagen for altings tilintetgørelse.
Der blev tændt stearinlys, og kaminild en blussede lige så klart, som den plejede at blusse på måneløse efterårsaftener. Fjerkræet satte sig til hvile og faldt i søvn, kvæget samledes ved hegnene og brølede, frøerne kvækkede, fuglene sang deres aftensang, og flagermusene tumlede sig i luften. Men menneskene vidste, at det ikke var nat.
Dr. Nathanael Whittaker, der var præst ved The Tabernade Church i Salem, holdt gudstjeneste i forsamlingshuset. Han holdt en prædiken, i hvilken han hævdede, at mørket var overnaturligt. Menigheder mødtes mange andre steder. Teksten for de improviserede prædikener var uvægerligt et af de skriftsteder, som syntes at vise, at mørket stemte overens med Bibelens profetier. ... Mørket var tættest, kort efter klokken 11." - The Essex Antiquarian, april 1899, vol. 3, No. 4, pp. 53. 54. "l de fleste egne af landet var mørket hele dagen så tæt, at man ikke kunne se på uret, hvad klokken var, og man kunne hverken spise eller gøre husligt arbejde uden at tænde lys.
Mørkets udstrækning var forbavsende. Mod øst nåede det Falmouth og mod vest den fjerneste del af Connecticut og Albany. Mod syd nåede det kysterne og mod nord de yderste amerikanske kolonier." - William Gordon: History of the Rise, Progress, and Establishment of the lndependence of the U. S. A. vol. 3, p. 57.
Dagens dybe mørke blev en time eller to før aften afløst af en delvis klar himmel, og solen kom til syne, skønt den stadig var formørket af en tung, tæt tåge. "Efter solnedgang blev himlen atter overskyet, og det blev meget hurtigt mørkt." "Nattens mørke var ikke mindre ualmindeligt og skrækindjagende end dagens; skønt det næsten var fuldmåne, var det umuligt at skelne nogen genstand uden hjælp af kunstigt lys. Fra nabohusene eller på lidt afstand kunne lyset skimtes ligesom gennem et ægyptisk mørke." - Isaiah Thomas: Massachusetts Spy; or, American Orade of Liberty, vol. 10, No. 472 (Maj 25, 1780). Et øjenvidne har udtalt: "Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at mørket ikke kunne have været tættere, hvis ethvert lysende legeme i universet var blevet dækket af uigennemtrængelige skærme eller tilintetgjort." - Brev fra dr. Samuel Tenney, Exeter, New Hampshire, december 1785 (Massachusetts Historical Society Collections, 1792, 1st. Series, vol. 1, p. 97). Skønt det var fuldmåne klokken 21 om aftenen, "var den ganske ude af stand til at sprede det dødlignende mørke." Efter midnat forsvandt mørket, og da månen blev synlig, var den rød som blod.
Den 19. maj 1780 kaldes i historien Den mørke Dag. Siden Moses' tid har der aldrig været rapporteret nogen periode af så tæt, udbredt og langvarigt mørke. Beskrivelserne af denne begivenhed, hvoraf adskillige stammer fra øjenvidner, er kun et ekko af Herrens ord, som 2500 år før deres fuldbyrdelse blev nedskrevet af profeten Joel: "Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer." Joel 3, 4.
Passiv holdning til tidernes tegn
Kristus havde befalet sit folk at holde øje med tegnene på sin genkomst og glæde sig, når de så varslerne om deres Konges komme. Han sagde: "Når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig." Han pegede på træerne, der var fulde af knopper, og fortsatte: "Så snart I ser, at de springer ud, skønner I af jer selv, at nu er sommeren nær. Således kan I også skønne, når I ler dette ske, at Guds rige er nær." Luk. 11,28.30.31.
Men da kirkens ydmyge og kærlige ånd havde veget pladsen for stolthed og formalisme, var kærligheden til Jesus og troen på hans genkomst blevet svækket. De, der kaldte sig Guds folk, gik op i verdslighed og forlystelser, og de glemte Frelserens formaninger angående tegnene på hans genkomst. Læren om genkomsten blev ignoreret; de skriftsteder, som hent ydede til den, blev misfortolket, således at de blev uklare. Til sidst glemtes løftet om genkomsten helt. Dette var især tilfældet i Amerikas kirker. Den frihed og bekvemmelighed, som kom alle samfundsklasser til gode, den ærgerrige attrå efter rigdom og luksus, som avlede en uudslukkelig lyst til at tjene penge, det ivrige kapløb efter popularitet og magt, som syntes at kunne opnås af alle, fik menneskene til at samle deres interesse og håb om ting, der tilhørte dette liv, og skyde den betydningsfulde dag, på hvilken tingenes hidtidige orden skulle ophøre, langt ud i fremtiden.
Da Frelseren fortalte sine disciple om tegnene på sin genkomst, forudsagde han også det frafald, som skulle indtræde kort før denne begivenhed. Menneskene skulle, som i Noas dage, være travlt optaget af verdslige anliggender i jordiske forretninger og hengivne til vellyst. De ville købe og sælge, plante og bygge, tage til ægte og give til ægte og på samme tid glemme Gud og det tilkommende liv. Kristi formaning til dem, der lever på denne tid, lyder således: "Vogt jer, at jeres hjerter ikke nogensinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer." "Våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen." Luk. 21, 34. 36.
Kirkens tilstand på dette tidspunkt beskrives i Frelserens ord i Johannes Åbenbaringen: "Du har ord for at leve og er dog død." Og til dem, som nægter at lade sig vække af deres ubekymrede tryghed, rettes følgende højtidelige advarsel: "Hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv, og du skal ingenlunde vide, i hvilken time jeg kommer over dig." Åb. 3, 1. 3.
Budskabet om Jesu genkomst
Det var nødvendigt, at menneskene blev gjort opmærksom på den fare, der truede dem, og at de blev vækket op af deres søvn, så de kunne berede sig til de betydningsfulde begivenheder, som skulle følge med nådetidens ophør. Guds profet siger: "Stor er Herrens dag og såre frygtelig; hvem holder den ud?" Hvem skal bestå, når han kommer til syne, han, hvis "rene blik afskyr ondt," og hvis øjne "er for rene til at se på ondskaben?" Joel 2, 11; Hab. 1, 13. For dem, der råber: "Min Gud! Vi kender dig!", men som alligevel har brudt hans pagt og valgt en anden gud, har skjult urenhed i deres hjerte og elsket syndens veje, er Herrens dag "mørke, ej lys, bælgmørke uden solskin." Hos. 8, 2.1; Sl. 16,4; Am. 5, 20. Herren sagde:" Til den tid skal det ske: Jeg ransager Jerusalem med lygter og hjemsøger mændene der, som ligger i ro på deres bærme, som siger i deres hjerte: "Herren gør hverken godt eller ondt." Sef 1, 12. "Jeg hjemsøger jorden for dens ondskab, de gudløse for deres brøde, gør ende på frækkes overmod, bøjer voldsmænds hovmod." Es. 13, 11. "Hverken deres sølv eller guld evner at frelse dem; " "Deres gods skal gøres til bytte, deres huse skal ødelægges." Sef 1, 18. 13.
Profeten Jeremias, som så frem til denne frygtelige tid, udbrød: "Mit hjerte vånder sig i mig, ej kan jeg tie. For hornets klang må jeg høre, skrig fra kampen; der meldes om fald på fald." Jer. 4, 19.20.
"Den dag er en vredens dag, en trængselens og nødens dag, en ødelæggelsens og undergangens dag, en mørkets og mulmets dag, en skyernes og tågens dag, en hornets og krigsskrigets dag." Sef 1, 15. 16. "Se, Herrens dag kommer, ... jorden gør den til ørken og rydder dens synder bort." Es. 13, 9.
Med henblik på denne dag formaner Guds ord, i højtidelige og indtrængende vendinger, de troende til at vågne op af deres åndelige sløvhed og søge hans åsyn i anger og ydmyghed: "Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige bjerg! Alle i landet skal bæve, for Herrens dag, den kommer." "Udråb hellige faste, udråb festlig samling, kald folket sammen, kald sammen til stævne, lad de gamle samles, kald børnene sammen,... lad brudgom gå ud af sit kammer, brud af sit telt! Imellem forhal og alter skal præsterne, Herrens tjenere, græde." "Selv nu, så lyder det fra Herren, vend om til mig af ganske hjerte, med faste og gråd og klage! Sønderriv hjerterne, ej jeres klæder, vend om til Herren jeres Gud! For nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på miskundhed, han angrer det onde." Joel 2, 1. 15- 17 12. 13.
Der skulle udrettes et stort reformatorisk arbejde for at berede folk til at bestå på Guds dag. Gud så, at mange af dem, som foregav at tro på ham, ikke byggede med henblik på evigheden, og i sin barmhjertighed ville han sende dem en advarsel, der kunne vække dem af deres sløvhed og få dem til at berede sig for Herrens genkomst.
Denne advarsel finder vi i Johannes Åbenbaring det 14. kapitel. Her er et trefoldigt budskab, som forkyndes af himmelske væsner, og straks derefter kommer Menneskesønnen for at høste "jordens høst." Den første af disse advarsler forkynder den forestående dom. Profeten så en engel flyve "midt oppe under himlen; han havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk. Og han råbte med høj røst: "Frygt Gud og giv ham ære; for nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himlen og jorden og havet og kildevældene." Åb. 14,6.7.
Bibelen siger, at dette budskab er en del af det "evige evangelium." At forkynde evangeliet er ikke blevet overladt til engle, men til mennesker. Hellige engle har haft det hverv at lede dette forkynderarbejde og at stå i spidsen for de store bevægelser til menneskenes frelse; men selve forkyndelsen af evangeliet er blevet overladt til Kristi tjenere på jorden.
Gudfrygtige mænd, som var lydige mod Guds Ånds befalinger og hans ords lære, skulle forkynde denne advarsel for verden. Disse mænd havde agtet på det profetiske ord, "det lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder." 2. Pet. 1, 19. I stedet for at søge efter skjulte skatte, havde de søgt kundskaben om Gud, for viden om Gud var efter deres mening "bedre at købe end sølv, bedre at vinde end guld." Ordsp. 3, 14. Og Herren åbenbarede dem store ting om riget. "Fortroligt samfund har Herren med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin pagt." Sl. 25, 14.
Som på kristi tid
Det var ikke de lærde teologer, som forstod denne sandhed, og som påtog sig dens forkyndelse. Havde de været trofaste vægtere, og havde de gransket Bibelen flittigt og under bøn, ville de have vidst, hvilken time på natten det var; profetierne ville have belært dem om de forestående begivenheder. Men de indtog ikke denne stilling, og budskabet blev forkyndt af ulærde mænd. Jesus sagde: "1 skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal få bugt med jer." Joh. 12, 35. De, der vender sig bort fra det lys, Gud har skænket, eller forsømmer at søge det, mens det er inden for rækkevidde, efterlades i mørke. Men Frelseren erklærer: "Den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys." Joh. 8, 12. Enhver, som for alvor søger at gøre Guds vilje, og som omhyggeligt giver agt på det lys, som allerede er blevet skænket, vil få mere lys; til et sådan menneske vil der blive sendt en stjerne af himmelsk stråleglans, som vil lede ham til den fulde sandhed.
Ved Kristi første komme kunne præsterne og de skriftkloge i den hellige stad, til hvem Guds ord var betroet, have læst tidernes tegn og forkyndt den lovede Messias' komme. Mikas profeti røbede hans fødested. Mika 5, 1. Daniel angav tiden for hans komme. Dan. 9, 25. Gud havde betroet de jødiske ledere disse profetier; de havde ingen undskyldning for ikke at vide og forkynde, at Messias' komme var nær. Deres uvidenhed skyldtes syndig forsømmelighed. Jøderne byggede mindesmærker over Guds ihjelslåede profeter, samtidig med at de af ærbødighed for verdslige magter hyldede Satans tjenere. De var så optaget af at skaffe sig plads og magt i verden, at de glemte de guddommelige æresbevisninger, som himlens Konge tilbød dem.
Israels ældste burde med dyb og ærbødig interesse have gransket Skriften angående tiden og omstændighederne ved den største begivenhed i verdenshistorien - Guds Søns komme for at frelse menneskene. Hele folket burde have ventet og våget for at kunne være blandt de første, som bød verdens Frelser velkommen. Men i Betlehem måtte to trætte rejsende fra Nazaret gennemvandre hele den smalle gade, der endte i byens østlige udkant, idet de forgæves søgte et sted, hvor de kunne finde hvile og ly for natten. Ingen dør blev åbnet for dem. Til sidst søger de tilflugt i en elendig rønne, som er beregnet på at huse kvæg, og der fødes verdens Frelser.
Himmelske engle havde set den herlighed, som Guds Søn delte med Faderen før verden blev til, og de havde med dyb interesse set frem til hans tilsynekomst på jorden som til en begivenhed, der skulle være til glæde for alle mennesker. Engle skulle overbringe det glade budskab til dem, som var rede til at modtage det, og som med stor glæde ville forkynde det ud over jorden. Kristus havde nedladt sig til at påtage sig menneskenatur. Han skulle bære en uendelig vægt af smerte, idet han gjorde sig selv til et syndoffer; men englene ønskede, at den Højestes Søn selv i sin ydmygelse skulle vise sig for menneskene med en værdighed og herlighed, som svarede til hans karakter. Ville jordens stormænd samles i Israels hovedstad for at hilse ham velkommen? Skulle hærskarer af engle fremstille ham for den forventningsfulde forsamling?
En engel besøger jorden for at se, hvem der er beredt til at byde Jesus velkommen. Men englen kan ikke finde noget tegn på forventnings glæde. Han hører ingen røst hæve sig til pris og tak, fordi Messias nu skal komme. Han dvæler en stund over den udvalgte by og templet, hvor Guds tilstedeværelse er blevet åbenbaret i menneskealdre' men selv her ses kun den samme ligegyldighed. De prægtigt klædte og stolte præster ofrer fordærvede dyr i templet. Farisæerne henvender sig højrøstet til folket eller opsender pralende bønner på gadehjørnerne. I kongepaladserne, i filosoffernes studerekamre og i rabbinernes skoler er alle lige uvidende om det vidunderlige, som har fyldt hele himlen med fryd og lovsang - at menneskenes Frelser snart skal komme til jorden.
Der ses intet tegn på, at menneskene venter Kristi komme, og der er ikke gjort forberedelser til at modtage Livets Fyrste. Fuld af undren beslutter sendebuddet fra himlen at vende tilbage med det sørgelige budskab, men i det samme får han øje på nogle hyrder, som i nattens mørke vogter deres dyr; de ser op mod den stjernebesatte himmel, mens de tænker på profetien om den kommende Messias og længes efter verdens Frelsers komme. Her er en lille flok, som er rede til at modtage budskabet fra himlen. Og pludselig viser Herrens engel sig og forkynder det herlige budskab. Himmelsk lys sænker sig over sletten, et utal af engle kommer til syne, og som om glæden er for stor til at kunne forkyndes af et himmelsk sendebud, løfter tusinder af røster sig i den hymne, som alle de frelste en dag skal synge: "Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!" Luk. 2, 14.
I forventning
Hvilken lektie rummes der ikke i denne vidunderlige beretning om Betlehem! Hvor den dadler vor vantro, vor stolthed og vor indbildskhed. Hvor den formaner os til at være agtpågivende, så at vi ikke på grund af vor syndige ligegyldighed overser tidernes tegn og derfor er uvidende om vor besøgelsestid.
Det var ikke blot på Judæas høje og blandt fattige hyrder, at englene fandt mennesker, som så frem til Messias' komme. Også i de hedenske lande var der nogle, som ventede på ham. Disse mennesker var kloge, rige og ædle, orientens filosoffer. Vismændene som granskede naturen, havde fundet Gud i hans hænders værk. De havde i de hebraiske skrifter læst om den stjerne, som skulle opgå af Jakob, og de ventede længselsfuldt på ham, der ikke blot skulle være "Israels trøst" men også "et lys, som skal åbenbares for hedningerne," og blive "til frelse indtil jordens ende." Luk. 2, 25. 32; Ap. G. 13, 47. De søgte lyset, og lyset fra Guds trone oplyste vejen for deres fødder. Mens Jerusalems præster og rabbinere, som skulle være sandhedens vogtere og fortolkere, var indhyllet i mørke, ledte stjernen fra himlen disse fremmede til den nyfødte Konges fødested.
Det er "for dem, som bier på ham," at Kristus "anden gang skal komme til syne, ikke for at bære synden, men til frelse." Hebr. 9, 28. Ligesom budskabet om Frelserens fødsel blev budskabet om hans genkomst ikke betroet til folkets religiøse ledere. De havde undladt at bevare kontakten med Gud og havde nægtet at tage imod lyset fra himlen, derfor hørte de ikke til blandt dem, som Paulus har beskrevet: "Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. For alle er I lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til." 1. Tess. 5, 4. 5.
Vægterne på Zions mure burde have været de første til at høre budskabet om Frelserens komme, de første til at hæve deres stemmer for at forkynde hans nærhed og de første til at formane folket til at berede sig for hans komme. Men de var ubekymrede og drømte om fred og tryghed, mens folket sov i deres synder. Jesus så sin menighed som et goldt figentræ, som var prydet med blade, men som ikke bar frugt. Troens udvendige former blev iagttaget, men den sande ydmygheds, den sande angers og den sande tros ånd - som alene kunne gøre gudsdyrkelsen velbehagelig for Gud - manglede. I stedet for Åndens dyder var der hovmod, formalisme, forfængelighed, selviskhed og undertrykkelse. En frafalden kirke lukkede sine øjne for tidernes tegn. Gud svigtede den ikke, og hans tålmodighed slap ikke op, men kirken forlod ham og rev sig løs fra hans kærlighed. Fordi den nægtede at overholde betingelserne, blev hans løfter ikke opfyldt for den.
Således er det uundgåelige resultat, når Guds lys og privilegier ikke påskønnes. Hvis kirken ikke vil tage ved lære, tage imod hver eneste lysstråle og påtage sig enhver pligt, som bliver udpeget, vil religionen uvægerligt reduceres til noget rent formelt, og den livsvigtige guddommeligheds ånd vil forsvinde. Denne sandhed kan påvises gang på gang i kirkehistorien. Gud kræver, at hans folk viser en tro og en lydighed, som svarer til de goder og velsignelser, han skænker det. Lydighed kræver, at man er villig til at bringe ofre og tage korset på sig, og dette er grunden til, at så mange af dem, der foregav at være Kristi disciple, nægtede at tage imod lyset fra himlen og ligesom fortidens jøder ikke agtede på deres besøgelsestid. Luk. 19, 44. På grund af deres hovmod og mangel på tro gik Herren dem forbi og åbenbarede sin sandhed for dem, der ligesom hyrderne på marken og vismændene fra østen havde givet agt på alt det lys, der var blevet skænket dem.