Den store strid mellem Kristus og Satan, som har varet i seks tusind år, vil snart være forbi, og den,onde fordobler sine anstrengelser for at omstyrte Kristi værk for menneskene og fange sindet i sine snarer. Hans formål er at holde folket i uvidenhed, indtil Frelserens midlertjeneste er ophørt og der ikke længere er noget offer for synd.
Når der ikke gøres beslutsomme forsøg på at modstå hans magt, og når menigheden og verden er præget af ligegyldighed, er Satan ubekymret, for så risikerer han ikke at miste dem, som er underkastet hans vilje. Men når opmærksomheden henledes på det evige, og når mennesker spørger: "Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?", er han på pletten og forsøger at stille sin magt op imod Kristi magt og at modarbejde Helligåndens indflydelse.
Farlige fælder
Bibelen fortæller, at ved en bestemt lejlighed, da englene trådte frem for Gud, var Satan iblandt dem - ikke for at bøje sig for Den evige Konge, men for at fremme sine egne onde planer mod de retfærdige. Han har samme mål for øje, når han indfinder sig blandt mennesker, som mødes for at tilbede Gud. Skønt ban er usynlig, arbejder han ivrigt på at få herredømme over de tilbedendes sind. Som en dygtig general lægger han sine planer på forhånd. Når han ser Guds sendebud granske Bibelen, lægger han mærke til det emne, som skal forkyndes og forklares for folket. Derpå benytter han al sin list og snuhed på at indrette det således, at budskabet ikke vil nå dem, som han bedrager på dette specielle punkt. Den mand, som har mest brug for at høre advarselen, tvinges ind i et forretningsforetagende, som kræver hans tilstedeværelse, eller forhindres på anden måde i at høre det ord, som kunne være blevet en duft af liv til liv.
Eller Satan ser, at Guds tjenere er bedrøvede, fordi verden er indhyllet i mørke. Han hører deres indtrængende bønner om guddommelig nåde og kraft til at hæve ligegyldighedens, ubekymrethedens og ladhedens fortryllelse. Så bruger han sine kunstgreb med fornyet iver. Han frister mennesker til at frådse eller på anden måde tilfredsstille deres lyster, og derved bliver de sløvede, så de ikke kan høre det, som de trænger mest til at høre.
Satan ved udmærket, at enhver, som han kan lede fra at bede og granske Bibelen, vil blive hans bytte. Derfor finder han på alle mulige kneb for at lægge beslag på opmærksomheden. Der har altid eksisteret en bestemt slags mennesker, som hævder, at de er gudfrygtige, men som i stedet for at vedblive med at søge sandheden, gør det til deres religion at søge fejl og mangler hos dem, de ikke er enige med. Sådanne mennesker er nogle af Satans bedste redskaber. De, der retter beskyldninger mod brødrene, er talrige, og de har altid mest travlt, når Gud virker og hans tjenere viser ham sand hyldest. De giver falske fortolkninger af, hvad der siges og gøres af dem, som elsker og adlyder sandheden. De viger ikke tilbage for at påstå, at Kristi mest oprigtige, nidkære og selvfornægtende tjenere er bedragere eller lader sig bedrage. De elsker at mistænkeliggøre motivet til enhver sand og ædel gerning, at fremkomme med ondskabsfulde antydninger og at vække mistanke hos de uerfarne. De forsøger på enhver tænkelig måde at få det, som er rent og retfærdigt, til at betragtes som grimt og bedragerisk.
Men ingen behøver at lade sig bedrage af den slags mennesker. Det er ikke svært at konstatere, hvis børn de er, hvis eksempel de følger og hvis arbejde de udretter. "Af deres frugter skal I kende dem." Matt. 7, 16. Hele deres færd minder om Satan, den giftige bagvasker, "vore brødres anklager." Åb. 12, 10.
Mange farer vild
Den store bedrager har mange hjælpere, som er rede til at fremstille en hvilken som helst vildfarelse for at fange mennesker i snarer og falske lærdomme, som er tilpassede efter smag og evner hos dem, som Satan ønsker at tilintetgøre. Hans plan er at tilføre menigheden uoprigtige og uomvendte mennesker, som vækker tvivl og vantro og er en hindring for alle, der ønsker at se Guds værk gå frem og selv være med i fremgangen. Mange, som ikke har nogen virkelig tro på Gud og Guds ord, bøjer sig for visse sandhedsprincipper og anses af den grund for at være kristne. De bliver derved i stand til at fremstille deres vildfarelser som bibelske læresætninger.
Påstanden om, at det er uden betydning, hvad mennesker tror, er et af Satans mest virkningsfulde bedrag. Han ved, at sandheden, når den modtages af en, der elsker den, helliggør det menneske; derfor prøver han ustandselig at sætte falske teorier, fabler og et andet evangelium i stedet for sandheden. Lige fra begyndelsen har Guds tjenere kæmpet mod falske lærere - ikke fordi disse var onde mennesker, men fordi de indprentede løgne, som var skæbnesvangre for mennesket. Elias, Jeremias og Paulus satte sig frygtløst op mod dem, som førte mennesker bort fra Guds ord. Den frisindethed, som betragter en korrekt religiøs tro som noget uvæsentligt, fandt ingen genklang hos disse sandhedens hellige forsvarere.
De usikre og fantasifulde fortolkninger af Bibelen og de mange modstridende teorier angående troen, som findes i den kristne verden, er vor store fjendes værk, for at forvirre sindene, så de bliver ude af stand til at skelne sandheden. Og den uenighed og splid, som hersker mellem kristenhedens forskellige kirker, skyldes i høj grad menneskenes tilbøjelighed til at fordreje den hellige skrift for derved at få den til at støtte en eller anden yndlingsteori. I stedet for omhyggeligt at granske Guds ord med ydmyghed i hjertet for at få kendskab til Guds vilje, forsøger mange blot at finde noget mærkeligt og originalt.
For at finde støtte for falske læresætninger eller ukristelig færd benytter nogle mennesker skriftsteder, som de fjerner fra sammenhængen, idet de måske citerer et halvt skriftsted som et bevis på deres påstands rigtighed, skønt den anden halvdel ville vise, at meningen er den stik modsatte. Med slangens list forskanser de sig bag løsrevne sætninger, som de fortolker på en sådan måde, at det tillader dem at følge deres egne ønsker. Mange fordrejer med overlæg Guds ord på den måde. Andre, som har en mere livlig fantasi, kaster sig over Bibelens symboler, fortolker dem efter eget ønske og uden at tage hensyn til den kendsgerning, at Bibelen fortolker sig selv, og derefter præsenterer de deres indfald som Bibelens lære.
Når som helst Bibelen granskes, uden at man har fromhed, ydmyghed og lærevillighed i sindet, vil såvel de enkleste som de vanskeligste afsnit blive berøvet deres sande mening. De katolske ledere vælger de dele af Bibelen, som tjener deres egne formål bedst, fortolker dem efter forgodtbefindende og forkynder derefter resultatet for folk, idet de samtidig nægter dem tilladelse til selv at studere Bibelen og forstå dens hellige sandheder. Hele Bibelen bør gives til folk, ganske som den er. Det ville være bedre slet ikke at få bibelundervisning end at få Bibelens lære så groft fordrejet.
Hensigten med Bibelen er, at den skal være vejleder for alle, som ønsker at lære deres Skabers vilje at kende. Gud gav menneskene profetiernes sikre ord. Kristus selv og engle åbenbarede for Daniel og Johannes, hvad der snart skulle ske. Disse betydningsfulde kendsgerninger, som angår vor frelse, blev ikke indhyllet i mystik. De blev ikke åbenbaret på en sådan måde, at den ærlige sandhedssøger kunne blive forvirret eller vildledt. Gennem profeten Habakkuk sagde Herren: "Skriv synet op og rist det ind i tavler, at det kan læses let." Hab. 2, 2. Guds ord er tydeligt og klart for enhver, som gransker det under bøn. Ethvert ærligt menneske vil kunne finde sandhedens lys. "Over de retfærdige oprinder lys." Sl. 97, 11. Og ingen menighed kan gå frem i hellighed, hvis dens medlemmer ikke ivrigt søger efter sandheden som efter en skjult skat.
Kravet om fordomsfrihed gør menneskene blinde for deres store modstanders kneb, skønt han hele tiden arbejder på at nå sit mål. Når det lykkes ham at fortrænge Bibelen og erstatte den med menneskelige påfund, tilsidesættes Guds lov, og menighederne kommer under syndens åg, selvom de hævder at være frie.
Vi skønner kun stykkevis
Den videnskabelige forskning er blevet en forbandelse for mange. Gud har tilladt, at en strøm af lys stråler ud over verden ved opdagelser inden for videnskab og kunst. Men selv de bedste hjerner vil, hvis de i deres forskning ikke ledes af Guds ord, fare vild i deres forsøg på at undersøge forholdet mellem videnskab og åbenbaring.
Menneskenes viden om både materielle og åndelige emner er begrænset og ufuldkommen. Derfor er mange ude af stand til at få deres videnskabelige opfattelse til at stemme overens med Bibelens udtalelser. Mange anerkender teorier og forestillinger som videnskabelige kendsgerninger, og de tror, at Guds ord skal prøves efter "den "erkendelse," der med urette kaldes således." 1. Tim. 6, 20. Skaberen og hans værk overgår deres fatteevne, og fordi de ikke kan forklare Bibelens beretninger ved hjælp af naturlovene, betragter de dem som upålidelige. De, som tvivler på pålideligheden af beretningerne i Det nye og Det gamle Testamente, går ofte et skridt videre og begynder at tvivle på Guds eksistens og tillægger naturen uendelig magt. Når de har givet slip på deres anker, vil de ikke kunne undgå at lide skibbrud på vantroens klippeskær.
Således forføres mange af Satan, og de svigter deres tro. Menneskene har forsøgt at være klogere end deres Skaber. Menneskelig filosofi har prøvet at undersøge og forklare mysterier, som selv ikke i evigheden vil blive åbenbaret. Hvis menneskene blot ville forsøge at forstå, hvad Gud har kundgjort om sig selv og sine formål, ville de opnå en sådan forståelse af Jehovas herlighed, magt og majestæt, at de ville erkende deres egen lidenhed og være tilfredse med det, som er blevet åbenbaret for dem selv og deres børn.
Et af Satans mest snedige bedrag består i, at han får menneskene til stadig at spekulere og søge at finde en forklaring på det, som Gud ikke har åbenbaret, og som han ikke ønsker, vi skal vide noget om. Det var på den måde, Lucifer mistede sin plads i himlen. Han blev utilfreds fordi Gud ikke betroede ham alle sine hensigter, og han så helt bort fra det som var åbenbaret om hans eget arbejde i den høje stilling, som var blevet ham betroet. Ved at indgyde de engle, der stod under hans ledelse, den samme utilfredshed forårsagede han deres fald. Nu forsøger han at vække den samme holdning hos mennesker og at forføre dem til at overtræde Guds udtrykkelige befalinger.
Populære læresætninger
De, der ikke er villige til at anerkende Bibelens tydelige, slående sandheder, søger ustandselig efter tiltalende myter, som kan berolige deres samvittighed. Jo mindre åndelighed, selvfornægtelse og ydmyghed der er i de forkyndte læresætninger, des større yndest vækker de hos dem, der hører dem. Disse mennesker nedværdiger deres intelligens ved at lade den tjene deres egne ønsker. De indbilder sig, at de er for kloge til at granske Bibelen med sønderknuste hjerter og alvorlig bøn om guddommelig vejledning, og derfor har de intet værn mod vildfarelser. Satan er rede til at opfylde deres ønsker, og han fylder dem med sine løgne i sandhedens sted. Det var på denne måde, katolicismen fik magt over menneskenes sind. Ved at forkaste sandheden, fordi den indebærer et kors følger protestanterne deres eksempel: Alle, som tilsidesætter Guds ord, fordi de foretrækker at studere skik og brug, så de slipper for at skille sig ud fra verden, ender med at tage imod vildfarelse som bibelsk sandhed. Enhver tænkelig form for vildfarelse vil blive antaget af dem, som med overlæg forkaster sandheden. Det menneske, som føler afsky ved en løgn tror uden tøven på en anden. Da Apostlen Paulus talte om dem, som "ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst", sagde han: "Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdighed en." 2. Tess. 2, 10-12. Når en sådan advarsel er blevet givet os, bør vi være på vagt med hensyn til de læresætninger, vi antager.
Spiritismens forførende lære og falske undere er et af den store bedragers bedste midler til at forføre. Forklædt som en lysets engel lægger han sine snarer, hvor man mindst venter det. Hvis menneskene blot ville granske Guds bog og alvorligt bede om at få forståelse af den, ville de ikke tro på falske lærdomme. Men da de forkaster sandheden, bliver de bedragerens bytte.
En anden farlig vildfarelse er at tro på den lære, som fornægter Kristi guddommelighed og hævder, at han ikke var til, før han blev født her på jorden. Denne teori antages af mange mennesker, som påstår, at de tror på Bibelen, men den er i direkte modstrid med Frelserens tydeligste udtalelser om sit forhold til Faderen, sin guddommelige karakter og sin forudtilværelse. Man kan ikke forsvare en sådan lære uden at fordreje Bibelens ord fuldstændig. Den ikke blot forringer menneskets opfattelse af forsoningsværket, men underminerer troen på, at Bibelen er en åbenbaring fra Gud. Dette gør den farligere og tillige vanskeligere at i mødegå. Hvis mennesker forkaster Bibelens vidnesbyrd om Kristi guddommelighed, nytter det ikke at diskutere spørgsmålet med dem, for selv de mest slående argumenter vil ikke være i stand til at overbevise dem. "Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd; for det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det, for det må bedømmes åndeligt." 1. Kor. 2, 14. Den, som gør sig skyldig i denne vildfarelse, kan ikke have en sand opfattelse af Kristi karakter og mission eller af Guds store plan for menneskenes frelse.
Endnu en listig og skadelig vildfarelse består i, at man ikke tror på, at Satan eksisterer som et levende personligt væsen - at hans navn kun anvendes i Bibelen som et symbol på menneskenes onde tanker og lyster.
Den lære, som forkyndes fra mange prædikestole, og som går ud på, at Kristi genkomst er hans komme til hvert enkelt menneske i dets dødsøjeblik, er en opfattelse, som er velegnet til at bortlede menneskenes tanker fra hans personlige komme i skyerne. Satan har i årevis sagt: "Se, han er i kamrene!" Matt. 24, 23 - 26. Og mange mennesker er gået fortabt, fordi de lod sig lokke af dette bedrag.
Verdslig visdom fortæller også, at det ikke er nødvendigt at bede. Videnskabsmænd påstår, at der ikke findes noget virkeligt svar på bønner, og at dette ville være et mirakel, som stred mod naturlovene, og at mirakler ikke finder sted. De hævder, at universet styres af urokkelige love, og at selv Gud ikke går imod disse love. De fremstiller altså Gud, som om han var bundet af sine egne love - som om guddommelige loves kraft kunne udelukke guddommelig frihed. En sådan lære er i modstrid med Bibelens vidnesbyrd. Gjorde Kristus og apostlene ikke mirakler? Den samme medfølende Frelser lever den dag i dag, og han er nu lige så villig til at lytte til oprigtige bønner, som han var, da han vandrede her på jorden. Det naturlige samarbejder med det overnaturlige. Det er en del af Guds plan at give os det, som han ikke ville have givet os, hvis vi ikke havde bedt om det i tro.
Tvivl på bibelens troværdighed
Utallige er de fejlagtige læresætninger og forkerte ideer, som vinder indpas i de forskellige kristne kirker. Det er umuligt at beregne de frygtelige resultater af at fjerne blot et af Guds ords landemærker. De, der vover at gøre dette, nøjes som regel ikke med at forkaste en enkelt sandhed. De fleste fortsætter med at tilsidesætte det ene efter det andet af sandhedens principper, indtil de ender som gudsfornægtere.
Den populære teologis vildfarelser har sået tvivl i mange sind, som ellers ville have troet på Bibelen. De kan ikke anerkende læresætninger, som går på tværs af deres begreber om retfærdighed, barmhjertighed og menneskekærlighed, og fordi disse læresætninger fremstilles, som om de var Bibelens lære, nægter de at anerkende Guds ord.
Dette er netop, hvad Satan ønsker. Der er intet han hellere vil end at ødelægge tilliden til Gud og hans ord. Satan står i spidsen for tvivlernes store hær, og han gør sit yderste for at lokke mennesker til at slutte sig til hans rækker. At tvivle er blevet en modesag. Et stort antal mennesker betragter Guds ord og dets forfatter med mistro, fordi ordet går i rette med synden og fordømmer dem. De mennesker, der ikke er villige til at adlyde ordets krav, forsøger at kuldkaste dets autoritet. De læser i Bibelen eller hører dens lære forkyndt fra prædikestolen i den ene hensigt at finde fejl ved Skriften eller prædikenen. I et stort antal tilfælde skyldes menneskers vantro, at de har villet unddrage sig deres pligt. Andre indtager et skeptisk standpunkt på grund af stolthed eller magelighed. De er for dovne til at gøre en hæderlig indsats, som kræver anstrengelse og selvfornægtelse. I stedet for kritiserer de Bibelen for at få ry for at være i besiddelse af en fremragende visdom. Der er meget, som menneskets begrænsede forstand ikke kan fatte, hvis ikke den guddommelige visdom skænker os lys. Dette giver skeptikerne et påskud til at kritisere. Der er også mange, der betragter det som en dyd at stå på de skeptiske og vantros side. Men skønt de tilsyneladende er oprigtige, viser det sig, at sådanne menneskers egentlige motiver er selviskhed og stolthed. Mange ynder at finde noget i Skriften, som kan bringe andre i forlegenhed. Der er nogle, der af lutter stridslyst begynder at kritisere og argumentere på et forkert grundlag. Disse er ikke klar over, at de derved vikler sig ind i fuglefængerens snare. Men da de nu en gang har givet offentligt udtryk for deres vantro, føler de, at de er nødt til at holde fast ved deres standpunkt. Følgen er, at de stiller sig på de ugudeliges side og lukker sig selv ude fra Paradis.
Tro og tvivl
Gud har i ordet givet tilstrækkelige beviser på, at det er af guddommelig oprindelse. De store sandheder angående vor frelse træder tydeligt frem, og ved Helligåndens hjælp, som er lovet alle dem, der oprigtigt beder derom, kan hvert enkelt menneske selv forstå disse sandheder. Gud har givet menneskene en stærk grundvold at bygge deres tro på.
Menneskenes begrænsede forstand forstår dog ikke til fulde den evige Guds planer og hensigt. Det vil aldrig lykkes os at udgranske Guds væsen. Vi må ikke driste os til at søge at trække det tæppe til side, bag hvilket han skjuler sin majestæt. Apostlen udbryder: "Hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje!" Rom. 11, 33. Vi kan forstå så meget af den måde, han behandler os på, og af de motiver, han handler ud fra, at vi kan se, at der ligger grænseløs kærlighed og nåde forenet med uendelig kraft bagved. Vor Fader i himlen ordner alt i visdom og retfærdighed, og vi skal ikke nære utilfredshed eller mistillid, men underkaste os i ærbødighed. Han vil give os så meget indblik i sine planer, som vi har godt af, men derudover bør vi forlade os fuldt ud på den hånd, som er almægtig, og på det hjerte, som strømmer over af kærlighed.
Gud har givet rigelige beviser til støtte for troen, men han vil aldrig fjerne alt det, som mennesker kan benytte som undskyldning for at nære vantro. De mennesker, der søger at finde en knag at hænge deres tvivl på, vil også finde den, og de personer, der nægter at gå ind på og adlyde Guds ord, før alle hindringer er skaffet af vejen og der ikke længere er mulighed for tvivl, vil aldrig finde lyset.
At nære mistillid til Gud er naturligt for det uomvendte hjerte, som nærer fjendskab mod ham. Troen, derimod, gives af Helligånden, og den skal have næring for at vokse. Man kan ikke blive stærk i troen uden en energisk indsats. Vantroen tager til i styrke, når man giver den vækstbetingelser, og hvis menneskene ikke vil lade deres tanker beskæftige sig med de vidnesbyrd, som Gud har givet for at styrke deres tro, men tvivler og kritiserer alting, vil de opdage, at deres tvivl stadig slår dybere rødder.
Men de, som ikke tror på Guds løfter og hans nåde, vanærer ham, og i stedet for at drage andre til Kristus, bevirker deres indflydelse, at disse vender ryggen til Gud. De er træer, som ikke bærer frugt, men som breder deres mørke grene vidt og bredt og derved holder sollyset borte fra andre planter, som visner og dør i den kolde skygge. Disse menneskers livsværk vidner stadig imod dem. De sår tvivlens sæd, som altid giver en rig høst.
De, der for alvor ønsker at befries for tvivl, har kun en udvej. I stedet for at spørge og grunde på det, som de ikke forstår, bør de give agt på det lys, som allerede skinner på dem, og så vil de få mere lys. Hvis de udfører alle de pligter, som de forstår, vil de blive i stand til at forstå og udføre dem, som de nu er i tvivl om.
Satan kan fremstille en så livagtig efterligning af sandheden, at den bedrager dem, som er villige til at lade sig bedrage, og som ønsker at slippe fri for den selvfornægtelse og de ofre, som sandheden kræver. Men det er umuligt for ham at få magt over de mennesker, som, koste hvad det vil, ønsker at kende sandheden. Kristus er sandheden og det "lys, som oplyser: hvert menneske." Joh. 1, 9. Sandhedens Ånd er blevet udsendt for at lede menneskene til hele sandheden. Og det er Guds Søn selv, der siger: "Søg, så skal I finde." Matt. 7, 7. "Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud." Joh. 7,17.
Fast tillid til Gud
Kristi efterfølgere kender kun lidt til de planer, som Satan og hans undersåtter lægger for at komme dem til livs. Men han, som sidder i himlen, vil lede alle disse planer, så de fremmer hans egne planer. Herren lader sit folk være udsat for fristelsernes store prøve - ikke fordi deres sorg og lidelser er ham til behag, men fordi denne proces er en forudsætning ror, at de til sidst kan sejre. Han kan ikke værne dem mod fristelserne for sin egen æres skyld, for prøvelsens formål er netop at berede dem til at kunne modstå alle syndens tillokkelser.
Hverken onde mennesker eller djævle kan hæmme Guds værk eller hindre ham i at være hos sit folk, hvis blot disse med anger og ydmyghed vil bekende og afstå fra deres synder og i tro gøre krav på hans løfter. Enhver fristelse og enhver skadelig indflydelse, hvad enten den er synlig eller skjult, kan modstås, "ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskares Herre." Zak. 4, 6.
"Herrens øjne hviler på retfærdige, og hans øren hører deres bøn. ... Og hvem er der, som kan volde jer ondt, når I er nidkære for det gode?" 1. Pet. 3, 12. 13. Da Bileam, der lod sig lokke af løftet om stor belønning, drev trolddomskunster mod Israel og ved hjælp af ofre til Herren søgte at nedkalde en forbandelse over hans folk, forbød Guds Ånd det onde, som han længtes efter at udtale, og Bileam blev tvunget til at udbryde: "Hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde vrede, når Herren ej vredes?" "Min sjæl dø de oprigtiges død, og mit endeligt vorde som deres!" Da den ugudelige profet stod ved sit brændoffer, sagde han: "Jeg fik jo bud om at velsigne; velsigner han, kan jeg ikke gøre det om. Der er ingen ondskab at se i Jakob, ingen ulykke i Israel. Herren deres Gud er med dem, han hyldes som en konge iblandt dem." "Der er ingen som driver med spådom i Jakob, ingen som tager varsler i Israel. I rette tid bliver det meldt til Jakob, til Israel hvad Gud vil gøre." For tredje gang blev der rejst altre, og Bileam forsøgte atter at forbande. Men fra profetens uvillige læber velsignede Guds Ånd sit udvalgte folk og irettesatte deres fjenders dårskab og ondskab: "Velsignet er den som velsigner dig, og forbandet den som forbander dig." 4. Mos. 23, 8. 10. 20. 21. 23; 24, 9. (norsk overs.)
På det tidspunkt var israelitterne loyale over for Gud, og så længe de forblev lydige mod hans lov, kunne ingen magt på jorden eller i helvede besejre dem. Men den forbandelse, som Bileam ikke havde fået lov til at udtale, lykkedes det ham omsider at bringe over Guds folk ved at forføre dem til synd. Da de overtrådte Guds bud, skilte de sig fra ham, og nu fik de ødelæggerens magt at føle.
Satan er ganske klar over, at selv det svageste menneske, som holder fast ved Kristus, er stærkere end alle mørkets magter, og at han, hvis han viste sig åbenlyst, ville være ude af stand til at sejre. Derfor forsøger han at lokke korsets stridsmænd bort fra deres stærke fæstning, mens han ligger i baghold med sine følgesvende, parat til at tilintetgøre enhver, der vover sig ind på hans område. Kun ved ydmygt at sætte vor lid til Gud og adlyde alle hans bud finder vi sikkerhed.
Uden bøn kan intet menneske føle sig tryg i så meget som en time. Vi bør navnlig bede Gud om visdom til at forstå hans Ord. I Ordet åbenbares fristerens bedrag og de metoder vi med held kan modstå ham med. Satan er en mester i at citere Bibelen og give sin egen fortolkning af den. På den måde håber han at kunne forføre os. Vi bør granske Bibelen med et ydmygt hjerte og aldrig glemme vor afhængighed af Gud. Mens vi stadig vogter os for Satans snarer, bør vi uden ophør bede i tro: "Led os ikke i fristelse!"