noter

 Side 36. TITLER. - I en tekst, som udgør en del af den kanoniske lov, erklærer pave Innocens III, at den romerske pave "ikke blot er et menneske, men selve Guds viceregent på jorden," og i en anmærkning, som hører til dette tekststykke, forklares det, at dette forholder sig således, fordi han er Kristi viceregent, og Kristus er "sand Gud og sand menneske." (Se Decretal. Gregor. Pap. IX, lib. 1. de translat. Episc. Tit. 7, c. 3. Corp. Jur. Canon. Ed. Paris, 1612, tom. II., Decretal. Col. 205.) De dokumenter, som udgjorde dekretalerne, blev samlet af Gratian, som var lærer ved universitetet i Bologna omkr. 1140. Pave Gregor IX lod Gratians værk udsende i 1234 i ny og forøget udgave. I de følgende år udkom der fra tid til anden flere dokumenter, deriblandt Extravagantes, som blev føjet til hen imod slutningen af det femtende århundrede. Alle disse blev sammen med Gratians Decretum udgivet som Corpus Juris Canonici i 1582. Pave Pius X autoriserede kodifikationen i den kanoniske ret i 1904, og den kodeks, som blev resultatet heraf, trådte i kraft i 1918.

 Ang. Titlen "Gud Herren paven" kan henvises til en anmærkning af pave Johannes XXII i Extravagantes, tit. 14, ch. 4. Declaramus. I en udgave af Extravagantes, som udkom i Antwerpen og er dateret 1584, forekommer ordene Dominum Deum nostrum Papam ("Vor Herre Gud Paven") i spalte 153. I en udgave, som udkom i Paris og er dateret 1612, forekommer de i spalte 140. I flere udgaver, som er udkommet efter 1612, er ordet Deum (Gud) udeladt.

 Side 36. UFEJLBARLIGHEDEN:- Ang. Læren om ufejlbarligheden, som blev formuleret på det vatikanske koncil i 1870-71, henvises til Philip Schaff: Creeds of Christendom, vol. II, Dogmatic Decrees of the Vatican Concil, pp. 234-271, hvor ordlyden er gengivet på både latin og engelsk. M. h. t. den romersk- katolske opfattelse af denne lære henvises til Catholic Encyclopedia, vol. VII, art. Infallibility, af Patrick J. Toner, pp. 790 ff., kardinal James Gibbons: Faith of Our Fathers (Baltimore, Md.: John Murphy Co., 110th ed., 1917), chs. 7 og 11. M. h. t. Romersk- katolsk opposition imod læren om pavens ufejlbarlighed henvises til Johann Joseph Ignaz von Döllinger (pseudonym "Janus"): The Pope and the Council (New York: Chas. Scribner's Sons, 1869), og W. J. Sparrow Simpson: Roman Catholic Opposition to Papal Infallibitily (London: John Murray, 1909). M. h. t. Det ikke-romerske synspunkt henvises til George Salmon: Infallibility of the Church (London: John Murray, rev. ed., 1914).

 Side 37. BILLEDTILBEDELSE. - "Billedtilbedelsen - var en af kristendommens fordærvelige lærdomme, som sneg sig hemmeligt ind i kirken, og næsten uden at man lagde mærke dertil. Dette fordærv kom ikke til udvikling på en gang som andre vranglærdomme, for så ville der være blevet taget skarpe forholdsregler imod det; til at begynde med optrådte det i uskyldighedens forklædning, og i forbindelse dermed indførtes den ene skik efter den anden så gradvist, at den håndgribelige afgudsdyrkelse havde slået dybe rødder i kirken ikke blot uden at møde effektiv modstand, men næsten uden at man foretog sig noget som helst i den sag. Da man endelig forsøgte at komme ondet til livs, havde det slået så dybe rødder, at det ikke kunne fjernes. - Det må føres tilbage til menneskehjertets tilbøjeligheder for afgudsdyrkelse og til at tilbede skabningen i stedet for Skaberen.

 Til at begynde med blev statuer og billeder ikke anbragt i kirkerne, for at folk skulle tilbede dem. Hensigten med dem var, at de enten skulle erstatte bøger og belære dem, der ikke kunne læse, eller fremkalde fromme tanker hos andre. Det er tvivlsomt, i hvor stor udstrækning de tjente denne hensigt; men selvom dette måske var tilfældet en tid, blev det ikke ved at være det, og det viste sig, at de billeder og statuer, som blev anbragt i kirkerne, snarere tjente til at formørke end at oplyse de uvidende - det gik tilbage i stedet for fremad med de andagtsøgendes fromhed. Selvom formålet med dem måske har været, at de skulle lede menneskenes tanker hen på Gud, endte det med, at de ledte folk bort fra ham, så de i stedet tilbad det skabte." - J. Mendham: The Seventh General Council, the Second of Nicaea, Introduction, pages 3-6

 M. h. t. de forhandlinger, der blev ført, og de afgørelser, der blev truffet på det andet kirkernøde i Nikæa i år 787, sammenkaldt som det var for at stadfæste billeddyrkelsen, henvises til Baronius: Ecclesiastical Annais, 1612 Antwerp ed., vol. 9, pp. 391-407, J. Mendham: The Seventh General Council, the second of Nicaea, Ed. Stillingfleet: Defence of the Discourse concerning the Idolatry Practiced in the Church of Rome (London 1686), A Select Library of Nicene and PostNicene Fathers, second series, New York, 1900, vol. 14, pp. 521-587, C. J. Hefele: Hlstory of the Councils of the Church, From the Original Documents, b. 18, ch. 1, secs. 332. 333. ch. 2, secs. 345-352 (T.&T.Clark ed., 1896, vol. 5, pp. 260-304. 342-372).

 Side 38. KONSTANTINS SØNDAGSLOV. - Den lov, som kejser Konstantin udstedte den 7. marts 321 angående en dag, som skulle benyttes til at hvile fra arbejdet, lyder således: "Alle dommere og byboere og håndværkere skal hvile på solens ærværdige dag. Landbefolkningen har dog tilladelse til at dyrke markerne, fordi det ofte er tilfældet, at ingen andre dage er så velegnet til at så korn i furer eller plante vin planter i grøfter. Den fordel, som det himmelske forsyn giver, bør ikke forspildes i et kort tidsrum." - Joseph cullen Ayer: A Socurce Book for Ancient Church History (New York: Chas. Scribner's Sons, 1913), period l, div. 2, ch. l, sec. 59 g, pp. 284. 285.

 Den latinske originaltekst findes i Codex Justiniani, lib. 3, tit. 12, leg. 3. Loven står opført på latin og i engelsk oversættelse i Philip Schaffs History of the Christian church, vol. III, period 3, ch. 7, sec. 75, p. 380, fodnote l, og i James A. Hessey's Bampton Lectures, Sunday, lecture 3, par. l, 3d ed., Murray's udgave af 1866, p. 58. Emnet kommenteres i det ovennævnte værk af Schaff, i Albert Henry Newman: Manual of Church History, (Philadelphia, American Baptist Publishing Society, udgave fra 1933), revideret udg., vol. I, pp. 305-307, samt i Froom: The Prophetic Faith of Our Fathers (Washington, D: C., 1950), vol. I, pp. 376-381.

 Side 39. PROFETISKE DATA.- Et vigtigt princip i fortolkningen af profetier, som indbefatter tid, er år-dag princippet, ifølge hvilket en profetisk dag svarer til et kalenderår. Israelitterne sendte tolv spejdere ind for at udspejde Kana'ans land, før de selv drog derind. Spejderne var borte i fyrre dage, og da de kom tilbage, blev hebræerne opskræmt over den rapport, de aflagde, og nægtede at drage ind og tage landet i besiddelse. Som følge heraf fældede Herren denne dom: "Som I brugte fyrretyve dage til at undersøge landet, således skal I undgælde for eders misgerninger i fyrretyve år, et år for hver dag." (4 Mos. 14, 34.)

 Hos profeten Ezekiel omtales en lignende tidsmæssig beregningsmetode. Judas rige skulle straffes i fyrre år for deres misgerninger. Herren sagde ved profeten: "Og når de er til ende, læg dig så på din højre side og bær Judas hus' misgerning 40 dage; for hvert år giver jeg dig en dag." (Ez. 4, 6.) Dette år-dag princip spiller en betydningsfuld rolle i fortolkningen af tiden i profetien om de "2300 aftener og morgener" (Dan. 8, 14.) og perioden på de 1260 dage, der omtales henholdsvis som "en tid og to tider og en halv tid" (Dan. 7, 25.) "to og fyrretyve måneder" (Åb. 11, 2; 13, 5.), "et tusinde to hundrede og tresindstyve dage" (Åb. 11,3; 12,6.), og "tre og en halv dag" (Åb. 11,9.).

 Side 40. FORFALSKEDE DOKUMENTER:- Blandt de dokumenter, som i nutiden i almindelighed betragtes som falske, er "Konstantins gave" og "De pseudo-isidoriske Dekretaler" de vigtigste.

  "Konstantins gave har siden den senere middelalder været den traditionelle betegnelse for et dokument, som påstås at være overdraget til pave Sylvester I af Konstantin den Store. Det optræder for første gang i et parisisk manuskript (Codex lat. 2777), som menes at stamme fra begyndelsen af det niende århundrede. Fra det ellevte århundrede er det blevet benyttet som et kraftigt argument til gunst for de pavelige krav, og af denne grund har der siden det tolvte århundrede stået meget strid om det. Da det gjorde det muligt at betragte pavedømmet som et bindeled mellem det oprindelige og det middelalderlige romerrige og derved skabe et teoretisk grundlag for en videreførelse af romerretten i middelalderen, har det tillige øvet stor indflydelse på den verdslige historie. - New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge, vol. III, art. "Donation of Constantine", pp. 484. 485.

 Den historiske teori, som kommer til udtryk i "Konstantins gave," bliver grundigt behandlet i kardinal Henry E. Mannings: The Tempora! Power of the Vicar of Jesus Christ, London, 1862. Argumentationen i dokumentet var skolastisk præget, og muligheden for, at der kunne være tale om et falsum, blev ikke nævnt, før den kritiske historieforskning tog sin begyndelse i det femtende århundrede. Nikolaus fra Kues var på det tidspunkt en af de første, der drog den slutning, at Konstantin aldrig havde skænket en sådan gave. Lorenzo (Laurentius) Valla fra Italien påviste på en mesterlig måde dokumentets falskhed i 1440. Se Christopher B. Coleman's Treatise of Lorenzo Valla on the Donation of Constantine (New York, 1927.) Troen på, at "Konstantins gave" og de falske dekretaler var ægte, blev dog holdt i live i endnu hundrede år. Martin Luther godkendte således dekretalerne til at begynde med, men det varede ikke længe, før han sagde til Eck: "Jeg bekæmper disse dekretaler," og til Spalatin: "Han [paven] fordærver og korsfæster i sine dekretaler Kristus, d. v. s. sandheden."

 Det anses for fastslået, at (l) "Konstantins gave" er et falsum, (2) at værket stammer fra en person eller en periode, (3) at bedrageren har benyttet sig af ældre dokumenter, og (4) at forfalskningen har fundet sted i tiden mellem 752 og 778. Katolikkerne opgav at forsvare dokumentets ægthed ved udgivelsen af Baronius' Ecclesiastical Annals i 1592. M. h. t. den bedste tekst henvises til K. Zeumer i Festgabe für Rudolf von Gneist (Berlin 1888). Oversat i Coleman's Treatise, som er nævnt ovenfor, og i Ernest F. Hendersen: Select Historical Documents of the Middle Ages (New York, 1892,) p. 319, Briefwechcel, Weimar ed., pp. 141 161. Se også New Schaff-Heezog Encyclopdia of Religious Knowledge (1950), vol. III, p. 484, F. Gregorovius: Rome in the Middle Ages, vol. II, p. 329, og J. J. I. Döllinger: Fables Respecting the Popes in the Middle Ages (London, 1871).

 De "forfalskede skrifter," som der henvises til i teksten, indbefatter også "De pseudo-isidoriske Dekretaler" samt andre forfalskninger. De pseudo-isidoriske Dekretaler er nogle opdigtede breve, som er blevet tilskrevet de første paver fra Clemens (88-97) til Gregor den Store (590-604), og som er blevet optaget i en fra det niende århundrede eksisterende samling, som påstås lavet af Isidore Merca- tor. De er blevet betegnet som "De pseudo-isidoriske Dekretaler" fra den kritiske forsknings begyndelse i det femtende århundrede.

 Som grundlag for sine forfalskede dokumenter benyttede Pseudo-Isidore en samling ægte kanoniske vedtægter, som kaldtes Hispana Gallica Augustodunensis. Derved mindskedes faren for afsløring, da det var almindeligt at lave samlinger af kanoniske vedtægter ved at føje nyt materiale til det allerede foreliggende. Sammenblandingen af ægte og falske skrifter gav de falske sandsynlighedens præg. Det bestrides nu ikke længere, at de pseudo-isidoriske skrifter er falske. Man har bevist det ud fra det interne vidnesbyrd, ved at undersøge kildematerialet, de metoder, som er anvendt, og ud fra den kendsgerning, at dette materiale var ukendt før 852. Historikerne er enige om, at sandsynligheden taler for, at samlingen er blevet færdig 850 eller 851, da dokumentet citeres første gang i Admonitio i capitularet fra Quierzy i 857.

 Man kender ikke forfatteren til disse forfalskede skrifter. Det er sandsynligt, at de stammer fra det aggressive nye kirkelige parti, som opstod i Reims i Frankrig i det niende århundrede. Der er enighed om, at biskop Hincmar af Reims benyttede disse dekretaler, da han afsatte Rothad af Soissons, som tog dekretalerne med til Rom i 864 og forelagde dem for pave Nikolaus I.

 Deres ægthed er blevet bestridt af Nikolaus fra Kues (1401-1464), Charles Dumoulin (1500-1566) og George Cassander (1513-1566). Det uigendrivelige bevis for deres forfalskning blev leveret af David Blondel i 1628.

 En tidlig udgave findes i Migne Patrolgia Latina CXXX. De ældste og bedste manuskripter findes i P. Hinschius: Decretales Pseudolsidorianae et capitula Angilramni (Leipzig, 1863). Se New Schaff-Herzog Encyclopidia of Religious Knowledge (1950), vol. IX, pp. 333-345. Se også H. H. Milman: History of Latin Christianity; including that of the Popes to the Pontificate of Nicholas V (9 vols.), vol. III, J. J. I. Döllinger: The Pope and the Council (1863), K. S. Latourette: A. History of the Expansion of Chistianity (1938), Encyclopedia, vol. V, art. "False Decretals", samt Fournier: Etudes sur les Fausses Decretales i Revue d'Historique Ecclesiastique (Louvian), vol. VII (1906) ogvol. vm (1907).

 Side 41. HILDEBRANDTS DICTATUS (GREGORY VII). - M. h. t. den originale latinske udgave henvises til Baronius: Annales Ecclesiastici, An. 1076, vol. 17, pp. 405. 406. i Pariserudgaven af 1869, og Monumenta Germaniae Historica Selecta, vol. m, p. 17. En engelsk oversættelse findes i Frederic A. Ogg: A Source Book of Medieval History (New York: American Book Co., 1907), ch. 16, sec. 45, pp. 262-264, samt Oliver J. Thatsher og Edgar H. McNeal: Source Book for Medieval History (New York: Chas. Scribner's Sans, 1905), sec. III, it. 65, pp. 136-139.

  "Dictatus" gøres til genstand for behandling i James Bryce: The Holy Roman Empire, rev. Ed., ch. 10, og i James W. Thompson & Edgar N. Johnson: An Introduction to Medieval Europe, 300-1500, pp.377-380.

 Side 42. SKÆRSILDEN: - Dr. Joseph Faa Di Bruno definerer skærsilden således: "Skærsilden er et pinested, som efter dette liv venter de sjæle, - og hvor de for en tid tilbageholdes - som forlader dette liv, efter at deres dødssynder er blevet tilgivet, hvad forårsager besmittelsen og skylden og den evige pine, hvormed de skulle straffes, men som på grund af disse synder endnu har en gæld af timelige straffe at betale. Her tilbageholdes også for en tid de sjæle, som forlader denne verden efter blot at have gjort sig skyldig i tilgivelige synder." - Catholic Belief, p. 196 (ed. 1884; imprimatur ærkebiskoppen af New York).

 Se også K. R. Hagenbach: Compendium of the History of Doctrines, vol. I, pp. 234-237. 405. 408, vol. II, pp. 135-150.308.309. (T. & T. Clark ed.) Chas Elliott: Delineation of Roman Catholicism, b. 2, ch. 12, Catholic Encyclopedia, art. "Purgatory."

 Side 42. AFLADEN: - M. h. t. en detaljeret redegørelse for læren om afladen henvises til M. Creigton: A. History of the Papacy From the Great Schism to the Sack of Rome (London, New York, Bombay, and CaIcutta: Longmans, Green and Co., 1911), vol. V, pp. 56-64. 71,Catholic Encyclopedia, art. "Indulgences," vol. VII, pp. 783-789, H. C. Lea: A History of Auricular Confession and lndulgences in the Latin Church (Philadelphia: Lea Brothers and Co., 1896), Thomas M. Lindsay: A History of the Reformation (New York: Chas. Scribner's Sans, 1917), vol. I, pp. 216-227, A. H. Newman: A Manual of Church History (Philadelphia: The American Baptist Publication Society, 1953), vol. II, pp. 53. 54. 62. L. Von Ranke: History of the Reformation in Germany (2d London ed., 1845, oversat af S. Austin, vol I, pp. 331. 335-337. 343-346.), Preserved Smith: The Age of the Reformation (New York: Henry Holt and Company, 1920), pp. 23-25. 66.

 Ang. De praktiske følger af læren om aflad på reformationstiden henvises til et skrift af dr. H. C. Lea med titlen "Indulgence in Spain," udgivet i Papers of the American Society of Church History, vol I, pp. 129-171. Om værdien af dette historiske strejflys siger dr. Lea i indledningen: "Uden at lade sig forstyrre af den strid, som rasede mellem Luther og dr. Eck og Silvester Prierias vedblev Spanien roligt at følge den gamle og slagne vej og skaffer os derved de ubestridelige officielle dokumenter, som sætter os i stand til at undersøge denne sag i historiens klare lys."

 Side 42. MESSEN. - M. h. t. læren om messen som den blev formuleret ved Tridentinerkoncilet, henvises til Canons and Decrees of the Council of Trent i Philip Schaff: Creeds of Christendom, vol. II, pp. 126-139. hvor både den latinske og den engelske tekst findes. Se også H. G. Schroeder: Canons and Decrees of the Council of Trent (St. Louis, Missouri, B. Herder, 1941).

 M. h. t. en redegørelse for messen henvises til Catholic Encyclopedia, vol. V, art. "Eucharist," af Joseph Pohle, p. 572 ff., Nikolaus Gihr: Holy Sacrifice of the Mass, Dogmatically, Liturgically, Ascetically Explained, 12th ed. (St. Louis, Mo.: B. Herder, 1937), Josef Andreas Jungmann: The Mass of the Roman Rite, Its Origins and Development, oversat af Francis A. Brunner (New York: Benziger Bros., 1951.) M. h. t. det ikke-katolske synspunkt henvises til John Calvin: Institutes of the Christian Religion, b. 4, chs. 17 og 18 , Edward Bauverie Pusey: The Doctrine of the Real Presence, as contained in the Fathers (Oxford, England: John H. Parker, 1855.)

 Side 47. VALDENSISKE UDGAVER AF BIBELEN. - M.h. t. nye fund af valdensiske manuskripter henvises til M. Esposito: "Sur quelques manuscripts de I'ancienne littèrature des Vaudois du Piemont" i Revue d'Historique Ecclesiastique (Louvain, 1951), p130 ff., F. Jostes: "Die Waldenserbibeln" i Historishes Jahrbuch, 1894, D. Lortsch: Histoire de la Bible en France (Paris, 1910), ch. 10.

 Et klassisk værk, som er skrevet af en af de valdensiske "barbs" (navn på valdensiske prædikanter), er Jean Legers Histoire GeneraIe des Eglises Evangeliques des Vallees de Piemont (Leydon, 1669), skrevet under de store forfølgelser og indeholdende førstehåndsoplysninger med tegninger.

 Ang. Litteratur med valdensiske tekster henvises til A. de-Stefano: Civilta Medioevale (1944) og Riformatori ed eretici nel medioeve (Palermo, 1938), J. D. Bounous: The Waldensian Patois of Pramol (Nashville, 1936) og A. Dondaine: Archivum Fratrum Praedicatorum (1946)

 Blandt nyere, pålidelige værker om valdensernes historie kan nævnes: E. Comba: History of the Waldenses in Italy (se en senere italiensk udgave, som er udkommet i Torre Pellice i 1934), E. Gebhart: Mystics and Heretics (Boston, 1927), G. Gonnet: Il Valdismo Medioevale, Prolegomeni (Torre Pellice, 1935) og Jalla: Histoire des Vaudois et leurs colonies (Torre Pellice, 1935).

 Side 48. VALDENSERNE OG SABBATEN. - Nogle forfattere har hævdet, at det var almindeligt udbredt skik blandt valdenserne at helligholde sabbaten, ugens syvende dag. Denne opfattelse byggede på kilder, ifølge hvilke valdenserne efter den originale latinske tekst holdt dies dominicus eller Herrens dag (søndag), men i hvilke ordet for "søndag" efter en skik, som går tilbage til reformationstiden, er blevet oversat med "sabbat".

 Men der findes historiske vidnesbyrd om eksempler på helligholdelse af sabbaten, ugens syvende dag, blandt valdenserne. I en rapport fra en inkvisition, som nogle valdensere fra Mæhren blev ført frem for i midten af det femtende århundrede, siges det, at der blandt valdenserne "ikke er få, som fejrer sabbaten ligesom jøderne." - Johann Joseph Ignaz von Döllinger:Beiträge zur Sektengeschichte des Mittelalters (bidrag til sekternes historie i middelalderen), München, 1890, part 2, p. 661. Der kan ikke være tvivl om, at denne kilde henviser til helligholdelsen af sabbaten, ugens syvende dag.

 Side 56. EDIKTET MOD VALDENSERNE. - En stor del af teksten i den pavelige bulle, som blev udstedt af Innocens VIII i 1487 imod valdenserne (orginalen findes i universitetsbiblioteket i Cambridge) , findes i engelsk oversættelse i Dowling's History of Romanicm,b. 6, ch. 5, sec. 62 (ed. 1871),

 Side 61. AFLADEN. - Se noten til side 42.

 Side 63. WICLIF. - Navnet Wiclif staves på forskellige måder. Se J. Dahmus: The Prosecution of John Wyclyf (New Haven: Yale University Press, 1952), p. 7.

 M. h. t. den originale tekst i den pavelige bulle, som blev udstedt imod Wiclif, ledsaget af engelsk oversættelse, henvises til J. Dahmus: The Prosecution of John Wyclyf (New Haven: Yale University Press, 1952), pp. 35-49. Endvidere John Fox: Acts and Monuments of the Church (London: Pratt Townsend, 1870), vol. III, pp. 4-13.

 M. h. t. et sammendrag af disse buller, som blev sendt til ærkebiskoppen af Canterbury, kong Edward og rektoren ved Oxford universitet, henvises til Merle D´Aubignè: The History of the Reformation in the Sixteenth Century (London: Blackie and San, 1885), vol. IV, div. 7, p. 93, August Neander: General History of the Christian Religion and Church (Boston: Crocker and Brester, 1862), vol. V, pp. 146. 147. George Sergeant: History of the Christian Church (Dallas: Frederick Publishing House, 1948), p. 323, Gotthard V. Lechler: John Wycliffe and His Englich Precursors (London: The Religious Tract Society, 1878), pp. 162-164, Philip Schaff: History ofthe Christian Church (New York: Chas. Scribner's Sans, 1915), vol. V, part. 2, p.317.

 Side 63. UFEJLBARLIGHEDEN. - Se noten til side 36.

 Side 75. AFLADEN: - Se noten til side 42.

 Side 75. KIRKEMØDET I KONSTANZ. - Et vigtigt kildeskrift til kirkemødet i Konstanz er Ulbrich von Richental: Das Concilium so zu Constanz gehalten ist worden, Augsburg, 1483 (Incun.). Et interessant studium af denne tekst af nyere dato, baseret på "Aulendorf Codex," findes i The Spencer Collection of the New York Public Library, udgivet af Karl Küp, Ulrich von Richentars ChronicIe of the Council of Constance (New York, 1936). Se endvidere H. Finke (ed.) Acta Concilii Constanciensis, vol. I (1896), Hefele: Conciliengeschichte (9 vols.), vol. VI, VII, L. Mirbt: Quellen zur Geschichte des Papsttums und des Römischen Katholizismus (1934), Milman: History of Latin Christianity, vol. VII, pp. 426-524, Pastor: The History of the Popes (34 vols.), vol. I, p. 194 ff.

 Af nyere dato er følgende publikationer: K. Zähringer: Das Kardinal Kollegium auf dem Konstanzer Konzil (Münster, 1935), Th. F. Grogau: The Conciliar Theory as it manifested itself at the Council of Constance (Washington, 1949), Fred A. Kremple: Cultural Aspects of the Council of Constance and Basel (Ann Arbor, 1955), John Patrick McGowan: d`Ailly and the Council of Constance (Washington: Catholic University, 1936).

 M. h. t. Johan Hus henvises til: John Hus: Letters, 1904, E. J. Kitts: Pope John XXIII and Master John Hus (London 1910), D. S. Schaff: John Hus (1915), Schwarze: John Hus (1915), samt Matthew Spinka: John Hus and the Czech Reform (1914).

 Side 95. AFLADEN. - Se noten til side 42.

 Side 173. JESUITISMEN. - Der findes en redegørelse for "Jesu Selskabs" oprindelse, principper og formål af ordenens egne medlemmer i et værk, som hedder Concerning Jesuits, redigeret af Rev. John Gerard, S. J. og udgivet i London i 1902 af The Catholic Truth Society. I dette værk siges der, at "grundlaget for hele selskabets organisation er fuldstændig lydighed. St. Ignatius skriver: "Lad enhver gøre sig klart, at de, der lever i lydighed, bør lade sig drive og lede af det guddommelige forsyn gennem deres foresatte, akkurat som om de var et dødt legeme, som lader sig føre hvor som helst og lader sig udsætte for en hvilken som helst behandling, eller som en gammel mands stok, som tjener den, der holder den i hånden, akkurat som denne vil det."

 Denne absolutte underkastelse forædles af sit motiv og bør, fortsætter ,... grundlæggeren, være "hurtig, glædelig og udholdende; ... den lydige religiøse gør med glæde det, som hans foresatte har betroet ham, til fælles bedste i visheden om, at han derved i sandhed er i overensstemmelse med den guddommelige vilje." - The Comtesse R. de Courson i Concerning Jesuits, p 6.

 Se endvidere H. Boehmer: The Jesuits (oversat fra tysk. Philadelphia: Castle Press, 1928), E. Goethein: Ignatius Loyola und die Gegenreformation, (Halle, 1895), T. Campbell: The Jesuits, 1534-1921 (New York, 1922), E. L. Taunton: The History of the Jesuits in England, 1580-1773 (London 1901).

 Side 174. INKVISITlONEN. - M. h. t. det romersk-katolske synspunkt henvises til The Catholic Encyclopedia, vol. VIII, art. "Inkvisition," af Joseph Blotzer, p. 26 ff., samt E. Vacandard: The Inquisition: A. Critical and Historical Study of the Coercive Power of the Church (New York: Longmans, Green, and Company, 1908).

 M. h. t. det anglo-katolske synspunkt henvises til Hoffman Nickerson: The Inquisition: A Political and Military Study of Its Etablishment. M. h. t. det ikke-katolske synspunkt henvises til Philip van Limborch: History of the Inquisition, Henry C. Lea: History of the Inquisition in Middle Ages, 3, vols, History of the Inquisition in Spain 4 vols, og The Inquisition in Spanich Dependencies, endelig A. S. Turberville: Medieval Heresy and the Inquisition (London: C. Lockwood and Son, 1920 a mediating view).

 Side 201. ÅRSAGER TIL DEN FRANSKE REVOLUTION. - M. h. t. de vidtrækkende følger af det franske folks forkastelse af Bibelen og Bibelens religion henvises til H. von Sybel: History of the French Revolution, b. 5, ch. 1, pars 3-7, H. T. Buckle: History of Civilization in England, chs. 8, 12 (New York ed., 1895, vol I, pp. 364-366. 369-371. 437. 540. 541. 550), Blackwoods Magazine, vol. 34, No. 215 (November, 1833, p. 739), J. G. Lorimer: An Historical Sketch of the Protestant Church in France, ch. 8, pars. 6. 7.

 Side 201. PROFETISKE DATA. - Se noten til side 39.

 Side 202. FORSØG PÅ AT UNDERTRYKKE OG UDRYDDE BIBELEN. - Koncilet i Toulouse, som trådte sammen omtrent på den tid, da korstoget mod albigenserne fandt sted, bestemte: "Vi forbyder lægmænd at eje eksemplarer af Det gamle og Det nye testamente. ...Vi forbyder dem på det strengeste at have de nævnte bøger på folkets sprog." "Boliger, de fattigste hytter, ja selv underjordiske tilflugtssteder, som tilhører mennesker, som man har bevist er blevet fundet i besiddelse af skriften, skal tilintetgøres fuldstændig. Disse mennesker skal jages i skovene og hulerne, og enhver, der giver dem ly, skal straffes strengt." - Concil, Tolosanum, Pope Gregorius IX, Anno chr. 1229. Decrees 14, 2. Husk, at dette koncil fandt sted samtidig med korstoget imod albigenserne.

  "Denne pest [Bibelen] havde bredt sig så meget, at nogle mennesker havde udpeget deres egne præster, ja endog evangelister, som forvanskede og ødelagde evangeliets sandhed og lavede nye evangelier til deres eget formål... [de ved at] det er absolut forbudt lægmedlemmer at forkynde og forklare Bibelen." - Acts of Inquisition, Philip van Limborch: History of The Inquisitionen ch. 8.

 Koncilet i Tarragona, 1234, bestemte: "Ingen skal læse eller uddele Det gamle eller Det nye Testamente på de romanske sprog... ellers ... bliver de anklaget for kætteri."

 På koncilet i Konstanz i 1415 blev Wiclif efter sin død fordømt som " denne pestagtige, usle, fordømte kætter, som fandt på at udgive en ny oversættelse af skriften på sit modersmål." Denne fordømmelse blev anbefalet af ærkebiskop Arundel af Canterbury.

 Den romersk-katolske kirkes modstand imod Bibelen er blevet fortsat igennem århundrederne og blev især intensiveret på grund af bibelselskabernes fremgang. Den 8. december udstedte pave Pius IX i sin rundskrivelse Quanta cura en fortegnelse over firs vildfarelser under ti forskellige overskrifter. Under overskrift IV finder vi følgende: "Socialisme, kommunisme, hemmelige selskaber, bibelselskaber ...Denne slags pest skal tilintetgøres med alle midler."

 Side 209. RÆDSELSHERREDØMMET. - Ang. en pålidelig, kort indledning til den franske revolutions historie henvises til L. Gershoy: The French Revolution (1932) , G.Lefevre: The Coming of the French Revolution (Princeton, 1947), og H. von Sybel: History of the French Revolution, 4 vols. (1869) .

 Moniteur Officiel var regeringens blad på revolutionenstiden. Det er et kildeskrift, som indeholder førstehåndsoplysninger og giver en saglig skildring af de beslutninger, der blev taget af myndighederne, det gengiver den fulde ordlyd af dokumenter o. s. v. Dette skrift er blevet genoptrykt. Se også A. Aulard: Christianity and the French Revolution (London, 1927) , i hvilken skildringen føres helt igennem til 1802 - et udmærket værk, W. H. Jervis: The Gallican Church and Revolutionen (London, 1882), et omhyggeligt udarbejdet værk af en anglikaner, men med hældning til katolicismen.

 M. h. t. forholdet mellem kirken og staten i Frankrig under den franske revolution henvises til Henry H. Walsh: The Concordat of 1801:A study of nationalism in relation to Church and State (New York, 1933), Charles Ledre: L`Eglise de France sous la Revolution (Paris, 1949).

 Af samtidige studier over revolutionens religiøse betydning kan nævnes G. Chais de Sourcesol: Le Livre des Manifestes (Avignon, 1800), i hvilket værk forfatteren har forsøgt at komme til klarhed over årsagerne til omvæltningerne, deres religiøse betydning o. s. v., James Bicheno: The Signs of the Times (London 1797), W. Linn: Discourses on the Signs of the Times (New York, 1794), James Winthrop: A Systematic Arrangement of Several Scripture Prophecies Relating to Antichrist; With Their Application to the Course of History (Boston, 1795), and Lathrop: The Prophecy of Daniel Relating to the Time of the End (SpringfieId, Mass., 1811).

 M. h. t. kirken under revolutionen henvises til W. M. Sloan: The French Revolution and Religious Reform (1901), P. F. La Gorce: Histoire Religeuse de la Revolution (Paris, 1909).

 M. h. t. forbindelserne med pavedømmet henvises til G. Bourgin: La France et Rome de 1788-1797 (Paris, 1808), baseret på hemmelige dokumentsamlinger i Vatikanet, A. Latreille: L`Eglise Catholique et la Revolution (Paris, 1950), særlig interessant er afsnittet om Pius VI og krisen 1775-1799.

 M. h. t. protestanterne under revolutionen henvises til Pressensè (ed.): The Reign ofTerror (Cincinnati, 1869).

 Side 211 MASSERNE OG DE PRIVILIGEREDE KLASSER. - M. h. t. de sociale forhold i Frankrig forud for revolutionen henvises til H. von Holst: Lowell Lectures on the French Revolution, lecture 1, og Taine: Ancient Regime, samt A. Young: Travels in France.

 Side 214 GENGÆLDELSEN. - Yderligere detaljer om den gengældelse, der blev øvet under den franske revolution, findes i Thos H. Gill: The Papal Drama, b. 10, E. de Pressense: The Church and the French Revolution, b. 3, ch. 1.

 Side 214 GRUSOMHEDERNE UNDER RÆDSELSHERREDØMMET. - Se M. A. Thiers: History of French Revolution, (New York ed., 1890), oversat af F. Shoberl, vol. 3, pp. 42-44. 62-74. 106, F. A. Mignet: History of the French Revolution, Bohn ed., 1894, ch. 9, par. 1, Sir Archibald Alison: History of Europe, From the Commencement of the French Revolution to the Restoration of the Bourbons, vol. 1, ch. 14 (New York ed., 1872, vol. 1, pp. 293-312.)

 Side 217. BIBELENS SPREDNING. - Ifølge Mr. William Canton fra Det britiske og udenlandske Bibelselskab var stillingen i 1804, at "alle eksisterende bibler i verden, i manuskript eller trykt form, omfattende alle udgaver i alle lande, ikke blev anslået til ret meget over fire millioner ... De forskellige sprog, på hvilke disse fire millioner fandtes, indbefattede sådanne udgåede sprog som Ulfilas Moesogotiske og Bedes angel-saksiske, anslås til omkring halvtreds." -What Is the Bible Society? p. 23 (rev. Ed. 1904).

 Det amerikanske Bibelselskab rapporterede, at det fra 1816 til 1955 havde fordelt 481.149.365 bibler, testamenter og dele af testamenter. Hertil kan føjes over 600.000.000 bibler eller bibeldele, som er fordelt af Det britiske og udenlandske Bibelselskab. Alene i 1955 fordelte Det amerikanske Bibelselskab i alt 23.819.733 bibler, testamenter og dele af testamenter over hele verden.

 Side 217. Fremmedmissionen. - Først i nyere tid har man taget den første menigheds missions bestræbelse op til efterfølgelse. De var praktisk talt helt forsvundet omkring år 1000 og blev efterfulgt af de militærprægede korstog. Under reformationen blev der kun drevet meget lidt fremmedmission med undtagelse af den indsats, som blev øvet af de første jesuitter. Under den reformatoriske vækkelse fremstod der en række missionærer. Den mæhriske kirkes arbejde i det attende århundrede var bemærkelsesværdigt, og englænderne oprettede også nogle missionsselskaber, som skulle virke i kolonierne i Nordamerika. Men fremmedmissionen tager først for alvor et opsving omkring 1800, på "endens tid" (Dan. 12, 4). I 1792 oprettedes Baptisternes Missionsselskab, som sendte Carey til Indien. I 1795 blev Londons Missionsselskab organiseret, og i 1799 dannedes et andet missionsselskab, som i 1812 fik navnet The Church Missionary Society. Kort tid efter blev The Wesleyan Methodist Missionary Society grundlagt. I USA blev The American Board of Commissioners for Foreign Missions oprettet i 1810, og samme år blev Adoniram Judson sendt til Calcutta. Han begyndte at arbejde i Birma året efter. I 1814 blev The American Baptist missionary Union oprettet, og The Presbyterian Board of Foreign Mission blev oprettet i 1837.

  "I året 1800 ... var det overvejende flertal af kristne efterkommere efter dem, der var blevet vundet før år 1500 ... Nu, i det nittende århundrede, oplevede kristendommen en yderligere ekspansion. Den havde ikke fået fodfæste på så mange kontinenter eller større lande første gang som i de foregående tre århundreder. Det ville have været umuligt, for i alle de større landområder på jorden med undtagelse af Australien og blandt alle de mere talstærke folk og i alle områder med en fremskreden civilistion var kristendommen blevet indført før år 1800. Det, der nu skete, var, at den fik nyt fodfæste i egne og blandt folk, som den allerede var kommet i berøring med, en ekspansion af hidtil ukendt udstrækning fra både nyere og ældre baser, og kristendommen vandt indpas i det store flertal af sådanne lande. Øer, folk og stammer, som ikke tidligere var blevet berørt...

 Kristendommens udbredelse i det nittende århundrede skyldtes først og fremmest en ny udfoldelse af det religiøse liv, hvis kildespring var den kristne impuls ... Den kristne impuls havde aldrig før givet stødet til så mange nye bevægelser inden for et tilsvarende tidsrum. Den havde heller ikke før øvet så stor indflydelse på den vesteuropæiske befolkning. Det var denne overstrømmende kraft, der gav stødet til den missionsindsats, som i det nittende århundrede gjorde kristendommens numeriske styrke og indflydelse så stor." - Kenneth Scott Latourette: A History of the Expansion of Christianity, vol. I, The Great Century, A. D. 1800-A D. 1914 (New York: Harper and Bros., 1914), pp. 2-4.

 Side 248. PROFETISKE DATA. - Se noten til side 249.

 Side 249. PROFETISKE DATA. - Ifølge den jødiske beregningsmetode strakte, den femte måned (Ab) i det syvende år af Artaxerxes' regerings tid sig fra den 23. juli til den 21. august 457 f. Kr. Kongens dekret trådte i kraft efter Ezras ankomst til Jerusalem dette års efterår. M. h. t. begrundelsen for, at 457 f. Kr. er Artaxerxes' syvende år, henvises til S. H. Horn og L. H.Wood: The Chonology of Ezra 7 (Washington, D. C. : Review and Herald Publishing Association,

 1953), A. G. Kraeling: The Brooklyn Museum Aramaic Papyri (New Haven or London 1953), pp. 191-193

 Seventh-day Adventist Bible Commentary (Washington, D. C. : Review and Herald Publishing Association, 1954), vol. III, pp. 97-110.

 Side 253. DET OTTOMANSKE RIGES FALD. - Det muhamedanske Tyrkiske angreb på Europa efter Konstantinopels fald i 1453 var lige så alvorligt, som de muhamedanske saraceneres katastrofale angreb på det østromerske rige havde været i de halvandet hundrede år, der fulgte efter Muhameds død. I hele reformationstiden udgjorde Tyrkiet en stadig trussel imod kristendommen i Europa. Reformatorernes skrifter er fulde af fordømmelser af den ottoman ske magt. Fra den tid har Tyrkiets fremtidige rolle ligget kristne forfattere meget på sinde, og personer, som har skrevet kommentarer til profetierne, har haft den mening, at den tyrkiske magt og dens fald var beskrevet på forhånd i skriften.

 Med henblik på det sidste kapitel, i tilknytning til den profeti, som indbefattede udtrykket "time, dag, måned og år," og som udgør en del af den sjette basun, udarbejdede Josiah Litch en fortolkning til tidsprofetien, ifølge hvilken Tyrkiet ville miste sin uafhængighed i august 1840.

 Litch's synspunkt er gengivet in extenso i hans skrift The Probability of the second Coming of Christ About A. D. 1843.(udg. Juni 1838), An Address to the Clergy (udgivet i foråret 1840. En ny udgave, som var forsynet med historiske data til støtte for korrektheden af tidligere beregninger af den profetiske periode, og som strakte sig til det ottomanske riges fald, blev udgivet i 1841.) Endelig kan henvises til en artikel i Signs of the Times and Expositor of Prophecy, l. august 1840. Se også en artikel i signs of the Times and Expositor of Prophecy, 1. februar 1841, samt J. N. Loughborough: The Great Second advent Movement, pp. 129-132. (1905 ed.). I en bog af Uriah Smith: The Prophecies og Daniel and the Revelation, rev. ed. Fra 1944, behandles den profetiske tidsangivelse i denne profeti på siderne 506-517.

 Ang. det ottomanske riges tidligere historie og den tyrkiske magts forfald kan henvises til William Miller: The Ottoman Empire and Its Successors, 1801-1927 (Cambridge, England: University Press, 1936), George G. S. L. Eversley: The Turkish Empire From 1288 to 1914 (London: T. Fisher Unwin, Ltd., 2d ed., 1923), Joseph von Hammer-Purgstall: Geschichte des Osmannischen Reiches (Pesth: C. A. Hartleben, 2d ed., 1834-36), 4 vols. Herbert A. Gibbons: Foundation of the Ottoman Empire, 1300-1403 (Oxford, England: University Press, 1916), Arnold J. Toynbee and Kenneth B. Kirkwood: Turkey (London, 1926).

 Side 256. FOLKET NÆGTES ADGANG TIL BIBELEN. - M. h. t. den romersk-katolske kirkes holdning til den hellige skrifts udbredelse på modersmålet blandt lægfolket kan henvises til Catholic Encyclapedia, art. "Bible", endvidere G. P. Fisher: The Reformation,ch. 15, par. 16 (1873 ed., pp. 530-532), kardinal J. Gibbons: The Faith of Our Fathers, ch. 8 (49th ed., 1897, pp. 98-117), J. Dowling: The History of Romanism, b. 7, ch. 2, sec. 14, og b. 9, ch. 9, ch. 3, sec. 24-27 (1871 ed., pp.491-496. 621-625), L. F. Bungener: History of the Council of Trent, 2d Edinburgh ed., 1853, oversat af D. D. Scott, pp. 101-110, G. H. Putnam: Books and Their Makers During the Middle Ages, vol. I, pt. 2, ch. pars. 49, 54-56.

 Se endvidere William Muir: The Arrested Reformation (Morgan and Scott, 1912), pp. 37-43, Harold Grimm: The Reformation Era (Macmillan, 1954), p. 285, Index of Prohibited Books (Vatican Polyglot Press, 1930), pp. IX. X, Timothy Hurley: A Commentary on the Present Index Legislation (New York: Benziger Bros., 1908), p. 71, Translation of the Great Encyclical Letters of Leo XIII (New York: Benziger Bros., 1903), p. 413.

 Side 277 HIMMELFARTSKLÆDER. - Historien om at adventisterne lavede klæder, som de skulle benytte, når de skulle stige op og "møde Herren i luften", blev opfundet af folk, som ville kompromittere adventbudskabet. Dette rygte blev udbredt med en sådan nidkærhed, at mange troede på det, men en nærmere undersøgelse har bevist, at historien er falsk. I flere år blev der udlovet en stor belønning til dem, der kunne bevise, at der var forekommet et tilfælde af denne art, men der er aldrig blevet ført bevis herfor. Ingen af de mennesker, der længtes efter Frelserens komme, var så uvidende med hensyn til skriftens lære, at de troede, at det var nødvendigt at anskaffe sig specielle klæder til denne lejlighed. Den eneste klædning, som de hellige behøver, når de skal møde Herren, er Kristi retfærdighed. Se Es. 61,10; Åb. 19,8.

 Legenden om himmelfartsklæder tilbagevises grundigt i Francis D. Nichol: The Midnight Cry (Washington, D. C: Review and Herald Publishing, Association, 1944, chs. 25-27, og Appendices H, I. og J. Se endvidere LeRoy E. Froom: The Prophetic Faith of Our Fathers (Washington, D. C.: Review and Herald Publishing Association, 1954), vol. IV, pp. 822-826.

 Side 277. DEN PROFETISKE KRONOLOGI. - I et brev, adresseret til William Miller og offentliggjort i The Advent Herald, and Signs of the Times Reporter, Boston, 6. og 13. marts 1844, gjorde dr. George Bush, professor i hebraisk og orientalsk litteratur ved New York City Universitet, nogle betydningsfulde indrømmelser med hensyn til Millers beregning af de profetiske tidsperioder. Mr. Bush skrev: "Jeg mener heller ikke at man kan benægte over for Dem selv eller Deres venner, at De har viet megen tid og opmærksomhed på studiet af den profetiske kronologi og har arbejdet meget for at fastsatte begyndelses- og slutningsdatoerne til dens store perioder. Hvis disse tidsperioder virkelig er givet ved Helligånden i de profetiske bøger, er det utvivlsomt gjort i den hensigt, at de skulle studeres og sandsynligvis forstås til fulde til sidst, og et menneske bør ikke anklages for formastelse eller tåbelighed, fordi han i ærbødighed forsøger at gøre dette... Når De benytter en dag som det profetiske udtryk for et år, mener jeg, at De finder støtte i den sundeste exegese, ligesom Deres standpunkt underbygges af så ærværdige navne som Mede, Sir I. Newton, biskop Newton, Kirby, Scott, Keith og en hærskare af andre, som for længe siden i det væsentlige har draget samme konklusioner på dette punkt. De er alle sammen enige om, at de vigtigste perioder, som omtales af Daniel og Johannes, virkelig udløber omkring dette tidsafsnit af verdens historie, og det ville være at vise en mærkelig form for logik, hvis man anklagede Dem for at udbrede vranglære, fordi De praktisk talt hylder de samme synspunkter, som indtager en så fremtrædende plads i disse fremragende teologers iagtagelser." "De resultater, som De er kommet til inden for dette område af Deres undersøgelser, slår mig ikke så meget ud af kurs, at de berører nogen af de store spørgsmål, som angår sandheden eller pligten." "Så vidt jeg" forstår, ligger Deres fejltagelse et andet sted end i Deres kronologi. De har fuldstændig taget fejl af beskaffenheden af de begivenheder, som skal finde sted, når disse tidsperioder er udløbet. Det er først og fremmest heri, at Deres fejl som fortolker består." Se endvidere LeRoy E.. Froom: The Prophetic Faith of Our Fathers (Washington, D. C.: Revlew and Herald Publishing Association, 1950), vol. chs. 1 og 2.

 Side 295. PROFETISKE DATA. - se noten til side 249.

 Side 315. ET TREFOLDIGT BUDSKAB. - I Åb. 14,6 og 7 forudsiges forkyndelsen af den første engels budskab. Derefter fortsætter profeten: "Og endnu en engel, den anden, fulgte efter; han sagde: "Faldet faldet er det store Babylon, ... Og endnu en engel, den tredje, fulgte dem." Det ord, som her er gengivet med fulgte, betyder "at følges med," "at følge en," "gå sammen med ham". Se Henry George Liddell og Robert Scott: Greek-English Lexicon (Oxford: Clarendon press, 1940), vol. 1, p. 52. Det betyder også "at ledsage". Se George Abbott: A Manual Greek Lexicon of the New Testament (Edinburgh: T. & T. Clark, 1950), p. 17. Det er det samme ord, som er benyttet hos Mark. 5, 24: "Og han gik med ham, og en stor skare fulgte ham, så der var trængsel om ham." Det benyttes også om de forløste et hundrede og fire og fyrretyve tusind (Åb. 14, 4.), om hvilke der står: "Det er dem, der følger Lammet, hvor det går." Begge disse steder er det indlysende, at der skal gives udtryk for denne tanke: "Følges ad," "i selskab med." Det samme er tilfældet i 1 Kor. 10, 4. hvor vi læser om Israels børn, at "de drak af en åndelig klippe, som fulgte med." Her er ordet fulgte med oversat fra det samme græske ord. Heraf forstår vi, at tanken i Åb. 14, 8 og 9 ikke blot er, at den anden og tredje engel fulgte den første med hensyn til tid, men at de fulgtes med ham. De tre budskaber er et trefoldigt budskab. Når der står at der er tre hentydes der til den rækkefølge, de kommer i, men når de er kommet eller fremstået følges de ad.

 Side 321. DE ROMERSKE BISKOPPERS OVERHØJHED. - M. h. t. de vigtigste omstændigheder i forbindelse med de romerske biskoppers tilranelse af overhøjheden henvises til kardinal Robert Francis Bellarmine: Power of the Popes in Temporal Affairs (der findes en engelsk oversættelse i kongres biblioteket, Washington, D. C.), kardinal Henry Edward Manning: The Temporal Power of the Vicar of Jesus Christ (London: Bums and Lambert 2d ed., 1862), og kardinal James Gibbons: Faith of Our Fathers (Baltimore, Md,: John Murphy Co., 110th ed., 1917), chs. 5,9,10 og 12. Af protestantiske forfattere kan nævnes Trevor Gervase Jalland: The Church and the Papacy (London: Society for Promoting Christian Knowledge, 1944, a Bampton Lecture), og Richard Frederick Litteldale: Petrine Claims (London: Society for Promoting Christian Knowledge, 1899). M. h. t. kilder ang. den petrinske teori i de første århundrede kan henvises til James T. Shotwell og Louise Ropes Loomis: The See of Peter (New York: Colombia University Press, 1927), M. h. t. det falske dokument "Konstantins gave" henvises til Christopher B. Coleman: The Treatise of Lorenzo Valla on the Donation of Constantine (New York, 1914).

 Side 401. UFEJLBARLIGHEDEN. - Se noten til side 36.

 Side 407. KONSTANTINS SØNDAGSLOV. - Se noten til side 38

 Side 411. SABBATEN OG VALDENSERNE.- Se noten til side 48

 Side 411. DEN ÆTIOPISKE KIRKE OG SABBATEN. - Den koptiske kirke i Ætiopien holdt sabbaten, den syvende dag, indtil for få år siden. Ætioperne har også holdt søndagen, den første dag i ugen, i al den tid, de har været et kristent folk. På disse dage blev der holdt særlige gudstjenester i kirkerne. I det moderne Ætiopien er man dog praktisk talt holdt op med at holde sabbaten, den syvende dag. M. h. t. øjenvidneberetninger om fejring af religiøse dage i Ætiopien henvises til Pero Gomes de Teixeira: The Discovery of Abyssinia in 1520 (oversat til engelsk i London: British Museum, 1938), p. 79, Father Francisco Alvarez: Narrative af the Portuguese Embassy to Abysssinia During the Years 1520-1527 i The Records of the Hakluyt Society (London, 1881), vol. LXIV, pp. 22-49, Michael Russell: Nubia and Abyssinia (heri citeres Father Lobo, katolsk missionær i Ætiopien i 1622), (New York: Harper and Bros, 1837), pr. 226-229, S. Giacomo Baratti: Late Travels Into the Remote Countries of Abyssinia (London: Benjamin Billingsley, 1670), pr. 134-137, Job Ludolphus: A New History for Ethiopia (London: S. Smith, 1682), pr. 234-357, Samuel Gobat: Journal of Three Years Residence in Abyssinia (New York: ed. Of 1850), pr. 55-58. 83-98. Af andre værker som berører dette emne, kan nævnes Peter Heylin: History of the Sabbath, 2d ed., 1636, vol. II, pr. 198-200, Arthur P. Stanley:

 Lectures on the History of the Eastern Church (New York: Chas. Scribner's Sons, 1882), lecture 1, par. 15, C. F. Rey: Romance of the Portuguese in Abyssinia (London: F. H. and G. Witherley, 1929), pp. 59. 253-297.

 Side 513. HILDEBRANDS DICTATUS. - Se noten til side 41.