Kapitlet er bygget op over Luk 1,5-23, 57-80; 3,1-18; Matt 3,1-2; Mark 1,1-8.
Forløberen for Kristus udgik fra dem, der længe havde ventet på Messias’ komme, fra de trofaste i Israel. Den gamle præst Zakarias og hans hustru Elisabeth var „begge retfærdige for Gud,“ og i deres stille og hellige liv skinnede troens lys frem som en stjerne midt i disse onde tiders mørke. Dette gudfrygtige ægtepar havde fået løfte om en søn, som skulle „gå foran Herren og bane hans veje.“
Zakarias boede i „Judæas bjergland,“ men han var draget til Jerusalem for i en uge at gøre tjeneste i templet, den præstetjeneste, der krævedes to gange om året af præsterne af hvert skifte. „Så skete det, mens Zakarias gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte, at det ved den sædvanlige lodtrækning blandt præsterne blev ham, der skulle gå ind i Herrens tempel og bringe røgelsesofferet.“
Englens budskab til Zakarias
Han stod foran det gyldne alter i helligdommen. Røgelsesskyerne steg sammen med bønnerne fra Israels folk op til Gud. Pludselig følte han tilstedeværelsen af et guddommeligt nærvær. En Herrens engel viste sig for ham, „stående til højre for røgelsesofferalteret.“ Englens stilling var et tegn på en gunstbevisning, men Zakarias lagde ikke mærke til dette. Han havde gennem mange år bedt om, at Frelseren måtte komme. Nu havde Himmelen sendt ham bud for at forkynde, at disse bønner var ved at gå i opfyldelse; men Guds nåde syntes ham for stor til, at han kunne fæste lid til den. Han blev grebet af frygt og selvfordømmelse.
Men han blev hilst med denne glædelige forsikring: „‘Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. Han skal gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede.’ Zakarias sagde til englen: ‘Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.’“
Zakarias vidste godt, hvordan Abraham i sin alderdom fik et barn, fordi han stolede på hans trofasthed, som havde lovet ham det. Men i dette øjeblik rettes den gamle præsts tanker mod menneskeslægtens svaghed. Han glemmer, at hvad Gud har lovet, er han også i stand til at fuldføre. Hvilken forskel er der ikke mellem denne vantro og Marias skønne, barnlige tro, jomfruen fra Nazaret, hvis svar til engelens vidunderlige budskab lød således: „Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!“
Zakarias’, Abrahams og Marias sønners fødsel skulle lære os en stor åndelig sandhed, en sandhed, som vi er langsomme til at lære og hurtigt glemmer igen. Ved egen kraft er vi ude af stand til at udrette noget godt; men det, som vi ikke kan, vil komme til at ske ved Guds kraft i ethvert ydmygt og troende menneske. Det var ved tro, at forjættelsens barn blev givet. Det er ved tro, at det åndelige liv skabes, så det bliver muligt for os at gøre retfærdighedens gerninger.
Som svar på Zakarias’ spørgsmål sagde englen: „Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab.“ Fem hundrede år tidligere havde Gabriel kundgjort Daniel den profetiske tidsperiode, som skulle nå ned til Kristi komme. Kundskaben om, at denne periode var ved at udløbe, havde tilskyndet Zakarias til at bede om Messias’ komme. Nu var det samme sendebud, som havde meddelt profetien, kommet for at forkynde dens opfyldelse.
Englens ord: „Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt,“ viser os, at han indtager en høj stilling i de himmelske boliger. Da han kom med et budskab til Daniel, sagde han: „Ikke en eneste vil hjælpe mig imod dem, undtagen Mikael, jeres fyrste.“ Når Jesus i Johannes’ Åbenbaring taler om „sin engel,“ er det englen Gabriel, han omtaler. Og englen sagde til Johannes: „Jeg er kun tjener som du og dine brødre, profeterne.“ Hvilken vidunderlig tanke — at den engel, der i værdighed kommer lige efter Guds Søn, er udvalgt til at forkynde Guds hensigter for syndige mennesker!
Zakarias havde givet udtryk for tvivl om englens ord. Han skulle ikke få lov til atter at tale, før de var gået i opfyldelse. Englen sagde: „Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.“ Præsten var forpligtet til under udførelsen af denne tjeneste at bede om tilgivelse for folkets og landets synder samt bede om, at Messias måtte komme; men da Zakarias forsøgte at gøre dette, kunne han ikke sige et ord.
Da han gik frem for at velsigne folket, måtte han „gøre tegn til dem og var og blev stum.“ De havde ventet en lang tid og var begyndt at blive ængstelige for, om han skulle være blevet ramt af Guds dom. Men da han kom ud fra helligdommen strålede hans ansigt af Guds herlighed, „og de forstod, at han havde haft et syn i templet.“ Zakarias fik gjort dem forståeligt, hvad han havde set og hørt, og „da de dage, han skulle gøre tjeneste i, var gået, tog han hjem.“
Kort tid efter det lovede barns fødsel fik faderen atter sit mæle, „og han talte og lovpriste Gud. Alle de omkringboende blev grebet af frygt, og i hele Judæas bjergland talte man om alt dette. Og alle, der hørte det, tog det til hjertet og sagde: ‘Hvad skal den dreng mon blive til?’“ Alt dette skete for at vende folkets opmærksomhed mod Messias’ komme, hvortil Johannes skulle berede vejen.
Zakarias blev fyldt af Helligånden, og med disse ord profeterede han om sin søns kald: „Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.“
Johannes bereder sig på sin tjeneste
„Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.“ Før Johannes’ fødsel havde englen sagt:
„Han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv.“ Gud havde kaldet Zakarias’ søn til en stor gerning, den største, der nogensinde er blevet betroet et menneske. For at kunne fuldføre denne opgave måtte han have Herren som sin hjælper. Og Guds Ånd ville være med ham, hvis han rettede sig efter englens anvisninger.
Johannes skulle gå ud som Jehovas sendebud for at bringe mennesker lyset fra Gud. Han måtte lede deres tanker i en anden retning. Han skulle indprente dem, hvor hellige Guds krav til os er, og i hvor høj grad de selv manglede Guds fuldkomne retfærdighed. Et sådant sendebud måtte selv være helligt. Han måtte være et tempel, hvori Guds Ånd kunne bo. For at kunne opfylde sit kald måtte han være i besiddelse af sunde, legemlige kræfter og åndelig og mental styrke. Derfor ville det for ham være nødvendigt at beherske lyster og begær. Han måtte være i stand til at beherske alle sine evner, så han kunne stå blandt mennesker lige så upåvirkelig af de forhold, der herskede, som ørkenens klipper og bjerge.
På Johannes Døbers tid var begæret efter rigdom og luksus, som man gerne ville vise frem, blevet vidt udbredt. Sanselige nydelser, fester og drikkeri var årsag til legemlige sygdomme og degeneration, idet de lammede den åndelige opfattelsesevne og forringede syndsbevidstheden. Johannes skulle være reformator. Ved sin afholdende livsførelse og enkle klædedragt skulle han virke som en irettesættelse for tidens umådeholdenhed. Således var anvisningerne til Johannes’ forældre — en lære i afholdenhed — givet af en engel fra himmelens trone.
Sindet er mest modtageligt i barndommen og ungdommen. Det er her, man skal erhverve sig kraften til selvbeherskelse. Hyggeligt samvær med familien og familieråd præger sindet for altid, men mere end nogen naturlige anlæg bestemmer de vaner, man tilegner sig i livets første år, om et menneske skal sejre eller blive besejret i livets kamp. Ungdommen er såtiden. Den afgør høstens karakter, både i dette liv og i det kommende.
Som profet var det Johannes’ opgave at „vende fædres hjerter til deres børn og ulydige til et retfærdigt sind, og at skaffe Herren et folk, der er gjort rede.“ Ved at berede vejen for Kristi første komme repræsenterede han dem, der skal berede folket til Herrens andet komme. Verden er fuld af nydelsessyge. Det vrimler med vildfarelser og opdigtede historier. Satans fælder for at tilintetgøre menneskene er mangedoblede. Alle, der ønsker fuldkommen hellighed i deres gudsfrygt, må lære mådeholdets og selvbeherskelsens kunst. Lysterne og lidenskaberne må styres af menneskets højere kræfter. Selvdisciplin er af væsentlig betydning for den mentale styrke og åndelige indsigt, som vil gøre os i stand til at fatte og efterleve de hellige sandheder i Guds ord. Af denne grund har mådehold sin plads i arbejdet for at berede vejen for Kristi genkomst.
Ifølge almindelig skik og brug ville Zakarias’ søn være blevet uddannet til præst. Men uddannelsen i rabbinernes skoler ville have gjort ham uegnet til hans gerning. Gud sendte ham ikke til de teologiske lærere for at undervises i, hvordan han skulle fortolke Skrifterne. Han kaldte ham ud i ørkenen, for at han kunne lære af naturen og naturens Gud.
Det var en ensom egn, der hvor han fandt sit hjem, midt ude i golde bjerge, vilde slugter og klippehuler. Men han havde valgt at give afkald på livets fornøjelser og bekvemmeligheder til fordel for ødemarkens barske disciplin. Her var omgivelserne ideelle til enkel levevis og selvfornægtelse. Uforstyrret af verdens larm kunne han her studere lærdommene om naturen, åbenbaring og forsyn. Englens ord til Zakarias var ofte blevet gentaget for Johannes af hans gudfrygtige forældre. Helt fra barndommen var hans mission blevet holdt ham for øje, og han havde taget imod dette hellige hverv. For ham var ensomheden i ørkenen en velkommen anledning til at undgå et samfund, hvor mistænksomhed, vantro og urenhed prægede næsten alt. Han stolede ikke på sin egen kraft til at kunne modstå fristelser, og han veg tilbage for bestandig kontakt med synden for ikke at miste fornemmelsen af dens overvældende syndighed.
Da han fra sin fødsel var indviet til Gud som nasiræer, gjorde han dette løfte til sit eget ved at hellige Gud hele sit liv. Han var klædt som fortidens profeter i en dragt af kamelhår, der blev holdt sammen om livet med et læderbælte. Han spiste „græshopper og vildhonning,“ som han fandt i ødemarken, og drak af bjergstrømmenes klare vand.
Men Johannes tilbragte ikke sit liv i lediggang, i asketisk tungsind eller egoistisk isolation. Fra tid til anden kom han frem for at være sammen med andre mennesker, og han var altid en interesseret tilskuer til alt, hvad der foregik i verden. Fra sit stille tilflugtssted lagde han mærke til begivenhedernes gang. Med indsigt, oplyst af den guddommelige Ånd, studerede han de forskellige menneskers karakter, for at finde ud af at nå deres hjerter med budskabet fra Himmelen. Hans kald hvilede tungt på ham. I ensomhed, ved meditation og bøn søgte han at væbne sig til den livsgerning, der lå foran ham.
Skønt han levede i ødemarken, var han ikke fritaget for fristelser. Så vidt det lod sig gøre, lukkede han til for alle veje, ad hvilke Satan kunne trænge ind; alligevel blev han angrebet af fristeren. Men hans åndelige opfattelsesevne var skarp. Han havde en højt udviklet karakterstyrke og fasthed, og ved Helligåndens hjælp var han i stand til at opdage, når Satan nærmede sig, og til at modstå hans magt.
I ødemarken fandt Johannes sin skole og sit tilflugtssted. Ligesom Moses blandt Midians bjerge var han omgærdet af Guds nærvær og omgivet af beviser på hans magt. Det faldt ikke i hans lod at dvæle i de ensomme bjerges højtidelige majestæt ligesom Israels store leder; men foran ham — på den anden side af Jordan — lå Moabs bjerge og fortalte om ham, som havde skabt bjergene og omgivet dem med sin styrke. Den dystre og forfærdelige side af naturen i hans hjem i ødemarken illustrerede levende den tilstand, Israel befandt sig i. Herrens frugtbare vingård var blevet til et trøstesløst forfald; men hen over ørkenen hvælvede himmelen sig klar og smuk. Over de mørke stormskyer, der samlede sig, hvælvede forjættelsens regnbue sig. Så over Israels fornedrelse skinnede den lovede herlighed fra Messias’ herredømme. Vredens skyer var omspændt af Guds nådige pagts regnbue.
Alene i nattens stilhed læste han Guds løfte til Abraham om efterkommere talløse som stjernerne. Morgenrøden, der spredte guld over Moabs bjerge, fortalte om ham, der „er som daggryet, når solen står op en skyfri morgen.“ Og i middagstimens klare lys så han herligheden ved Hans åbenbarelse: „Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den.“
Messiasprofetierne hans vigtigste studium
Med benovelse, men fuld af fryd, ledte han i de profetiske bogruller efter forudsigelserne om Messias’ komme, den forjættede sæd, der skulle knuse slangens hoved; Silo, den „Freds Fyrste,“ der skulle vise sig, før en konge holdt op med at herske på Davids trone. Nu var tiden kommet. En romersk hersker sad i paladset på Zions bjerg. Ifølge Herrens sikre ord var Kristus allerede født.
Ved dag og ved nat granskede han Esajas’ betagende skildringer af Messias’ herlighed, kvisten af Isajs stub, en konge, der skulle herske med retfærdighed, som „fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse,“ og er „som læ for vind, … som skyggen fra en vældig klippe i et udtørret land.“ Israel skulle ikke længere kaldes „Den Forladte,“ og landet heller ikke „Den Forstødte,“ men Herren ville selv kalde det „Elsket“ og landet for „Hustru“ . Dette herlige syn optog Johannes i hans ensomhed.
Han betragtede Kongen i al hans skønhed og glemte sig selv. Han betragtede hellighedens majestæt og følte sig selv utilstrækkelig og uværdig. Han var rede til at træde frem som Himmelens sendebud, der ikke var respekteret af mennesker, fordi han havde skuet den Guddommelige. Han kunne stå rank og uden frygt over for jordiske herskere, fordi han havde bøjet sig dybt for kongernes Konge.
Johannes forstod ikke fuldt ud betydningen af Messias’ kongerige. Han så hen til, at Israel skulle befries fra jordiske fjender; men hans største forhåbninger gjaldt en konge, der skulle herske med retfærdighed og genoprette Israel som et helligt folk. Han troede på, at profetien, der lød ved hans fødsel, ville gå i opfyldelse: „og huske på sin hellige pagt … at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage“.
Han så sit folk, vildledte, selvtilfredse og sovende i deres synd. Han længtes efter at ruske dem op til et mere helligt liv. Det budskab, som Gud havde betroet ham at bringe, skulle jage dem op af deres sløvhed og få dem til at ryste over deres store ondskab. Før evangeliets sæd kunne slå rod, måtte hjerternes jordbund pløjes op. Før de kunne søge lægedom hos Jesus, måtte de vækkes for at kunne se faren ved syndens sår.
En revser for syndere
Gud sender ikke budbringere for at smigre synderen. Han forkynder ikke noget fredens budskab for at lulle de fortabte ind i en skæbnesvanger tryghedsfølelse. Han lægger tunge byrder på synderens samvittighed og gennemborer sjælen med pile af overbevisning. De tjenende engle forkynder Guds strenge straffedom for at forstærke følelsen af at være i nød og fremkalder råbet:
„Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“ Først da vil hånden, som har ydmyget den angrende synder, atter løfte ham op. Stemmen, som har dadlet synden og bragt skam over hovmod og ærgerrighed, spørger nu med den inderligste medfølelse: „Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?“
Da Johannes begyndte sin gerning, var folket i en tilstand af ophidselse og utilfredshed, på kanten af oprør. Ved fjernelsen af Arkelaus, var Judæa blevet bragt direkte under Roms kontrol. De romerske landshøvdingers tyranni og pengeafpresning og deres målrettede bestræbelser på at indføre hedenske symboler og skikke startede en revolte, som var blevet kvalt ved blodet fra tusinder af de tapreste israelitter. Alt dette forstærkede folkets had til Rom og forøgede længslen efter at blive udfriet fra deres herredømme.
Midt i al uenigheden og striden hørtes en stemme fra ødemarken, en alarmerende og streng stemme, men dog fuld af håb. „Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!“ Den betog folket med en ny og forunderlig magt. Profeter havde forudsagt Kristi komme som en begivenhed langt ude i fremtiden, men her blev det forkyndt, at den var nært forestående. Johannes’ særegne fremtoning fik hans tilhørere til at mindes fortidens seere. I sin væremåde og dragt lignede han profeten Elias. Med Elias’ ånd og kraft fordømte han folkets fordærvelse og dadlede de fremherskende synder. Hans tale var enkel, rammende og overbevisende. Mange troede, at han var en af profeterne, der var opstået fra de døde. Hele folket kom i oprør. Store skarer strømmede ud til ham i ødemarken.
Johannes forkyndte Messias’ komme og opfordrede folket til anger. Som et symbol på renselsen fra synden døbte han dem i Jordanflodens vand. Således forkyndte han gennem klar anskuelsesundervisning, at de, som hævdede at være Guds udvalgte folk, var besmittede af synd, og at de, uden renselse af hjerte og sind, ikke kunne få del i Messias’ rige.
Fyrster og skriftkloge, soldater, toldere og bønder kom for at lytte til profeten. For en stund følte de sig foruroligede over denne højtidelige advarsel fra Gud. Mange blev bragt til at angre og modtog dåben. Mennesker af alle rangklasser underkastede sig Døberens krav for at kunne få del i det rige, som han forkyndte om.
Mange af de skriftkloge og farisæere kom og bekendte deres synder og bad om at blive døbt. De havde ophøjet sig selv som bedre end andre mennesker og havde fået folket til at nære høje tanker om deres fromhed. Nu blev de syndige hemmeligheder i deres liv afsløret. Men Helligånden indprentede Johannes, at mange af disse mennesker ikke havde nogen virkelig bevidsthed om synd. De gjorde, hvad der var mest fordelagtigt for dem selv i den givne situation. Som venner af profeten håbede de at vinde den kommende fyrstes gunst, og ved at lade sig døbe af denne unge lærer, som havde folkets yndest, mente de, at de ville styrke deres egen indflydelse over folket.
Johannes mødte dem med dette svidende skarpe spørgsmål: „Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da de frugter, som omvendelsen kræver, og kom ikke og sig ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene der!“
Jøderne havde misfortolket Guds løfte om evig gunst til Israel. „Dette siger Herren, han som satte solen til at lyse om dagen og bestemte månen og stjernerne til at lyse om natten, han som pisker havet op, så bølgerne larmer, Hærskarers Herre er hans navn: Kun hvis disse mine bestemmelser kunne brydes, siger Herren, ville Israels slægt ikke længere bestå som mit folk. Dette siger Herren: Kun hvis himlen deroppe kunne måles og jordens grundvolde dernede kunne udforskes, ville jeg forkaste hele Israels slægt for alt det, de har gjort, siger Herren.“ Jøderne mente, at de var berettigede til denne forjættelse, fordi de nedstammede fra Abraham efter kødet. Men de overså den betingelse, som Gud havde stillet. Før Gud havde afgivet dette løfte, havde han sagt: „Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. … Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.“
Gud har velbehag i et folk, på hvis hjerte hans lov står skrevet. De er ét med ham. Men jøderne havde skilt sig fra Gud. På grund af deres synder led de nu under hans straffedom. Dette var årsagen til, at de måtte trælle under et hedensk folk. Deres sind var formørket på grund af deres overtrædelser, og fordi Herren i de forgangne tider havde vist dem så megen godhed, mente de at have en undskyldning for deres synd. De smigrede sig med at være bedre end andre mennesker og have ret til Guds velsignelser.
„Det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.“ Hvor misforstår vi dog ofte Guds velsignelser og smigrer os med, at vi er særligt begunstigede på grund af en eller anden god egenskab, vi har! Gud kan ikke komme til at gøre det for os, som han længes efter. Hans gaver benyttes til at forøge vor selvtilfredshed og til at forhærde vore hjerter i vantro og synd.
Johannes erklærede over for Israels lærere, at deres hovmod, selviskhed og grusomhed viste, at de var en slægt af slanger, en dødelig forbandelse for folket i stedet for at være den retfærdige og lydige Abrahams æt. Når man tog i betragtning, hvor meget lys de havde modtaget fra Gud, så var de endog værre end hedningerne, som de følte sig så højt hævet over. De havde glemt den klippe, hvorfra de var afhugget, og den afgrund, hvorfra de var blevet reddet. Gud var ikke afhængig af dem for at kunne fuldbyrde sin hensigt. Ligesom han havde udvalgt Abraham fra et hedensk folk, kunne han kalde andre til sin tjeneste. Deres hjerter kunne lige nu forekomme så livløse som ørkenens sten, men hans Ånd kunne gøre dem levende, så de gjorde hans vilje og kunne modtage opfyldelsen af hans forjættelse.
„Øksen ligger allerede ved træernes rod,“ sagde profeten; „og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.“ Det er ikke efter dets navn, men efter dets frugt, at man afgør værdien af et træ. Hvis frugten er værdiløs, kan navnet ikke redde træet fra at blive hugget om. Johannes erklærede over for jøderne, at deres stilling over for Gud skulle bedømmes efter deres karakter og deres liv. Profession havde ingen værdi. Hvis deres liv og sindelag ikke var i harmoni med Guds lov, var de ikke hans folk.
Hans tilhørere følte sig overbeviste ved hans hjerteransagende ord. De kom hen til ham og spurgte: „Hvad skal vi da gøre?“ han svarede: „Den, der har to kjortler, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså.“ Og han advarede tolderne mod uhæderlighed og soldaterne mod at bruge vold.
Han sagde, at alle, der blev undersåtter i Kristi rige, ville give beviser på tro og omvendelse. Godhed, ærlighed og troskab ville findes i deres liv. De ville yde sjælesorg til dem, der behøvede det, og bringe Gud deres offergaver. De ville beskytte de forsvarsløse og være et eksempel på retskaffenhed og medfølelse med andre. Således vil Kristi disciple være et vidnesbyrd om Helligåndens forvandlende kraft. I det daglige liv ville retfærdighed, barmhjertighed og kærlighed til Gud være at se. I modsat fald vil de være som de avner, der bliver kastet på ilden.
„Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.“ Profeten Esajas havde forkyndt, at Herren skulle rense sit folk fra dets synder „med dommens og udrensningens ånd.“
Herrens ord til Israel lød sådan: „Jeg vender min hånd imod dig; jeg udrenser dine slagger med lud og udskiller alt dit bly.“ Hvor synden end findes, er „vor Gud er en fortærende ild.“ Guds Ånd vil fortære synden i alle dem, der giver sig ind under hans magt. Men hvis mennesker holder fast ved synden, bliver de ét med den. Så må Guds herlighed, som er tilintetgørende for synden, også tilintetgøre dem. Efter at Jakob natten igennem havde kæmpet med englen, udbrød han: „Jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet.“
Jakob havde gjort sig skyldig i en stor synd ved sin optræden over for Esau; men han havde angret. Hans overtrædelse var blevet ham tilgivet, og han var blevet renset for sin synd. Derfor kunne han tåle åbenbaringen af Guds nærværelse. Men hvor som helst mennesker kom til Gud med synder, som de med overlæg dyrkede, blev de tilintetgjort. De onde vil Kristus „dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt.“ Lyset fra Guds herlighed, som giver livet til de retfærdige, vil dræbe de onde.
I Johannes Døbers dage var Kristus ved at stå frem som den, der åbenbarede Guds karakter. Hans personlige tilstedeværelse ville afsløre menneskers synd for dem. Kun hvis de var villige til at lade sig rense for synden, kunne de komme ind i et fællesskab med ham. Kun de rene af hjertet kunne være i hans nærhed.
Således forkyndte Johannes Døberen Guds budskab til Israel. Mange gav agt på hans lære. Mange ofrede alt for at adlyde. Store skarer fulgte denne nye lærer fra sted til sted, og ikke så få nærede håb om, at han måske var Messias. Men når Johannes så, at folket vendte sig til ham, benyttede han enhver lejlighed til at lede deres tro og tanker til ham, som skulle komme.