I mere end tusind år havde jødefolket ventet på Frelserens komme. Deres lykkeligste forhåbninger havde drejet sig om denne begivenhed. I sang og profetier, i tempelritualer og bønner i hjemmet havde de bevaret hans navn. Og alligevel kendte de ham ikke, da han kom. Himmelens elskede Søn var for dem „som et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed,“ og de så i ham intet smukt, så de kunne synes om ham. „Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.“
Alligevel havde Gud valgt Israel. Han havde udvalgt dem til blandt mennesker at bevare kundskaben om hans lov og om de symboler og profetier, der viste hen til Frelseren. Han ønskede, at de skulle være som frelsende kilder for verden. Det, som Abraham var i det land, hvor han boede, hvad Josef var i Ægypten og Daniel ved det babyloniske hof, det skulle det hebraiske folk være blandt folkeslagene. De skulle åbenbare Gud for menneskene. Da Abraham modtog sit kald, havde Herren sagt: „Jeg vil … velsigne dig.… Og du skal være en velsignelse… I dig skal alle jordens slægter velsignes.“ Det samme udsagn blev gentaget ved profeterne. Selv efter at Israel var blevet hærget på grund af krige og fangenskab, var forjættelsen stadig deres. „Da skal Jakobs rest blandt talrige folkeslag være som duggen fra Herren, som regnen på planterne; den sætter ikke sin lid til mænd og venter ikke på mennesker.“ Med hensyn til templet i Jerusalem forkyndte Herren ved Esajas: „Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene.“
Men israelitterne havde set frem til verdslig storhed. Efter det tidspunkt hvor de drog ind i Kana’ans land, veg de bort fra Guds bud og fulgte hedningernes skikke. Det var forgæves, at Gud sendte dem advarsler gennem sine profeter. Det var forgæves, at de led under hedenske undertrykkeres tugtelse. Enhver genoprejsning blev efterfulgt af et endnu større frafald.
Hvis Israel havde været tro imod Gud, kunne han have fuldført sin plan ved deres hænder og deres ophøjelse. Hvis de havde været lydige, ville han have ophøjet dem „over alle de folk, han har skabt, til lovprisning, berømmelse og herlighed“ , „så alle jordens folk får at se“ sagde Moses, „at Herrens navn er nævnt over dig, og må frygte for dig.“ Hvis folkeslagene havde Hort „om alle disse love, ville de have sagt: ‘Hvor dette store folk dog er et klogt og forstandigt folk!’“ Men på grund af deres troløshed kunne Guds plan ikke lykkes på anden måde end gennem fortsat modgang og ydmygelse.
De blev underkuet af Babylon og spredt rundt i hedenske lande. Under lidelserne var der mange, der fornyede deres trofasthed mod Guds pagt. Mens de græd og sørgede over det hellige tempel, der var lagt øde, skinnede sandhedens lys frem blandt dem, og kendskabet til Gud udbredtes blandt de forskellige folkeslag. Den hedenske offertjeneste var en forvanskning af den tjeneste, som Gud havde forordnet, og mangen oprigtig udøver af hedenske ritualer lærte af hebræerne betydningen af den tjeneste, som var indstiftet af Gud, og forstod ved troen løftet om en Frelser.
Mange af de landflygtige måtte lide under forfølgelse. Ikke så få mistede livet, fordi de nægtede at bryde Sabbatten og tage del i de hedenske fester. Når afgudsdyrkerne blev ophidset til at ville knuse sandheden, stillede Herren sine tjenere ansigt til ansigt med konger og herskere, for at disse og deres folk måtte kunne tage imod lyset. Gang på gang blev de største herskere bragt til at forkynde, at den Gud, som deres hebraiske fanger dyrkede, var den største af alle.
Gennem det babyloniske fangenskab blev israelitterne vænnet grundigt af med at tilbede udskårne billeder. I de følgende århundreder led de under undertrykkelse af hedenske fjender, indtil de endelig blev overbeviste om, at deres lykke var afhængig af deres lydighed mod Guds lov. Men hos alt for mange af folket var det ikke kærlighed, der tilskyndede dem til lydighed. De havde egenkærlige motiver. I det ydre tjente de Gud som midlet til at opnå national storhed. De blev ikke verdens lys, men lukkede sig ude fra verden for at undgå fristelsen til afgudsdyrkelse. I de forskrifter, der var givet ved Moses, havde Gud sat begrænsninger for deres samkvem med afgudsdyrkere; men denne belæring var blevet forkert fortolket. Den var beregnet til at afholde dem fra at efterleve hedningernes skikke; men den blev benyttet til at opbygge en skillemur mellem Israel og alle andre folkeslag. Jøderne betragtede Jerusalem som deres himmel, og de blev ligefrem skinsyge, hvis Herren viste barmhjertighed mod hedningerne.
Efter hjemkomsten fra Babylon blev der lagt stor vægt på religiøs belæring. Over hele landet blev der bygget synagoger, hvor loven blev udlagt af præsterne og de skriftkloge, og der blev oprettet skoler, som ud over kunst og videnskaber foregav at undervise i retfærdighedens principper. Men disse institutioner blev ødelagte. Under fangenskabet havde mange af folket antaget hedenske forestillinger og skikke, og disse blev taget med ind i deres tjeneste for Gud. I mange retninger efterlevede de afgudsdyrkernes skikke.
Efterhånden som jøderne vendte sig fra Gud, mistede de i høj grad læren i den rituelle tjeneste af syne. Denne tjeneste var blevet indstiftet af Kristus selv. Enhver del af den var et symbol på ham, og den havde været fuld af livskraft og åndelig skønhed. Men jøderne gik glip af det åndelige liv i deres ceremonier og klamrede sig til døde formaliteter. De stolede på selve ofringerne og forordningerne i stedet for at hvile i ham, som de viste hen til.
For at kunne sætte noget i stedet for det, som var gået tabt, mangedoblede præsterne og rabbinerne deres egne krav, og jo strengere disse blev, jo mindre åbenbaredes Guds kærlighed. De bedømte deres egen hellighed efter ceremoniernes antal, mens deres hjerter var opfyldt af hovmod og hykleri.
Det var en umulighed at overholde loven med alle deres smålige og besværlige forskrifter. De, som ønskede at tjene Gud, og som forsøgte at overholde de rabbinske forordninger, arbejdede under et pres af tunge byrder. De kunne ikke finde fred for deres bekymrede samvittigheds anklager. Således arbejdede Satan på at gøre folket modløst, at forringe deres opfattelse af Guds karakter og at bringe Israels tro i vanry. Han håbede at stadfæste det, som han havde hævdet, da han gjorde oprør i Himmelen: at Guds krav var urimelige og ikke kunne efterleves. Han erklærede, at selv Israel ikke overholdt loven.
Skønt jøderne længtes efter Messias’ komme, havde de ingen sand opfattelse af hans opgave i verden. De søgte ikke forløsning fra synden, men befrielse fra romerne. De så hen til, at Messias skulle komme som en erobrer, der ville bryde undertrykkelsens åg og ophøje Israel til et verdensherredømme. Således var vejen banet for dem til at forkaste Frelseren.
Ved tidspunktet for Kristi fødsel var folket udslidt af det fremmede herredømmes åg og plaget af indre stridigheder. Jøderne havde fået tilladelse til formelt at opretholde en særskilt regering; men intet kunne tilsløre den kendsgerning, at de var under romernes herredømme, eller forsone dem med indskrænkningerne i deres magt. Romerne krævede ret til at ansætte og atter afsætte ypperstepræsten, og dette embede blev ofte erhvervet ved bedrageri, bestikkelse og endog ved mord. På denne måde blev præsteskabet mere og mere fordærvet. Alligevel besad præsterne stadig stor magt, og de udnyttede den til egoistiske og svigagtige formål. Folket var genstand for deres ubarmhjertige krav og var også hårdt beskattede af romerne. Denne tingenes tilstand forårsagede misfornøjelse alle vegne. Der skete tit oprør blandt folket. Pengebegærlighed og vold, mistillid og åndelig sløvhed var ved at slide sjælen ud af den jødiske nation.
Hadet til romerne samt nationalt og åndeligt hovmod førte stadig jøderne til strengt at holde fast ved deres form for gudsdyrkelse. Præsterne forsøgte at opretholde deres ry for at være hellige ved en nøjagtig overholdelse af de religiøse ceremonier. Folket længtes i deres mørke og undertrykkelse ligesom deres ledere, der higede efter magt, efter at der skulle komme én, der kunne overvinde deres fjender og genoprette Israels rige. De havde gransket profetierne, men uden åndelig indsigt. De havde overset de profetier, der viser hen til det ydmyge ved Kristi første komme, og misforstået dem, som taler om herligheden ved hans andet komme. Hovmodet formørkede deres dømmekraft. De fortolkede profetierne i overensstemmelse med deres egenkærlige ønsker.