Kapitlet er bygget op over Matt 11,1-11; 14,1-11; Mark 6,17-28; Luk 7,19-28.
Johannes Døber havde været den første til at forkynde Kristi rige, og han var også den første, der kom til at lide. Fjernt fra ørkenens frie luft og de store skarer, der betaget havde lyttet til hans ord, var han nu indespærret i et underjordisk fangehul. Han var blevet fange i Herodes Antipas’ fæstning. Johannes havde udfoldet meget af sin virksomhed i landet øst for Jordan, som var under Antipas’ herredømme. Herodes havde selv lyttet til Døberens prædiken. Den udsvævende konge havde skælvet ved at høre kaldet til omvendelse. „For Herodes var bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, … og hver gang han hørte på ham, blev han meget anfægtet, men han hørte gerne på ham.“ Johannes holdt fast ved sin tro over for ham og fordømte hans syndige forbindelse med Herodias, som var hans broders hustru. En tid gjorde Herodes svage forsøg på at bryde den syndens lænke, som bandt ham; men Herodias fik ham endnu fastere i sine garn og fik hævnet sig på Døberen ved at formå Herodes til at kaste ham i fængsel.
I fængsel for troskab mod pligten
Johannes havde levet et aktivt liv, og fængslets mørke og lediggang var en tung byrde for ham. Efterhånden som uge efter uge svandt hen, uden at der skete nogen forandring, blev han grebet af modløshed og tvivl. Hans disciple svigtede ham ikke. De fik tilladelse til at besøge ham i fængslet, og de bragte ham efterretninger om Jesu gerninger og fortalte, hvordan folket flokkedes om ham. Men de forstod ikke, hvorfor denne nye lærer, hvis han var Messias, ikke gjorde noget for at få Johannes frigivet. Hvordan kunne han tillade, at hans trofaste budbringer blev berøvet friheden og måske endog livet?
Disse spørgsmål var ikke uden virkning. Johannes blev grebet af en tvivl, som ellers aldrig ville være opstået. Satan frydede sig over at høre disciplenes ord og over at se, hvordan de pinte Herrens sendebud. Hvor ofte sker det ikke, at de, som mener at være en god mands venner, og som er ivrige efter at vise ham deres troskab, viser sig at være hans farligste fjender! Hvor ofte bringer deres ord ikke nedtrykthed og modløshed i stedet for at styrke troen! Ligesom Frelserens disciple vidste Johannes Døber heller ikke helt, hvordan Kristi rige skulle forstås. Han ventede, at Jesus skulle bestige Davids trone, og efterhånden som tiden gik, og Frelseren ikke gjorde krav på kongelig myndighed, blev Johannes forvirret og bekymret. Han havde forkyndt for folket, at Esajas’ profeti måtte opfyldes, for at Herrens vej kunne blive beredt: at bjergene og bakkerne skulle blive lave, det krogede gøres lige og de ujævne steder blive jævne. Han havde set frem til, at højborgene for menneskelig stolthed og magt skulle væltes, og han havde peget på Messias, som den, der havde magten til at rense grundigt ud, samle hveden i sin lade og brænde avnerne med en uudslukkelig ild. Ligesom profeten Elias, i hvis ånd og kraft han var kommet til Israel, ventede han, at Herren skulle åbenbare sig som en Gud, der giver sit svar med ild.
I sin gerning som døber stod han som en frygtløs revser af synd, både hos høj og lav. Han havde vovet at konfrontere kong Herodes med en klar irettesættelse for hans synd. Han havde ikke regnet sit eget liv for dyrebart, hvis han kunne fuldføre det hverv, der var blevet ham tildelt. Og nu spejdede han fra sit fangehul efter løven af Judas stamme, der skulle nedbryde undertrykkerens hovmod og udfri de fattige og grædende. Men Jesus lod til at være tilfreds med at samle disciple omkring sig og helbrede og undervise folket. Han spiste ved toldernes bord, mens det romerske åg for hver dag hvilede tungere på Israel; mens kong Herodes og hans onde elskerinde gjorde, hvad de havde lyst til, og råbene fra de fattige og lidende steg op til himmelen.
Fristet til tvivl og modløshed
For profeten fra ørkenen forekom alt dette at være et mysterium, der oversteg hans fatteevne. Der var timer, hvor dæmoners hvisken pinte hans sind, og hvor skyggen af en forfærdelig frygt krøb ind over ham. Kunne det være muligt, at den længe ventede befrier endnu ikke havde vist sig? Og hvad betød så det budskab, som han selv var blevet tilskyndet til at forkynde? Johannes var blevet dybt skuffet over resultatet af sin mission. Han havde forventet, at budskabet fra Gud ville have den samme virkning, som dengang loven blev læst op på Josias’ og Ezras tid (Se 2 Krøn 34; Neh 8,9); at der ville følge et tilbundsgående arbejde med anger og efterfølgende omvendelse til Herren. Hele hans liv havde været viet til, at dette kald skulle lykkes. Havde det alt sammen været forgæves?
Johannes var foruroliget over at se, at hans egne disciple af kærlighed til ham var ved at miste troen på Jesus. Havde hans arbejde for dem været forgæves? Havde han ikke været tro i sit kald, siden han nu var afskåret fra at kunne arbejde? Hvis den lovede frelser var kommet og Johannes var blevet fundet tro mod sit kald, ville Jesus så ikke omstyrte undertrykkerens magt og atter sætte sit sendebud fri?
Men Døberen gav ikke afkald på sin tro på Kristus. Erindringen om stemmen fra Himmelen og duen, der dalede ned, Jesu pletfrie renhed, Helligåndens kraft, der havde hvilet over Johannes, da han var i Frelserens nærhed, og de profetiske skrifters vidnesbyrd; alt vidnede om, at Jesus fra Nazaret var den lovede frelser.
Johannes ville ikke drøfte sin tvivl og sine bekymringer med sine venner. Han besluttede at sende bud til Jesus og spørge ham selv. Dette betroede han to af sine disciple i håb om, at en samtale med Frelseren ville styrke deres tro, og bringe vished til deres brødre. Og han længtes efter et par ord fra Kristus, stilet direkte til ham.
Disciplene kom til Jesus med deres budskab: „Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?“
Hvor var det kort tid siden, at Døberen havde peget på Jesus og forkyndt: „Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.“ „Han, som kommer ester mig, har været der forud for mig.“ Og nu dette spørgsmål: „Er du den, som kommer?“ Dette var enormt bittert og skuffende for den menneskelige natur. Hvis det ikke var muligt for Johannes, den trofaste forløber, at forstå Kristi mission, hvad kunne så forventes af den egoistiske menneskemængde?
Frelseren besvarede ikke straks disciplenes spørgsmål. Alt imens de stod og undrede sig over hans tavshed, kom syge og lidende til ham for at blive helbredt. Blinde famlede sig vej gennem skaren; syge fra alle samfundslag — nogle banede sig selv vej, andre blev båret af deres venner — pressede ivrigt på for at komme hen i nærheden af Jesus. Den mægtige læges stemme trængte ind i døve ører. Et ord, en berøring af hans hånd åbnede blindes øjne, så de så dagens lys, naturens skønhed, vennernes ansigter og befrierens ansigt. Jesus fordrev sygdomme og feber. Hans stemme nåede de døendes ører, og de rejste sig op, sunde og raske. Ustyrlige sindssyge adlød hans ord, deres vanvid forlod dem, og de tilbad ham. Samtidig med, at han helbredte deres sygdomme, underviste han menneskene. De fattige bønder og arbejdere, der af de skriftkloge blev skyet som urene, flokkedes om ham, og han fortalte dem om det evige liv.
Således forløb dagen, og Johannes’ disciple så og hørte det alt sammen. Til sidst kaldte Jesus dem hen til sig og bad dem gå til Johannes og fortælle, hvad de havde været vidne til, og han tilføjede: „Salig er den, der ikke forarges på mig!“ Beviset på hans guddommelighed fremgik af dens direkte bearbejdelse af den lidende menneskeheds behov. Hans herlighed viste sig ved, at han nedlod sig til vor lave stand.
Disciplene overbragte budskabet, og det var tilstrækkeligt. Johannes mindedes profetien om Messias: „Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren.“ Kristi gerninger afslørede ikke blot, at han var Messias, men de viste, på hvilken måde hans rige skulle oprettes. Johannes oplevede den samme sandhed, som havde vist sig for Elias i ørkenen, da „en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden.“ Men efter ilden talte Gud til profeten ved „en sagte susen“ . Således skulle også Jesus udrette sin gerning, ikke ved våbenlarm og omstyrtede troner og riger, men ved at tale til menneskers hjerter gennem et liv i barmhjertighed og selvopofrelse.
Princippet i Døberens eget selvfornægtende liv var princippet i Messias’ kongedømme. Johannes vidste udmærket, hvor fremmedartet alt dette var for de principper og forhåbninger, Israels ledere havde. Hvad, der for ham var et overbevisende vidnesbyrd om Kristi guddommelighed, ville være uden beviskraft for dem. De søgte efter en Messias, som ikke var blevet dem lovet. Johannes indså, at Jesu mission kun ville fremkalde had og fordømmelse hos dem. Han kunne som forløber nøjes med blot at drikke af det bæger, som Kristus selv måtte tømme til sidste dråbe.
Frelserens ord: „Salig er den, der ikke forarges på mig!“ var en mild bebrejdelse til Johannes. Den var ikke spildt på ham. Nu, hvor han mere klart forstod, hvad Kristi mission bestod i, overgav han sig til Gud til liv eller død alt efter, hvordan han bedst kunne tjene den sag, han elskede.
Jesus ærer Johannes
Da sendebudene var taget afsted, talte Jesus til folket om Johannes. Frelseren havde den dybeste medfølelse med det trofaste vidne, der nu var indespærret i Herodes’ fangehul. Han ville ikke lade folket blive i den tro, at Gud havde svigtet Johannes, eller at hans tro havde svigtet i prøvens stund. „Hvad gik I ud i ørknen for at se?“ sagde han. „Et siv, der svajer for vinden?“
De høje siv, der voksede ved Jordanfloden, og som bøjede sig for ethvert vindpust, var et rammende billede på de skriftkloge, der med kritik og fordømmelse havde været vidne til Døberens virksomhed. De svajede hid og did alt efter, hvordan folkestemningens vind blæste. De ville ikke ydmyge sig selv ved at tage imod Døberens budskab, men af frygt for folket vovede de heller ikke åbenlyst at modsætte sig hans gerning. Men Guds sendebud havde ikke en sådan fej holdning. De skarer, der var forsamlede om Kristus, havde været vidne til Johannes’ arbejde. De havde hørt hans frygtløse fordømmelse af synd. Johannes havde talt med den samme ligefremhed til såvel de selvretfærdige farisæere og de saddukæiske præster som til kong Herodes og hans hof, til fyrster og soldater, toldere og bønder. Han var ikke et svajende siv, der bøjede sig efter menneskers fordomme eller velvilje. I sit fængsel var han den samme i sin troskab mod Gud og sin nidkærhed for retfærdighed, som da han prædikede Guds budskab i ødemarken. Hans troskab mod principperne var klippefast.
Jesus fortsatte: „Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder?
Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene.“ Johannes var blevet kaldet til at dadle sin tids synd og udskejelser, og hans simple klædedragt og selvfornægtende liv harmonerede med karakteren af hans mission. Kostbare klæder og dette livs luksus tilkommer ikke Guds tjenere, men dem, som lever „i kongeslottene“, denne verdens herskere, som magt og rigdom hører til. Jesus ønskede at henlede opmærksomheden på modsætningen mellem Johannes’ klædedragt og den, der blev båret af præsterne og rådsherrerne. Disse embedsmænd klædte sig i rige dragter og bar kostbare smykker. De elskede at føre sig frem og håbede at forblænde folket og således fremtvinge større hensyntagen. De ivrede mere efter at vinde menneskers beundring end efter at opnå den hjertets renhed, der kunne vinde Guds bifald. Således afslørede de, at deres loyalitet ikke gjaldt Gud, men verdens fyrste.
„Nej, hvad gik I ud for at se“ sagde Jesus: „En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet:
Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.
Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han.“ Ved den bebudelse, Zakarias modtog før Johannes’ fødsel, havde englen sagt: „Han skal blive stor for Herren.“ Hvad er det, der efter Himmelens vurdering betegnes som storhed? Ikke det, som verden forstår ved storhed; ikke rigdom eller rang, fornem byrd eller intellektuelle gaver i sig selv. Hvis intellektuel storhed, bortset fra enhver højere betragtning, er værdig til at æres, så må vor hyldest tilfalde Satan, hvis intellektuelle evner intet menneske nogensinde har været på niveau med. Men den forvanskes ved at tjene sig selv: Jo større gaven er, desto større bliver forbandelsen. Det er moralske værdier, Gud værdsætter. Kærlighed og renhed er de karakteregenskaber, han sætter højest. Johannes var stor i Herrens øjne, da han over for rådets udsendinge, over for folket og over for sine egne disciple afholdt sig fra at søge sin egen ære, men henviste alle til Jesus som den Forjættede. Hans uselviske glæde ved at tjene Kristus er et eksempel på den højeste form for ædelhed, der nogensinde har åbenbaret sig i et menneske.
Det vidnesbyrd, der efter hans død blev givet om ham af dem, der havde hørt ham vidne om Jesus, var dette: „Ganske vist gjorde Johannes intet tegn, men alt, hvad Johannes sagde om denne mand, er sandt.“ Det blev ikke givet Johannes at kalde ild ned fra Himmelen eller at opvække døde, som Elias gjorde, og heller ikke at føre magtens stav som Moses i Guds navn. Han var udsendt for at forkynde Frelserens komme og for at kalde folket til at forberede sig til hans komme. Så trofast opfyldte han sit kald, at når folk mindedes, hvad han havde lært dem om Jesus, kunne de sige „Alt, hvad Johannes sagde om denne mand, er sandt.“ Enhver af Mesterens disciple er kaldet til at vidne om Kristus på denne måde.
Johannes Døbers rolle i frelsesplanen
Som Messias’ budbringer var Johannes „mere end en profet.“ For mens profeterne langt borte fra havde set Kristi komme, havde Johannes fået den gave at se ham, at høre vidnesbyrdet fra Himmelen om at han var Messias, og at præsentere ham for Israel som den af Gud udsendte. Alligevel sagde Jesus: „Den mindste i Himmeriget er større end han.“
Profeten Johannes var forbindelsesleddet mellem de to religiøse systemer. Han fremstod som Guds repræsentant for at påvise forbindelsen mellem loven og profeterne og kristendommen. Han var det mindre lys, der skulle efterfølges af det større. Johannes’ sind var oplyst af Helligånden, for at han skulle sprede lys over sit folk; men intet andet lys har nogensinde skinnet eller vil komme til at skinne så klart over den faldne menneskeslægt, som det, der strømmede fra Jesu eksempel og lære. Kristus og hans mission var kun blevet uklart forstået ved de symbolske ofre, der tjente som en skygge. Selv Johannes havde ikke fuldt ud fattet det fremtidige, evige liv gennem Frelseren.
Bortset fra den glæde, som Johannes fandt gennem sin gerning, havde hans liv været fyldt med sorg. Hans stemme var sjældent blevet hørt und tagen i ørkenen. Ensomheden var blevet hans lod, og han fik ikke lov at seresultatet af sit eget arbejde. Han fik ikke det privilegium at være Samkem med Kristus og være vidne til den manifestation af guddomskraft, der fulgte.det større lys. Han fik ikke lov til at se blinde blive seende, syge blive helbredt og døde vækket til live. Han så ikke det lys, der skinnede gennem hvert eneste ord fra Kristus og kastede glans over profetiernes løfter. Den mindste discipel, der så Kristi mægtige gerninger og lyttede til hans ord, var i denne forstand mere privilegeret end Johannes Døber og siges derfor at være større end han.
Gennem de store menneskeskarer, der havde lyttet til Johannes’ prædiken, havde hans ry bredt sig over hele landet. Der var stor interesse for følgen af hans fængsling. På grund af hans udadlelige liv og den stærke folkestemning i hans favør troede man dog ikke, at der ville blive øvet vold mod ham.
Offer for en kvindes hævntørst
Herodes troede, at Johannes var en Guds profet, og det var hans klare hensigt at sætte ham i frihed. Men han tøvede med at gøre det af frygt for Herodias.
Herodias vidste, at hun aldrig ved ærlige midler kunne opnå Herodes’ samtykke til at få Johannes dræbt, og hun besluttede at nå sit mål ved hjælp af krigslist. På kongens fødselsdag blev der holdt et stort gæstebud for de højeste embedsmænd og stormænd ved hoffet. Der ville blive festmiddage og drikkeri. Herodes ville komme ud af sin vante rytme og kunne lettere påvirkes efter hendes vilje.
Da den store dag var kommet, og kongen og hans hof spiste og drak, sendte Herodias sin datter ind i festsalen, for at underholde gæsterne med sin dans. Salome var en meget ung kvinde, og hendes yppige skønhed virkede besnærende på de fornemme svirebrødre. Det var ikke skik og brug at hoffets damer viste sig ved disse festligheder, og det var en smigrende kompliment mod Herodes, at en efterkommer af Israels præster og fyrster dansede for at underholde hans gæster.
Kongen var omtåget af vinen. Lidenskaben beherskede ham, og forstanden måtte vige. Han så kun den festlige sal med dens larmende gæster, det dækkede bord, den funklende vin og de glimtende lys — og den unge pige, der dansede foran ham. I et øjebliks letsindighed ønskede han at gøre noget, der ville ophøje ham over hans riges stormænd. Han svor at ville give Herodias’ datter, hvad hun end ville have, endog det halve af hans kongerige.
Salome skyndte sig ud til sin mor for at få at vide, hvad hun skulle bede om. Svaret var parat: Johannes Døbers hoved! Salome kendte ikke til sin mors hævntørst, og hun kviede sig ved at komme med denne bøn; men Herodias’ beslutning stod fast. Pigen vendte tilbage med det grusomme ønske: „Jeg ønsker, at du straks giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.“
Herodes blev lamslået og forvirret. Den larmende munterhed standsede, og en ildevarslende stilhed sænkede sig over festsalen. Kongen var rædselsslagen ved tanken om at skulle berøve Johannes livet. Men han havde givet sit ord, og han ønskede ikke at fremstå som upålidelig og overilet. Han havde aflagt eden til ære for sine gæster, og hvis en af dem havde ytret et ord imod opfyldelsen af hans løfte, ville han med glæde have skånet profeten. Han gav dem lejlighed til at tale til fordel for fangen. De havde foretaget lange rejser for at høre Johannes prædike, og de vidste, at han var en mand uden skyld og en Guds tjener. Men skønt de var rystede over pigens forlangende, var de for berusede til at fremkomme med indvendinger. Ingen stemme hævede sig for at frelse det himmelske sendebuds liv. Disse mænd indtog højt betroede stillinger blandt folket, og der påhvilede dem et alvorligt ansvar; men alligevel havde de ladet sig rive med af bordets glæder og drikkeri, indtil deres sanser var sløvede. De var fortumlede af den kåde munterhed med musik og dans, og deres samvittighed var slumret ind. Ved deres tavshed afsagde de dødsdommen over Guds profet for at tilfredsstille en lastefuld kvindes hævntørst.
Herodes ventede forgæves på at blive frigjort fra sin ed. Derefter gav han modstræbende befaling til at profeten skulle henrettes. Kort tid efter blev Johannes’ hoved bragt ind foran kongen og gæsterne. Nu var der for evigt sat segl for disse læber, som trofast havde rådet Herodes til at opgive sit syndige liv. Aldrig mere skulle denne stemme kalde mennesker til omvendelse. En eneste nats drikkegilde havde kostet den største af alle profeter livet.
Hvor ofte er uskyldige liv ikke blevet ofret på grund af umådeholdenhed, hos dem der skulle have været retfærdighedens vogtere! Den, der indtager berusende drikke, gør sig selv ansvarlig for enhver uretfærdighed han kan komme til at begå under dens sløvende virkning. Ved at lamme sine sanser gør han det umuligt for sig selv at dømme klart eller have en klar opfattelse af ret eller uret. Han baner vejen for at Satan kan bruge ham til at underkue og tilintetgøre uskyldige. „Vinen er en spotter, øl giver larm, ingen, der dingler af det, har visdom.“ Så sker det, at „retten .. [bliver] trængt tilbage, … og den, der holder sig fra ondt, bliver udplyndret.“
Mennesker, der har domsmyndighed over andres liv, burde regnes for skyldige i forbrydelse, hvis de lader sig påvirke af drikfældighed. Alle, der fuldbyrder loven, bør selv overholde loven. De bør være mennesker med selvbeherskelse. De skal have fuld beherskelse af deres fysiske, mentale og åndelige evner, så de har et stærkt intellekt og en høj grad af retfærdighedssans.
Johannes Døbers hoved blev bragt til Herodias, som modtog det med djævelsk tilfredshed. Hun jublede over sin hævn og smigrede sig med, at Herodes nu ikke mere ville have problemer med samvittigheden. Men hendes synd førte ingen lykke med sig. Hendes navn blev berygtet og forhadt, mens Herodes blev endnu mere plaget af samvittighedsnag, end han havde været ved at lytte til profetens advarsler. Påvirkningen af Johannes’ lære var ikke blevet bragt til tavshed; den skulle nå ud til hver eneste generation indtil tidernes ende.
Pint af samvittighedsnag
Herodes’ synd plagede ham uafbrudt. Han forsøgte konstant at skaffe sig lettelse for anklagerne fra sin onde samvittighed. Hans tillid til Johannes var usvækket. Når han genkaldte sig hans liv i selvfornægtelse, hans alvorlige indtrængende tale, hans sunde vurderingsevne og derpå huskede, hvordan han var kommet af dage, kunne Herodes ikke finde hvile. Når han var optaget af statens anliggender og modtog menneskers hyldest, viste han et smilende ansigt og et værdigt udseende, mens han skjulte et ængsteligt hjerte, der altid var knuget af frygt for, at der hvilede en forbandelse over ham.
Herodes havde været stærkt påvirket af de ord, Johannes havde sagt: At intet kan være skjult for Gud. Han var overbevist om, at Gud var til stede alle vegne, at han havde været vidne til det larmende gilde i festsalen, at han havde hørt befalingen om at lade Johannes halshugge, og havde set hvordan Herodias triumferede, og den hån, hun udsatte sin revsers afhuggede hoved for. Og meget af det som Herodes havde hørt fra profetens mund, talte nu mere tydeligt til hans samvittighed, end hans prædikener i ødemarken dengang havde gjort.
Da Herodes hørte om Kristi gerninger, blev han bekymret ud over alle grænser. Han troede, at Gud havde oprejst Johannes fra de døde og udsendt ham med endnu større magt til at fordømme synden. Han levede i en konstant frygt for, at Johannes skulle hævne sin død ved at nedkalde fordømmelse over ham og hans hus. Herodes høstede det, som Gud havde sagt, var følgen af et liv i synd: „Et uroligt hjerte, udslukte øjne og et ængsteligt sind. Dit liv skal hænge i en tråd; du skal være bange nat og dag og ikke være sikker på dit liv. Om morgenen siger du: ‘Gid det var aften,’ og om aftenen: ‘Gid det var morgen;’ så stor er den rædsel, der fylder dit hjerte, over det, dine øjne får at se.“ Synderens egne tanker er hans anklagere; og der findes ingen værre tortur end at blive naget af en skyldig samvittighed, som hverken lader ham i fred dag eller nat.
Johannes’ skæbne — et problem for mange
For mange mennesker er Johannes Døbers skæbne omgivet af et dybt mysterium. De spørger, hvorfor han dog skulle overlades til at vansmægte og dø i fængselet. Vort menneskelige syn kan ikke trænge igennem dette forsynets mørke mysterium. Men det kan aldrig svække vor tillid til Gud, når vi husker på, at Johannes blot fik del i Kristi lidelser. Alle, som følger Kristus, må tåle deres del. De vil sikkert blive misforstået af selviske mennesker og gjort til skydeskive for Satans heftige angreb. Det er dette selvopofrelsens princip, som hans rige prøver på at tilintetgøre, og han vil stride imod det, hvor det end viser sig.
Johannes’ barndom, ungdom og manddomstid havde været kendetegnet ved fasthed og moralsk styrke. Da man i ørkenen hørte hans stemme sige: „Ban Herrens vej, gør hans stier jævne“ , havde Satan frygtet for sit riges sikkerhed. Syndens syndighed blev anskueliggjort på en sådan måde, at mennesker bævede. Satans magt blev brudt over mange af dem, der havde været under hans kontrol. Han havde været utrættelig i sine bestræbelser for at lokke Døberen bort fra et liv i uforbeholden overgivelse til Gud, men det var ikke lykkedes for ham. Og det var heller ikke lykkedes for ham at besejre Jesus. Under fristelsen i ørkenen havde Satan lidt nederlag, og hans raseri voksede. Nu besluttede han at gøre Kristus sorg ved at ramme Johannes. Den, som han ikke kunne få til at synde, ville han volde smerte.
Jesus greb ikke ind for at befri sin tjener. Han vidste, at Johannes ville bestå prøven. Frelseren ville med glæde være kommet til Johannes for at oplyse fængslets mørke med sit nærvær. Men han måtte ikke placere sig selv i fjenders hænder og bringe sin egen mission i fare. Han ville med glæde have udfriet sin trofaste tjener. Men for de tusinders skyld, der i årene efter måtte vandre fra fængslet til døden, var det nødvendigt, at Johannes tømte martyriets bæger. Når Jesu disciple siden skulle sygne hen i ensomme celler eller dø for sværdet, på pinebænken eller bålet, tilsyneladende svigtet af Gud og mennesker, hvilken støtte ville det så ikke være for dem at tænke på, at Johannes Døber, hvis troskab Kristus selv havde bevidnet, havde måttet gennemgå noget tilsvarende.
Satan fik lov til at afkorte Guds sendebuds jordiske liv; men det liv, som „er skjult med Kristus i Gud,“ kunne ødelæggeren ikke nå. Han frydede sig over, at han havde voldt Kristus sorg, men det var ikke lykkedes ham at besejre Johannes. Døden selv anbragte ham for stedse uden for fristerens magt. Ved denne krigsførelse afslørede Satan sin egen karakter. Med universet som vidne manifesterede han sit fjendskab mod Gud og mennesker.
Skønt der ikke blev skænket Johannes nogen mirakuløs befrielse, var han dog ikke forladt. Han var altid omgivet af himmelske engle, der åbenbarede profetierne om Kristus og Skriftens dyrebare forjættelser for ham. De var hans støtte, ligesom de skulle blive Guds folks støtte i de kommende tider. Til Johannes Døber såvel som til dem, der kom efter ham, blev der givet denne forsikring: „Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“
Gud leder aldrig sine børn anderledes, end de ville vælge at blive ledt, hvis de fra begyndelsen kunne se afslutningen og skimte herligheden i det formål, de fuldfører som hans medarbejdere. Hverken Enok, der blev optaget til Himmelen, eller Elias, der steg op i en ildvogn, blev der vist større ære end Johannes Døber, der omkom alene i fangehullet. „For I har for Kristi skyld fået skænket den nåde ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld.“ Og af alle de gaver, som Himmelen kan skænke mennesker, er fællesskabet med Kristus i hans lidelser den allerstørste tillid og den højeste ære.