Kapitlet er bygget op over Luk 10,38-42; Joh 11,1-44.
Lazarus fra Betania hørte til Jesu mest trofaste disciple. Lige fra deres første møde, havde hans tro på Kristus været stærk. Hans kærlighed til ham var dyb, og Frelseren elskede ham højt. Det var for Lazarus, det største af Kristi mirakler blev udført. Frelseren velsignede alle, der søgte hans hjælp. Han elskede hele menneskeslægten, men til nogle var han knyttet med særligt stærke bånd. Hans hjerte var med den inderligste kærlighed forbundet med familien i Betania, og for den ene af dem udførte han sin mest vidunderlige gerning.
Hos venner i Betania
Jesus havde ofte fundet hvile i Lazarus’ hjem. Frelseren havde ikke selv noget hjem. Han var afhængig af sine venners og disciples gæstfrihed, og ofte, når han var træt og længtes efter menneskeligt fællesskab, havde han været glad for at kunne ty til dette fredelige hjem, fjernt fra de vrede farisæeres mistænksomhed og skinsyge. Her blev han budt oprigtigt velkommen med rent og helligt venskab. Her kunne han tale ligefremt og fuldstændigt frit, fordi han vidste, at hans ord ville blive forstået og værdsat.
Vor Frelser satte pris på et stille hjem og interesserede tilhørere. Han trængte til menneskelig omsorg, høflighed og hengivenhed. De, som modtog den himmelske lærdom, han altid var villig til at delagtiggøre dem i, var rigt velsignet. Når menneskeskarerne fulgte Kristus over de åbne marker, levendegjorde han skønheden i naturens verden for dem. Han forsøgte at få dem til at nå til en dybere forståelse af, hvordan Guds kraft opretholder verden. For at få dem til at påskønne Guds godhed og gavmildhed fremhævede han for dem den blidt faldende dug, de bløde regnbyger, og det klare solskin, der blev givet ligeligt til såvel gode som onde. Han ønskede at menneskene skulle være fuldt bevidste om den hensyntagen, som Gud udviser over for den menneskelige medvirken, han har skabt. Men skarerne var langsomt opfattende, og i hjemmet i Betania fandt Kristus hvile efter den trættende konflikt med offentligheden. Her åbenbarede han forsynets omfang for en forsamling, der værdsatte det. Under disse private samtaler åbenbarede han for sine tilhørere det, som han ikke gjorde noget forsøg på at fortælle den blandede menneskeskare. Han behøvede ikke at tale i lignelser til sine venner.
Når Kristus gav disse vidunderlige lektioner, sad Maria ved hans fødder som en andægtig og hengiven tilhører. Ved en bestemt lejlighed kom Marta, presset over arbejdet med at tilberede måltidet, til Kristus og sagde: „Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.“ Denne episode fandt sted ved Kristi første besøg i Betania. Frelseren og hans disciple havde netop foretaget den besværlige vandring til fods fra Jeriko. Marta var ivrig efter at de skulle have det godt, og i sin iver glemte hun den høflighed, hun skyldte sin gæst. Jesus svarede hende mildt og tålmodigt: „Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.“ Maria huskede omhyggeligt på alle de dyrebare ord, der lød fra Frelserens læber, ord, der var mere dyrebare for hende end verdens kostbareste juveler.
„Den gode del,“ som Marta også trængte til, var et roligt, hengivende sind, et stærkere ønske om viden vedrørende fremtiden, det evige liv og de nådegaver, der er nødvendige for åndelig vækst. Hun trængte til at bekymre sig mindre om de forgængelige ting og mere om dem, der varer evigt. Jesus ville lære sine børn at gribe enhver lejlighed til at tilegne sig den viden, der kan give dem visdom med henblik på frelsen. Til Kristi sag er der brug for omhyggelige og energiske mennesker. For alle Marta’erne med deres store iver er der et stort virkefelt inden for religiøst arbejde. Men de skal først sidde ved Jesu fødder sammen med Maria. Lad flid, beredvillighed og energi blive helliggjort ved Kristi nåde; så vil livet blive en uovervindelig styrke til det gode.
Lazarus bliver syg og dør
Sorg ramte det fredfyldte hjem, hvor Jesus havde hvilet sig. Lazarus blev pludselig syg, og hans søstre sendte bud til Frelseren med ordene: „Herre, den, du elsker, er syg.“ De så, hvor alvorligt syg broderen var, men de vidste, at Kristus havde vist sig at være i stand til at helbrede alle slags sygdomme. De troede, at han ville dele deres store bekymring; derfor bad de ham heller ikke indtrængende om straks at komme, men sendte kun denne tillidsfulde meddelelse: „Den, du elsker, er syg.“ De troede, at han straks ville reagere på deres meddelelse og komme til dem, så snart han kunne nå frem til Betania.
Længselsfuldt ventede de på at høre fra Jesus. Så længe der endnu var en gnist af liv tilbage i deres broder, bad de og holdt øje med, om Jesus kom. Men sendebuddet vendte tilbage uden ham. Dog med en meddelelse til dem: „Den sygdom er ikke til døden,“ og de klamrede sig til håbet om, at Lazarus måtte leve. Nænsomt prøvede de at indgyde den næsten bevidstløse syge håb og opmuntring. Da Lazarus døde, var de bittert skuffede; men de følte sig støttet af Jesu nåde, og dette afholdt dem fra at bebrejde Frelseren noget.
Da Kristus fik meddelelsen, syntes disciplene, at han tog køligt imod den. Han gav ikke udtryk for sorg, sådan som de havde forventet af ham. Han så på dem og sagde: „Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.“ I to dage blev han, hvor han var. Disciplene forstod slet ikke denne tøven. Hvor ville hans tilstedeværelse have været en trøst i det sørgende hjem, tænkte de. Hans store hengivenhed for familien i Betania var velkendt for disciplene, og de var overraskede over, at han ikke reagerede på det sørgelige budskab: „Den, du elsker, er syg.“
I disse to dage syntes Jesus at have skubbet meddelelsen helt ud af tankerne; for han talte ikke om Lazarus. Disciplene tænkte på Johannes Døber, bebuderen af Kristus. De havde undret sig over, hvorfor Jesus med sin magt til at udføre vidunderlige mirakler havde tilladt Johannes at vansmægte i et fængsel og dø en voldelig død. Når Kristus havde en sådan magt, hvorfor frelste han så ikke Johannes’ liv? Dette spørgsmål var ofte blevet stillet af farisæerne, der fremførte det som et uimodsigeligt argument mod Kristi krav på at være Guds Søn. Frelseren havde advaret sine disciple om prøvelser, tab og forfølgelser. Ville han mon svigte dem i prøvelser? Nogle spurgte sig selv, om de havde taget fejl af hans mission. Alle var dybt bekymrede.
Efter at have ventet i to dage, sagde Jesus til disciplene: „Lad os tage tilbage til Judæa.“ Disciplene spurgte sig selv, hvorfor han havde ventet i to dage, når han ville til Judæa. Men ængstelse for Kristus og for dem selv var det fremherskende i deres sind. De kunne ikke se andet end fare i den kurs, han var ved at følge. „Rabbi,“ sagde de, „jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?“ Jesus svarede: „Har dagen ikke tolv timer?“ Jeg er under min Fars ledelse. Så længe jeg gør hans vilje, er mit liv sikkert. Min tolv timers dag er endnu ikke til ende. Jeg er nået til den sidste del af min dag, men så længe der er noget af den tilbage, er jeg tryg.
„Den, der vandrer om dagen, snubler ikke,“ fortsatte han, „for han ser denne verdens lys.“ Den, som gør Guds vilje, og som går ad den vej, Gud har anvist, kan ikke snuble og falde. Lyset fra Guds vejledende Ånd giver ham en klar forståelse af hans pligt og viser ham til rette, indtil hans gerning er endt.
„Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.“ Den, som går en vej, han selv har valgt, og som Gud ikke har anvist, vil snuble. For ham er dagen blevet til nat, og hvor han end er, er han ikke i sikkerhed.
„Derefter siger han til dem: ‘Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.’“ „Vor ven Lazarus sover.“ Det var tankevækkende, bevægende og deltagende ord. Mens de tænkte på den dødsfare, som deres Mester udsatte sig for ved at tage til Jerusalem, havde de næsten glemt den sørgende familie i Betania. Men det havde Kristus ikke. Disciplene følte sig irettesat. De havde været skuffede, fordi Kristus ikke havde reageret mere prompte på meddelelsen. De havde følt sig fristet til at mene, at han ikke nærede den store kærlighed til Lazarus og hans søstre, som de havde troet, fordi han ikke skyndte sig tilbage med sendebuddet. Men ordene: „Vor ven Lazarus sover,“ vakte de rette følelser i deres sind. De var overbevist om, at Kristus ikke havde glemt sine sørgende venner.
„Disciplene sagde til ham: ‘Herre, hvis han sover, kommer han sig.’ Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn.“ Kristus fremstiller døden som en søvn for sine troende børn. Deres liv er skjult med Kristus i Gud, og indtil den sidste basun lyder, skal de, som dør, sove i ham.
Jesus kommer til Betania
„Da sagde Jesus ligeud til dem: ‘Lazarus er død. Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro. Men lad os gå hen til ham’“ Tomas kunne ikke se, at der var andet end døden i vente for hans Herre, hvis han drog til Judæa; men han samlede alt sit mod og sagde til de andre disciple: „Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.“ Han kendte jødernes had mod Jesus. Det var deres hensigt at opnå hans død, men endnu havde de ikke haft held med det, fordi der endnu var noget af hans tilmålte tid tilbage. I dette tidsrum var Jesus under beskyttelse af himmelske engle; og selv i de egne af Judæa, hvor de skriftkloge lagde planer om at gribe ham og dræbe ham, kunne der ikke ske ham noget ondt.
Disciplene undrede sig over Kristi ord, da han sagde: „Lazarus er død. … Jeg“ er „glad for, at jeg ikke var der“. Valgte Frelseren selv at undgå sine stakkels venners hjem? Tilsyneladende var Marta, Maria og den døende Lazarus ladt alene. Men de var ikke alene. Kristus så alt hvad der skete, og efter Lazarus’ død fik de sørgende søstre støtte ved hans nåde. Jesus så sorgen i deres knuste hjerter, mens deres bror kæmpede med sin stærke fjende, døden. Han følte hvert jag af smerte, da han sagde til sine disciple: „Lazarus er død.“ Men Kristus havde ikke blot de kære i Betania at tænke på; han skulle også tage sig af sine disciples oplæring. De skulle være hans stedfortrædere i verden, for at Faderens velsignelse kunne nå ud til alle. For deres skyld tillod han, at Lazarus døde. Hvis han havde helbredt ham for hans sygdom, ville det mirakel, som er det mest afgørende bevis for hans guddommelighed, ikke være sket.
Hvis Kristus havde været ved sygelejet, ville Lazarus ikke være død; for Satan ville ikke have haft nogen magt over ham. Døden kunne ikke have afskudt sin pil mod Lazarus i nærværelse af livets giver. Derfor blev Kristus borte. Han udsatte fjenden for først at kunne udøve sin magt og derpå blive drevet tilbage af Ham som en slagen fjende. Han tillod Lazarus at komme ind under dødens herredømme; og de sørgende søstre så deres bror blive lagt i graven. Kristus vidste, at deres tro på Frelseren ville blive sat på en hård prøve, når de så deres broders døde ansigt. Men han vidste også, at på grund af den kamp, som de nu måtte igennem, ville deres tro stråle med langt større styrke. Han led med dem i den sorg, de måtte igennem. Han elskede dem ikke mindre, fordi han tøvede; men han vidste, at for dem, for Lazarus, for ham selv og for hans disciple skulle der vindes en sejr.
„For jeres skyld … for at I må komme til tro.“ For alle, der rækker ud efter Guds hjælpende hånd, er øjeblikket med den største modløshed det tidspunkt, hvor Guds hjælp er nærmest. De vil med taknemmelighed se tilbage på den mørkeste del af vejen. „Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse.“ Fra hver fristelse og hver prøvelse vil han bringe dem videre med stærkere tro og rigere erfaringer.
Kristus ventede med at komme til Lazarus, fordi han ville være nådig mod dem, der ikke havde taget imod ham. Han ventede, fordi han ved at opvække Lazarus fra de døde kunne give sit stivsindede, vantro folk endnu et bevis på, at han i sandhed var „opstandelsen og livet“. Han ville så nødig helt opgive håbet for folket, de stakkels, vildfarende får af Israels hus. Hans hjerte var ved at briste på grund af deres forhærdelse. I sin nåde havde han til hensigt at give dem endnu et vidnesbyrd om, at han var genløseren, den eneste, som kunne vise dem vejen til livet og udødeligheden. Dette skulle være et bevis, som præsterne ikke kunne udlægge forkert, og det var årsagen til, at han ventede med at tage til Betania. Det største af alle hans mirakler, opvækkelsen af Lazarus, ville sætte Guds segl på hans gerning og på hans hævdelse af guddommelighed.
På vejen til Betania hjalp Jesus de syge og nødlidende som han plejede. Da han nåede til byen, sendte han bud til søstrene med meddelelse om sin ankomst. Kristus gik ikke straks ind i hjemmet, men ventede på et roligt sted langs vejen. De store ceremonier, som det var jødernes skik at praktisere ved venners og slægtninges død, harmonerede ikke med Kristi ånd. Han hørte klageråbene fra de lejede grædekoner, og han ønskede ikke at møde søstrene midt i al forvirringen. Blandt de sørgende venner var der slægtninge af familien, af hvilke nogle beklædte store og ansvarsfulde stillinger i Jerusalem. Blandt disse var også nogle af Kristi bitreste fjender. Kristus kendte deres hensigter, og derfor gav han sig ikke straks til kende.
Meddelelsen blev givet til Marta så stilfærdigt, at andre i rummet ikke hørte den. Opslugt af sin sorg, hørte Maria ikke, hvad der blev sagt. Marta rejste sig straks og gik ud for at møde Herren, men Maria, som troede, at hun var gået hen, hvor Lazarus var blevet begravet, sad stille i sin sorg og sagde ikke noget.
Jeg er opstandelsen og livet
Marta skyndte sig af sted for at møde Jesus, opfyldt af modstridende følelser. I hans udtryksfulde ansigt læste hun den samme ømhed og kærlighed som hidtil. Hendes tillid til ham var usvækket, men hun tænkte på sin elskede broder, som Jesus også havde elsket. Overvældet af sorg, fordi Kristus ikke var kommet før, men alligevel med et håb om, at han selv nu kunne gøre noget for at trøste dem, sagde hun: „Herre, havde du været her, var min bror ikke død.“ Atter og atter, midt i larmen fra sørgende, havde søstrene gentaget disse ord.
Med både menneskelig og guddommelig medfølelse så Jesus ind i det sorgfulde, hærgede ansigt. Marta følte ikke trang til at gengive, hvad der var sket. Alt fik udtryk i disse rørende ord: „Herre, havde du været her, var min bror ikke død.“ Men da hun så hans kærlige udtryk, tilføjede hun: „Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.“
Jesus opmuntrede hendes tro ved at sige: „Din bror skal opstå.“ Hans svar havde ikke til hensigt at indgyde håb om en øjeblikkelig ændring. Han førte Martas tanker ud over den nuværende genoplivelse af hendes broder og lod dem fæste sig ved de retfærdiges opstandelse. Dette gjorde han, for at hun i Lazarus’ opvækkelse skulle kunne se et løfte om alle de retfærdiges opstandelse og en forsikring om, at det ville ske ved Frelserens magt.
Marta svarede: „Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.“ Idet han stadig forsøgte at lede hendes tro på rette vej, sagde Jesus: „Jeg er opstandelsen og livet.“ I Kristus er livet, det oprindelige, det retmæssige, det iboende. „Den, der har Sønnen, har livet.“ Kristi guddommelighed er den troendes forvisning om evigt liv. Jesus sagde: „Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?“ Kristus ser her frem til tiden for sit andet komme. Så skal de retfærdige døde oprejses uforkrænkelige, og de levende retfærdige skal optages til Himmelen uden at se døden. Det mirakel, som Kristus snart ville lade ske ved at opvække Lazarus fra de døde, ville være et billede på de retfærdige dødes opstandelse. Ved sit ord og ved sine gerninger erklærede han at være opstandelsens Herre. Han, som selv snart skulle dø på korset, stod med dødens nøgler som sejrherre over graven og hævdede sin ret og magt til at give evigt liv.
Til Frelserens spørgsmål: „Tror du det?“ svarede Marta: „Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.“ Hun forstod ikke fuldt ud betydningen af de ord, Kristus havde sagt, men hun bekendte sin tro på hans guddommelighed og sin overbevisning om, at han var i stand til at gøre, hvad der behagede ham.
„Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: ‘Mesteren er her og kalder på dig.’“ Hun bragte denne meddelelse så stilfærdigt som muligt; for præsterne og rådsherrerne var parat til at gribe Jesus, så snart lejlighed bød sig. Larmen fra de sørgende forhindrede, at hendes ord blev hørt.
Ved Lazarus’ grav
Da Maria hørte budskabet, rejste hun sig i en fart og med et forventningsfuldt udtryk i ansigtet forlod hun rummet. Sørgeskaren fulgte efter hende, fordi de troede, at hun var gået til graven for at græde. Da hun nåede hen, hvor Jesus ventede, knælede hun ned ved hans fødder og sagde med bævende stemme: „Herre, havde du været her, var min bror ikke død.“ De sørgendes klageråb var pinefulde for hende, for hun længtes efter at tale nogle få ord alene med Jesus. Men hun kendte til den misundelse og skinsyge, nogle af de tilstedeværende nærede mod Jesus, og dette afholdt hende fra at give fuldt udtryk for sin sorg.
„Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør.“ Han kunne læse alle de tilstedeværendes tanker. Han så, at den sorg, som mange gav udtryk for, kun var hykleri. Han vidste, at nogle i forsamlingen, der nu udtrykte hyklerisk sorg, inden længe ville lægge planer om ikke alene at ombringe ham, som udførte de mægtige mirakler, men også ham, som snart skulle opvækkes fra de døde. Kristus kunne have afsløret deres hykleriske sorg; men han tilbageholdt sin retfærdige harme. Han sagde ikke, hvad han med rette kunne have sagt, på grund af hende, som i sorg knælede ved hans fødder, og som i sandhed troede på ham.
„Hvor har I lagt ham?“ spurgte han. „‘Herre, kom og se!’ svarede de“ Sammen gik de hen til graven. Det var et sørgeligt syn. Lazarus havde været meget afholdt, og hans søstre græd over ham, som om deres hjerte skulle briste, mens de, som havde været hans venner, græd sammen med hans efterladte søstre. Med al denne menneskelige elendighed for øje og ved tanken om, at de bedrøvede venner kunne sørge over den døde, mens verdens Frelser stod ved siden af dem, græd Jesus. Skønt han var Guds Søn, havde han dog påtaget sig menneskeskikkelse, og han blev dybt bevæget over menneskers sorg. Hans milde, medfølende hjerte bliver altid vækket til medynk over lidelse. Han græder med de grædende og glæder sig med de glade.
Men det var ikke blot på grund af sin menneskelige deltagelse over for Maria og Marta, at Jesus græd. I hans tårer var der en sorg, så højt over menneskers sorg, som himmelen er højere end jorden. Kristus græd ikke over Lazarus; for han ville snart kalde ham frem fra graven. Han græd, fordi mange af dem, der nu sørgede over Lazarus, snart ville lægge planer om at dræbe ham, som var opstandelsen og livet. Men de vantro jøder var slet ikke i stand til at fatte årsagen til hans tårer! Nogle, der ikke kunne se anden årsag til hans sorg end de ydre omstændigheder ved det, der foregik, sagde med sagte stemme: „Se, hvor han elskede ham.“ Andre, der prøvede at så vantroens sæd i de tilstedeværende, sagde spottende: „Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?“ Hvis Kristus havde haft magt til at redde Lazarus, hvorfor havde han så tilladt, at han døde?
Med profetisk blik så Kristus farisæernes og saddukæernes fjendskab. Han vidste, at de lagde planer om at dræbe ham. Han vidste, at nogle af dem, der tilsyneladende var så venlige, snart ville lukke håbets dør og portene ind til Guds stad for sig selv. Den begivenhed, der snart ville finde sted med hans ydmygelse og korsfæstelse, ville resultere i Jerusalems ødelæggelse, og til den tid ville der ikke være nogen klageråb over de døde. Den straf, der ville komme over Jerusalem, stod klart skildret for hans blik. Han så Jerusalem omringet af de romerske legioner. Han vidste, at mange af dem, der nu græd over Lazarus, ville dø under byens belejring, og ved deres død ville der ikke være noget håb.
Det var ikke blot på grund af det, der foregik omkring ham, at Jesus græd. Tidernes sorg hvilede tungt på ham. Han så de frygtelige virkninger af at overtræde Guds lov. Han så, at gennem hele verdens historie, begyndende ved Abels død, havde konflikten mellem det gode og det onde været uophørlig. Når han så fremad gennem årene, så han lidelser og sorger, tårer og død, som skulle blive menneskers lod. Menneskehedens smerte til alle tider og i alle lande skar ham i hjertet. Den syndige slægts elendighed hvilede tungt på ham, og hans tårer brød frem, fordi han længtes efter at udfri dem af al deres lidelse.
„Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven.“ Lazarus var blevet lagt i en klippehule, og en stor sten var anbragt foran indgangen. „Tag stenen væk!“ sagde Kristus. Marta gjorde indvendinger, fordi hun mente, at han blot ønskede at se den døde. Hun sagde, at liget havde været gravlagt i fire dage, og at det allerede var begyndt at gå i forrådnelse. Denne udtalelse før Lazarus’ opvækkelse, gjorde det umuligt for Kristi fjender at sige, at der var sket et bedrag. Tidligere havde farisæerne sat falske rygter i omløb om de mest vidunderlige beviser på Guds magt. Da Kristus vakte Jairus’ datter til live, havde han sagt: „Barnet er ikke død, hun sover.“ Da hun kun havde været syg en kort tid og blev kaldt til live straks efter døden, erklærede farisæerne, at barnet ikke havde været dødt — at Kristus selv havde sagt, at hun sov. De havde forsøgt at få det til at se ud, som om Kristus ikke kunne helbrede sygdomme, at hans mirakler var falskneri. Men i dette tilfælde var der ingen, der kunne benægte, at Lazarus var død.
Jesus opvækker Lazarus
Når Herren vil til at udrette noget, får Satan en eller anden til at gøre indvendinger. „Tag stenen væk!“ sagde Kristus. Så vidt det er muligt, skal I berede vejen for min gerning. Men Martas sikre og ærgerrige natur fornægtede sig ikke. Hun brød sig ikke om, at det henfaldende lig skulle blive synligt. Menneskets hjerte er længe om at fatte Kristi ord, og Martas tro havde ikke fået fat i den sande betydning af hans løfte.
Kristus bebrejdede Marta, men hans ord blev sagt med den yderste nænsomhed. „Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?“ Hvorfor skulle du tvivle på min magt? Hvorfor komme med indvendinger mod det, jeg forlanger? Du har jo fået mit ord. Hvis du tror, skal du se Guds herlighed. Det, som efter naturens love er umuligt, kan ikke hindre den Almægtiges gerning. Tvivl og vantro er ikke det samme som ydmyghed. Ubetinget tro på Kristi ord er sand ydmyghed, sand selvovergivelse.
„Tag stenen væk!“ Kristus kunne have befalet stenen selv at flytte sig, og den ville have adlydt hans stemme. Han kunne have befalet englene, der stod tæt ved siden af ham, at de skulle gøre det. På hans bud ville usynlige hænder have flyttet stenen. Men den skulle fjernes af menneskehænder! På denne måde ville Kristus vise, at mennesker skal samarbejde med Gud. Guddomsmagten skal ikke påkaldes for at udføre, hvad der kan udrettes ved menneskers hjælp. Han styrker dem og samarbejder med dem, når de bruger den kraft og de evner, de har fået.
Befalingen bliver adlydt. Stenen bliver rullet bort. Alt sker åbenlyst og frivilligt. Alle har mulighed for at se, at der ikke foregår noget bedrag. Der ligger liget af Lazarus i sin klippegrav, kold og stille i døden. De sørgendes skrig forstummer. Forbavsede og forventningsfulde står de alle omkring graven og venter for at se, hvad der nu vil ske.
Kristus står roligt foran graven. En hellig højtidelighed hviler over alle tilstedeværende. Kristus træder nærmere hen til graven. Han ser op mod himmelen og siger: „Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig.“ For ikke længe siden havde Kristi fjender beskyldt ham for gudsbespottelse og havde samlet sten sammen for at kaste på ham, fordi han hævdede at være Guds Søn. De beskyldte ham for at gøre mirakler ved Satans hjælp. Men her taler Kristus til Gud som sin Far og erklærer med fuldkommen tillid, at han er Guds Søn.
Alt, hvad Kristus gjorde, gjorde han sammen med sin Fader. Han havde altid været omhyggelig med at tilkendegive, at han ikke arbejdede uafhængigt. Det var ved tro og bøn, at han udførte sine mirakler. Kristus ønskede, at alle skulle kende hans forhold til Faderen. „Fader,“ sagde han, „jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.“ Her fik disciplene og folket det mest overbevisende vidnesbyrd om det forhold, der bestod mellem Kristus og Gud. De skulle få at se, at Kristi ord ikke var noget bedrag.
„Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: ‘Lazarus, kom herud!’“ Hans stemme, klar og gennemtrængende, trænger ind til den døde. Mens han taler, stråler det guddommelige ud gennem det menneskelige. I hans ansigt, der er oplyst af Guds herlighed, ser folket forvisningen om hans magt. Hvert øje er fæstet til hulens indgang. Hvert øre lytter spændt for at opfange den mindste lyd. Med intens og pinefuld opmærksomhed afventer alle prøven på Kristi guddommelighed, beviset, der skal dokumentere hans krav om at være Guds Søn, eller for stedse udslukke håbet.
Der er noget, der bevæger sig i den tavse grav, og han, som var død, står i døren til gravkammeret. Hans bevægelser besværliggøres af ligklæderne, som han blev lagt til hvile i, og Kristus siger til de forbløffede tilskuere: „Løs ham og lad ham gå.“ Atter får de at se, at mennesker skal samarbejde med Gud. Mennesker skal arbejde for mennesker. Lazarus bliver befriet for ligklæderne og står foran forsamlingen, ikke som et menneske, der er udtæret af sygdom, med svage, vaklende lemmer, men som en mand i sin bedste alder og i sin fulde manddomskraft. Hans øjne stråler af forstand og af kærlighed til Frelseren. Han kaster sig i tilbedelse ned for Jesu fødder.
De tilstedeværende, er først målløse af forundring. Så følger der et ubeskriveligt optrin med fryd og taksigelser. Søstrene får deres bror tilbage til livet som en gave fra Gud, og under glædestårer fremstammer de deres tak til Frelseren. Men alt imens bror, søstre og venner fryder sig over atter at være forenede, trækker Jesus sig tilbage. Da de ser sig om efter livets giver, er han ikke til at finde.