Kapitlet er bygget op over Matt 2.
Da nu Jesus var født i Betlehem i Judæa, i kong Herodes’ dage, kom der nogle vismænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: „Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.“
De vise mænd fra Østerland var filosoffer. De tilhørte en stor og indflydelsesrig klasse, der bestod af mænd af fornem byrd, og som repræsenterede meget af deres nations rigdom og lærdom. Blandt dem var der mange, der udnyttede folkets godtroenhed. Andre var hæderlige mænd, der granskede forsynets tilkendegivelser i naturen, og som blev set op til for deres retskaffenhed og visdom. De vise mænd, der kom til Jesus, var af sidstnævnte slags.
Lyset fra Gud skinner altid midt i hedenskabets mørke. Da disse vise mænd granskede den stjerneklare himmel og forsøgte at udforske de hemmeligheder, der skjulte sig i stjernernes strålende baner, så de Skaberens herlighed. Da de søgte en klarere forståelse, begyndte de at granske de hebraiske skrifter. I deres eget land var der bevaret profetiske skrifter, som forudsagde en guddommelig lærers komme. Bileam hørte til spåmændene, skønt han en tid var en af Guds profeter. Ved Helligånden forudsagde han Israels lykkelige fremtid og Messias’ komme, og hans profetier var gennem overleveringerne gået fra slægt til slægt. Men i det gamle Testamente var Frelserens komme blevet klarere åbenbaret. Vismændene erfarede med glæde, at hans komme var nært forestående, og at hele verden skulle fyldes med kendskab til Herrens herlighed.
Vi så hans stjerne
Vismændene havde set et hemmelighedsfuldt lys på himmelen netop den nat, da Guds herlighed lyste over Betlehems høje. Da lyset svandt bort, fremstod en strålende stjerne, som blev stående på himmelen. Det var ikke nogen fiksstjerne og heller ikke en planet, og det mærkværdige syn vakte den stærkeste interesse. Denne stjerne var en fjern samling af strålende engle, men dette var de vise mænd uvidende om. Alligevel stod det dem klart, at denne stjerne havde en særlig betydning for dem. De rådspurgte præster og filosoffer og granskede Skrifternes ældgamle beretninger. I Bileams profeti blev der sagt: „En stjerne opgår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel.“
Var det muligt, at denne mærkelige stjerne var blevet sendt som budbringer om den Forjættede? Vismændene havde hilst den himmelsendte sandheds lys velkommen med glæde; nu strålede det for dem med stærkere glans. I drømme fik de anvisning på at drage ud og opsøge den nyfødte fyrste.
På samme måde som Abraham i tro fulgte Guds kald, „uden at vide, hvor han kom hen“ , og Israel i tro fulgte efter skystøtten til Det forjættede Land, således drog også disse hedninger ud for at finde den lovede Frelser. Østlandene bugnede af kostbarheder, og vismændene drog ikke tomhændede af sted. Det var skik at komme med gaver som en hyldest til fyrster eller andre rangspersoner, og de rigeste gaver, som landet kunne afse, blev medbragt som en offergave til ham, i hvem alle jordens slægter skulle velsignes. Det var nødvendigt at rejse om natten for ikke at tabe stjernen af syne; men de rejsende fordrev tiden med at gentage overleverede udtalelser og profetiske forudsigelser om ham, som de søgte. Hver gang de holdt rast, granskede de profetierne, og de fik en stadig dybere overbevisning om, at de var under guddommelig ledelse. Så længe de havde stjernen for øje som et synligt tegn, følte de også i deres indre Helligåndens vidnesbyrd, som betog deres sind og indgav dem håb. Skønt rejsen var lang, var den en lykkelig tid for dem.
Nu er de nået til Israels land og stiger ned ad Oliebjerget med Jerusalem foran sig, og se, stjernen, som har ledet dem hele vejen, bliver stående over templet og forsvinder efter en tids forløb for deres blik. Med hastige skridt skynder de sig af sted i tillidsfuld forventning om, at Messias’ fødsel ville blive omtalt som et glædeligt budskab af enhver. Men deres forespørgsler er frugtesløse. Da de kommer ind i den hellige stad, begiver de sig til templet. Til deres forundring finder de ingen, der synes at vide noget om den nyfødte konge. Deres spørgsmål fremkalder ingen jubelråb, men snarere overraskelse og frygt, der endog er blandet med foragt.
Postyr i Jerusalem
Præsterne fortæller om overleveringerne. De lovpriser deres religion og deres egen fromhed, mens de fordømmer grækerne og romerne som hedninger. Vismændene er ikke afgudsdyrkere, og i Guds øjne er de højt hævet over disse hans foregivne tilbedere; men alligevel bliver de af jøderne betragtet som hedninger. Selv blandt de beskikkede vogtere af Den hellige Skrift finder deres ivrige forespørgsler ikke den ringeste genklang.
Vismændenes ankomst rygtedes hurtigt i hele Jerusalem. Deres mærkelige ærinde skabte røre blandt folket, og rygtet trængte helt ind i kong Herodes’ palads. Den snedige edomit blev forskrækket ved denne antydning om, at der skulle findes en mulig rival. Hans vej til tronen var plettet af blodet fra utallige mord. Da han var af fremmed oprindelse, var han forhadt af det folk, han regerede. Hans eneste sikkerhed bestod i at være i gunst hos romerne. Men denne nye fyrste kunne gøre større krav. Han var født til kongedømmet.
Herodes mistænkte præsterne for at lægge råd op med de fremmede for at vække opstand blandt folket og afsætte ham fra tronen. Han skjulte dog sin mistillid og besluttede at trodse deres planer ved overlegen snedighed. Han kaldte ypperstepræsterne og de skriftkloge til sig og udspurgte dem om, hvad deres hellige bøger lærte med hensyn til det sted, hvor Messias skulle fødes.
Dette spørgsmål fra ham, der havde tilranet sig tronen, og som blev stil dem efter tilskyndelse fra udlændinge, sårede de jødiske lærdes stolthed. Den ligegyldighed, hvormed de vendte sig til de profetiske skrifter, vakte den skinsyge tyrans harme. Han mente, at de forsøgte at skjule deres kendskab til sagen. Med en myndighed, som de ikke vovede at ignorere, befalede han dem at foretage en nøjagtig undersøgelse og at sige ham, hvor deres konge skulle fødes. „De svarede ham: ‘I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.’“
Nu indbød Herodes vismændene til en privat sammenkomst. Et uvejr af vrede og frygt rasede i hans indre, men i det ydre bevarede han roen og modtog de fremmede med høflighed. Han spurgte, på hvilket tidspunkt stjernen havde vist sig, og foregav at hilse muligheden for Kristi fødsel med glæde. Han pålagde sine gæster: „Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.“ Med disse ord sendte han dem af sted ad vejen til Betlehem.
Præsterne og de ældste i Jerusalem var ikke så uvidende med hensyn til Kristi fødsel, som de foregav at være. Beretningen om englenes besøg hos hyrderne var nået til Jerusalem, men rabbinerne havde ikke regnet den for at være værdig til deres opmærksomhed. De kunne selv have fundet Jesus og kunne måske have været i stand til at føre de vise mænd til det sted, hvor han var født; men i stedet kom vismændene for at gøre dem opmærksomme på Messias’ fødsel. „Hvor er jødernes nyfødte konge?“ sagde de; „for vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.“
Nu lukkede stolthed og misundelse døren for lyset. Hvis man skulle tro på de beretninger, som hyrderne og vismændene kom med, så ville det bringe præsterne og rabbinerne i en lidet misundelsesværdig situation og modbevise deres krav på at være fortolkere af Guds sandhed. Disse lærde mænd ville ikke nedlade sig til at lade sig belære af dem, som de kaldte hedninger. Det kunne ikke passe, sagde de, at Gud skulle have forbigået dem for at meddele sig til uvidende hyrder eller uomskårne hedninger. De besluttede at vise deres foragt for de rygter, der virkede så ophidsende på kong Herodes og hele Jerusalem. De ville ikke engang tage til Betlehem for at se, om alt dette havde sin rigtighed. Og de fik folket til at betragte denne interesse for Jesus som et udtryk for fanatisk ophidselse. Her begyndte præsternes og rabbinernes forkastelse af Kristus. Fra dette tidspunkt voksede deres hovmod og stædighed til at blive et indgroet had til Frelseren. Mens Gud åbnede døren for hedningerne, lukkede de jødiske ledere døren for sig selv.
Vismændene tilbeder Jesus
De vise mænd drog alene bort fra Jerusalem. Natten var ved at falde på, da de forlod byen, men til deres store glæde så de atter stjernen, der viste dem vejen til Betlehem. De havde ikke fået sådan en tilkendegivelse af Jesu ringe omgivelser, som hyrderne havde fået. Efter den lange rejse var de blevet skuffede over de jødiske lederes ligegyldighed, og de havde forladt Jerusalem mindre tillidsfulde, end da de var draget derind. I Betlehem fandt de ingen kongelige vagtposter, der var sat til at bevogte den nyfødte konge. Ingen af verdens stormænd gjorde ham deres opvartning. Jesu vugge var en krybbe. Hans forældre var almindelige arbejdsfolk, og de var de eneste, der tog sig af ham. Kunne dette være ham, om hvem der stod skrevet, at han skulle „genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem;“ at han skulle gøres til „lys for folkene“ og at hans frelse skulle nå til „jordens ende?“
„Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria; og de faldt ned og tilbad det.“ I Jesu ringe skikkelse erkendte de guddommens nærværelse. De overgav deres hjerter til ham som deres Frelser, og derpå skænkede de ham deres gaver „guld, røgelse og myrra“. Hvilken tro de havde! Man kunne sige om disse vismænd fra Østerland, ligesom der senere blev sagt om den romerske høvedsmand: „Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.“
Vismændene havde ikke opfattet, hvad der var Herodes’ planer med Jesus. Da formålet med deres rejse var nået, beredte de sig til at vende tilbage til Jerusalem i den hensigt at give ham meddelelse om det gode udfald af deres færd. Men i en drøm modtog de et budskab fra Himmelen om ikke mere at have nogen forbindelse med ham. De undgik derfor Jerusalem og fulgte en anden rute hjem igen.
Flugten til Ægypten
På samme måde fik Josef en advarsel om, at han skulle flygte til Ægypten sammen med Maria og barnet. Og engelen sagde: „Bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.“ Josef adlød uden tøven og tog af sikkerhedsgrunde af sted om natten.
Ved vismændenes hjælp havde Gud henledt det jødiske folks opmærksomhed på sin Søns fødsel. Deres forespørgsler i Jerusalem, den almindelige interesse, der blev vakt, og Herodes’ skinsyge, som tiltvang sig præsternes og rabbinernes opmærksomhed, fik tankerne til at vende sig til profetierne om Messias og til den store begivenhed, der lige havde fundet sted.
Satan var opsat på at lukke det guddommelige lys ude fra verden, og han brugte al sin list for at tilintetgøre Frelseren. Men han, som aldrig slumrer eller sover, vågede over sin elskede Søn. Han, som havde ladet mannaen regne ned fra himmelen til Israel, og som havde skaffet Elias mad i hungersnødens tid, sørgede for et tilflugtssted i et fremmed land til Maria og Jesus. Og ved hjælp af gaverne fra vismændene fra et hedensk land sørgede Herren for midler til rejsen til Ægypten og opholdet som udlændinge i et fremmed land.
Vismændene havde været blandt de første, der bød Frelseren velkommen. Deres gave var den første, der blev lagt for hans fødder. Og hvilket privilegium havde de ikke selv gennem denne gave! Det fryder Gud at ære den offergave, der gives med et kærligt sind, og han giver den de største muligheder for at bruges i hans tjeneste. Hvis vi har givet Jesus vort hjerte, skal vi også alle bringe vore gaver til ham, som elskede os og gav sig selv hen for os.
I Jerusalem afventede Herodes med utålmodighed vismændenes tilbagekomst. Efterhånden som tiden gik, og de ikke viste sig, blev hans mistanke vakt. Rabbinernes uvillighed til at udpege det sted, hvor Messias skulle fødes, syntes at tyde på, at de havde gennemskuet hans planer, og at vismændene forsætligt havde undgået ham. Denne tanke gjorde ham rasende. Hans list var slået fejl, men endnu kunne han ty til magt. Han ville statuere et eksempel for at ramme denne barnekonge. Disse stolte jøder skulle få at se, hvad de kunne vente sig, hvis de forsøgte at sætte en anden hersker på tronen.
Der blev straks sendt soldater til Betlehem med befaling om at dræbe alle børn på to år og derunder. De fredelige hjem i Davids stad blev vidne til disse rædselsscener, som seks hundrede år før var blevet åbenbaret af profeten: „I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere.“
Denne ulykke havde jøderne selv bragt over deres hoveder. Hvis de havde vandret i troskab og ydmyghed over for Gud, ville han på en afgørende måde have bevirket, at kongens raseri ikke havde voldt dem skade. Men de havde gennem deres synd distanceret sig fra Gud og havde forkastet hans Helligånd, som var deres eneste værn. De havde ikke studeret Skrifterne i den hensigt at rette sig efter Guds bud. De havde studeret de profetier, der kunne fortolkes til deres egen ophøjelse og som beviser for, i hvor høj grad Gud ringeagtede alle andre folkeslag. De var hovmodige og stolte over, at Messias skulle komme som en konge, besejre sine fjender og i sin vrede træde hedningerne under fode. På denne måde havde de gjort sig forhadt hos deres herskere. Gennem deres falske fremstilling af Kristi kald var det Satans hensigt at opnå tilintetgørelse af Frelseren; men nu kom straffen i stedet over dem selv.
Denne grusomme handling var en af de sidste, der skæmmede Herodes’ regeringstid. Kort tid efter mordet på de uskyldige børn blev han selv nødsaget til at finde sig i den dom, som ingen kan vise fra sig. Han døde en frygtelig død.
Josef, som stadig boede i Ægypten, fik nu af Herrens engel befaling om at vende tilbage til Israels land. Da Josef betragtede Jesus som arving til Davids trone, var det hans hensigt at bosætte sig i Betlehem; men da han fik at vide, at Arkelaus regerede i Judæa i sin faders sted, blev han bange for, at faderens anslag mod Kristus muligvis kunne blive bragt til udførelse af sønnen. Af alle Herodes’ sønner var Arkelaus den, der lignede ham mest i karakter. Hans overtagelse af regeringen var allerede blevet markeret ved en opstand i Jerusalem og myrderier af tusinder af jøder ved hjælp af romerske soldater.
Atter blev Josef ledet hen til et sikkert tilflugtssted. Han vendte tilbage til Nazaret, hvor han tidligere havde haft sit hjem, og her boede Jesus i næsten tredive år, „for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.“ Galilæa blev også regeret af en søn af Herodes, men det rummede langt flere udenlandske indbyggere end Judæa. Derfor var der mindre interesse for sager, der specielt angik jøderne, og de krav, Jesus fremkom med, ville have mindre sandsynlighed for at vække de magthavendes skinsyge.
Sådan var den modtagelse, Frelseren fik, da han kom til jorden. Der syntes ikke at være noget sted, hvor Frelseren kunne finde hvile eller tryghed, da han var barn. Gud kunne ikke roligt overlade sin elskede Søn til mennesker, ikke engang mens han udrettede sin gerning til deres frelse. Gud gav engle befaling om at beskytte Jesus og våge over ham, indtil han havde fuldbragt sin gerning på jorden og skulle dø for deres hånd, som han var kommet for at frelse.