Kapitlet er bygget op over Matt 28,2-4 ,11-15.
Natten før den første dag i ugen havde været lang. Den mørkeste time, lige før daggry, var nu kommet. Kristus var stadig fange i sin trange grav. Den store sten var på sin plads, det romerske segl var ubrudt, og de romerske soldater holdt vagt. Og der var usynlige tilskuere. Skarer af onde engle havde samlet sig om stedet. Hvis det havde været muligt, ville mørkets fyrste sammen med sin hær af frafaldne for evigt have holdt den grav forseglet, hvor Guds Søn hvilede. Men en himmelsk hærskare omringede graven. De mægtigste engle vogtede graven og ventede på at byde Livets Fyrste velkommen.
Naturen medvirker
„Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen.“ Iført kraft og herlighed fra Gud forlod denne engel de himmelske boliger. De klare stråler fra Guds herlighed oplyste hans vej. „Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.“
Præster og rådsherrer, hvor er jeres vagtmandskabs styrke? Tapre soldater, der aldrig har været bange for menneskemagt, er nu som taget til fange uden sværd eller spyd. Det ansigt, de ser, er ikke nogen dødelig krigers ansigt; det tilhører den mægtigste i Herrens hærskare. Dette sendebud er ham, som indtager den plads, hvorfra Satan faldt. Det er ham, der på Betlehems høje forkyndte Kristi fødsel. Jorden ryster, da han nærmer sig, mørkets magter flygter, og da han ruller stenen væk, er det som om Himmelen er kommet ned til jorden. Soldaterne ser ham flytte stenen, som om den intet vejede, og de hører ham råbe: Guds Søn, kom herud; din Fader kalder på dig! De ser Jesus komme ud fra graven og hører ham forkynde over den åbne grav:
„Jeg er opstandelsen og livet.“ Da han kommer frem i majestæt og herlighed, bøjer engleskaren sig dybt i tilbedelse af Frelseren og byder ham velkommen med lovsang.
Et jordskælv markerede den time, hvor Kristus opgav sit liv, og et andet jordskælv vidnede om det øjeblik, hvor han tog det tilbage i triumf. Han, som havde overvundet døden og graven, kom gående ud fra graven som en sejrherre, mens jorden skælvede, lynene glimtede og tordenen buldrede. Når han atter kommer tilbage til jorden, vil han ryste „ikke blot jorden, men også himlen.“ „Jorden raver som en beruset, den svajer som et vagtskur.“ „Himlen rulles sammen som en bogrulle,“ „elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er.“ „Men Herren er tilflugt for sit folk, et værn for israelitterne.“
Ved Jesu død havde soldaterne set jorden indhyllet i mørke ved middagstid; men ved opstandelsen så de englenes stråleglans oplyse natten og hørte Himmelens hærskarer synge med glæde og triumf: Du har overvundet Satan og mørkets magter; du har opslugt døden og vundet sejren!
Kristus kom herliggjort ud fra graven, og det romerske vagtmandskab så ham. Deres blik var rettet mod hans ansigt, som de for så kort tid siden havde spottet og hånet. I denne herliggjorte skikkelse så de den fange, som de havde set i retssalen, ham, til hvem de havde flettet en krone af torne. Det var ham, som uden at gøre modstand havde stået foran Pilatus og Herodes med kroppen sønderrevet af de frygtelige piskeslag. Det var ham, der var blevet naglet til korset, ham, som præsterne og rådsherrerne i deres store selvtilfredshed havde rystet på hovedet af og sagt: „Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.“ Det var ham, der var blevet lagt i Josefs nye grav. På Himmelens bud var fangen blevet sat fri. Bjerge stablet på bjerge over hans grav kunne ikke have hindret ham i at komme frem.
Præster og soldater var skrækslagne
Ved synet af englene og den herliggjorte Frelser var de romerske soldater faldet om og lå som døde. Da det himmelske følge var skjult for deres blik, rejste de sig op, og så hurtigt som deres rystende lemmer kunne bære dem, begav de sig til havens udgang. Vaklende som berusede mænd skyndte de sig til byen, hvor de fortalte dem, de mødte, den vidunderlige nyhed. De var på vej til Pilatus, men deres beretning var nået til de jødiske myndigheder, og ypperstepræsterne og rådsherrerne sendte bud om, at de først skulle komme til dem. Disse soldater frembød et underligt syn. Ligblege og rystende af skræk aflagde de vidnesbyrd om Kristi opstandelse. Soldaterne fortalte alt, nøjagtigt som de havde set det. De havde ikke haft tid til at tænke eller sige andet end sandheden. Med forfærdede stemmer sagde de: Det var Guds Søn, som blev korsfæstet. Vi har hørt en engel kalde ham Himmelens Majestæt og ærens Konge.
Præsternes ansigter blev ligblege. Kajfas forsøgte at tale, hans læber bevægede sig; men de frembragte ikke en lyd. Soldaterne var ved at forlade salen, da de blev standset af en stemme. Endelig havde Kajfas fået mælet igen. Vent, vent, sagde han. Fortæl ikke til nogen, hvad I har set.
Så blev der udfærdiget en løgnagtig beretning til soldaterne. „I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov.“ Her overgik præsterne virkelig sig selv. Hvordan kunne soldaterne sige, at disciplene havde stjålet den døde, mens de sov? Hvis de havde sovet, hvordan kunne de så vide det? Og hvis det var bevist, at disciplene havde gjort sig skyldige i at stjæle Kristi legeme, ville præsterne så ikke være de første til at dømme dem? Eller hvis vagtposterne havde sovet ved graven, ville præsterne så ikke være de første til at anklage dem hos Pilatus?
Soldaterne var rædselsslagne ved tanken om at risikere at blive anklaget for at have sovet på deres post. Dette var en forbrydelse, der kunne straffes med døden. Skulle de nu vidne falsk for at narre folket og derved bringe deres eget liv i fare? Havde de ikke holdt denne trættende vagt med årvågenhed og uden at få søvn i øjnene? Hvordan skulle de kunne klare et forhør, selv om de fik penge for det, hvis de svor falsk?
Pilatus
For at få dem til at tie med dette vidnesbyrd, som de frygtede, lovede præsterne at garantere vagtholdets sikkerhed, idet de sagde, at Pilatus lige så lidt som de ønskede, at denne beretning kom ud blandt folk. De romerske soldater solgte deres hæderlighed til jøderne for penge. De kom til præsterne med et særdeles alarmerende og sandfærdigt budskab. De gik med en sum penge og en løgnagtig beretning, der var blevet opfundet til dem af præsterne.
I mellemtiden var meddelelsen om Kristi opstandelse nået til Pilatus. Skønt Pilatus var ansvarlig for at have overgivet Kristus til døden, havde han været forholdsvis ubekymret. Da han havde dømt Frelseren mod sin vilje og med en følelse af medlidenhed, havde han ikke før nu følt virkeligt samvittighedsnag. Af frygt lukkede han sig nu inde i sit hus og besluttede ikke at ville se nogen. Men præsterne skaffede sig adgang til ham, fortalte, hvad de havde fundet på, og opfordrede ham indtrængende til at se gennem fingre med vagtposternes pligtforsømmelse. Før Pilatus indvilligede heri, udspurgte han selv vagterne privat. De var bange for deres egen sikkerhed, vovede ikke at skjule noget, og Pilatus fik dem til at fortælle alt, hvad der var foregået. Han forfulgte ikke sagen yderligere, men fra den tid af havde han ikke mere nogen fred.
Rygterne svirrer
Da Jesus blev lagt i graven, triumferede Satan. Han dristede sig til at håbe, at Frelseren ikke ville vende tilbage til livet. Han gjorde fordring på Kristi legeme og satte sin vagt om graven, idet han prøvede på at holde Kristus fangen. Han blev bitterligt vred, da hans engle flygtede ved det himmelske sendebuds ankomst. Da han så Kristus komme frem i triumf, vidste han, at hans rige ville gå til grunde, og at han selv til sidst måtte dø.
Præsterne havde ved at forvolde Kristi død gjort sig til Satans redskaber. Nu var de fuldstændigt i hans magt. De var blevet fanget i en fælde, som de kun kunne undslippe fra ved at fortsætte deres kamp mod Kristus. Da de hørte om hans opstandelse, frygtede de for folkets vrede. De følte, at deres liv var i fare. Det eneste håb for dem var at bevise, at Kristus var en bedrager ved at benægte, at han var genopstået. De bestak soldaterne og sikrede sig Pilatus’ tavshed. De udspredte deres løgnagtige beretninger alle vegne. Men der var vidner, som de ikke kunne få til at tie. Mange havde hørt om soldaternes vidnesbyrd om Kristi opstandelse, og nogle af de døde, der opstod sammen med Kristus, viste sig for mange og meddelte, at han var opstået. Der blev indberettet herom til præsterne af mennesker, der havde set disse opstandne og hørt deres vidnesbyrd. Præsterne og rådsherrerne levede i en bestandig frygt for at komme til at stå ansigt til ansigt med Kristus, både når de vandrede i gaderne eller var hjemme i deres egne huse. De følte, at de ikke var i sikkerhed nogen steder. Låse og slåer var kun ringe beskyttelse mod Guds Søn. Det frygtelige optrin i retssalen, hvor de havde råbt: „Lad hans blod komme over os og vore børn!“ stod for dem både dag og nat. Aldrig ville erindringen om dette forsvinde fra deres sind. Aldrig mere ville de kunne sove fredeligt.
Oprejst med Kristus
Da den mægtige engel ved Kristi grav sagde: Din Far kalder på dig, kom Frelseren ud af graven ved det liv, der var i ham selv. Hermed var sandheden bevist i det, som han havde sagt: „Jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. … Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage.“ Nu opfyldtes den profeti, han havde forkyndt præsterne og rådsherrerne: „Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.“
Over Josefs åbne grav havde Kristus sejrrigt forkyndt: „Jeg er opstandelsen og livet.“ Disse ord kunne kun siges af Guddommen. Alle skabte væsener lever ifølge Guds vilje og magt. De er afhængige af at modtage livet fra Gud. Fra den højeste seraf til den ringeste levende skabning må de alle næres ved livets kilde. Kun han, som er ét med Gud, kunne sige: Jeg har magt til at sætte livet til, og jeg har magt til at tage det igen! Ved sin guddommelighed ejede Kristus magt til at bryde dødens lænker.
Kristus opstod fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet ind. Han var svingningsnegets modbillede, og hans opstandelse fandt sted på netop den dag, hvor svingningsneget skulle fremstilles for Herren. I mere end tusinde år var denne symbolske ceremoni blevet udført. Fra markerne, der skulle høstes, samlede man de første modne aks, og når folket tog op til Jerusalem til påskehøjtiden, blev neget af førstegrøden svinget som et takoffer til Herren. Ikke før dette offer var bragt, måtte seglen røre kornet, så det kunne bindes i neg. Dette neg, der var viet til Gud, var et billede på høsten. Sådan symboliserede Kristus førstegrøden af den store åndelige høst, der skulle samles til Guds rige. Hans opstandelse er et billede og pant på opstandelsen af alle de retfærdige døde. „For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham.“
Da Kristus opstod, medførte han fra graven en mængde fanger. Jordskælvet ved hans død havde fået deres grave til at åbne sig, og da han opstod, kom de frem sammen med ham. Det var dem, der havde samarbejdet med Gud, og som havde sat livet til for at vidne om sandheden. Nu skulle de være vidner for ham, der havde oprejst dem fra de døde.
I løbet af sin tjeneste havde Jesus vakt døde til live. Han havde oprejst enkens søn i Nain, synagogeforstanderens datter og Lazarus. Men disse mennesker var ikke blevet iført udødelighed. Efter at de var blevet oprejst, var de stadig dødelige. Men de, som steg op af graven ved Kristi opstandelse, blev oprejst til evigt liv. De steg op sammen med ham som tegn på hans sejr over døden og graven. Disse er ikke længere Satans fanger, sagde Kristus; jeg har genløst dem. Jeg har ført dem ud af graven som førstegrøden af min magt, for at de skal være hos mig, hvor jeg er, og aldrig mere se døden eller opleve sorg.
De gik ind i byen og viste sig for mange og forkyndte: Kristus er opstået fra de døde, og vi er opstået sammen med ham. Sådan blev opstandelsens hellige sandhed udødeliggjort. De opstandne hellige vidnede om sandheden i disse ord: „Dine døde bliver levende, deres lig står op.“ Deres opstandelse var et billede på opfyldelsen af denne profeti: „I, der ligger i jorden, skal vågne og juble. For din dug er lysets dug, og jorden bringer dødninge til live.“
For den troende er Kristus opstandelsen og livet. Ved vor Frelser er det liv, der var gået tabt ved synden, atter genoprettet; for han har livet i sig selv og kan give det, til hvem han vil. Han har fået ret til at give udødelighed. Det liv, han satte til som menneske, tager han igen og giver det til menneskeheden. Han siger: „Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.“
„Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.“ „Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.“
For den troende er døden kun en lille sag. Kristus taler om den, som om den er af ringe betydning. „Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.“ For den kristne er døden kun en søvn, et øjebliks stilhed og mørke. Livet er skjult med Kristus i Gud, og „når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.“
Den stemme, der fra korset råbte: „Det er fuldbragt!“ hørtes også blandt de døde. Den trængte gennem gravenes mure og kaldte de sovende til at opstå. Således vil det blive, når Kristi stemme skal høres fra Himmelen. Denne stemme vil trænge ind i gravene og åbne dem, og de, som er døde i Kristus, skal opstå. Ved Frelserens opstandelse åbnede nogle få grave sig, men ved hans genkomst skal alle de dyrebare døde høre hans stemme og opstå til et herligt udødeligt liv. Den samme kraft, der oprejste Kristus fra de døde, skal oprejse hans menighed og herliggøre den med ham, over alle magter og myndigheder, over ethvert navn, der kan mevnes, ikke blot i denne verden, men ogsa i den kommende.