Dette kapitel er baseret på Lukas 10,25-37.
Blandt jøderne skabte spørgsmålet, ”Hvem er min næste?” en endeløs diskussion. De var ikke i tvivl angående hedningene og samaritanere. Disse var fremmede og fjender. Men hvor skulle adskillelsen være blandt folk fra deres egen nation, og blandt forskellige samfundsklasser? Hvem bør præsten, rabbi, den ældste betragte som sin næste? De har brugt deres liv med en masse ceremonier for at gøre sig selv rene. De lærte at kontakt med den uvidne og ubekymrede skare, ville skabe urenhed, som ville kræve trættende arbejde for at fjerne. Skulle de betragte ”urene” som deres næste?
Dette spørgsmål besvarede Kristus med lignelsen om den gode samaritaner. Han viste at vor næste ikke kun betyder en af vor menighed eller den tro vi tilhører. Det har ingen reference til race, farve eller klasseadskillelse. Vor næste er enhver person der behøver vor hjælp. Vor næste er enhver sjæl der såres og skades af fjenden. Vor næsten er enhver som er Guds ejendom.
Lignelsen om den gode samaritaner kom frem på et spørgsmål Kristus fik af en lovkyndig. Da frelseren lærte, ”da en lovkyndig rejste sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Farisæerne havde foreslået dette spørgsmål til den lovkyndige i håb om at de kunne fange Kristus i Hans ord, og de lyttede ivrigt efter Hans svar. Men Frelseren gik ikke i kontroverser. Han krævede svaret fra spørgeren selv. ”Hvad står der skrevet i loven? Han spurgte, ”Hvad læser du?” Jøderne anklagede stadig Jesus for at tage let på den lov, der blev givet fra Sinai, men Han vendte frelsesspørgsmålet til at holde Guds bud.
Den lovkyndige sagde, “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” “Du har svaret rigtigt.” sagde Kristus, ”Gør det, så skal du leve.”
Den lovkyndige var ikke tilfreds med farisæernes position og arbejde. Han havde studeret skrifterne, med ønske om at lære deres virkelige betydning. Han havde en vital interesse for sagen, og han spurgte i oprigtighed, ”Hvad skal jeg gøre?” I hans svar om lovens krav, gennemgik han en masse ceremonielle og rituelle forskrifter. For han hævede at disse ikke have nogen værdi, men bragte de to store grundprincipper som hele loven og profeterne hænger på. Frelserens ros for dette svar, satte Ham på fordelagtig grund for rabbinerne. De kunne dømme Ham for at godtage det som var blevet fremhævet af lovens fortolker.
“Gør det, så skal du leve,” sagde Kristus. I Hans lære har Han altid frembragt loven som en guddommelig enhed, der viser at det er umuligt at holde nogen af budene og så bryde det andet; for de samme principper går gennem dem alle. Menneskenes skæbne vil afgøres ved hans lydighed mod hele loven.
Kristus vidste at ingen kunne adlyde loven i sin egen styrke. Han ønskede at lede den lovkyndige til klarere og mere kritisk ransagelse, så han kunne finde sandheden. Kun ved at acceptere Kristi dydighed og nåde kan vi holde loven. Tro på syndens forsoning, får faldne mennesker til at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv.
Den lovkyndige vidste at han hverken havde holdt de første fire eller de sidste seks bud. Han var overbevist om Kristi ransagende ord, men i stedet for at bekende sin synd, prøvede han at undskylde den. Frem for at anerkende sandheden, dristede han sig til at vise hvor vanskeligt det er at opfylde budene. Derved håbede han at både afbøde for domfældelsen og forsvare sig for folks øjne. Frelserens ord viste at hans spørgsmål var nyttesløst, eftersom han stadig selv kunne svare på det. Alligevel stillede han et nyt spørgsmål, og sagde: ”Hvem er min næste?”
Atter nægtede Kristus at komme i stridigheder. Han besvarede spørgsmålet ved at fortælle om en ulykke, med dette som var frisk i Hans tilhøreres sind. ”En mand” sagde Han, ”var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.
På vejen fra Jerusalem til Jeriko, måtte den rejsende gennem en del af Judas ørknen. Vejen fører ned til en vild, stenrig kløft, som blev hjemsøgt af røvere, og blev ofte genstand for vold. Det var her at den rejsende blev angrebet, afklædt for alt af værdi, og efterladt halvdød ved vejkanten. Idet han lå sådan, kom en præst ad den vej; han så manden ligge såret og forslået, væltede i sit eget blod; men han forlod ham uden at yde ham assistance. Han ”gik over på den anden side.” Så viste en levit sig. Nysgerrig efter at vide hvad der var sket, stoppede han og så på den lidende. Han blev overbevist over hvad han burde gøre, men det var ikke en behagelig pligt. Han ville ønske at han ikke kom ad den vej, så at han ikke have fundet den sårede mand. Han overbeviste sig selv om at dette ikke angik ham, og han ”gik også over på den anden side.”
Men en samaritaner, rejste også ad den samme vej, så den lidende, og han gjorde den gerning som andre nægtede at gøre. Høfligt og venligt tjente han den sårede mand. ”Han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.” Både præsten og levitten bekendte sig til medynk, men samaritaneren, viste at han var virkelig omvendt. Det var ikke behageligere for ham at gøre det arbejde, end for præsten og levitten, men hos han selv blev det bevist i ånd og gerninger, at han er i harmoni med Gud.
Da Kristus gav denne lektie, viste han lovens principper på en direkte, og kraftig måde, viste Sine tilhører at de ikke gennemførte disse principper. Hans ord var så afgjorte og tydelige at lytterne ikke fandt anledning til at kritisere. I denne lektie fandt den lovkyndige intet som han kunne kritisere. Hans fordomme om Kristus var væk. Men han havde ikke overvundet sin nationale modvilje mod at vise tiltro mod samaritaneren af navn. Da Kristus spurgte, ”Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” svarede han, ”Han, som viste ham barmhjertighed.”
“Og Jesus sagde: Gå du hen og gør ligeså!” Vis den samme ømme venlighed mod dem der har behov. Således vil du bevise at du holder hele loven.
Den største forskel mellem jøder og samaritanere var forskellen i religiøs tro, et spørgsmål som hvad sand tilbedelse indbefatter. Farisæerne ville sige noget godt om samaritanerne, men udgød de bitreste forbandelser over dem. Så stærk var antipatien mellem jøderne og samaritanerne, at det virkede besynderligt for den samaritanske kvinde at Kristus bad hende noget at drikke. ”Hvordan kan du,” sagde hun ”en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” ”Jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.” Johannes 4,9. Og når jøderne blev så fyldt med morderisk had imod Kristus, at de rejste sig i templet for at stene Ham, kunne de ikke finde nogen bedre ord, de kunne udtrykke deres had ved, end, ”Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?” Johannes 8,48. Alligevel forsømte præsten og levitten det arbejde Herren havde pålagt dem, efterladt en hadet og foragtet samaritaner tjene en af deres egne landsmænd.
Samaritaneren opfyldte buddet, “Du skal elske din næste som dig selv,” viste derved at han var mere retfærdig end de, som han anklagede. Med risiko for hans eget liv, behandlede han den sårede mand som sin bror. Denne samaritaner repræsenterer Kristus. Vor Frelser manifesterede en kærlighed for os, som menneskers kærlighed aldrig kan ligne. Da vi blev forslået og ved at dø, ynkedes han over os. Han gik ikke forbi os på den anden side, og efterlod os hjælpeløse og håbløse, for at gå til. Han forblev ikke i Sit hellige, lykkelige hjem, hvor hele den himmelske hær elskede ham. Han så vor smertelige behov, Han tog vor sag på sig, og identificerede Sine interesse med menneskehedens interesser. Han døde for at frelse Sine fjender. Han bad for Sine mordere. Idet Han pegede på Sit eget eksempel, sagde Han til Sine efterfølgere: ”Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden.”; “Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.” Johannes 15,17; 13,34.
Præsten og levitten havde tilbedt i templet, hvis tjeneste Guds Selv havde fastlagt. Det var et stort og ophøjet privilegium at være med i denne tjeneste, og præsten og levitten følte at de således var blevet æret, var det under deres værdighed at tjene en ukendt lidelsernes mand på vejkanten. Derved forsømte de den særlige anledning som Gud havde givet dem, som Hans agenter til at velsigne et andet menneske.
I dag er der mange som begår en lignende fejl. De skiller deres pligter op i to forskellige klasser. Den ene klasse er gjort af store ting, for at reguleres af Guds lov; den anden klasse er gjort af såkaldte små ting, hvori budet, ”Du skal elske din næste som dig selv,” bliver ignoreret. Alle disse gerninger overlades til folks lune, underlagt tilbøjeligheder eller impulser. Derved ødelægges karakteren, og Kristi religion fremstilles forkert.
Der er dem der mener det er under deres værdighed at tjene lidende mennesker. Mange ser ligegyldigt og foragteligt på dem, som har lagt sjælens tempel i ruiner. Andre forsømmer de fattige fra et andet motiv. De arbejder, som de tror, i Kristi sag, prøver at opbygge en værdig virksomhed. De føler at de gør et stort arbejde, og de kan ikke stoppe for at se de trængendes og forpintes mangler. I deres arbejde for deres formodede store væk, kan de endog undertrykke de fattige. De kan lægge dem under hårde og prøvende omstændigheder, berøve dem for deres rettigheder, eller forsømme deres behov. Alligevel føler de at alt dette er berettiget, fordi de, som de mener, fremhjælper Kristi sag.
Mange vil lade en bror eller nabo kæmpe uden at få hjælp under ugunstige omstændigheder. Fordi de bekender at være kristne, kan han forlede dem til at tro at de, i deres kolde selviskhed, repræsenterer Kristus. Fordi Herrens bekendende tjenere ikke samarbejder med Ham, afskæres Guds kærlighed i høj grad, som ellers burde flyde ud fra dem. Og en stor flod af ros og taknemmelighed fra menneskers hjerter og menneskers læber, forhindres i at flyde tilbage til Gud. Han berøves den herlighed der tilkommer Hans hellige navn. Han berøves for sjæle som Kristus døde for, sjæle som Han længes efter at brigne tilbage til Hans rige, at bo i Hans nærvær i endeløse tider.
Guddommelig sandhed udøver kun en lille indflydelse på verden, skønt den burde udøve megen indflydelse gennem vor livsførelse. Der er meget af kun religiøs bekendelse, men det har lille vægt. Vi kan hævde at være Kristi efterfølgere, vi kan hævde at tro enhver sandhed i Guds ord; men dette gør ikke vor næste godt, med mindre vor tro føres ud i vort daglige liv. Vor bekendelse kan blive ligeså høj som himlen. Men de redder hverken os selv eller vore medmennesker, medmindre vi er kristne. Et godt eksempel vil gøre mere for at hjælpe verden, end al vor bekendelse.
Kristi sag kan ikke tjenes ved selvisk livsførelse. Hans sag er de fortryktes og fattiges sag. Der er behov for Kristi ømme forståelse i Hans bekendende efterfølgeres hjerter – en dybere kærlighed til dem som Han værdsat, til at give Sit eget liv, for at de frelses. Disse sjæle er dyrebare, uendelig mere dyrebare end noget offer vi kan give til Gud. At lægge al energi mod et tilsyneladende stort arbejde, medens vi forsømmer de trængende eller drejer den fremmedes rettigheder bort, er ikke en tjeneste som Han kan anerkende.
Sjælens helligelse ved Helligåndens arbejde er indføjelse af Kristi natur i menneskeheden. Evangelisk religion er Kristus i livet – et levende og aktivt princip. Det er Kristi nåde, åbenbaret i karakter og udvirket i gode gerninger. Evangeliets principper kan ikke afbrydes fra noget i det praktiske liv. Enhver linje i den kristnes erfaring og arbejde, skal kunne fremvise Kristi liv.
Kærlighed er grundlaget for gudsfrygt. Uanset bekendelse, har intet menneske en ren kærlighed til Gud, medmindre han har en uselvisk kærlighed til sin bror. Men vi kan aldrig komme i besiddelse af denne ånd, ved at prøve at elske andre. Hvad der er behov for, er Kristi kærlighed i hjertet. Når selvet smeltes ind i Kristus, udspringer der spontant kærlighed. Den kristne karakterfuldkommenhed opnås når impulserne til at hjælpe og velsigne andre, hele tiden udspringer indefra – når himlens solskin fylder hjertet og åbenbares i ansigtet.
Det hjerte, som Kristus bor i, kan umuligt være blottet for kærlighed. Hvis vi elsker Gud fordi Han først elskede os, skal vi elske alle, som Kristus døde for. Vi kan ikke komme i berøring med det guddommelige, uden at komme i berøring med menneskene; for i Ham, som sidder på universets trone, kombineres guddommelighed og menneskelighed. Når vi er forbundet med Kristus, er vi forbundet med vore medmennesker, med gyldne led fra kærlighedens kæde. Så vil Kristi medynk og medfølelse vise sig i vore liv. Vi skal ikke vente på de trængende og uheldigt stillede kommer til os. Det er ikke nødvendigt at vi blive bedt om at føle for andres veer. Det vil være naturligt for os at tjene de trængende og lidende, som det var for Kristus at gå omkring og gøre godt.
Hvor der end tilskyndes til kærlighed og forståelse, der hvor hjertet rækker ud for at velsigne og opløfte andre, der åbenbares Guds Helligånds arbejde. Ude i det dybe hedenskab, hvor mennesker ikke kender til Guds skrevne lov, som aldrig har hørt Kristi navn, der har de været venlige mod Hans tjenere, sat deres egne liv i fare for at beskytte dem. Deres handlinger viser en guddommelig magts arbejde. Helligånden er indarbejdet i Kristi nåde i den brutales hjertet, opildner hans forståelse for hans natur, i modsætning til hans uddannelse. ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden” (Johannes 1,9), skinner ind i hans sjæl; og gives der agt på dette lys, vil det lede hans fødder til Guds rige.
Himlens herlighed opløfter den faldne, trøster den fortvivlede. Og hvor Kristus end vil bo i menneskenes hjerter, vil Han åbenbare det på samme måde. Kristi religion vil velsigne, hvor den end virker. Hvor den end arbejder, er der klarhed.
Gud ser ingen forskel på grund af nationalitet, race eller kaste. Han er hele menneskehedens skaber. Alle mennesker er éen familie på grund af skabelsen, og alle er én i genløsningen. Kristus kom for at nedbryde alle skillemure, for at åbne alle templets afdelinger op, så enhver sjæl kan få fri adgang til Gud. Hans kærlighed er så bred, så dyb, så fuld at den trænger ind overalt. Den løfter stakkels sjæle ud af Satans kreds, som er blevet forlokket af hans bedrag. Hans kærlighed sætter dem inden for Guds trones rækkevidde, tronen der er omkranset af løftets regnbue.
Hos Kristus er det hverken jøde eller græker, træl eller fri. Alle er kommet nær ved Hans dyrebare blod. (Galaterne 3,28; Efeserne 2,13.)
Uanset forskel i religiøs tro, må kaldet fra den lidende menneskehed høres og besvares. Hvor der er forbitrelse på grund af forskellige religioner, kan der gøres meget godt ved personligt arbejde. Kærlig forkyndertjeneste vil nedbryde fordomme, og vinde sjæle til Gud.
Vi må forudse de andres sorger, vanskeligheder og problemer. Vi bør altid deltage i både høje og lave, rige og fattiges glæder og bekymringer. ”I har fået det for intet,” siger Kristus, ”giv det for intet.” Mattæus 10,8. Alle omkring os er fattige, prøvede sjæle som behøver forstående ord og hjælpsomme gerninger. Der er enker som sympati som behøver assistance. Der er forældreløse som Kristus har pålagt Sine efterfølgere at tage imod som en tillidsgave fra Gud. Disse forbigås ofte i forsømmelighed. De kan være pjaltede, klodsede og tilsyneladende utiltrækkende på enhver måde; alligevel er de Guds ejendom. De er blevet købt for en pris, og de er ligeså dyrebare i Hans øjne som vi er. De er medlemmer af Guds store husstand, og kristne som er Hans forvaltere, står til ansvar for dem. ”Deres sjæle,” siger Han, ”vil jeg kræve af din hånd.”
Synd er den største af alle onder, og det er op til os, at ynkes og hjælpe synderen. Men ikke alle kan nås på samme måde. Der er mange som skjuler deres sjæls-sult. Disse vil hjælpes stærkt ved ømme ord eller en venlig erindring. Der er andre som er i største behov, dog ved det ikke. De erkender ikke sjælens frygtelige ødelæggelse. Skarer synker i synd, at de har mistet en fornemmelse af evige realiteter, mistet Guds lignelse, og de ved knapt nok om de har sjæle at frelse eller ej. De har hverken troen på Gud eller tillid til mennesker. Mange af disse kan kun nås ved fordomsfrie venlige handlinger. Der må først sørges for deres fysiske mangler. De må have mad, renses, og klædes anstændigt. Når de ser beviset for jeres uselviske kærlighed, vil det være lettere for dem at tro på Kristi kærlighed.
Der er mange som fejler, som føler deres skam og tåbelighed. De ser på deres fejltagelser og vildfarelser indtil de drives ud i desperation. Disse sjæle skal vi ikke forsømme. Når én skal svømme imod strømmen, er der alle strømmes kræfter der driver ham tilbage. Lad en hjælpende hånd rækkes ud til ham, ligesom den Ældre Broders hånd blev rakt ud til den synkende Peter. Sig håbefulde ord til ham, ord som vil danne tillid og vække kærlighed.
Din bror der er syg i ånden, behøver, ligesom du selv, en broders kærlighed. Han behøver hans erfaring som har været ligeså svag som han, en som kan have sympati med ham og hjælpe ham. Kendskabet til vor egen svaghed bør hjælpe os til at hjælpe andre i hans bitre behov. Vi bør aldrig forbigå en lidende sjæl, uden at prøve at give ham trøst, hvorigennem vi trøstes af Gud.
Det er fællesskabet med Kristus, personlig kontakt med en levende Frelser, som sætter sind, hjerte og sjæl i stand til at sejre over den lavere natur. Fortæl den omstrejfende om en almægtig hånd der vil holde ham oppe, om en ubegrænset menneskelighed i Kristus, som ynkes over ham. Det er ikke nok for ham at tro på lov og magt, ting som ikke har medynk, og aldrig hører råbet om hjælp. Han behøver at gribe fat i en hånd der er varm, og stole på et hjerte der er fuld af ømhed. Hold hans sind fæstnet ved tanken at der altid er guddommelig tilstedeværelse ved siden af ham, se altid på ham med medynkende kærlighed. Byd ham at tænke på en Faders hjerte der altid såres over synd, om en Faders hånd der stadig rækker ud, om en Faders røst der siger: ”Medmindre de søger min beskyttelse og slutter fred med mig, ja, slutter fred med mig.” Esajas 27,5.
Idet du går ind i dette arbejde, får du følgeskab der ikke kan ses med det menneskelige øje. Himlens engle var ved siden af samaritanen, der sørgede for den sårede fremmede. Engle fra de himmelske sale står hos alle, som gør Guds tjeneste, for at tjene deres medmennesker. Og du får Kristi eget samarbejde. Han genopretter, og når du arbejder under Hans ledelse, vil du se store resultater.
Din trofasthed til dette arbejde, beror ikke kun på andres velbefindende, men også på din evige skæbne. Kristus søger at opløfte alle som vil opløftes til følgeskab med Ham selv, så vi kan være ét med Ham, ligesom Han er ét med Faderen. Han lader os komme i kontakt med lidelser og ulykke, for at kalde os ud af vor selviskhed; Han prøver at udvikle Sine karakteregenskaber i os – medfølelse, ømhed og kærlighed. Ved at tage imod dette forkynderarbejde, så sætter vi os selv i Hans skole, udrustes til Guds hofsale. Forkaster vi dette, forkaster vi Hans belæring og vælger evig adskillelse fra Hans tilstedeværelse.
“Hvis du vandrer ad mine veje,” erklærer Herren, “jeg giver dig adgang til at færdes blandt dem, der står her.”— endog blandt engle der omgiver Hans trone. (Zakarias 3,7.) Med himmelske samarbejde i deres arbejde på jorden, bereder vi os til deres kammeratskab i himlen. “Tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen.” (Hebræerne 1,14), engle i himlen vil byde dem velkommen som har levet på jorden “ ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene” (Mattæus 20,28). Med dette salige følgeskab lærer vi, til vor evige glæde, alt som er indbefattet i spørgsmålet, “Hvem er min næste?”