Menneskets fald fyldte hele himlen med sorg. Englene lagde deres kroner bort og ophørte med deres lovsange. Harpernes toner forstummede. Den verden, som Gud havde skabt, ville blive fyldt med skabninger, som var hjemfaldne til elendighed, sygdom og død, og der var ingen udvej til frelse for dem; det så ud, som hele Adams familie måtte dø. Men Guds Søn, himlens ophøjede Herre og englenes fyrste, havde medlidenhed med den faldne slægt. Gud lagde i sin kærlighed en plan til at forløse menneskene. Jesus trådte frem for Faderen og bad for dem, som har syndet; han tilbød at give sit liv til en genløsnings betaling for mennesket, at lide straffen selv, for at Adam og hans efterkommere atter kunne komme i nåde hos sin skaber og få adgang til sit edenhjem gennem Kristi blod og fortjeneste, når de ville adlyde Guds lov.
Gud hengav ikke sin højt elskede Søn til at dø uden dyb bevægelse. Himlens og jordens konge havde en kamp i sit sind, før han kunne afgøre, enten han skulle lade den faldne slægt omkomme eller give sin kære Søn i døden for den. Gud kunne ikke forandre sin lov for at frelse det fortabte menneske; men han elskede verden så højt, at han samtykkede i sin søns død.
Englene kunne ikke glæde sig ved frelsens plan, da deres fyrste fremlagde den for dem. De lyttede med tavs sorg og forundring til hans ord idet han fortalte, hvorledes han måtte stige fra himlens glæde og uforkrænkelige herlighed til jordens sorg, fornedrelse og død. Han skulle stå imellem sin fader og de faldne menneske og udsætte sig for Guds vrede; og dog vilde blot få tage imod ham som Guds Søn. Ham måtte forlade sin ophøjede stilling som himlens majestæt, leve på jorden som menneske og fornedre sig selv, for at han gennem sin egen erfaring kunne blive bekendt med de forskellige fristelser, som møder mennesket, og bedre kunne forstå at komme de til hjælp, som fristes. Når hans mission som Lærer blev fuldbyrdet, skulle han overdrages til syndige mennesker og lide al den forhånelse og plage, som Satan kunne bringe over ham. Han skulle dø den grusommeste død, ophøjet mellem himmel og jord som en forbryder. Han skulle tilbringe flere tunge timer i en så forfærdelig dødsangst, at englene ikke kunne tåle at se derpå, men ville vende deres ansigter bort for at udgå synet. Han skulle udstå ikke blot legemlige, men også åndelige lidelser, som på ingen måde kunne sammenlignes med legemlige smerter, - hele verdens synd skulle lægges på ham.
Englene kaste sig selv for deres Herres fødder og tilbød at give deres liv til et offer for menneskene. Men Kristus fortalte dem, at en engels liv ikke kunne betale for menneskenes synd; Guds egen Søn måtte hengives, hvis de skulle frelses. Dog skulle englene deltage med Kristus i forløsningsværket. Når han påtog sig den menneskelige natur, ville hans styrke ikke blive så stor som englenes, og da skulle de tjene, styrke og trøste ham under hans lidelser. De skulle også beskytte og bevare dem, som ville modtage frelsen, fra de onde engles magt og fra det mørke, som modstanderen hele tiden vil omgive sig med.
Når englene blev vidner til sin herres dødskamp og fornedrelse, ville de blive fyldte med bedrøvelse og harme og vil ønske at udfri ham fra hans morders vold. Men de måtte ikke skride ind for at forebygge noget af det, som de fik at se. Det var en del af forløsningens plan, at Kristus skulle lide foragt og mishandles af syndige mennesker, og han samtykkede villigt i alt dette, da ham blev menneskenes forløser.
Jesus trøstede og opmuntrede englene med hellig alvor, idet han forsikrede dem, at han ved sin død ville genløse mange og tilintetgøre den, som havde dødens vælde. Gud ville give ham det rige, som Adam havde mistet ved sin overtrædelse, og de forløste skulle bo hos ham i al evighed. Satan og syndere skulle ødelægges og aldrig mere forstyrre himlens og jordens fred. Jesus bød englehæren at lade sig nøjes med frelsens plan, som hans fader havde antaget, og at glæde sig over, at det faldne menneske ved hans død atter kunne få Guds nåde. Da blev himlen fyldt med uudsigelig glæde, og englene sang til Guds ære og pris. De slog på deres harper og sang endnu herligere end før ved tanken om den store barmhjertighed og miskundhed som Gud beviste den oprørske slægt, idet han gav sin højt elskede Søn til at dø for den. De ophøjede og ærede også Jesus for hans selvfornægtelse og offer, idet han samtykkede i at forlade Faderens skød for at lide og dø for den faldne slægt.
Ingen uden Guds Søn kunne føre menneskene over det svælg, som synden havde frembragt mellem Gud og dem. Alene ved Kristi død kunne mennesket forløses og Guds retfærdighed tilfredsstilles. Kristus besad den højeste værdighed næst efter den store lovgiver. Hans liv var det eneste, som havde så stort ord, at det kunne tilfredsstille Guds fuldkomne love fordringer og løskøbe menneskene fra deres faldne tilstand.
Offer dyrenes blod kunne ikke forsone for overtrædelsen af Guds lov. Dyrets liv var mindre værdifuldt end synderns liv og kunne derfor ikke antages som betaling for synden; det kunne blot have værd for Gud som et forbillede på hans søns offer.
Intet menneske kunne gøre forsoning for sin medmennesker. Dets fordærvede, syndige natur gjorde det til et ufuldkomment offer, - et offer, som havde mindre værd end Adam før faldet. Gud skabte mennesket fuldkomment og uskyldigt, og efter at det havde syndet, kunne intet offer være antageligt for Gud, uden det var ypperligere ed mennesket i sin uskyldige og fuldkomne tilstand.
Englene var uden synd; men de havde mindre værd end Guds lov. Som skabte væsener, der var på prøve, måtte de adlyde loven. De var sendebud til at udføre Kristi vilje og måtte bøje sig for ham.
Kristus var i Guds skikkelse, men han holdt ikke for et rov at være Gud lig. Han var Faderens udtrykte billede, ikke blot udvortes i sin udseende, men også i sin karakters fuldkommenhed. Ingen fordring blev pålagt Kristus; han var over loven og derfor over englene. Han var den himmelske hærskares styrke og var meget ypperligere end menneskene, som hans ædle, pletfrie karakter og ærefulde stilling var ophøjet over menneskenes karakter og stilling. Kristus deltog med Faderen i at skabe menneskene, og da de faldt i overtrædelse, havde han magt til at forsone for deres synd, at hjælpe dem op og føre dem tilbage til deres første tilstand.
Kristus havde magt til at give sit liv til at tage det igen; men han var ikke under forpligtelse til at udføre forsoningsværket; hans offer var hans eget frie valg. Uendelig kærlighed og underfuld barmhjertighed ledte ham til at bringe det offer, som åbnede håbets dør for den faldne slægt.
Det jødiske præstedømme med sine ofringer var symbolsk og blev indstiftet for at repræsentere Kristi død og midlerembede. Alle de ceremonier, som henhørte der til, havde blot betydning, for så vidt som de henviste til Kristus, der selv var hele dette systems grundlægger og stifter. Fra Adams tid, indtil jøderne blev et særskilt folk, fik de, som tilbad Gud, undervisning om den kommende forløser, hvilken deres offer fremstillede. Herren selv underviste Abel, Set, Enok, Noa, Abraham og andre fromme mænd, som levede i den første tid, og især Moses, om, at de ceremonialske ofringer og det levitiske præstedømme ikke kunne frelse en eneste sjæl, men at dets forbilleder og symboler viste hen til Kristus, som kunne frelse. Oldtidens hellige så Kristus gennem dem og troede på ham; men dette skulle blot vare, indtil det fuldkomene offer kom.
Offertjenesten blev forordnet af Gud for at minde om den store skilsmisse, synden havde frembragt mellem Gud og mennesket, og om nødvendigheden af en midlers tjeneste. Synderen kunne ikke selv fremkomme for Gud med al sin skyld og uden nogen større fortjeneste end sin egen; men der blev åbnet en vej, hvorpå han kunne nærme sig Gud gennem en midlers tjeneste. Det jordiske præstedømme var et forbillede på Kristi præstedømme. Han skulle stå som en midler mellem den almægtige Gud og hans folk. Kristus var fuldkommen, uden plet eller rynke, ubesmittet af synden. Han er den eneste blandt dem, der har levet på jorden, som kunne sige til alle mennesker: »Hvem af jer kan overbevise mig om synd?« Samfundet mellem Gud og menneskene, som blev afskåret ved Adams overtrædelse, skulle genoprettes ved Kristus. Hans ypperstepræstelige embede og gerning skulle blive langt ypperligere end det jordiske, for billedlige præstedømme i al sin herlighed og glans.
Syndens forfærdelige følger og dens fulde udstrækning kunne aldrig være blevet kendt, dersom ikke et hjælpemiddel af uendelig værd var blevet tilvejebragt. Det store offer, som blev bragt for at skaffe det faldne menneske frelse - idet himmelens majestæt, som var Gud lig, hengav sit liv for en syndig slægt - er en hemmelighed, som englene ønsker at gennemskue, men som de ikke tilfulde er i stand til at forstå.