Da det tidspunkt, på hvilket man først havde ventet Herrens genkomst i foråret 1844
Indvævet med profetier, som de havde ment havde tilknytning til tiden for genkomsten, var der et belærende budskab, som tog specielt sigte på deres tilstand af usikkerhed og spænding, og som opmuntrede dem til at vente tålmodigt i tro på, at det, som nu var dem uforståeligt, skulle blive forklaret til sin tid. Allerede i 1842
Også en del af Ezekiels profeti var en kilde til styrke og trøst for de troende "Herrens ord kom til mig således Menneskesøn! Hvad er det for et mundheld, I har om Israels land "Det trækker i langdrag, og alle syner slår fejl!" Sig derfor til dem Så siger den Herre Herren. "Tiden er nær, og alle syner træffer ind!" v.24. Jeg Herren, taler, hvad jeg vil, og det skal ske. Det skal ikke længer trække i langdrag." Israels hus siger: "Synet, han skuer, gælder sene dage, og han profeterer om fjerne tider!" Sig derfor til dem. Så siger den Herre Herren: "Intet af mine ord skal lade vente på sig mere; hvad jeg taler, skal ske." Ez. 12,21-28.
De ventende glædede sig, for de troede på, at han, som kender enden fra begyndelsen, havde set ned gennem tiderne og set deres skuffelse, og at han derfor havde skænket dem disse opmuntrende ord, for derved at give dem nyt håb. Havde disse skriftsteder, som formanede dem til at vente tålmodigt og holde fast ved deres tillid til Guds ord, ikke eksisteret, ville deres tro have vaklet i denne prøvelsens stund.
Lignelsen om de ti jomfruer i Mattæusevangeliets 25. kapitel belyser også adventfolkets erfaring. I denne lignelse symboliserer et orientalsk bryllup menighedens oplevelse. "Da skal det være med Himmeriget som med ti jomfruer, der tog deres lamper og gik ud for at gå brudgommen i møde." "Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige, og faldt i søvn."
Den vidt udbredte bevægelse der forkyndte den første engles budskab, svarer til de ti brudepiger der gik brudgommen i møde. Skuffelsen over at Jesus ikke kom således som det var ventet, svarer til den ventetid der var for brudepigerne. Efter at den fastsatte tid var passeret holdt de sande troende stadig sammen i troen på at Jesus komme var nær forestående, men det blev snart en kendsgerning at de havde taget fejl, og det gik med deres oprigtighed og overgivelse, som det gjorde med brudepigerne, de faldt i søvn.
På dette tidspunkt begyndte fanatismen at vise sig. Nogle, som havde påstået, at de troede fuldt og fast på budskabet, fornægtede nu, at Guds ord er den eneste pålidelige rettesnor, og idet de hævdede, at det var Helligånden, der ledede dem, underkastede de sig deres egne følelser, indtryk og fantasier. Nogle udviste en blind og skinhellig nidkærhed og fordømte alle, som ikke ville følge deres eksempel. Deres fanatiske ideer og handlinger vakte modvilje hos de fleste adventister, og var skyld i, at sandhedens sag mødte endnu mere kritik end før.
Satan forsøgte på denne måde at modarbejde og tilintetgøre Guds værk. Adventbevægelsen havde gjort stort indtryk på menneskene, tusinder af syndere var blevet omvendt, og gudfrygtige mænd ofrede hele deres tid på at forkynde sandheden, selv i ventetiden. Ondskabens fyrste mistede mange af sine tilhængere, og for at bringe Guds sag i vanry forsøgte han at lokke nogle af dem, som foregav at have troen til at gå til yderligheder. Derefter var hans redskaber parate til at påpege enhver vildfarelse, enhver fejltagelse og enhver urigtig handling og fremholde dem for folket med overdrevne kommentarer for at sætte adventisterne og deres tro i det mest uheldige lys. Jo flere den store forfører kunne få til at udtale deres tro på genkomsten, samtidig med at hans magt beherskede deres hjerte, jo større fordel ville han opnå ved at fremvise dem som eksempler på hele samfundet af troende.
Satan er "vore brødres anklager", og det er på hans tilskyndelse, at mennesker holder regnskab med Herrens folks fejl og mangler og henleder andres opmærksomhed på dem, mens deres gode gerninger forbliver upåagtede. Han har altid travlt, når Gud arbejder på at frelse sjæle. Når Guds sønner kommer for at forestille sig for Herren, er Satan iblandt dem. I enhver vækkelse er han rede til at indføre nogle, hvis hjerte ikke er helliggjort, og hvis sind er ude af balance. Når disse har antaget en del af sandheden og har sluttet sig til de troende forsøger han gennem dem at indføre teorier, som vil bedrage de uforsigtige. At et menneske befinder sig i selskab med Guds børn i kirken eller omkring Herrens bord, er intet bevis for, at det er en sand kristen. Satan er ofte selv tilstede ved de mest højtidelige anledninger, i skikkelse af dem han kan bruge som sine redskaber.
Den store forfører vil give sig ud for hvad som helst, for at vinde tilhængere, men selv om han skulle påstå at han har omvendt sig og påstå at han har adgang til himlen og samværet med de hellige engle, så har han dog ikke ændret sin karakter. Medens de sande tilbedere er bøjet i ære for deres skaber, forsøger Satan at skabe mistillid til Guds sag og til Guds folk, ved at udtænke den mest succesrige måde at vildlede dem på, og ved at så ugræs blandt hveden."
Ondskabens fyrste kæmper for hver tomme jord, som Guds folk tilbagelægger på deres rejse mod den himmelske stad. I hele kirkens historie er der aldrig blevet fuldført nogen reformation uden betydelig modstand. Således var det også på Paulus' tid. Hver gang apostelen grundlagde en menighed, var der nogle, som påstod, at de var blevet troende, men som samtidig indførte vranglære, som, hvis den fik lov til at stå uimodsagt, ville ende med at forjage kærligheden til sandheden. Også Luther havde mange vanskeligheder og bekymringer, som forårsagedes af fanatikere, som hævdede, at Gud havde talt direkte gennem dem, og som derfor satte deres egne ideer og meninger højere end Bibelens vidnesbyrd. Mange, som manglede tro og erfaring men som var fulde af indbildskhed og elskede at høre eller fortælle nyt, lod sig bedrage af de nye læreres store ord, og de forenede sig med Satans redskaber og forsøgte sammen med dem at nedrive det, som Gud havde tilskyndet Luther til at opbygge. Brødrene Wesley og flere andre, hvis indflydelse har været til velsignelse for verden, mødte ustandselig Satans hjælpere.
William Miller nærede dyb modvilje mod alt, hvad der førte til fanatisme. Han erklærede ligesom Luther, at enhver ånd bør prøves efter Guds ord. "Djævelen," sagde Miller, "har i vore dage stor magt over sindene. Hvorledes kan vi vide, hvad slags ånd de er af?
Bibelen giver svaret "Af deres frugter skal I kende dem." Mange ånder har begivet sig ud i verden; og vi har fået befaling til at prøve ånderne. Den ånd, som ikke får os til at leve ædrueligt, retfærdigt og gudfrygtigt i denne verden, er ikke en Kristi ånd. Jeg bliver mere og mere sikker på, at Satan har en hel del at skaffe med disse vilde bevægelser. Mange blandt os, som foregiver at være helliggjorte, følger menneskenes traditioner og er åbenbart lige så uvidende om sandheden som andre. "Vildfarelsens ånd vil føre os bort fra sandheden, og Guds Ånd vil føre os frem til sandheden. Men, siger du, et menneske kan tage fejl og alligevel tro, at det har ret. Hvad så? Vort svar er, at Ånden og ordet stemmer overens. Hvis et menneske dømmer sig selv efter Guds ord og finder fuldkommen overensstemmelse gennem hele ordet, kan det tillade sig at tro, at det har fundet sandheden. Men hvis det opdager, at den ånd, af hvilken det ledes, ikke stemmer overens med alt det centrale i Guds lov, bør det udvise stor forsigtighed, således at det ikke fanges i djævelens snare." "Jeg har ofte fundet mere bevis på en indvortes gudsfrygt i et tårevædet øje, en våd kind og en grådkvalt stemme end i al den støj, som findes i kristendommen."
På reformationens tid beskyldte dens fjender de mennesker, som modarbejdede fanatismen mest energisk, for at være fanatikere. Adventbevægelsens modstandere brugte en lignende taktik. Da de ikke var tilfredse med at fordreje og overdrive de mest yderliggåendes vildfarelser, satte de ondskabsfulde rygter i gang, rygter, som ikke havde nogen som helst lighed med sandheden. Disse mennesker lod sig lede af had og fordomme. Deres fred blev forstyrret af budskabet om Kristi snarlige genkomst. De frygtede, at det kunne være sandt, og samtidig håbede de, at det ikke var det, og dette var årsagen til deres krig mod adventisterne og deres tro.
Det lykkedes nogle få fanatikere at bane sig vej ind i adventisternes rækker, men dette berettiger ikke til at hævde, at bevægelsen ikke udsprang fra Gud, lige så lidt som tilstedeværelsen af fanatikere og bedragere i kirken på Paulus' og Luthers tid berettiger til at fordømme disse to mænds indsats. Måtte Guds folk vågne op af sin slummer og for alvor angre og reformere; måtte de granske Bibelen og lære sandheden at kende, således som den er i Jesus, og måtte de vie sig til Gud! Selv da vil der ikke mangle beviser på, at Satan stadig er vagtsom og energisk. Ved hjælp af alle former for bedrag vil han vise sin magt og kalde alle de faldne engle til hjælp.
Det var ikke forkyndelsen af genkomsten, som skabte fanatisme og splittelse. Fanatismen og splittelsen begyndte i 1844, da adventisterne var opfyldt af tvivl og ængstelse og endnu ikke havde fundet deres rette ståsted. Forkyndelsen af den første engels budskab og "midnatsråbet" tjente netop til at modarbejde fanatisme og splittelse. De, som deltog i denne højtidelige bevægelse, var i harmoni; deres hjerter var fulde af gensidig kærlighed og af kærlighed til Jesus, som de snart ventede at få at se. En tro og et saligt håb hævede dem over menneskelig påvirkning og var et skjold mod Satans angreb.