"Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!" 1Mos 3,15. Den dom, som Gud udtalte til Satan efter syndefaldet, var også en profeti, der gjaldt for alle tidsaldre lige til tidernes ende, og som forudsagde den store strid, som alle jordens slægter skulle deltage i.
Gud siger: "Jeg sætter fjendskab." Mennesket nærer ikke dette fjendskab af naturen. Da mennesket overtrådte Guds lov, blev dets natur ond, og det var i harmoni og ikke i fjendskab med Satan. Der findes ikke noget naturligt fjendskab mellem det syndige menneske og syndens ophavsmand. De blev begge syndige ved deres frafald. Den frafaldne finder kun hvile, når han opnår sympati og støtte ved at forlede andre til at følge sit eksempel. Derfor slutter faldne engle og onde mennesker sig sammen i et fortvivlet venskab. Hvis Gud ikke havde grebet ind, ville Satan og mennesket have sluttet pagt mod Himmelen, og i stedet for at nære fjendskab mod Satan ville hele menneskeslægten have sluttet sig sammen mod Gud.
Satan fristede mennesket til at synde, ligesom han havde fristet englene til at gøre oprør; hans bevæggrund var, at han ønskede allierede i sin kamp mod Himmelen. Der var ingen uenighed mellem ham og de andre faldne engle med hensyn til deres had til Kristus. Skønt de var uenige på alle andre punkter, var de fuldstændig enige om at ville modsætte sig universets Herskers herredømme. Men da Satan hørte, at der skulle være fjendskab mellem ham og kvinden og mellem hans sæd og hendes sæd, forstod han, at hans forsøg på at fordærve menneskenaturen ville blive modarbejdet at mennesket på en eller anden måde ville blive sat i stand til at modstå hans magt.
Det er den nåde, Kristus indpoder i menneskesjælen, som skaber menneskets fjendskab til Satan. Uden denne omvendende nåde og fornyende kraft ville mennesket fortsat være Satans træl, hans tjener, som altid var rede til at udføre hans befalinger. Men det nye princip i sjælen skaber strid, hvor der før havde været fred. Den kraft, som Kristus skænker mennesket, sætter det i stand til at modstå tyrannen og tronraneren. Enhver, som afskyr synden i stedet for at elske den, og som modstår og overvinder de lidenskaber, som har hersket i sjælen, viser virkningen af et princip, som udelukkende er af guddommelig oprindelse.
Det fjendskab, som findes mellem Kristi ånd og Satans ånd, viste sig på slående vis i den måde, hvorpå verden tog imod Jesus. Jøderne forkastede ikke Kristus, fordi han manglede jordisk rigdom, pragt og fornemhed. De indså, at han var i besiddelse af en kraft, som langt opvejede manglen på disse ydre fortrin. Men Kristi renhed og hellighed fik de ugudelige til at hade ham. Hans liv i selvfornægtelse og skyldfri offervilje var en stadig bebrejdelse mod dette stolte, sanselige folk. Derfor nærede de fjendskab til Guds Søn. Satan og de faldne engle sluttede forbund med syndige mennesker, Alle frafaldets magter sammensvor sig mod sandhedens Talsmand.
Kristi tilhængere møder det samme fjendskab som deres Herre. Enhver, som indser syndens afskyelige karakter, og som med kraften fra det høje modstår fristelserne, vækker Satans og hans undersåtters vrede. Sandhedens rene principper vil blive hadet og dens forsvarere blive forfulgt, så længe der findes synd og syndere. Kristi disciple og Satans tjenere kan ikke forliges. Korset er ikke ophørt med at vække forargelse. "Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt." 2Tim 3,12.
Under Satans ledelse arbejder hans redskaber stadig på at styrke hans magt og oprette hans herredømme for at modarbejde Guds styrelse. Med dette formål for øje forsøger de at bedrage Kristi tilhængere og lokke dem til at svigte deres troskab mod Gud. Ligesom deres anfører forvansker de den hellige skrift for at nå deres mål. Satan forsøgte at gøre Gud til den skyldige, og på samme måde forsøger hans redskaber at tale ondt om Guds folk. Den ånd, som sendte Kristus i døden, får de onde til at udrydde hans disciple. Alt dette er forudsagt i den første profeti: "Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd." Og dette vil fortsætte til tidernes ende.
Satan kaster alle sine styrker og hele sin magt ind i kampen. Hvorfor møder han ikke større modstand? Hvorfor er Kristi krigsmænd så søvnige og ligegyldige? Fordi de har så lidt virkelig kontakt med Kristus og mangler Kristi Ånd. For dem er synden ikke afskyelig og frastødende, som den var det for deres Herre. De møder den ikke med fast og beslutsom modstand, som Kristus gjorde. De forstår ikke syndens store ondskab og ondartethed, og de er blinde for mørkets fyrstes karakter og magt. Der findes kun lidt had til Satan og hans værk, fordi der er så stor uvidenhed om hans magt og ondskab og om omfanget af hans krig mod Kristus og Kristi menighed. Millioner af mennesker lader sig bedrage på dette punkt. De ved ikke, at deres fjende er en mægtig hærfører, som hersker over faldne engle, og som ved hjælp af omhyggeligt lagte planer og snedige manøvrer fører krig mod Kristus for at forhindre, at sjæle frelses. Folk, der påstår, at de er kristne, ja, selv evangeliets forkyndere omtaler sjældent Satan, bortset fra, at hans navn af og til nævnes i en eller anden prædiken. De hæfter sig ikke ved alle beviserne på hans fortsatte aktivitet og fremgang, de ænser ikke de mange advarsler om hans snedighed, og de synes nærmest at være uvidende om hans eksistens.
Så længe menneskene er uvidende om denne årvågne fjendes planer, er han ustandselig på jagt efter dem. Han blander sig i alle hjemmets anliggender, han er på færden på gaderne i vore byer, i menighederne, under regeringernes møder og i retssalene for at bedrage, forvirre og forføre. Overalt ødelægger han mænds, kvinders og børns sjæle og legemer, skiller ægtefæller og sår had, kappestrid, fjendskab, oprør og mord. Og den kristne verden synes at betragte alt dette, som om det var Gud, der havde fastsat det, og at det nødvendigvis måtte være således.
Satan forsøger til stadighed at besejre Guds folk ved at nedbryde de skranker, som skiller dem fra verden. De gamle israelitter blev lokket til at synde, da de plejede samkvem med hedningerne, skønt det var forbudt. På lignende vis føres vor tids Israel på vildspor. Denne verdens gud har slået de vantro "med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede". 2Kor 4,4. Enhver, som ikke er Kristi tjener, er Satans tjener. I det ugenfødte hjerte findes der kærlighed til synden og hang til at værne om den og undskylde den. I det genfødte hjerte er der had til synden og beslutsom modstand mod den. Når kristne mennesker vælger ugudelige og vantros selskab, udsætter de sig for fristelse. Satan holder sig i skjul og lægger i hemmelighed sit bedragende slør over deres øjne. De kan ikke se, at et sådant selskab er beregnet på at gøre dem fortræd, og de bliver mere og mere forblindede mens de efterligner verden i karakter, ord og gerninger.
Nær berøring med synden vil uundgåeligt føre til, at den forekommer mindre frastødende. Det menneske, som vælger at omgås Satans tjenere, vil hurtigt holde op med at frygte disses herre. Fristeren benytter sig ofte med størst held af dem, som ingen mistænker for at være i hans sold.
Mange tror, at alt, hvad der ligner belevenhed og dannelse, må have forbindelse med Kristus. Dette er en meget stor vildfarelse. Enhver kristen bør ganske vist være beleven og dannet, for disse egenskaber udøver stor indflydelse til gunst for den sande tro, men hvis de ikke er viet til Gud, er også de et våben i ondskabens hånd. Mangt et klogt, kultiveret og belevent menneske, som aldrig ville nedlade sig til det, man forstår ved en umoralsk handling, er kun et redskab i Satans hænder. Et sådant menneskes, snigende og bedrageriske indflydelse og eksempel gør det til en fjende af Kristi sag, som er farligere end det uvidende og ukultiverede.
Gennem alvorlig bøn og gudsfrygt erhvervede Salomon en visdom, som vakte verdens forundring og beundring. Men da han vendte sig bort fra sin styrkes kilde og fæstede lid til sig selv, blev han et bytte for fristelse. Så gjorde de vidunderlige evner, som var blevet skænket den viseste af alle konger, ham kun til et mere effektivt redskab for sjælefjenden.
Skønt Satan til stadighed forsøger at få de kristne til at glemme det, bør de altid huske, at den kamp de skal kæmpe, ikke er mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. (Ef. 6,12.) Den inspirerede advarsel lyder gennem århundreder til vor egen tid: "Vær ædru og våg; jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge." 1Pet 5,8. "Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb." Ef. 6,11.
Lige siden Adams tid har vor store fjende benyttet sin magt til at undertrykke og tilintetgøre. Nu forbereder han sig til sin sidste kamp mod menigheden. Alle, som søger at følge Jesus, vil komme i strid med den ubarmhjertige fjende. Jo mere de kristne ligner det himmelske forbillede, des sikrere kan han være på at blive genstand for Satans angreb. Enhver, som arbejder aktivt for Guds sag og forsøger at afsløre Satans bedrag og forkynde Jesus for menneskene, kan bekræfte Pauli vidnesbyrd, hvor han taler om at tjene Herren med sindets ydmyghed og med mange tårer og prøvelser.
Satan angreb Kristus med sine største og snedigste fristelser, men han gik slagen ud af enhver kamp. Disse kampe blev udkæmpet for vor skyld, og disse sejre muliggjorde vor sejr. Kristus giver styrke til enhver der beder om hans hjælp. Intet menneske kan uden eget samtykke blive besejret af Satan. Fristeren har ikke magt til at beherske viljen eller tvinge sjælen til at synde. Han kan pine, men han kan ikke besmitte. Han kan forårsage stor smerte, men han kan ikke forurene. Kristus besejrede ham, og dette bør give alle Kristi disciple mod til mandigt at udkæmpe striden mod synden og Satan.