Selv naturen viste deltagelse over for det, der skete. Solen skinnede klart indtil middag, da det pludselig så ud, som om den var udslukt. Alt omkring korset var så mørkt som den sorteste nat. Dette overnaturlige mørke varede fulde tre timer.
Jeg tænkte, jeg vidste, hvad kærlighed var. jeg troede, jeg selv var god, så stod jeg en dag for en korsfæstet mand, hvis vunder drypped af blod. Jeg hørte, han bad for den bøddelflok, som nagled til korset ham fast. Da var det, som dybest i hjertets grund en kilde af tårer brast. Jeg knælede stille ved korsets fod, så bitre tårerne flød, Jeg så mig selv med et iskoldt sind, en synder i dybest nød.
Han led den straf, jeg havde forskyldt, selv han syndede ej . Da hvisked jeg til ham: "Forbarm dig mildt og bed du også for mig!" Han bøjede hovedet mod mig tyst, den blege, korsfæstede mand, og sagde: "I dag skal du være vist med mig i de levendes land." Det faldt med fred over hjertet ned, hans munds velsignede ord. Min synd har jeg set, og min frelser jeg fandt, i de levendes land jeg bor.
En ubeskrivelig rædsel greb folket. Forbandelserne og forhånelsen ophørte, Mænd, kvinder og børn faldt rædselsslagne til jorden. Lynglimt brød nu og da frem fra skyen og oplyste korset og den korsfæstede genløser. Alle troede, at deres gengældelses time var kommet.
Ved den niende time hævede mørket sig fra folket, men indhyllede endnu Frelseren som i en kåbe. Lynene syntes at være rettet mod ham, som han hang der på korset. Da var det, at han opløftede det fortvivlede råb: "Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Mørket havde imidlertid lagt sig over Jerusalem og Judæas sletter. Idet alles øjne vendte sig mod den skæbneramte by, så de Guds vredes heftige lyn blive slynget imod den.
Pludselig hævedes mørket fra korset, og med en høj røst som af en basun, der syntes at runge gennem hele skaberværket, råbte Jesus: "Det er fuldbragt!" "Fader! i dine hænder betror jeg min ånd". Joh. 19,30; Luk. 23,46. Et lys omgav korset, og Frelserens ansigt lyst med en glans som solens. Derpå bøjede han sit hoved ned mod sit bryst og døde.
Folket omkring korset stod som lamslået og stirrede med tilbageholdt åndedræt på Frelseren. Atter sænkede mørket sig over jorden, og der hørtes en dump buldren som en voldsom torden. Derpå fulgte et voldsomt jordskælv.
Folkemængden blev rystet sammen i klynger. Den vildeste forvirring og skræk påfulgte. I de nærliggende bjerge blev klipper revet i stykker og styrtede bragende ned på sletterne nedenfor. Grave blev brudt op, og mange af de døde blev kastet ud. Skaberværket syntes at blive sprængt i atomer. Præster, rådsherrer, soldater og folket lå målløse af rædsel udstrakt på jorden.
I det øjeblik Jesus døde, var nogle af præsterne i templet i Jerusalem. De mærkede jordrystelsen, og i samme nu blev forhænget, som adskilte det hellige fra det allerhelligste, flænget i to stykker fra øverst til nederst af den samme hvide hånd, som havde skrevet dommen på væggen i Belsazzars palads. Det allerhelligste sted i den jordiske helligdom var ikke længere helligt. Aldrig mere skulle Guds nærværelse overskygge sonedækket. Aldrig mere skulle Guds velbehag eller mishag give sig til kende ved lys eller skygge på ædelstenene i ypperstepræstens brystskjold.
Herefter havde blodet af ofrene i helligdommen ingen betydning. Guds lam var ved sin død blevet offer for verdens synder. Da Jesus døde på Golgatas kors, blev der åbnet en ny og levende vej for både jøder og hedninger. Englene jublede, da Frelseren råbte: "Det er fuldbragt!" Den store frelsesplan ville blive fuldbyrdet. Gennem et liv i lydighed kunne Adams efterkommere til sidst blive ophøjet til Guds trone. Satan havde lidt nederlag, og han vidste, at hans rige var tabt.