(77) Omkring dette tidspunkt fik jeg vist at det var min pligt at besøge vort folk i New Hampshire. På det tidspunkt var min stadige og trofaste ledsager Louisa Foss, en søster af Samuel Foss, min søster Marys mand. Jeg kan aldrig glemme hendes venlige og søsterlige opmærksomhed mod mig på mine rejser. Vi blev altid ledsaget af ældre Files og hans hustru, som var gamle og dyrebare venner til min familie, og til bror Ralph Haskins og ældre James White.
Vi blev taget hjerteligt imod af vore venner i New Hampshire, men der var nogle fejl i på dette arbejdsfelt, som bebyrdede mig meget. Vi skulle møde selvretfærdighed som var meget nedtrykkende.
Opmuntring til ældre Morse
Da vi besøgte ældre Washington Morse’s hjem var jeg meget dårlig. Der blev sendt bønner op for min skyld, og Guds Ånd hvilede over mig. Jeg blev taget bort i et syn, og nogle ting blev vist mig om ældre Morses sag i forbindelse med skuffelsen i 1844.
Ældre Morse var fast og pålidelig i troen på at Herren ville komme på dette tidspunkt; men da perioden var gået, uden at den forventede begivenhed havde indtruffet, blev han rådvild og ude af stand til at forklare forsinkelsen. Selvom han var bitterlig skuffet, aflagde han ikke sin tro, ligesom nogle gjorde, og kaldte det for et fanatisk bedrag; men han var ført vild, og kunne ikke forstå punktet for Guds folk i den profetiske tid. Han havde været så ærlig i sin forkyndelse af Herrens komme var nær, at da (78) tidspunktet var gået, blev han skuffet, og gjorde intet for at opmuntre de skuffede folk, der ligesom fåret uden hyrde, var overladt til ulvenes fortærelse.
Jonas’ tilfælde blev præsenteret for mig. Ældre Morse var i en lignende situation som denne skuffede profet. Han havde proklameret at Herren ville komme i 1844. Tidspunktet var gået. Den angst som delvist berørte folket var væk, og de gav efter for deres spot, som havde ventet forgæves på Jesus. Ældre Morse følte at han var et mundheld for sine naboer, genstand for spøg, og han kunne ikke forene sig med sin holdning. Han tænkte ikke på at Guds nådegaver ville give verden en længere tidsperiode til at forberede sig for Hans komme, end at domsadvarslen ville kunne høres mere vidt udbredt, og folk prøves med større lys. Han tænkte kun på ydmygelsen af Guds tjenere.
I stedet for at blive ked af sin skuffelse, ligesom Jonas blev, burde ældre Morse havde lagt sin selviske sorg til side, og samle op på de dyrebare lysstråler som Gud havde givet Sit folk. Han burde have glædet sig over at verden blev tilstået en benådelse; og han burde være parat og hjælpe med at fremføre det store arbejde der stadig skal gøres på jorden, at bringe syndere til anger og frelse.
Mangel på sand gudsfrygt.
Det var vanskeligt at udrette meget godt i New Hampshire. Vi fandt kun en lille åndelighed der. Mange erklærede at deres erfaring med 1844-bevægelsen for et bedrag. Det var vanskeligt at nå denne klasse, for vi kunne ikke acceptere den indstilling de vovede at have. Flere af dem som havde været aktive forkyndere og (79) formane i 1844, lod nu til at have mistet deres forankring og vidste hvor vi var i den profetiske tid; de forenede sig hurtigt med verdens ånd.
Åndelig magnetisme.
I New Hampshire skulle vi kæmpe med flere forskellige slags åndelig magnetisme, der havde karakter af hypnose. Det var vor første erfaring med den slags, og det således: Da vi kom til Claremont, fik vi fortalt at der var to grupper adventister, en som fornægtede deres tidligere tro, og en anden mindre gruppe som troede at deres tidligere erfaring var blevet ledt Guds forsyn. Vi blev vist hen til to mænd, der særlige holdt på deres egne synspunkter. Vi fandt at der var mange fordomme imod disse mænd, men troede at de at de var forfulgte for retfærdighedens sag. Vi opsøgte dem, og blev modtaget og behandlet venligt. Vi lærte hurtigt at de påberåbte sig fuldkommen helliggørelse, erklærede at de ikke havde mulighed for at synde.
Disse mænd var pænt klædt, og havde en behagelig atmosfære omkring sig. Medens vi talte med dem, kom en lille dreng, omkring otte år gammel, og bogstaveligt klædt i snavsede pjalter, ind i lokalet hvor vi sad. Vi blev overraskede over at dette barn var søn af en af disse mænd. Moderen så meget skamfuld ud og virkede irriteret; men faderen fortsatte ubekymret sin tale om hans høje åndelige mål, uden den mindste påskønnelse af sin lille søn.
Hans hellighed havde pludselig mistet sin glas for mine øjne. Indhyllet i bøn og meditation, aflagt al slid og ansvar for dette liv, har denne (80) man ikke dækket sin families behov eller givet sine børn faderlig opmærksomhed. Han lod til at have glemt den større kærlighed for Gud, des stærkere burde vor kærlighed og omsorg så være for dem Han har givet os. Frelseren har aldrig lært dovenskab og en abstrakt helligelse, der forsømmer de pligter der ligger direkte på vor stivej.
Denne ægtemand og fader erklærede at målet for sand helligelse førte sindet over alle jordiske tanker. Han sad stadig ved bordet og spiste almindelig mad. Han fik ikke mad fra et mirakel. Nogle skulle fremskaffe den mad som han spiste, skønt dette bekymrede ham så lidt, bliver hans tid helt helliget til åndelige ting. Sådan var det ikke med hustruen, som familiens byrde lå på. Hun sled uophørligt i alle hjemmets opgaver for at holde hus. Hendes mand erklærede at hun ikke var helliget, at hun lod verdslige ting trække hendes sind bort fra religiøse emner.
Jeg tænkte på vor Frelser, som arbejdede uophørligt for andres gode. "Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder." (Joh. 5,17), erklærede han. Den helligelse som Han lærte blev vist ved venlighedens og barmhjertighedens gerninger, og den kærlighed som leder mænd og kvinder til at betragte andre bedre end dem selv.
Da der blev talt om troen, sagde en af dem: "Alt hvad vi skal gøre er at tro, og om vi beder til Gud, vil det gives os."
Ældre White antydede at der var betingelser knyttet til dette løfte: "Hvis I bliver i mig," sagde Kristus, "og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det." Joh. 15,7. Jeres teori om tro," fortsatte han, "må have et grundlag."
(81) En søster til en af disse mænd bad om en fortrolig samtale med mig. Hun havde meget at sige om den fuldstændige helligelse til Gud, og prøvede at gå ud fra mine syner om dette emne. Medens vi talte, holdt hun mine hænder i hendes, og strøg blødt min hår med den anden. Jeg bad at Guds engle måtte beskytte mig fra den uhellige indflydelse som denne tiltrækkende unge kvinde prøve at udøve over mig med hendes pæne tale og venlige kærtegn. Hun havde meget at sige om åndelige talenter og hendes brors store tro. Hendes sind virkede til at være meget optaget af ham og hans erfaring. Jeg følte at jeg måtte være på vagt over for hvad jeg sagde, og var glad da samtalen var til ende.
Disse personer som gjorde disse ophøjede bekendelser, bedrager den uforsigtige. De havde meget at sige om næstekærlighed dækker en mængde synder. Jeg kunne ikke være enig med deres synspunkter og følelser, og følte at de udøvede en frygtelig kraft for det onde, og var glad for komme væk fra deres nærhed.
Lige så snart som disse personers synspunkter blev modsat, udviste de en hårdnakket og selvretfærdig ånd som forkastede al belæring. Skønt de bekendte stor ydmyghed, var de meget pralende i deres helliggørende sofisteri, og modtog alle appeller om fornuft. Vi følte at alle vore anstrengelser for at overbevise dem, om deres vildfarelse var forgæves, idet de tog den indstilling at de ikke var elever, men lærere.
Møde hos bror Collier’s
Om eftermiddagen tog vil til bror Colliers hjem, hvor vi havde i sinde at holde et møde den aften. Vi stillede bror Collier nogle spørgsmål om disse mænd, men han gav os ingen information. (82) "Hvis Herren har sendt dig der," sagde han, "vil du blive forvisset om den ånd som styrer dem, og vil løse mysteriet for os."
Begge disse mænd deltog ved møderne hos bror Collier’s. Medens jeg bad alvorligt for lys og Guds nærhed, begyndte de at sukke og råbe "Amen!" og tilsyneladende sympatisere med min bøn. Men mit hjerte blev straks nedtykt af en stor vægt. Ordene døde hen på mine læber, og mørke overskyggede hele mødet.
Ældre White rejste sig og sagde: "Jeg er forpint. Guds Ånd er bedrøvet. Jeg modsætter denne indflydelse i Herrens navn. O Gud, irettesæt denne tåbelige ånd."
Jeg fik straks liv igen, og rejste mig over skyggerne. Men da jeg atter talte opmuntrende og troens ord til de tilstedeværende, nedkølede deres sukke og ammen mig. Ældre White irettesatte atter mørkets ånd, og Guds ånd hvilede igen over mig, medens jeg talte til folk. Disse fjendens agenter var så begrænsede at de ikke udøve deres ødelæggende indflydelse igen den aften.
Efter mødet sagde ældre White til bror Colier: "Nu kan jeg fortælle jer om disse to mænd. De handler under satanisk påvirkning, alligevel forlokker alle sig til Herrens Ånd."
“Jeg tror at Gud har sendt jer til at opmuntre os," gentog han, “Vi kalder deres indflydelse for mesmerisme. De påvirker andres sind på en bemærkelsesværdig måde, og har styret nogle til stor skade. Vi holder sjældent møde her, for de trænger på med deres nærhed, og vi kan ikke være i forening med dem. De udviser dybe følelser, som du har opserveret i aften, men de river livet ud af vore bønner, og de efterlader (83) en indflydelse som er mørkere end Ægyptens mørke. Jeg har aldrig set dem så nært før, som i aften."
"Kan ikke synde"-teorien
Under familiebønnen den aften, hvilede Herrens ånd på mig, og jeg fik vist mange ting i synet. Disse mænd blev præsenteret for mig, som nogen der gjorde stor skade for Guds sag. Skønt de bekendte sig helliggørelse, overtrådte de den hellige lov. De var fordærvet i hjertet, og dem som var i union med dem var under et satanisk bedrag, adlød deres kødelige interesser i stedet for Guds ord.
De fremholdt at dem som var helliggjort ikke kan synde. Og dette ledte naturligt til den tanke at de helliggjordes tro og kærlighed altid var rigtig, og aldrig i fare for at lede dem i synd. I harmoni med disse sofisterier, praktiserede de værste synder under påskud af helliggørelse, og gennem deres bedrageriske, mesmeristiske indflydelse fik de en fremmed kraft over nogle som de omgik, som ikke ser det onde i disse tilsyneladende skønne men forlokkende teorier.
Frygtelig var deres kraft over folk, for medens de havde deres opmærksomhed og vandt deres tillid gennem en mesmeristisk indflydelse, førte de uskyldige og intetanende mennesker til at tro at denne indflydelse var Guds Ånd. Der blev de, der fulgte deres lære bedraget til den tro at de og deres omgangsfæller, som hævdede at være helt helligede, kunne opfylde alle deres hjertes ønsker uden synd.
Disse falske læreres bedrag blev lagt klart frem for mig, og jeg så den frygtelige beretning der stod imod dem i optegnelsesbøgerne, og de frygtelige skyld som hvilede over dem, at de bekendede fuldkommen (84) hellighed skønt deres daglige handlinger var anstødelige i Guds øjne.
Nogle gange efter dette, blev disse personers karaktertræk udviklet for folk, og synet der blev om dem blev bekræftet fuldstændigt.
Sand helligelse
"Tro på Kristus," lød råbet fra disse angiveligt helligede mennesker. "Tro kun; det er alt hvad der forlanges af jer. Hav kun tro på Jesus."
Johannes ord kom mig magtpåliggende på sinde: "Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os." 1. Joh. 1,8. Jeg fik vist at dem som kækt hævder at være syndfrie, viser i deres pral at de langt fra er uden syndsbesmittelse. Jo mere mistroisk han bliver over for sig selv, og mere ufuldkommen vil hans gerninger vise sig i ham, i modsætning til dem som bemærker Genløserens pletfrie liv. Men dem som er langt fra Jesus, hvis åndelige begrebsverden er så omtåget af vildfarelse at de ikke kan fatte det store Eksemplars karakter, forestiller sig at Han er lige som de selv, og drister sig til at tale om deres egen helligheds fuldkommenhed. Men de er langt fra Gud; de ved lidt om dem selv og mindre om Kristus.