(110) Som resultat af arbejde på hømarken, har min mand tjent fyrre dollars. For del af dette købte vi nogle nødvendige klæder, og havde nok midler til at vi kunne komme til vest-New York og tilbage.
Mit helbred var dårligt, og det var umuligt for mig at rejse og have omsorg for vort barn. Derfor forlod vi vor lille Henry, ti måneder gammel, i Middletown hos søster Clarissa Bonfoey. Det var en hård prøvelse for mig at blive adskilt fra mit barn, men vi turde ikke lade vor hengivenhed til ham, holde os borte fra pligtens sti. Jesus nedlagde Sit eget liv for at frelse os. Hvor lille et offer kan vi da give, i sammenligning med Hans offer!
Om morgnen den 13. august nåede vi New York City, og tog hjem til br. Moody. Den efterfølgende dag sluttede brødrene Bates og Gurney sig til os.
Konferensen i Volney
(110) Vor første konferense i New York blev afholdt i Volney i en brors lade. Omkring femogtredive var til stede - alle som kunne samles i den del af staten. Men ud af det antal, havde to svært ved at blive enige. Nogle holdt fast ved alvorlige fejl og enhver fremhævede ihærdigt sin egne synspunkter og erklærede at de var i overensstemmelse med skriften.
En bror fremholdt at der var gået ti tusinde år efter åbenbaringenbogens tyvende kapitel, og at de ethundrede og firefyrre tusinde, som står nævnt i det syvende og det fjortende kapitel (111) i Åbenbaringen var dem der stod op ved Kristi opstandelse.
Da vi havde vor døende Herres sindbilleder foran os, og var ved at mindes Hans lidelser, rejste denne bror sig op og sagde at han ikke troede på det vi var ved at gøre; at Herrens nadver var en fortsættelse af påskefesten, og kun skulle fejres en gang om året.
De besynderlige modstandsforskelle lå tungt, da det synes for mig at Gud blev vanæret; og jeg besvimede under den byrde. Nogle frygtede at jeg var ved at dø; men Herren hørte sine tjeneres bønner og jeg blev genoplivet.
Himlens lys hvilede over mig og jeg blev hurtigt tabt af det jordiske. Min ledsagende engel viste mig de tilstedeværendes fejl og også sandheden sat i modsætning til deres fejl. Disse uoverensstemmende synspunkter, som de påstod var i overensstemmelse med bibelen var kun i overensstemmelse med deres opfattelse af bibelen og de må opgive deres fejl og forenes på den tredje engels budskab.
Vores møde sluttede med en sejr. Sandheden vandt sejren. Brødrene gav afkald på deres fejl og forenedes på den tredje engels budskab og Gud velsignede dem stort og lagde til deres tal.
Besøg hos bror Snow’s — Hannibal
Vi rejste fra Volney til Port Gibson, fem kilometer, for at holde andre aftaler (112) d. 27. og 28. august. “På vor vej", skrev min mand et brev til br. Hastings dateret d. 26. august, “vi stoppede hos br. Snow’s i Hannibal. På dette sted er otte eller ti dyrebare sjæle. Br. Bates, br. og str. Edson, og br. Simmons blev der hele natten hos dem. Om morgnen blev Ellen taget bort i et syn, og medens hun var i synet, var alle brødrene der inde. En af dem var ikke med på sabbat(sandhed)en, men var ydmyg og god. Ellen rejste sig op i synet, tog den store bibel, holdt den oppe for Herren, talte ud fra den, bar den hen til denne ydmyge bror, og lagde den i hans arme. Han tog den med tårene løb ned på hans skjorte. Så kom Ellen og satte sig ned hos mig. Hun var i synet i halvanden time, og i den tid åndede hun slet ikke. Det var en bevægende stund. Alle græd meget af glæde. Vi forlod br. Bates sammen med dem, og kom til dette sted sammen med br. Edson."
Mødet i Port Gibson
Mødet i Port Gibson blev holdt i br. Hiram Edson’s lade. Der var dem til stede som elskede sandheden, men lyttede til og gemte på vildfarelse. Før afslutningen af dette møde, arbejdede Herren ikke desto mindre for os med kraft. I et syn fik jeg igen vist betydningen af at brødre lagde deres forskelligheder til side, og forenede sig i bibelsandheden.
Besøg hos br. Harris’s—Centerport
Vi forlod br. Edsons projketer for at tilbringe næste sabbat i New York City. Vi kom for sent til postbåden, så vi tog en rutebåd, så vi kan stige om, til den næste postbåd kom. Da vi så postbåden nærmede sig, gjorde vi os parat til at stige om bord; men postbåden stoppede ikke, (113) og vi måtte springe om bord medens båden var i bevægelse.
Bror Bates havde pengene til vor rejse i hænderne, og sagde til bådens kaptain: "Her, tag din betaling." Idet han så båden bevæge sig bort, sprang han for at komme om bord, men hans fod ramte bådens hjørne, og han faldt tilbage i vandet. Da begyndte han at svømme hen til båden, med sin pengepung i den ene hånd, og en dollarseddel i den anden. Hans hat var faldt af, og for at redde den mistede han sedlen, men han holdt fast på sin pengepung. Postbåden gjorde holdt for ham for at komme ombord. Hans klæder blev våde af kanalens beskidte vand, og da han var nær Centerport, besluttede vi at besøge br. Harris’ hjem, så br. Bates kan få sine klæder i orden.
Vort besøg viste sig at være til gavn for denne familie. I årevis havde str. Harris lidt af katar. Hun havde brugt snus for at lindre denne sygdom, og sagde at hun ikke kunne leve uden det. Hun led af meget hovedpine. Vi anbefalede hende at tage til Herren, den store Læge, som vil helbrede af hendes pinsel. Hun besluttede at gøre dette, og vi havde en bedestund sammen med hende. Hun holdt helt op med at bruge snus. Hun kom meget ud af sine vanskeligheder, og fra den tid af var hun sundere end for år tilbage.
Medens vi var hos br. Harrias havde jeg en samtale med en søster som bar guld, og alligevel bekendte at vente Kristi komme. Vi talte om skriftens erklæringer imod at bære guld. Men hun sagde at Salomon blev befalet at forskønne templet, og udtalelsen om at gaderne i Guds stad var af rent guld. Hun sagde at hvis vi kunne udnytte vort udseende ved at bære guld, og så få indflydelse i verden, så var det (114) rigtigt. Jeg svarede at vi var fattige faldne dødelige mennesker, og i stedet for at dekorere disse legemer fordi Salomons tempel blev beskykket så herligt, bør vi huske på vor faldne tilstand, og at det har kostet Guds søns lidelse og død at genløse os. Denne tanke burde lede os til selvfornedrelse. Jesus er vort forbillede. Hvis Han ville lægge Sin ydmygelse og lidelse til side og råbe: “Hvis nogen vil følge efter Mig, så lad ham behage sig selv, og nåde verden, og han skal være Min disciplel," så vil større skarer tro Ham og følge Ham. Men Jesus kom ikke til os i nogen anden karakter en den sagtmodige og korsfæstedes karakter. Hvis vi vil være hos Ham i Himlen, må vi være som Ham på jorden. Verden vil kræve sit eget; og dem som vil vinde sejr, må forlade det som tilhører den.
Besøg hos bror Abbey’s — Brookfield
Den næste dag genoptog vi vor rejse med postbåden, og tog så langt som til Madison Co., N.Y. Da forlod vi postbåden, og lejede en vogn, og red fyrre kilometer til Brookfield, hvor vi var hjemme hos bror Ira Abbey. Fredag eftermiddag ankom vi til huset, det var meningen at nogen skulle gå hen til døren og spørge, så at vi ikke blev skuffet om at komme ind, tage tilbage til køretøjet, og være på et hotel sabbaten over.
Søster Abby kom til døren, og min mand introducerede sig selv, som en der holdt sabbaten. Hun sagde: "Jeg er så glad for at se jer. Kom ind." Han svarede: "Der er tre flere i vognen end mig. Jeg tænkte om vi alle stod der sammen kunne vi gøre dig forskrækket." "Jeg bliver aldrig forskrækket over kristne," lød svaret. Søster Abbey udtrykte megen (115) glæde over at se os, og vi blev budt hjerteligt velkommen af hende og hendes familie. Da Bror Bates blev introduceret, sagde hun: "Kan det være br. Bates, som skrev at han holder sig til sabbaten? Og kommer for at besøge os? Jeg er uværdig til at have dig under mit tag. Men Herren har sendt jer til os; for vi hungrer efter sandheden."
Et barn blev sendt ud til marken for at fortælle bror Abbey at fire sabbatsholdere var kommet. Han havde ikke så travlt med at blive bekendt med os; for han var tidligere ført bag lyset af nogen som ofte besøgte dem. Disse, som bekendte sig til at være Guds tjenere, havde spredt vildfarelse iblandt den lille hjort, som prøvede at fastholde sandheden. Bror og søster Abbey havde ført krig imod dem så længe at de var bange for at komme i kontakt med dem. Bror Abbey frygtede at vi var fra den samme klasse. Så kom han ind i huset, han tog køligt imod os, og begyndte at stille nogle få tydelige direkte spørgsmål, om vi holdt sabbaten og troede de sidste budskaber skal være af Gud. Da han var glad for at vi var kommet med sandheden, bød han os velkommen med glæde.
Vore møder på dette sted var til glæde for de få der elskede sandheden. Vi frydede os over at Herren i Sit forsyn havde ledt os ad den vej. Vi nød Guds tilstedeværelse sammen, og blev trøstet over at finde nogle få som havde stået fast spredningstiden igennem, holdt fast ved sandhedens budskaber midten i tågen af åndeliggørelse og fanatisme. Denne kære familie hjalp os på vor vej efter en gudfrygtig forsamling.