(129) Da vi var i Oswego, N. Y., først i 1850, blev vi indbudt til at besøge Camden, en by omkring femogtres kilometer mod øst. Da jeg tidligere tog der hen, fik jeg vist en lille gruppe af troende der, og iblandt dem så jeg en kvinde som bekendte at være from, men som var hykler, og bedragede Guds folk.
I Camden, N. Y.
Sabbats formiddag var ganske mange samlet til tilbedelse, men den bedragede var ikke til stede. Jeg spurgte efter en søster, om dette var alle? Hun sagde at alle er her. Den kvinde som jeg havde set i synet, boede seks kilometer fra stedet, og søsteren ikke tænkte på hende. Men hun kom hurtig ind, og jeg genkendte hende straks som den kvinde, med den karakter Herren havde vist mig.
Under mødets forløb, talte hun ganske længe, og sagde at hun havde den fuldkomne kærlighed, og nød helligheden i hjertet, at hun ikke får trængsler og fristelser, men nyder fuldkommen fred og underdanighed under Guds vilje.
Efter mødet kom jeg hjem til bror Preston med en følelse af stor bedrøvelse. Den nat drømte jeg at et skjult kammer fyldt med skrammel blev åbnet op for mig, og jeg fik at vide at det var min opgave at rense det bort. I en lampes lys fjernede jeg skrammelet, og fortalte dem, som var hos mig, at rummet kunne fyldes med mere værdifulde ting.
Søndag formiddag mødtes vi med brødrene, og min mand rejste sig for at tale over lignelsen med de ti brudejomfruer. Han havde ikke frihed til at tale, og foreslog (130) at vi havde en bedestund. Vi bøjede os for Herren og gik ind i alvorlig bøn. De mørke skyer løftes bort, og jeg blev taget bort i et syn, og fik atter vist denne kvindes sag. Hun blev fremstillet for mig som værende i fuldstændig mørke. Jesus rynkede sin mine over hende og hendes mand. Denne knusende mine fik mig til at skælve. Jeg så at hun havde handlet som hykler og bekendende hellig, medens hendes hjerte var fyldt af fordærv.
Efter at jeg kom ud af synet, fortalte jeg med skælven, dog trofast hvad jeg havde set. Kvinden sagde roligt: "Jeg er glad for at Herren kender mit hjerte. Han ved at jeg elsker Ham. Mit hjerte kunne kun åbnes så du kan se det, du vil se at det er rent og ryddet."
Nogles sind var foruroliget. De vidste ikke om de skulle tro hvad Herren havde vist mig, eller lade udseende veje imod det vidnesbyrd jeg har frembåret.
Ikke længe efter dette, greb en frygtelig angst kvinden. En rædsel hvilede over hende, og hun begyndte at bekende. Hun gik endda fra hus til hus iblandt hendes ikke-troende naboer, og bekendte at den mand hun havde boet sammen i årevis ikke var hendes mand, som hun løb bort fra England, og forlod en venlig mand og et barn. Hun bekendte mange andre onde handlinger. Hendes anger synes at være oprigtige, og i nogle tilfælde genoprettede hun det hun havde gjort galt.
På grund af denne erfaring, blev vore brødre og søstre i Camden, og deres naboer fuldt grundfæstet i den tro som Gud havde åbenbaret for mig, i det som jeg havde sagt, og at budskabet blev givet dem i barmhjertighed og kærlighed, for at redde dem fra bedrag og farlig vildfarelse.
I Vermont
(131) I foråret 1850 besluttede vi os for at besøge Vermont og Maine. Jeg forlod min lille ni måneder gamle Edson i søster Bonfoeys varetægt, da vi tog af sted for at gøre Guds vilje. Vi arbejdede meget hårdt, led mange afsagn og udrettede kun lidt. Vi fandt brødre og søstre i en spredt og forvirret tilstand. Næsten alle blev påvirket af nogle vildfarelser, og alle virkede til at være nidkær for deres egne meninger. Ofte led vi af stærke sindssmerter da vi kun mødte ganske få, som var parat til at lytte til bibelsandheden, medens de så ivrigt gemte på vildfarelse og fanatisme. Vi var nød til at tilbagelægge en lang og udtrættende rute på femogtres kilometer med ophold for at komme til Sutton, vort bestemmelsessted.
Hæve sig over fortvivelse
Jeg blev ramt af modfaldenhed den første nat efter at vi havde nået mødestedet. Jeg prøvede at overvinde det, men det virkede umuligt at kontrollere mine tanker. Mine små bebyrdede mit sind. Vi havde efterladt en i Maine-staten, to år og otte måneder gamle, og en anden baby i New York ni måneder gammel. Vi havde netop tilbagelagt en udtrættende rejse med store lidelser, og jeg tænkte på dem som nød deres børns selskab i deres egne stille hjem. Jeg så tilbage på vort tidligere liv, erindrede de udtalelser som en søster kom med for få dage siden, som mente det ville være meget behageligt at ridde igennem landet uden at noget betyngede mig. Det var netop et sådant liv som hun skulle glæde sig ved. På det tidspunkt længtes mit hjerte efter mine børn, især efter min baby i New York, og jeg var netop kommet ud fra mit soveværelse, hvor jeg havde kæmpet (132) med mine følelser, og hjemsøgt Herren med mange tårer efter styrke til at underkue min knurren, og at jeg kunne fornægte mig selv for Jesu skyld.
I denne sindstilstand faldt jeg i søvn, og drømte at en høj engel stod ved min side og spurgte mig hvorfor jeg var ked af det. Jeg fortalte ham om de tanker der havde bebyrdet mig, og sagde: "Jeg kan kun så lidt godt, hvorfor kan vi ikke være hos vore børn, og nyde deres selskab?" Han sagde: "Du har givet Herren to smukke blomster, vellugten som er så liflig som røgelse for Ham, og er mere dyrebar i Hans øjne end guld eller sølv, for det er et hjertets gave. Det drager på hjertets fibre som intet offer kan. Du bør ikke se på de nuværende ting, men holde øjet rettet mod din pligt, rettet mod Guds herlighed, og følge Hans opåbende forsyn, og stien skal lyses op for dig. Enhver selvfornægtelse, ethvert offer, bliver trofast skrevet ned, og vil bringe sin løn."
I Østcanada
Herrens velsignelse var med vor konferense i Sutton, og efter at mødet var slut begav vi os på vej til Østcanada. Det gjorde ondt i mit svælg, og jeg kunne tale højt, eller endog hviske, uden lidelse. Vi bad medens vi rejste, efter styrke til at klare rejsen.
Vi fortsatte indtil vi kom til Melbourne. Vi forventede at møde modstand der. Mange som bekendte at tro på vor Frelsers nære genkomst kæmpede imod Guds lov. Vi følte behov for styrke fra Gud. Vi bad for at Herren ville vise sig selv for os. Min alvorlige bøn var at sygdommen måtte forlade mit svælg, og at min stemme kunne komme igen. Jeg havde bevis for at (133) Herrens hånd berørte mig. Vanskeligheder fjernede sig straks, og min stemme var klar. Herrens lys skinnede over os under mødet, og vi nød stor frihed. Guds børn blev styrket og opmuntret stærkt.
Mødet i Johnson, VT.
Snart efter tog vi tilbage til Vermont, og holdt et bemærkelsesværdigt møde i Johnson. På vor vej stoppede vi op flere dage hos bror E. P. Butler. Vi fandt at han og andre af vore brødre i Nordvermont var stærkt rådvilde og prøvede på grund af en gruppe menneskers falske lære og vilde fanatisme, som påberåbte sig fuldkommen helligelse, og under stor helligheds iklædning, fulgte en livsvej som var en vanære for kristenavnet.
De to mennesker som var ledere i fanatismen var lig dem, i liv og karakter, som vi mødte for fire år siden i Claremont, N. H. De underviste i læren om ekstrem helligelse, hævdede at de ikke kunne synde, og var parat til forvandling. De praktiserede mesmerisme (hypnose), og hævde at tage imod guddommelig oplysning medens de var i en slags trance.
De gik ikke ind i et regulært arbejde, men i selskab med to kvinder, ikke deres koner, rejste de omkring fra sted til sted, og tiltvang sig selv folks gæstfrihed. Gennem deres hårdfine, mesmeristiske (hypnotiske) indflydelse, havde de sikret sig en stor grad sympati hos nogle af vore brødres opvoksede børn.
Bror Butler var en meget retskaffen mand. Han var vågnet grundigt op over for de fanatiske teoriers indflydelse, og var aktiv i sin modmodstand mod deres falske teorier og hovmodige krav. (134) Desuden gjorde han det klart for os at han ikke troede på nogen af den slags syner.
Meget modvilligt indvilgede bror Butler i at deltage i et møde hjemme hos bror Lovejoy i Johnson. De to mænd som var ledere i fanatisme, og som havde bedraget og fortrykt Guds børn, kom til mødet, ledsaget af to kvinder iklædt hvid linned, med deres lange sorte hår hængende løst ned om deres skuldre. De hvide linnedklæder skulle repræsentere de helliges retfærdighed.
Jeg havde et irettelsesbudskab til dem, og medens jeg talte, holdt den forreste af de to mænd sine øjne fæstnet på mig, som mesmeritter (hypnotisører) havde gjort før. Men jeg frygter ikke hans mesmeristiske indflydelse. Jeg fik styrke fra himlen til at rejse mig over deres sataniske kraft. Guds børn, som var blevet holdt i trældom begyndte at ånde frit og glæde sig i Herren.
Efter som mødet skred frem, forsøgte disse fanatikere at rejse sig og tale, men de kunne ikke finde en anledning. Det var gjort tydeligt for dem at deres tilstedeværelse ikke var ønsket, men de valgte at blive der. Så satte bror Samuel Rhodes sig på stolen bag ved, hvor en af kvinderne sad, og førte hende ud af lokalet og igennem vindfanget og til græsarealet. Da de gik tilbage til mødelokalet, drog han den anden kvinde ud på den samme måde. De to mænd forlod mødelokalet, men forsøgte at vende tilbage.
Idet bønner blev sendt op ved slutningen af mødet, kom den anden af de to mænd hen til døren og begyndte at tale. Døren blev lukket imod ham. Han åbnede døren igen og begyndte at tale. Da faldt Guds kraft over min mand. Farven forlod hans ansigt idet han rejste sig op fra sine knæ. Han løftede sine hænder foran manden, og udbrød: "Herren (135) ønsker ikke dit vidnesbyrd her. Herren ønsker ikke at du skal bortlede og knuse hans folk."
Guds kraft fyldte lokalet. Manden så rædselsslagen ud, og snublede bagud igennem hallen til det andet lokale. Han vaklede igennem lokalet og faldt imod muren, og fik igen balancen og fandt en dør ud af huset. Herrens nærhed, som var så smertelig for fanatiske syndere, gjorde et højtideligt indtryk på forsamlingen. Men efter at mørkets børn var gået, kom en liflig fred fra Herren der hvilede over gruppen. Efter dette møde var de falske og listige bekendere til fuldstændig hellighed aldrig mere i stand til at genetablere deres kraft over vore brødre.
Erfarinterne for dette møde, vandt vi tillid og fællesskab til bror Butler.
Tilbage til New York
Efter fem ugers fravær, vendte vi tilbage til New York. I North Brookfield fandt vi søster Bonfoey og lille Edson. Barnet var meget svagt. Der var sket en stor forandring hos ham. Det var vanskeligt at undertrykke en knurren. Men vi vidste at vor eneste hjælp var hos Gud, så vi bad for barnet, og hans symptomer blev mere og mere gunstige, og vi rejste sammen med ham til Oswego for at deltage i konferensen der.