(20) I marts, 1840, besøgte William Miller Portland, Maine og gav sine første studier i foredrag om Kristi andet komme. Disse foredrag vakte stor opmærksomhed og den kristne kirke på Casco Street, som mr. Miller havde, var overfyldt dag og nat. Ingen hysterisk sindsbevægelse fulgte disse møder, men en dyb højtidelighed gennemstrømmede deres tanker som hørte hans prædikener. Der blev ikke kun udvist en stor interesse i byen, men landfolkene kom ind dag efter dag, med deres madpakker og blev der fra morgnen til slutningen af aftenmødet.
I selskab med mine venner fulgte jeg disse møder. mr. Miller skildrede de profetier med en nøjagtighed som overbeviste hans tilhøreres hjerter. Han dvælede på de profetiske perioder og gav mange beviser, der styrkede hans standpunkt. Således greb hans højtidelige og kraftfulde appeller og formaninger disse mennesker, som ikke var forberedte, - mængden som fortryllet.
Tidlige indtryk
For fire år siden, på vej til skole, havde jeg taget en papirlap op om en mand i England som forkyndte at jorden ville fortæres om tredive år fra det tidspunkt. Jeg tog dette papir med hjem og læste det for familien. Da jeg tænkte over de begivenheder der stod foreskrevet, blev jeg grebet med rædsel; tiden virkede så kort til at omvende og frelse verden. Dette lille afsnit på papirlappen gjorde så dybt (21) indtryk på mit sind, at jeg knapt nok kunne sove i flere nætter, og bad hele tiden at være parat da Jesus kom.
Jeg var blevet oplært med, at et timeligt tusindårsrige ville finde sted forud for Kristi komme i himlens skyer; men nu lyttede jeg til den overraskende forkyndelse at Kristus ville komme i 1843, kun nogle få år ud i fremtiden.
En åndelig vækkelse
Særlige møder blev fastlagt hvor syndere kunne få en lejlighed til at søge deres Frelser og berede sig for de farefulde begivenheder, som snart ville finde sted. Rædsel og domfældelse brød ud, ud over hele byen. Der blev oprettet bedemøder og der var en generel vækkelse iblandt de forskellige trosretninger, for de følte alle mere eller mindre påvirkningen, der udviklede sig fra læreren om Kristi snarlige genkomst.
Når syndere blev budt frem til de ivrige pladser, svarede hundredvis på opfordringen og jeg, iblandt de sidste, pressede mig gennem mængden og tog plads med de søgende. Men der var i mit hjerte en følelse om, at jeg aldrig kunne være værdig til at kaldes et Guds barn. Jeg har ofte søgt efter fred i Kristus, men jeg lod ikke til at kunne finde den frihed jeg ønskede. En frygtelig bedrøvelse hvile over mit hjerte. Jeg kunne ikke tænke på noget jeg havde gjort, der bedrøvede mig; men for mig var det som om at jeg ikke var god nok til at gå ind i himlen, at disse ting i det hele taget var for meget for mig at forvente.
En manglende tillid til mig selv og en overbevisning, som det vil være umuligt for andre at forstå mine følelser, forhindrede mig fra at søge råd og hjælp fra mine kristne venner. Således flakkede jeg unødigt om i mørke og fortvivlelse, medens de, som ikke trængte sig ind i min forbeholdenhed, var helt ligegyldige for min egentlige tilstand.
Retfærdiggørelse ved tro
(22) Den efterfølgende sommer tog mine forældre til metodist lejrmødet i Buxton, Maine og tog mig med. Jeg var fuldt besluttet på at søge Herren i alvor der og opnå om muligt, tilgivelsen for mine synder. Der var en stor længsel i mit hjerte for den kristnes håb og den fred, der kommer af tro.
Jeg blev meget opmuntret da jeg lyttede til en prædiken over ordene, jeg vil »gå ind til kongen,« »skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!« Ester 4,16 I hans kommentarer henvendte taleren sig til dem som vaklede mellem håb og frygt og længdes efter at blive frelst fra deres synder og modtage Kristi tilgivende kærlighed, men alligevel blev holdt i tvivl og trældom ved frygt og angst for fiasko. Han rådede disse til at overgive sig selv til Gud og vove sig ud til hans barmhjertighed uden at forhale det. De vil finde en nådig Frelser, parat til at give dem barmhjertighedens scepter, ligesom Ahasverus gav Ester et tegn for hans gunst. Alt det der krævedes af synderen, skælvende i sin Herres nærhed, var at tage troens hånd frem og røre ved hans tros scepter. Denne berøring sikrede tilgivelse og fred.
Dem som ventede på at gøre sig selv mere dyrebare i guddommelig gunst før de vovede at kræve Guds løfter, gjorde en skæbnesvanger fejltagelse. Jesus alene renser fra synd; han alene kan tilgive vore overtrædelser. Han har lovet sig selv at lytte til begæringen og tilstå deres bøn som kommer til ham i tro. Mange har en uklar forestilling om at de må gøre nogle forunderlige anstrengelser for at opnå Guds gunst. Men al selvstændighed i karakter er frugtesløs. (23) Det er kun ved forbindelse med Jesus, gennem tro, at synderen bliver et håbefuldt og troende barn af Gud.
Disse ord trøstede mig og gav mig et syn for hvad jeg måtte gøre for at blive frelst.
Nu begyndte jeg at se min vej mere klart og mørket begyndte at forsvinde. Jeg søgte alvorlig om forladelse for mine synder og stræbte efter at give mig selv helt til Herren. Men mit sind var ofte i stor pine, fordi jeg ikke erfarede den åndelige henrykkelse som jeg mente ville være bevis for i min godkendelse hos Gud og jeg turde ikke selv tro at jeg var omvendt uden dette. Jeg behøvede jo megen belæring om enkelheden i dette!
Byrden blev løftet
Medens jeg var bøjet ved alteret sammen med andre som søgte Herren, var sproget i mit hjerte: "Hjælp, Jesus, frels mig eller jeg fortabes! Jeg vil aldrig ophøre med at bede før min bøn er hørt og mine synder tilgivet!" Jeg mærkede min mangelfulde hjælpeløse situation som aldrig før.
I det jeg knælede og bad, blev mine byrder med ét, taget fra mig og mit hjerte var lettet. Først kom en skrækfølelse over mig og jeg prøvede at genvinde min pinefulde byrde. Det synes for mig at jeg havde ingen ret til at nære glæde og lykke. Men Jesus synes mig meget nær; jeg følte mig i stand til at komme til ham med alle mine sorger, uheld og prøvelser, netop som de trængende kom til ham for lindring da han var på jorden. Der var en forvisning i mit hjerte om at han forstod mine særlige prøvelser og følte med mig. Jeg kan aldrig glemme denne dyrebare forsikring fra Jesu medlidende ømhed mod en så værdiløs i hans opmærksomhed. Jeg lærte mere af Kristi guddommelige karakter i denne korte periode (24) da jeg var bøjet blandt de bedende end nogensinde før.24
Igen og igen sagde jeg til mig selv: "Kan dette være religion? Er jeg ikke gået fejl?" Det synes temmelig meget for mig at hævde, et ret ophøjet privilegium. Selv om det var ret generende at bekende det åbenlyst, følte jeg at Frelseren havde velsignet mig og tilgivet mine syndere.
"I et nyt liv"
Lige efter dette sluttede mødet og vi begyndte at gå hjem. Mine tanker var fyldte af de prædikener, formaninger og bønner vi havde hørt. Alt i naturen synes forandret. I løbet af mødet, tog skyer og regnvejr overhånd i en stor del af tiden og min følelser har været i harmoni med vejret. Nu skinnede solen klart og tydeligt og oversvømmede jorden med lys og varme. Træerne og græsset var frisk grønt, himlen var mere blå. Jorden synes at smile under Guds fred. Således havde strålerne fra Retfærdighedens Sol trængt ind i skyerne og mørket i mit sind og fordrevet dets mørke.
Det var, for mig, som om at enhver måtte være i fred med Gud og gjort levende med hans Ånd. Alt hvad mit øje hvilede på synes at have undergået en forandring. Træerne var skønnere og fuglene sang mere sødt end nogensinde før; de synes at prise Skaberen i deres sange. Jeg har ikke lyst til at tale, af frygt for at denne lykke skal forsvinde og jeg skulle miste det dyrebare vidnesbyrd for Jesu kærlighed for mig.
(25) Mit liv kom frem for mig i et anderledes lys. Den sorg der havde formørket min barndom synes at være givet mig i barmhjertigheden for mit bedste, til at vende mit hjerte væk fra verden og dets utilfredsstillende behageligheder og bøje det mod himlens varige tiltrækninger.
Forenes med metodistkirken
Hurtig efter vor tilbagevenden fra lejrmødet, tog jeg, med adskillige andre, i kirke - på prøve. Mine tanker var meget optaget i dåbsspørgsmålet. Ung som jeg var, kunne jeg se kun én dåbsmetode bemyndiget i skrifterne og det var dåb ved fuldstændig neddykning. Nogle af mine metodistsøstre prøvede forgæves at overbevise mig at bestænkelse var bibelsk dåb. Metodistprædikanten indvilgede i at neddykke kandidaterne hvis de samvittighedsfuldt foretrak den metode, selv om han lod forstå at denne bestænkelse ville være lige så acceptabel for Gud.
Endelig var tidspunktet bestemt for os at modtage denne højtidelige indvielse. Det var en blæsende dag da vi, tolv i tallet, gik ned i havet for at blive døbt. Bølgerne gik højt og kastede sig på bredden; man da jeg tog det tunge kors op, var min fred som en flod. Da jeg rejste mig fra vandet, var min styrke næsten væk, for Herrens kraft hvilede over mig. Jeg følte at fra nu af, at jeg var ikke fra denne verden, men havde rejst fra den vandige grav til livets friskhed.
Den samme dag om eftermiddagen blev jeg modtaget i menigheden med fuldt medlemskab.