(173) Efter at have overbevist sig om at min mand ikke ville genvinde sig fra sin langvarige sygdom medens han var inaktiv og at tidspunktet var kommet til mig, at gå ud at bære mit vidnesbyrd for folk, besluttede jeg at gøre en rejse i det nordlige Michigan, med min mand i hans stærkt svage tilstand, i vinterens strenge kulde. Det krævede ingen lille grad af moralsk opmuntring og tro på Gud for at få mig til at beslutte at risikere så meget; men jeg vidste at jeg havde et arbejde at gøre og for mig var det som om at Satan var besluttet på at holde mig fra det. Jeg havde ventet længe for vores fangenskab skulle ophøre og frygtede at dyrebare sjæle ville mistedes af udskydelsen. At blive i længere tid fra marken var, for mig, værre end døden og skulle vi tage af sted kunne vi omkomme. Så den 19. december 1866, forlod vi Battle Creek i en snestorm mod Wright, Mich.
Min mand stod rejsen på 145 kilometer bedre end jeg frygtede og synes at have det lige så godt da vi nåede vores hjem hos bror E. H. Root som da vi forlod Battle Creek. Vi blev taget venligt imod af denne kære familie, og ligeså ømt som kristne forældre kan tage af syge børn.
Arbejde i Wright, Mich.
Her begyndte vort første rigtige arbejde efter hans sygdom. Her begyndte han at arbejde som i tidligere år, trods megen svaghed. Han ville tale i tredive eller fyrre minutter sabbatsformiddag på den første dag, medens jeg ville have resten at tiden og så tale om eftermiddagen hver dag, i omkring halvanden time hver gang. Vi hørte efter med den største opmærksomhed. Jeg så (174) at min mand blev stærkere, mere klar og mere sammenhængende i sine emner. Og engang talte han en time med klarhed og kraft, med arbejdets byrde på sig, som før hans sygdom. Min taknemmelighed var usigelig.
Mit arbejde i Wright var meget opslidende. Jeg havde meget at sørge for min mand om dagen, og nogle gange om natten. Jeg gav ham bade, og tog ham ud på ridetur, og to gange om dagen, i kulde, storm eller godt vejr vandrede jeg med ham. Jeg førte pennen medens han dikterede sine beretninger for Review, og skrev også mange breve, udover personlige vidnesbyrd, og det meste af Vidnesbyrd for menigheden, nr. 11.
I Greenville, Mich.
Den 29. januar, 1867, forlod vi Wright, og red til Greenville, en rejse på femogtres kilomenter. Det var en meget kold dag, og vi var glade for at finde et ly fra den kolde storm hos bror A. W. Maynard’s. Denne kære familie bød os hjerteligt velkommen og ind i deres hjem. Vi forblev i denne egn i seks uger, arbejdede med menighederne i Greenville og Orleans, og gjorde bror Maynard’s gæstfrie hjem til vort hovedkvarter.
Herren gav mig frihed til at tale til folk. I alt det vi gjorde, så jeg Hans understøttende kraft. Og idet jeg blev helt overbevist om at jeg havde et vidnesbyrd for folket, som jeg kunne bære med dem i forbindelse med min mands arbejde, blev min tro styrket at han ville blive oprejst til sundhed og arbejde med anerkendelse i Guds sag. Idet han vovede at stole på Gud, uanset hans svaghed, vandt han i styrke, og forbedrede alle anstrengelser.
Besøg i Battle Creek — marts, 1867
Det blev besluttet at vi skulle vende tilbage til Battle Creek, blive der, skønt vejene var mudrede og i ujævn tilstand, og at jeg skulle fuldende Vidnesbyrd nr. 12 der. Min mand var meget ivrig efter at se sine brødre i Battle Creek, og tale til dem, og glade sig sammen med dem over det arbejde som Gud gør for dem.
På nogle få dage kom vi selv til Battle Creek igen, efter at have været borte i omkring tre måneder. Sabbaten den 16. marts, talte min mand med klarhed og kraft, og jeg frembar også mit vidnesbyrd med sædvanlig frihed.
Jeg kom tilbage til Battle Creek som en træt barn, som behøvede trøstende og opmuntrende ord. Men da vi var kommet tilbage fik vi efterretning der ikke var funderet på sandhed. Vi blev ydmyget ned i støvet og uudsigelig ulykkelige.
I denne situation begyndte vi med at holde en aftale i Monterey. På rejsen prøvede jeg at forklare mig selv hvordan det kunne være at vore brødre ikke forstod vort arbejde. Jeg var ganske sikker på at når vi møder dem, ville de vide hvilken ånd vi er af, og at Guds Ånd i dem ville svare det samme i os, Sine ydmyge tjenere, og der ville være samstemmende følelser og indstilling. I stedet for dette, var der ikke tillid til os og overvåget mistænksomt, som var grund til den største rådvildhed jeg nogensinde havde erfaret.
Gribe fat i Gud
Medens jeg tænkte på dette, kom en del af synet til mig i Rochester, N. Y., den 25. december, 1865, som (176) et lynglimt til mit sind, og jeg fortalte det straks til min mand:
Jeg fik vist en klynge træer, der stod sammen, og dannede en cirkel. En vin løb op ad disse træer som dækkede den over toppen, hvilede på dem og dannede en løvhytte. Snart så jeg træerne svaje hid og did, som om de blev bevæget af en mægtig vind. Den ene efter den anden gren på vintræet blev revet løs, indtil vinen var revet løs af træerne, undtagen nogle få slyngtråde som klyngede sig til de lavere grene. En person kom frem og skilte de sidste slyngtråde på vinen, og den lå lammet på jorden.
Mange gik forbi og så medynkende på det, og jeg ventede bekymret på om en venlig hånd vil rejse det op; men der blev ikke givet nogen hjælp. Jeg spurgte hvorfor ingen hånd hævede sig over vinen. Lidt efter så jeg en engel komme til den tilsyneladende forladte vin. Han bredte sine arme ud og satte dem under vinen, og rejste den op så at den stod op, og sagde: "Stå op mod himlen, og lad dine slyngtråde vikle sig om Gud. Du er blevet rystet ud af menneskelig støtte. Uden Guds styrke kan du ikke stå og blomstre. Læn dig til Gud alene, og du skal aldrig kunne læne dig forgæves, eller blive rystet derfra."
"Jeg så at der blev sørget for den forsømte vin, jeg mærkede en uudsigelig hjælp, der beløb sig til glæde, jeg vendte mig til englen og spurgte hvad disse ting betyder. Han sagde: "Du er denne vin. Du vil erfare alt dette, og så, når disse ting sker, skal du forstå vinens billedtale til fulde. Gud vil være en nærværende hjælp i trængslens tid."
Fra det tidspunkt var jeg afgjort på hvad min pligt er, og (177) aldrig mere være fri for at frembære mit vidnesbyrd til folk. Efter at vi vendte tilbage fra Monterey til Battle Creek, følte jeg det er min pligt at gå frem i Guds styrke, og befri mig selv fra de mistanker og efterretninger til skade for os, der var i omløb. Jeg frembar mit vidnesbyrd, og fortalte de ting som var blevet vist mig, i den tidligere historie om nogle tilstedeværende, og advarede dem imod deres farer og irettesatte dem for deres forkerte handlemåde. Jeg sagde at jeg var kommet i den mest ugunstige stilling. Når familie og enkeltpersoner kom frem for mig i synet, var det ofte tilfældet at det som blev vist mig om dem var af privat art, irettesatte skjulte synder. Jeg har arbejdet i nogle måneder med de fejl som andre ikke kender til. Når mine brødre ser at disse personer er bedrøvede og hører dem fortælle at de ikke ved om de er accepteret af Gud, også følelse af modløshed, har de sendt skylden over på mig, som om jeg skulle bebrejdes for at de er i trængsler.
Dem der kritiserede mig sådan, var helt udvidende om hvad de talte om. Jeg protesterede imod at personer ruger som undersøgelsesdommere over min handlemåde. Det har været ubehageligt for mig at irettesætte skjulte synder. Der hvor jeg, for at forhindre fortænksomhed og jalousi, forklarer min handlemåde åbent, og offentliggør det som burde holdes hemmeligt, skulle jeg synde imod Gud og begå fejl for enkeltpersoner. Jeg skal holde skjulte irettesættelser for skjulte fejl for mig sig, låst inde i mit eget uvæsen. Lad andre dømme som de vil, jeg vil aldrig bedrage den tillid der hviler i mig, overfor den fejlende og angrende, eller åbenbare det for andre som kun skulle frem for de skyldige. Jeg fortalte de forsamlede at de måtte tage deres hænder ned, og lade mig handle frit i gudsfrygt.