(190) Da jeg i august i 1868 var i Battle Creek, drømte jeg, at jeg var i en stor forsamling. Nogle i denne forberedte sig til en rejse. Der var tungt lastede rejsevogne. Da vi begav os af sted, begyndte vejen at gå opad. På den ene side af denne vej var der en afgrund; på den anden side var der en høj, glat, hvid væg, som var meget hård.
Idet vi rejste, blev vejen smallere og mere stejl. Nogle steder var den så smal, at vi indså, at vi ikke mere kunne have de tunge vogne med. Vi spændte hestene fra og red videre med så meget bagage, vi kunne have med os.
Idet vi fortsatte, blev stien stadig smallere. Vi var nød til at holde os ganske tæt til væggen for ikke at styrte ned i afgrunden. Når vi gjorde det, kom bagagen i vejen og vi blev tvunget ud mod dybet. Vi blev bange for at falde og blive knust mod klipperne dernede. Derfor løsnede vi vor bagage og lod den falde ned i afgrunden. Vi fortsatte på hesteryg. Når vi kom til smalle steder på stien, var vi alvorligt bange for at miste balancen og falde. Men så var det, som om en usynlig hånd tog tøjlerne og førte os forbi de farlige punkter.
Da stien blev endnu smallere, indså vi at vi ikke længere kunne rejse sikkert på hesteryg. Vi forlod hestene og gik til fods i enkelt række, idet den ene fulgte i den andens fodspor. Nu blev tynde (191) reb skænket ned fra toppen af den hvide væg. Vi greb ivrigt denne hjælp til at holde balancen ad den smalle sti. Da vi gik videre, fulgte disse reb os. Til sidst blev stien så smal, at vi mente, det var mere sikkert at gå uden sko. Vi skubbede dem af og gik atter et stykke vej. Snart blev vi enige om, at det var mere sikkert at gå uden strømper, vi tog også dem af og fortsatte barfodet.
Da tænkte vi på dem, som ikke havde vænnet sig til afsavn og genvordigheder. Hvor var de nu? De var ikke sammen med os. Ved hver ny vanskelighed blev nogle ladt tilbage og kun de fulgte med, som havde vænnet sig til at holde ud i vanskeligheder. De strabadser, rejsen medførte, gjorde os endnu mere ivrige efter at nå til vejs ende.
Faren for at styrte ned i afgrunden blev stadig større. Vi pressede os ind mod væggen, men alligevel kunne vi ikke få fodfæste på stien - den var for smal. Så lagde vi næsten hele vor vægt over på rebene, idet vi råbte: "Vi bliver båret oppefra!" Alle råbte de samme ord. Da vi hørte latter og munterhed, som syntes at komme fra afgrunden, gyste vi. Vi hørte eder, vulgære vittigheder og lave, nedrige sange. Vi hørte musik og larmende latter blandet med forbandelser, angstråb og bitter klage - og vi anstrengte os mere end nogensinde for at fortsætte på den smalle, vanskelige sti. Mange gange blev vi nød til at lægge hele vor vægt på rebene, som blev tykkere, idet vi kom længere fremad.
(192) Jeg lagde mærke til, at den smukke, hvide væg havde blodstænk og det gjorde mig ondt at se. Men denne følelse varede kun et øjeblik; jeg forstod snart, at sådan måtte det være. De, som følger efter, vil forstå, at andre før dem var gået ad den snævre, vanskelige vej og deraf slutte, at hvis andre havde kunnet gå videre, kunne de selv gøre det samme. Når deres ømme fødder bløder, vil de ikke give efter for modløshed - idet de ser blodet på væggen, vil de vide, at andre har udholdt de samme smerter.
Omsider nåede vi til en dyb afgrund. Her endte vor sti. Vi havde ikke længere noget spor at følge, intet at stå på. Vi måtte sætte hele vor lid til rebene, der nu var lige så tykke som vort legeme. Først blev vi overvældet af forvirring og sorg. Vi hviskede frygtsomt: "Hvad er rebet fastgjort til?" Min mand var lige foran mig. Store sveddråber faldt fra hans pande og årerne i hans tindinger var spændte, mens halvkvalte fortvivlede suk kom fra hans læber. Også fra mit ansigt dryppede sveden og jeg følte en smerte, jeg aldrig tidligere havde oplevet. En frygtelig kamp forestod os. Hvis vi ikke klarede den, ville alle rejsens strabadser have været til ingen nytte.
På den anden side af afgrunden foran os var der en dejlig grøn mark - græsset var meget højt. Jeg kunne ikke se solen, men et vidunderligt blødt lys, ligesom stråler af guld og sølv hvilede over marken. Intet af det jeg havde set på jorden kunne sammenlignes med denne marks herlige skønhed. Men kunne vi (193) nå derover? Det var vort ængstelige spørgsmål. Hvis rebet brast, var vi fortabte.
Atter kom dette samme lavmælte fortvivlede spørgsmål: "Hvad er rebet fastgjort til?" Et øjeblik tøvede vi med at springe. Men så udbrød vi: "Vort eneste håb er at stole helt på rebet! Det har hjulpet os hele vejen. Det vil ikke svigte os nu." Men vi var stadig tøvende og bange. Da lød en stemme: "Gud holder rebene. Vi behøver ikke et frygte." Disse ord blev gentaget af dem, som kom efter os, sammen med ordene: "Han vil ikke svigte os nu. Han har bragt os sikkert hertil."
Så svingede min mand over den frygtelige afgrund til den skønne mark på den anden side. Jeg fulgte straks efter. Oh, hvilken befrielse og taknemmelighed følte vi! Jeg hørte stemmer løfte sig i pris til Gud. Jeg var lykkelig, fuldstændig lykkelig.