(194) Den 25.oktober, 1869, i Adams Centeret, New York, fik jeg vist at nogle prædikanter blandt os ikke bærer det ansvar som Gud ville have dem til at bære. Denne forsømmelse kaster ekstraarbejde på dem som er byrdebærere, især på min mand. Nogle prædikanter undlod at gøre noget og vove noget i Guds sag og arbejde. Vigtige beslutninger skal træffes; men da mennesker ikke kan se enden fra begyndelsen, unddrager nogle sig fra at vove noget og fremhjælpe noget som Guds forsyn har ledelsen af. Nogen må gøre fremskridtene; en må vove i frygt for Gud, håbe oprigtigt med ham. De prædikanter som undgår denne del af arbejdet mister meget. De opnår ikke den erfaring som Gud har udtænkt at de skal have for at gøre dem stærke og tilstrækkelige mennesker som man kan stole på i enhver nødsituation.
Under min mands lidelser, prøvede og forsøgte Herren sit folk for at afsløre hvad der var i deres hjerter; og ved dette viste han dem hvad der ikke var opdaget i dem, og som ikke var i overensstemmelse med Guds Ånd. De prøvende omstændigheder som vi var sat i, fremkaldte det af vore brødre som ellers aldrig vil blive afsløret. Herren beviste for sit folk at menneskers visdom er dårskab og hvis de ikke bekendte sig en fast tillid og fortrøstning til Gud, ville deres planer og udregninger vise sig at være en fejltagelse. Vi skal lære af disse ting. Hvis vi begår fejl, skal de kunne belære, men ikke få os til at undgå byrder og ansvar. Når meget er på spil og hvor sager af livsvigtig betydning skal overvejes og vigtige spørgsmål afgøres, bør Guds tjenere tage et personligt ansvar. De kan ikke lægge byrden fra sig og alligevel gøre Guds vilje.
(195) Nogle prædikanter mangler de nødvendige kvalifikationer for at bygge menigheder op og de er ikke villige til at bære noget i Guds sag. De har ikke natur til at give sig selv helt hen til arbejdet, med deres udelte interesse, deres uformindskede iver, deres tålmodighed og utrættelige udholdenhed. Kunne disse egenskaber leve livligt, ville menigheden holdes i orden.
Nogle prædikanter mangler de nødvendige kvalifikationer for at opbygge menighederne, og de er ikke villige til at bære Guds sag. De bør have en natur så de kan give sig selv helt til arbejdet, med deres udelte interesse, deres uformindskede iver, deres tålmodige og utrættelige udholdenhed. Udøves disse kvalifikationer på levende måde, vil menighederne være holdt i orden.
Gud har rådet og advaret min mand med hensyn til at passe på sit helbred. Jeg fik vist at han blev oprejst af Herren og at han lever som et barmhjertighedens mirakel - ikke i den hensigt at påtage sig de byrder igen som han engang faldt under, men for at Guds folk kan få gavn af hans erfaring i arbejdet i almindelighed og i forbindelse med det arbejde har Herren givet mig og den byrde han har lagt på mig at bære.
I løbet af de år der fulgte min mands helbredelse, åbnede Herren en umådelig arbejdsmark for os. Selv om jeg først tog hvervet som taler med generthed, ligesom åbnede Guds forsyn vejen for mig og jeg fik styrke til at stå foran store tilhørerskarer. Sammen fulgtes vi på vore lejrmøder og andre store samlinger, fra Maine til Dakota, fra Michigan til Texas og Californien.
Arbejdet begyndte i svaghed og mørke fortsatte til vækst og styrke. Forlagshuse og missioner i mange lande fulgte efter i vækst. I stedet for at oplaget af vort første blad, kom i en kuffert til kontoret, blev mange hundrede tusinder kopier af vore forskellige tidsskrifter nu sendt månedligt ud fra udgivelseskontorerne. Guds hånd har været med hans arbejde, for til at give fremgang og bygge det op.
(196) Den videre historie i mit liv indebærer beretningen fra forskellige virksomheder som har rejst sig blandt os og hvormed mit livsværk blev tæt indblandet. For opbyggelsen af disse institutioner, arbejdede min mand og jeg selv med pen og stemme. For at skrive, endda kortfattet, oplevelsen fra disse virksomme og travle år, ville det langt overskride grænserne for denne skildring. Satans anstrengelser for at hindre arbejdet og for at ødelægge arbejdsfolkene er ikke hørt op; men Gud har haft en omsorg for sine tjenere og for sit arbejde.
Da jeg så tilbage på vor tidligere historie, og set på hvert skridt fremad til vort nuværende stade, kan jeg se: Pris Gud! Når jeg ser hvad Herren har udrettet, er jeg fyldt med forbavselse, og med tillid til Kristus som leder. Vi har intet at frygte for fremtiden, medmindre vi skal glemme den vej Herren har ledt os på, og Hans lære i vor tidligere historie.
Vi står i gæld over for Gud, for alle de fortrin Han har givet os, for at forherlige sandheden ved karakterens hellighed, og sende advarselsbudskaber, trøstende ord, håb og kærlighed til dem som er i vildfarelsens og syndens mørke.