(235) Jeg var meget ivrig efter at deltage ved lejrmødet i Californien; men der kom indtrængende kald, at jeg skulle deltage i øststaternes lejrmøder. Sådan som tingenes tilstand var blevet vist for mig, vidste jeg at jeg havde et vidnesbyrd at frembære, især for vore brødre på New England-konferencen; og jeg kunne ikke føle mig fri til at blive længere i Californien.
Den 28. juli, 1878, forlod jeg Orkland, Californien ledsaget af min svigerdatter, mrs. Emma L. White, og Edith Donaldson, for at rejse mod øststaterne. Undervejs talte jeg i Sacramento søndag, til en opmærksom forsamling, og Herren gav mig frihed til at tale til dem fra Sit ord. Om mandagen tog vi igen vognene, og stoppede i Reno, Nevada, hvor jeg talte tirsdag aften.
I Colorado
På vej fra Denver til Wallings møllerne, stoppede vi i Boulder City, hvor min mand havde brugt sommermånederne i bjergene, og beskuede vort seglbetrukne mødehus, hvor ældre Cornell holdt en række møder. Vi fandt et stille hvilested i søster Dartts behagelige hjem. Teltet var udlånt til at afholdsmøder i; og på særlig invitation, talte jeg til i et telt fyldt med opmærksomme tilhører.
Mandag d. 8. august, mødte jeg min mand, og fandt ham i en meget sundere tilstand, glad og aktiv, som jeg takkede Gud dybt for.
Hele vor familie var til stede i bjergene, på nær vor søn Edson. Min mand og børn tænkte (236) at når jeg var så træt, og havde arbejdet næsten hele tiden, siden Oregon lejrmødet, havde jeg ret til at slappe af; men mit sind var optaget af at deltage i øststaternes lejrmøder, især det i Massachusetts.
Vi modtog et brev fra bror Haskell, der opfordrede os begge til at deltage i lejrmøderne; men hvis min mand ikke kunne komme, ønskede han at jeg kom, om det var muligt. Jeg læste brevet for min mand, og efter nogle få øjeblikkes tavshed, sagde ham: "Ellen, du vil gerne deltage i New England-lejrmøderet."
Den næste dag pakkede Edith Donaldson og jeg vore kuffeter. Klokken to om morgnen gik vi i månens lys hen imod vognen, og halv syv steg vi på i toget i Black Hawk. Rejsen var alt andet end behagelig, for det var for varmt.
Da vi kom til Battle Creek, fik vi at vide at der var lavet en aftale om at jeg skulle tale søndag aften i det kæmpestore telt rejst på collegets grund. Teltet var fyldt til randen, og mit hjerte var draget i alvorlige appeller til folk.
Jeg blev i Battle Creek i en meget lille kort tid, så var jeg igen på tur sammen med søster Mary Smith Abbey og ældre E W Farnsworth, mod øststaterne.
The New England konferensen
Da vi kom til Boston, mødte brødrene Wood og Haskell os, og ledsagede os til Ballard Vale, som var mødestedet. Der blev vi budt velkommen af vore gamle venner med en hjertelighed som var afslappende. Det krævede meget arbejde ved dette møde. Nye menigheder var blevet oprettet, siden vort sidste lejrmøde. Dyrebare sjæle havde accepteret sandheden, og (237) disse behøvede at føres videre til et dybere og mere grundigt kendskab til praktisk gudsfrygt.
Ved en anledning talte jeg om ægte helliggørelse, som er intet mindre end daglig fornægtelse af selvet og daglig tilpasning til Guds vilje. Da jeg var i Oregon havde jeg fået vist at nogle af de unge menigheder i New England konferensen var i fare for den strålende indflydelse af det som blev kaldt helliggørelse. Nogle ville bedrages af denne lære, medens andre, der kendte til dets bedrageriske indflydelse, ville erkende deres fare og vende sig fra den. Paulus’ helliggørelse var en stadig konflikt med selvet. Han sagde: "Jeg dør dagligt." 1. Korinter 15,31. Hans vilje og hans ønsker var i daglig konflikt med Guds pligt og vilje. I stedet for at følge tilbøjeligheden, gjorde han Guds vilje, uanset for ubehagelig og korsfæstende den var for hans natur.
Vi kaldte på dem, der ønskede at blive døbt, og dem som holder sabbaten for første gang, til at komme frem. Femogtyve reagerede. Disse frembar fremragende vidnesbyrd; og før lejrmødets afslutning tog toogtyve i mod dåben.
Vi var glade for at mødes her med vore gamle venner for sagen, som vi havde stiftet bekendtskab for tredive år siden. Vor højt værdsatte bror Hasting var dybt interesseret i sandheden som altid. Vi var glade for at møde søster Temple, og søster Collins fra Dartmouth, Mass., og bror og søster Wilkinson, i hvis hus vi boede i, under vort første arbejde, i forbindelse med den tredje engels budskab.
Mødet i Maine
Vi forlod Ballard Vale tirsdag morgen den 3. september, og deltog i Maine lejrmødet. Vi nød en stille hvile hjemme hos bror Morton, nær Portland. (238) Han og hans gode hustru gjorde vort ophold hos dem meget behageligt. Vi var på Maine lejrgrunden før sabbaten, og var lykkelige for at møde nogle af sagens prøvede venner her. Her er nogle som altid er på deres pligtspost, om der kommer solskin eller kommer storm. Der er også en klasse solskinskristne. Når alting går godt og er i overensstemmelse med deres følelser, er de brændende og nidkære; men når der er skyer og ubehagelige ting de skal imødekomme, har disse intet at sige eller at gøre. Guds velsignelse hviler på aktive medarbejdere, medens dem som ikke gør noget, ikke fik det ud af mødet som de kunne. Herren var med Sine tjenere, som arbejdede trofast for at frembringe både doktrinære og praktiske spørgsmål.
I Battle Creek
Generalkonferensen blev holdt i Battle Creek, d. 2.-14. oktober 1878. Mere end fyrre prædikanter var til stede. Vi var alle glade over at møde ældre Andrews og Bourdeau fra Europa, og ældre Loughborogh fra Californien. Ved dette møde blev situationen i Europa, Californien, Texas, Alabama, Virginia, Dakota, Colorado og Nordstaterne fra Maine til Nebraska fremlagt.
Her var jeg lykkelig for at forene mig med min mand i arbejdet. Ved mødet fik jeg større styrke.
Om onsdagen i mødernes anden uge, forenede nogle få af os i bøn for en søster som var forpint i modløshed. Medens vi bad, blev jeg velsignet stærkt. Det var som om Herren var meget nær. Jeg blev taget bort i et syn om Guds herlighed, og fik vist mange ting.
Dette var meget højtideligt kraftfulde møder med dyb interesse. Flere som var knyttet til vort forlagskontor (239) blev overbevist, og omvendt til sandheden, og frembar klare og forstandige vidnesbyrd. Hedninge blev overbeviste, og tog deres ståsted under prins Immanuels banner. Dette møde var en afgjort sejr. Ethundrede og tolv blev døbt før det afsluttede.
Kansas lejrmøderne
Ledsaget af min svigerdatter Emma White, forlod jeg Battle Creek, den. 23. oktober, for at komme til Kansas lejrmødet. I Topeka forlod vi vogntransporterne og red med en privat vogn tyve kilometer til Richland, som var mødestedet. Vi fandt teltbelejringen i en lund. Det var sent på sæsonen, og der var gjort nøje forberedelser til et koldt vejr. Hvert telt havde en kakkelovn.
Sabbats morgen begyndte det at sne; men ikke et af møderne blev aflyst. Der faldt næsten tre cm sne, og luften var bidende kold. Kvinder og små børn klyngede sig om kakkelovnene. Det var rørende at se ethundredeoghalvtreds folk samlet til et præstemøde under disse omstændigheder. Nogle var rejst over trehundrede kilometer med privat transport. Alle virkede til at hungre efter livets brød, og tørstige efter frelsens vand.
Ældre Haskell talte fredag eftermiddag og aften. Sabbats morgen sagde jeg nogle opmuntrende ord til dem som havde anstrenget sig så meget for at deltage i mødet. Jeg fortalte dem at jo strengere vejret er, des mere nødvendigt er det at vi får solskinnet af Guds nærhed. Når det er bedst i dette liv er det blot den kristnes vinter; og vinterens triste vinde – skuffelser, tab, smerte og pine – er vor lod her; men vort håb når fremad til den kristnes sommer, hvor vi skal forandre klimaet, forlade (240) alle vinterens luftstrømme og voldsomme uvejr bagude, og tage dem til de boliger Jesus er gået for at berede for dem, der elsker Ham.
Tirsdag morgen sluttede mødet, og vi tog til Sherman, Kansas, hvor et nyt lejrmøde var blevet fastlagt. Dette var et interessant og udbytterigt møde, selvom der kun var omkring et hundrede brødre og søstre til stede. Det var tiltænkt som en general forsamling for de adspredte. Nogle tilstedeværende var fra sydlige Kansas, Arkansas, Kentucky, Missouri, Nebraska, og Tennessee. Ved dette møde sluttede min mand sig til mig, og herfra tog vi sammen med ældre Haskell og vor datter til Dallas i Texas.
Besøg i Texas
Om tirsdagen tog vi til bror McDearman’s i Grand Prairie. Her mødte vor datter sine forældre og hendes bror og søster, som har været dødens dør nær på grund af den feber der hærgede i staten i sidste sommer. Vi havde fornøjelsen at tjene denne forpinte families mangler, som i de seneste år har hjulpet os gavnmildt i vore pinsler. De var blevet noget sundere, da vi forlod dem, for at deltage i Plano lejrmødet, som blev afholdt den 12.-19. november. Her var vi glade for at møde vore gamle venner ældre R. M: Kilgore og hans hustru. Og vi var meget tilfreds med at finde en stor og forstandig forsamling af brødre på pladsen. Mit vidnesbyrd har aldrig før blevet modtaget så hurtigt og hjerteligt som af dette folk. Jeg blev dybt interesseret i arbejdet i denne store Texas-stat.