(255) Sabbat eftermiddag, d. 20. august, 1881, to uger efter hendes mands død, mødtes mrs. White med Battle Creek menigheden, og talte til folk i næsten en time. Som referant til denne gudstjeneste skrev ældre Uriah Smith:
“Hendes tema var den lektie vi skal lære fra den erfaring vi for nylig har været igennem. Livets usikkerhed er den tanke der først gør indtryk på os. Vi bør også tænke over hvilken slags mennesker vi bør være når vi lever.
"Talerens tanker blev vendt til dem, der var velsignet med apostlenes formaninger om den relation som lemmerne af Kristi legeme bør have til hinanden, og deres optræden, ord og handlinger imod hinanden. Vi blev påpeget passager som disse: "Hav fred med hinanden;" "vær hengivne mod hinanden;" "vær venlig;" "vær betænksom;" "sig de samme ting;" "lev i fred; og kærlighedens og fredens Gud skal være hos jer." Review and Herald, 23. august, 1881.
Personlige reflektioner
Angående hendes rejse vestpå, på vej mod Californien, og hendes reflektioner da hun var nogle få uger i hendes sommerpensionat i Rocky Mountains, skrev mrs. White:
“Den 22. august forlod jeg Battle Creek i selskab med mine døtre, Emma og Mary White, for at rejse mod veststaterne, for at kunne få gavn af et bedre klima. (256) Selvom jeg stadig led fra effekterne af et hårdt angreb af malariafeber, såvel som fra chokket af min mands død, jeg udholdt rejsen bedre end jeg havde forventet. Vi nåede Boulder, i Colorado, torsdag den 25. august. Den følgende søndag forlod vi det sted ved privat køretøj for at tage til vort hjem i bjergene.
“Fra vor hytte kunne jeg se ud på en skov af unge fyrretræer, så friske og duftende at luften var parfumeret med deres krydrede duft. I de tidligere år gjorde min mand og jeg denne skov til vor helligdom. Iblandt disse bjerge bøjede vi ofte vore knæ sammen i andagt og bønner. Alle vegne omkring mig var de steder som således havde været helliget; og som jeg stirrede på dem, jeg kunne genkalde mange tilfælde, i hvilken vi der modtog direkte og bemærkelsesværdige svar på vore bønner. . . . .
“Vi synes at være Gud meget nær, når i det klare månelys vi bøjede os på den ensomme bjergside for at bede om den tiltrængte velsignelse ved hans hånd! Hvilken tro og tillid var ikke vores! Guds hensigter af kærlighed og barmhjertighed synes mere fuldt åbenbaret, og vi følte forsikringen at vore synder og fejltagelser var tilgivet. Ved sådanne anledninger har jeg set min mands ansigt oplyst med en stråleglans der synes reflekteret fra Guds trone, som han med en forvandlet stemme priste Herren for de rige velsignelser af hans nåde. Midt i jordens dunkelhed og mørke, kunne vi stadig alle vegne skelne glimtene af stråleglansen fra kilden til lyset. Gennem værkerne af skabningen vi samtalede med Ham der bebor evigheden. Som vi så på de tårnhøje klipper, de knejsende bjerge, vi udbrød, hvem er så stor en Gud, som vor Gud?
(257) “Omgivet, som vi ofte var, med vanskeligheder, bebyrdet med ansvarligheder, begrænsede, svage, fejlende dødelige, var vi til tider næsten redde til at give op i fortvivlelse. Men når vi så Guds kærlighed og omsorg for hans skabninger, som var åbenbaret både i naturens bog og på siderne af inspiration, blev vore hjerter trøstet og styrket. Omringet med beviserne af Guds kraft, og overskygget ved hans nærvær, skal vi ikke værne mistillid eller vantro. Oh, hvor ofte har fred og håb, og selv glæde, kommet til os i vor erfaring midt iblandt disse bjergrige ensomheder!
Jeg har igen været imellem bjergene, men alene. Ingen til at dele mine tanker og følelser med, som jeg engang mere så på disse store og ærefrygtindgydende sener! Alene, alene! Guds handlemåde synes hemmelighedsfuld, hans hensigter uforståelige; dog ved jeg at de må være retfærdige, og vise, og barmhjertige. Det er mit privilegium og min pligt at vente tålmodigt på ham, mit hjertes sprog må til alle tider være: "Han gør alle ting vel."
"Det var et tungt slag for mig da min mand døde, og det føltes særdeles hårdt, fordi det skete så pludseligt. Da jeg så at hans ansigt var dødsmærket, følte jeg mig fuldstændig hjælpeløs. Jeg længtes efter at kunne skrige min smerte ud. Men jeg vidste at det ikke kunne redde min kære mands liv. Jeg følte at det ville være ukristeligt at overgive mig til sorgen. Jeg søgte hjælp og trøst ovenfra, og jeg fik lov at opleve sandheden i Guds løfter. Herrens hånd holdt mig oppe.
“Lad os lære en lektie om mod og sjælsstyrke fra den sidste samtale vi havde med Jesus og hans disciple. De skulle snart skilles. Vor frelser gik nu ind på den blodbestænkte sti som ville føre ham til Golgata. Aldrig har oplevelser været mere prøvende end (258) dem han snart skulle gennemgå. Disciplene havde hørt Kristi ord som forudsagde hans lidelse og død. De var tynget af sorg, og de var splittede i deres sind på grund af tvivl og frygt. Alligevel hørtes der ingen høje skrig. Han overgav sig ikke til sorg. Disse sidste, alvorsfulde og skæbnesvangre timer tilbragte vor frelser med at tale trøstens og forsikringens ord til sine disciple, og så forenede de sig i at synge en lovsang. . . . Hvilken optakt til pinen i Getsemane, den mishandling og spot i domshallen, og de forfærdelige sener på Golgata, disse sidste timer var brugt i sang og pris til den Allerhøjeste!
“Når Martin Luther modtog mismodige nyheder, ville han ofte sige, " kom, lad os synge salme 46. den salme begynder med ordene, "Gud er vor tilflugt og styrke en hjælp i angster, prøvet til fulde. Derfor frygter vi ikke, om jorden end bølger og bjergene styrter i havenes skød." I stedet for sorg, gråd, og fortvivlelse, når vanskeligheder samler sig omkring os ligesom en flod og truer med at overvælde os, hvis vi ikke kun ville bede Gud om hjælp, men ville prise ham for så mange velsignelser i fortiden, - prise ham, at han er i stand til at hjælpe os, - så ville vor kurs være mere behagelig for ham, og vi ville se mere af hans frelse." The Review and Herald, 1.november, 1881.
Finde hvile i sjælevindingsarbejdet
Knapt en uge efter at hun var kommet til hendes søns hjem, ældre W. C. White, in Oakland, Cal., før mrs. White deltog i et lejrmøde i Sacramento, 13-25. oktober. Næsten hver dag i mødeperioden, talte hun til folk, og den sidste (259) søndag eftermiddag gav hun en tale om afholdenhed, til en tilhørerskare på op til fem tusinde.
I vintermånedeerne 1881-82, mødtes mrs. White flere lokale menigheder og små grupper af troende i Sonoma og Napa dalene og omegn. “Jeg var lidt sund," skrev hun i hendes først publicerede efterretning om arbejdet blandt menighederne; “men det dyrebare bevis på Guds begunstigelse mere end helbredte mig for det som var udrettet.
“Om vore mindre menigheder ofte ville blive besøgt. De trofaste, som stod fast i forsvar for sandheden, ville opmuntres og styrkes af deres brødres vidnesbyrd.
"Jeg vil opmuntre dem som samler sig i de små grupper for at bede til Gud. Brødre og søstre, bliv ikke modløse fordi I ikke er så mange. Det træ der står alene på sletten, sender sine rødder dybere ned i jorden, spreder sine grene længere ud til alle sider, og vokser sig stærkere og mere symmetisk, medens det kæmper alene med uvejr eller fryder sig i solskinnet. Således bortskærer den kristne sig fra jordisk afhængighed, lærer at stole helt på Gud, og må få styrke og mod fra alle konflikter.
“Måtte Herren velsigne det spredte og ensomme, og gøre dem til virkningsfulde medarbejdere for Ham, brødre, glem ikke disse små isolerede gruppers mangler. Kristus vil være en gæst i deres små forsamlinger." The Signs of the Times, 12. januar, 1882.
I en beretning om hendes arbejde for menigheden i Heralsburg, blev der nogle få uger senere lagt en begyndelse på oprettelsen af Healdsburg college, skrev mrs. White delvis om hendes anstrengelser for at nå (260) børn og unges hjerter - et markant træk af hendes arbejde i de californiske menigheder og denne periode om hendes erfaring:
Særlige anstrengeler for de unge
“Om sabbaten deltog jeg i et møde, stolede på Gud efter støtte. Da jeg talte til menigheden, blev jeg trøstet og fornyet. Herren gav mig fred og hvile i Ham. Jeg følte en byrde for de unge, og mine ord var særlig henvendt til dem. De lyttede opmærksomt, med alvorlige ansigter og tårefyldt øjne. Ved afslutningen af mine bemærkninger spurgte jeg alle, som ønskede at blive kristne om at komme frem. Tretten reagerede. Disse var alle børn og unge, fra otte til femten år i alder, som derved tilkendegav deres beslutsomhed på at begynde et nyt liv. Et sådant syn var nok til at blødgøre det hårdeste hjerte. Brødre og søstre, især børnenes forældrede, virkede dybt berørte. Kristus har fortalt os at der er glæde i himlen over en synder der angrer. Engle så med glæde over dette sceneri. Næsten alle som kom frem fortalte om deres håb og beslutsomhed med nogle få ord. Disse vidnesbyrd steg op som røgelse for Guds trone. Alle hjerter følte at dette var en dyrebar stund. Guds nærhed var med os." The Signs of the Times, 19. januar, 1882.