(309) I løbet af sommeren 1890, brugte mrs. White meget af hendes tid til at skrive. I oktober blev hun opfordret til at deltage ved nogle stormøder i Massachusetts, New York, Virginia, og Maryland. Efter nogle få dage i Adams Center, N. Y., deltog hun ved et stormøde i South Lancaster, Mass. På rejsen fra South Lancaster til Salamanca, N. Y., blev hun stærkt forkølet, og var meget træt ved begyndelsen af Salamanca-mødet som resultat af ti dages vanskeligt arbejde i South Lancaster, og tungt bebyrdet med hæs og ondt i halsen.
Omkring to hundrede havde samlet sig fra alle dele af Pennsylvania og sydvest New York. Møderne blev for det meste holdt i operahuset, men sabbats eftermiddag og aften blev det holdt i Congregational kirken. Mrs. White talte sabbats eftermiddagen om nødvendigheden af større anstrengelser fra vore menigheders side, for at værne om troen og kærlighed. Søndag morgen talte hun i operahuset. Der var en stor tilhørskare, alle stole og midtergange var fyldt, og der var fyldt omkring platformen, tæt til taleren. Hendes emne var afholdenhed, og hun dvælede mest ved forældres pligt at oplære deres børn til troskabens og selvfornægtelsens vaner, så de ikke overvindes når de fristes til at drikke berusende spirituoser.
Efter dette møde var mrs. White så meget udmattet, at hendes sekretær Miss Sara McEnterfer, opfordrede hende til at tage tilbage til hendes hjem i Battle Creek, og blive behandlet på sanatoriet. Ældre A. T. (310) Robinson, og andre som var interesserede i resten af de møder som hun have lovet at deltage i, bad indtrængende at hun ikke skulle opgive håbet for sit helbred og styrke, for at forsætte sit arbejde.
Med store vanskeligheder udfyldte hun en aftale mandag eftermiddag, og så følte hun at hun måtte beslutte hvad hun ville gøre, med at deltage i Virginamødet, som fulgte umiddelbart efter.
Hjemme hos bror Hicks, blev hun underholdt, hun blev besøgt af en ældre dame som havde en mand der var voldsomt imod hendes kristenliv. Denne samtale varede en time. Efter dette ville hun, træt, svag og rådvild trække sig tilbage til sit rum og bede. Kravlende op ad trappen, knælede hun ved sengen, for før det første bønsord blev sendt, følte hun at lokalet var fyldt med vellugt af roser. Da hun så op for at se hvor duften kom fra, så hun at lokalet var oversvømmet med et blødt, sølvagtigt lys. Hendes smerte og træthed forsvandt med det samme. Rådvildheden og modløsheden i sindet forsvandt, og håb, trøst og fred fyldte hendes hjerte.
Da mistede hun al stedsans for sine omgivelser, fik hun vist mange ting i et syn om sagens fremskridt på forskellige dele af verden, og de vilkår som var til hjælp eller forhindring af værket.
Iblandt de mange syner som hun fik vist, viste nogle forholdene i Battle Creek. På en meget fyldestgørende og slående måde, blev dette lagt ud for hende.
Tirsdag formiddag d. 4. november, var tidspunktet for afrejse fra Salamanca. Om morgnen kaldtes ældrerne A. T. Robinson og W. C. White til at se hvad mrs. White havde besluttet sig at gøre. Da fortalte hun (311) dem om hendes oplevelse aftenen før, og om hendes fred og glæde igennem natten. Hun sagde at hun i løbet af natten ikke kunne sove; for hendes hjerte var så fyldt med fryd og glæde. Hun gentog Jakobs ord mange gange: "Sandelig, Herren er på dette sted, og jeg vidste det ikke!" "Visselig, her er Guds hus, her er himmelens port!" 1. Mos. 28,16.17.
Hun var fuldt besluttet på at deltage i møderne ifølge aftalen. Da ville hun fortælle brødrene hvad der var blevet vist hende om arbejdet i Battle Creek; men hendes sind vendtes straks til andre ting, og hun fortalte ikke synet. Ikke før generalkonferensen i Battle Creek den efterfølgende marts, fortalte hun det.
Resten af november og december måned tilbragte hun i øststaterne, til møder i Washington og Baltimore, og i Norwich, Lynn, og Danvers, Mass. Januar og februar arbejdede hun på Battle Creek, og forberedte sig til generalkonferensen.
Forlag om centralisering.
I løbet af 1890, gjorde lederne i Review and Herald-forlagsselskabs bestyrelse sig mange tanker, til et forslag der kan konsolidere forlagshusenes arbejde under en styrende enhed. Den foreslåede forening af forlagsarbejdet blev forsvaret som et middel til at sikre sig enhed, økonomi og effektivitet. Samtidig blev det udtrykt at sanatorierne i en ikke så fjern fremtid også kunne komme under et ejerskab og styring. De samme som forsvarer konsolideringen af forlagshusene og sundhedsinstitutionerne, fremkom også med en teori at (312) den sikreste måde at sætte lid til syvendedags adventisternes arbejde på, var at styrke institutionernes hovedkvarterer, og give dem store og rummelige bygninger og med rigelige faciliteter.
Men dem der kendte personligt til de vilkår der er i hjemme- og udemissionsmarker, følte at der var langt større behov for at udbrede markarbejdet og etablere mange centre indflydelsen går fra. De følte at der allerede var brugt en uforholdsmæssig mængde midler på hovedkvarterne. Derudover havde de ansvarlige mænd for forlagshuset i Californien ikke gået med til nogen konsolideringsplan som kan føre til forkrøbling af arbejdet på Stillehavskysten.
Foreslåede ændringer i fremgangsmåden.
Blandt dem der arbejder for religionsfrihed havde der rejst sig nogle alvorlige meningsforskelle om den bedste måde at føre det hurtigt udviklende arbejde. I flere år havde Den amerikanske skildvagt, og samfundets prædikanter, behandlet spørgsmålet om religionsfrihed som en vital del af den tredje engels budskab. Men i løbet af år 1890 havde de ledende talere i det Nationale religionsfriheds-selskab fundet en åben dør til at bringe de principper som de forsvarede, og deres protest imod lovgivning om religion, for de mange sekulære og ikke-religiøse tilhørere, og det viste sig for dem at det vil være en klog plan at bruge disse anledninger, og at det også vil være rigtigt at lade disse principper stå meget klart frem, uden forbindelse med skriftens lære om sabbatens hellighed og at Kristi andet komme var nær. De hævdede at fremgangsmåden (313) i Skildvagten var blevet ændret, og erklære at hvis dette blev ført ud, ville de indstille at et andet blad publicerede det i Battle Creek, med en redaktion i større harmoni med deres måde at bringe sandheden på.
Officielle betragtninger over ændringerne
Generalkonferensen i 1891 blev holdt i Battle Creek d. 5.-25. marts. Søndag formiddag bestemte den enogtyve personers store komité ved generalkonferensen at overveje konsolideringen af forlagsarbejdet, som det står i denne beretning. Komiteen talte varmt for konsolidering, men anbefalede at konferensen handlede forsigtigt. De foreslog at generalkonfernse selskabet blev reorganiseret, med det for øje at få mere kontrol over al forlagsarbejdet i trossamfundet.
I overensstemmelse med rådene fra denne komite, blev generalkonferenseselskabet, der først skulle have været organ for menighedens ejendomme, reorganiseret med en bestyrelse på enogtyve medlemmer, og fik kontrol over mange af værkets linjer, hvor forlagsarbejdet stod først.
En særlig rådskommité
Først på mødet bestræbte embedsmændene for det nationale religionsfriheds selskab og repræsentanter for Den amerikanske skildvagt at blive enige om politikker og planer. Til sidst blev der arrangeret et samlingsråd, der skulle afholdes lørdag aften d. 7. marts, efter regulære møder i Tabernaklet.
Ved dette rådsmøde udtrykte mennesker med stærke overbevisninger og fast beslutsomhed deres synspunkter og (314) følelser meget frit, og til sidst stemte repræsentanter af det nationale religionsfriheds selskab at, medmindre politikken med Den amerikanske skildvagt blev ændret, ville selskabet oprette et nyt tidsskrift til at være dets organ. Dette samlingsmøde fortsatte indtil efter klokken et, søndag morgen.
Sabbatsgudstjenesten
Sabbaten den 7. marts, var en den meget højtidlig dag. Om formiddagen talte ældre Haskell om evangeliets verdensomspændende forkyndelse. Ligesom i apostlenes tid, blev evangeliet forkyndt i sin renhed, med en kraft som førte det ud i hele verden, så at Gud i de sidste dage bringer alle lysstråler ud for det evige evangelium, og sender det i kraft af Sin Ånd til hele jorden.
Om eftermiddagen talte mrs. White om vigtigheden at forkynde ordet, og farerne ved at dække over det, og holde det i baggrunden, vor tros særlige træk, under indtryk af at fordomme derved ville undgås. Hvis der er betroet os et særligt budskab, sådan som vi tro, må dette budskab gå ud, uden henvisning til verdens skikke og fordomme, uden at lade sig beherske af frygt eller gunst. Nogle vil tage imod det og helliges igennem det, skønt store skarer vil modsætte sig og afvise det. Men det må ud over alt, indtil hele jorden er oplyst med dens herlighed. Hun dvælede særlig ved at det var farligt at forlade vor første kærlighed, og dvælende ved dets overmådelige betydning, især for dem der er knyttet til vore ledende institutioner, må have en levende forbindelse med Kristus, det sande vintræ. Vi må vogte os imod at efterligne verden og antage verdslige fremgangsmåder. Mænd i ansvarlige stillinger må gå til (315) Gud lige så ofte som Daniel gjorde i sin bøn for guddommelig hjælp.
To eller tre gange i løbet af prædikenen begyndte hun at fortælle om hendes erfaring i Salamanca, og hver gang gjorde hun ophold, og forlod beretningen ufortalt og gik over til andre tankelinjer. Denne prædiken gjorde et dybt indtryk på den store forsamling.
Sidst på eftermiddagen blev der holdt et præstemøde i det østlige distrikt af Tabernacle. Mrs. White var til stede, og bad for en dybere helligelse. Ved afslutningen af dette særlige møde blev hun bedt af ældre O. A. Olsen, om hun ville deltage i præstemødet søndag morgen. Hun svarede at hun har gjort sin del, og vil overlade byrden til ham. Da blev det planlagt at ældre Olsen og Prescott skulle lede mødet.
Søndag morgen omkring 5:20, gik A. T. Robinson, W. C. White, og Ellery Robinson forbi mrs. White’s bolig på vej til det tidlige møde. De så et lys i hendes værelse, og hendes søn løb for at spørge om hun var rask.
Han fandt hende travlt optaget med at skrive. Hun fortalte ham at Guds engel havde vækket hende op klokken tre, og havde bedt hende om at tage til prædikanternes møde og fortælle nogle ting der blevet vist hende i Salamanca. Hun sagde at hun stod hurtigt op, og havde skrevet i omkring to timer.
Ved præstemødet var en alvorlig bedestund netop afsluttet da mrs. White kom ind med en pakke af hendes skrifter i sin hånd. Tydeligt overrasket sagde ældre Olsen: "Vi er så glade for at se dig, søster White. Har du et budskab til os denne morgen?"
“Det har jeg faktisk," var hendes svar. Så sagde hun at det ikke var hendes plan at deltage ved morgenmødet, (316) men hun var blevet vækket meget tydeligt, og bedt om at forberede sig på at fortælle vore brødre nogle ting der var vist hende i Salamanca.
Hun fortalte kort sin erfaring fra Salamaca-mødet, og sagde at hun, i det syn hun havde fået, havde Herren åbnet værkets tilstand og farer op for hende, som er på mange steder. Hun fik advarsler som hun blev befalet at bringe til mennesker i ansvarlige stillinger. Især i Battle Creek var arbejdet omgivet af store farer, men mennesker vidste det ikke, fordi forhærdelsen havde forblindet deres øjne.
Ved en anledning sagde hendes vejleder til hende: "Følg mig", og hun blev ført ind til et rådsmøde hvor mænd forsvarede deres synspunkter og planer med stor iver og alvor, men ikke i overensstemmelse med kundskaben. En bror stod foran rådet med et blad i sin hånd og kritiserede indholdets karakter. Bladet var Den amerikanske skildvagt. Han pegede på visse artikler og sagde: "Dette må tages væk, og der må være en forandring. Hvis Skildvagten ikke indeholder sådanne artikler som disse, kunne vi bruge det." Artiklerne var lige så ubehagelige, som sabbaten og Kristi genkomst var.
Mrs. White talte klart ud om synerne og formandens optræden ved dette rådsmøde. Hun henviste til den hårde ånd, nogle udviste, og til de forkerte standpunkter andre indtog. Hun afsluttede hendes bemærkninger med en meget alvorlig appel at alle skulle fremholde sandheden i sin fuldkommenhed, og at vagtmanden skulle give basunen en bestemt lyd. En højtidelig overbevisning hvilede over forsamlingen, og alle følte at de havde lyttet til et budskab fra himlen.
Ældre Olsen var ført vild, og vidste ikke hvad han skulle sige. Han havde ikke hørt om det særlige komite-råd (317) som var fortsat ud på den tidlige morgen, og som sluttede mindre end to timer før englen bad mrs. White om at fortælle det syn hun havde fået for fire måneder siden, hvori på netop denne måde var beskrevet punktligt. Men han skulle ikke vente længe for en forklaring. Snart rejste de mænd, som havde været i rådet natten før, og bevidnede deres bestyrelsesmøde.
Den ene sagde: Jeg var til mødet sidste aften, og jeg er ked af at sige at jeg var på den forkerte side. Og jeg tager denne tidlige anledning for at sætte mig selv på den rette side."
Formanden for det nationale religionsfrihedsselskab frembar et klart vidnesbyrd. Han sagde at natten før, havde et antal brødre mødt op på hans kontor i Review-kontoret, og diskutterede de ting som mrs. White refererde til, og deres overvejelser fortsatte indtil efter klokken et om natten. Han sagde at han ikke ville påtage sig at beskrive mødet. Det var unødvendigt, fordi den beskrivelse mrs. White gav, var korrekt, og mere nøjagtig end han kunne gengive det. Han anerkendte fuldt ud, at det standpunkt han havde, ikke var rigtigt og at han ikke kunne se sine vildfarelser.
En bror sagde at han havde været til mødet, og at den beskrivelse mrs. White gav, var sand og korrekt i alle detaljer. Han var dybt taknemmelig over at de lys han havde fået, at var forskellig fra det der havde skabt så alvorlig en situation. Han troede at alle var oprigtige i deres overbevisning, og ønskede af oprigtigt hjerte at gøre hvad der var ret, alligevel var deres synspunkter i stridigheder, og de kunne ikke blive enige. Andre som var til stede ved det sidste rådsmøde over Skildvagten, frembar vidnesbyrd at (318) mødet var beskrevet korrekt af Mrs. White.
Andre vidnesbyrd der blev frembåret, udtrykte taknemmelighed for det lys der var givet over dette spørgsmål, som førte så megen forvirring med sig. De udtrykte også deres taknemmelighed for at budskabet var givet på en sådan måde at alle ikke blot kunne se Guds visdom i budskabet, men også Guds godhed at sende det på et tidspunkt, hvor ingen kunne betvivle det var et budskab fra Himlen.
Denne erfaring bekræftede deres tro som troede, og gjorde dybt indtryk på dem, som mærkede at deres egen uerfarne dømmekraft om forretningssager var sikre at følge, end planerne for at uddele ansvar og oprette mange indflydelsesrige centre, som brødre på marken og vidnesbyrdene har opfordret til.