(344) “Vi er glade for at kunne fortælle vort folk" skrev ældre A. G. Daniells sidst i september 1893, til brødrene og søstrene ud over Australien, "at tidspunktet er kommet hvor Konferensens hovedbestyrelse ser deres mulighed klart mulighed for at indfri så manges ønsker om at afholde et lejrmøde." Nogle har ventet så ivrigt på at en sådan annoncering ville komme, og den kom som en velkommen nyhed til de troendes rækker og område, spredt vidt og bredt udover de australske kolonier.
Blandt medarbejderne der var meddelt til at deltage var ældre O. A. Olsen, generalkonferensformand, mrs. Ellen G. White; og nogle brødre som missionsbestyrelsen sendte over fra Amerika for at styrke medarbejdernes svage kræfter i det australske område. Løftet om tilstrækkelig hjælp fik ældre Daniels til at suppelere sin appel med ordene: "Dette er en sjælden anledning, - som vi ikke vil få igen i lang tid, - idet vi håber virkeligt at kun få af vore folk vil blive nægtet det privilegium de har fået." Bibel Echo, 1. oktober. 1893, s. 320
Det var nødvendigt med meget tro, for at planlægge et almindeligt lejrmøde, hvor brødre og søstre fra alle kolonier var indbudt til at komme til. Rejseomkostningerne alene virkede næsten uoverkommelige på grund af de store afstande der skulle befares. Men behovet for at samles var bydende, og derfor blev de troende opfordret stærkt til at deltage. "Dette møde," erklærede mrs. White, "vil danne en ny æra i historien for Guds arbejde på dette område. Det var (345) vigtigt at alle medlemmer i vore menigheder skulle være til stede, og jeg opfordrer jer alle til at komme."
"Jeg er bange for at nogle vil sige," fortsatte hun, "at det er dyrt at rejse, og det vil være bedre for mig at spare pengene, og give dem til den del af værket, hvor der er så meget brug for det.’ Tænk det ikke på den måde; for Gud kalder på jer til at tage plads iblandt Sit folks rækker og geledder. I skal være der personligt, og styrke mødet alt som I overhovedet kan. . . Vi ved at de troende i sandheden er spredt vidt omkring; men undskyld ikke, så det holder jer fra at få enhver mulig åndelig vækst. Kom til mødet, og tag jeres familier med. . . . .
"Vi bør bruge alle de kræfter vi har for at gøre dette møde til en succes, og tilpasse det til deres behov, som skal deltage. Herrens arbejde er over alle timelige sager, og vi må ikke fremstille Hans sag forkert. Våg, vent, arbejd, må være vort motto. . . . . .
“Gud har overdraget et meget helligt arbejde til vore hænder, og vi må mødes, for at modtage undervisning, efter hvad personlig religion og familiepleje er; vi behøver at forstå hvilken del vi hver især er kaldet til at udrette i det store og betydningsfulde opbyggelsesarbejde af Guds sag og værk på jorden, og i at forsvare Guds hellige lov, og opløfte frelseren som Guds Lam, som bærer alverdens synd.’ Joh. 1,29. Vi behøver at tage imod den guddommelige berøring, da vi må forstå vort arbejdet i hjemmet. Forældre behøver at forstå hvordan de må udsende kristne børn fra hjemmets helligdom, oplært og opdraget så at de skal kunne skinne i (346) vreden. Vi behøver Helligånden, så at vi ikke repræsenterer vor tro forkert. . . . . . Det er på høje tide at der gøres et ryk fremad i Australien. . . . . Lad os bevæge os fremad med samlede kræfter, og overvinde enhver vanskelighed." The Bible Echo, 8. december, 1893.
Femogtredive familietelte blev syet af nogle af brødrene, til glæde for konferensen. Det var meningen at disse skulle imødekomme alle krav. Men da ordrene kom ind, blev der købt flere telte, og andre blev lejet til mødet. Da vi var færdige, havde lejren over et hundrede telte, og femhundrede og elleve folk. Pladserne var veltilrettelagte og sørget godt for dem. Mange af teltene var udstyret med senge, borde, stole og kommoder; og hele lejren var forbillede for renhed og god orden.
“Vi følte at Guds øje var over alle vore arrangementer." Mrs. White skrev om de efterfølgende hårde anstrengelser der var gjort for at få pladserne til at se tiltrækkende og indbydende ud; "og for at vor lejr forsøgte vi at vise pris til Ham, som havde os ud af mørket til Hans forunderlige lys." 1. Peter 2,9. Resultaterne blev meget større end de slidsomme medarbejdere turde forvente. "Lejrpladsen gjorde indtryk på dem som besøgte den," Mrs. White skrev yderligere, "om den sandhed vi havde forsvaret var af så stor vigtighed, at missionsånden er evangeliets sande ånd.
"Dette var det første lejrmøde som Melsbourne havde set, og det var beundringsværdigt for folk. Fjern og nær lød råbet ud om denne teltby, og det mest forunderlige interesse blev opvakt. Hver eftermiddag og aften var teltet fyldt til det yderste; ikke med samfundets laveste orden, men (347) med intelligente mennesker, kendte læger, prædikanter og forretningsfolk. Vi så at dette lejrmøde ville med Guds velsignelse gøre mere for at bringe vort arbejde frem for folk, end årevis arbejde over hovedet kunne gøre.
“Tusindvis besøgte lejrpladsen, og gav udtryk for deres glæde og forbavselse over pladsens orden og arrangementets akkuratesse med rene hvide telte. Der lod ikke til at vækkes en hårdnakket modstand idet mænd og kvinder lyttede til sandheden for første gang. Guds kraft var iblandt os. Brighton blev oprørt fra den ene ende til den anden. Også i Melbourne blev der vakt interesse, og i de omkringliggende forstæder, større end vi nogensinde havde været vidne til siden 1844-bevægelsen. Sandheden var ny og fremmed; alligevel tog den sit greb på folk; for vi forkyndte Guds ord, og Herren sendte den ind i tilhørernes hjerter.
"Mange besøgende kom langvejs fra, og ligesom i 1843 og 1844-bevægelse, ville de tage deres mad med og forblive der igennem dagen. Et antal lokale beboere erklærede at hvis det ikke var fordi de boede så tæt ved, ville de leje telte og campere sammen med os på pladsen. De værdsatte privilegiet at høre Guds ord så klart forklaret. De sagde at Bibelen virkede så fyldt af nye og dyrebare ting, og blev som en ny bog for dem. Fra mange af dem, hørte vi forklaringer som disse: ’Det er mere end vi håbede på.’ ’Vor tro er bekræftet; vort håb oplyst; vor tro på skriftens vidnesbyrd er gjort stærk.’"
"Jeg har deltaget ved mange lejrmøder," bevidnede ældre O. A. Olsen om Brighton-mødet, "men jeg har aldrig før været vidne til en så stor interesse ude fra. Det er mere end hvad jeg kunne forestille mig (348) den tredje engels budskabs høje røst ville være, end jeg har set hidtil. Det gjorde det dybeste indtryk på Melbourne by. Uanset hvor nogen går hen, er samtalens tema om lejrmødet og hvad der ses og høres der. Fra alle steder omkring kom de mest alvorlige appeller for møder. . . . .
"For vore brødre har dette møde været den størst mulige værdi. Det har givet dem et meget bredere syn på arbejdet for denne tid, og en meget dybere kristenerfaring. Efter at de har været her en uge, istemte det næsten enstemmigt at fortsætte en uge til." The Review and Herald, 6. marts, 1894.
“Som en efterdønning af Brighton-lejermødet," bevidnede mrs. White senere, “blev adskillige menigheder oprettet. Jeg besøgte menigheden i Williamstown, og glædede mig over at se at mange havde moralsk mod til at vise deres loyalitet mod Guds bud på trods af den stadige modstand og foragt som var ophobet over dem og over Guds hellige lov.
"En menighed blev oprettet i Hawthrone, og en anden i Brighton. Omkring tres tilhørte disse to menigheder. Et stort antal nye medlemmer var blevet tilføjet Prahan-menigheden, og til menigheden i North Fitzroy. Der kommer hele tiden personer ind, som hørte sandheden ved Brighton-lejrmødet.
"Nogle vil sige at disse lejrmøder var meget kostbare, og at Konferensen ikke kan tillade sig at støtte andre end disse møder; men når vi ser på de tre menigheder som er blevet organiseret, og har fremgang i troen, kan vi ikke tøve med at besvare spørgsmålet: ’Kan det betale sig?’ Skal vi ikke hæve vore stemmer i en samstemmig erklæring: ’Det vil betale sig’?