(440) To år før den ulykke der fremskyndte hendes død, var mrs. White fri af lidelse og almindelige lidelser, end hun var under nogen anden periode i hendes livstid. På en gang svigtede hendes kræfter helt, men snart efter kom hun sig, og kunne igen gå omkring forholdsvis nemt. Hendes ledsager tog hende sædvanligvis ud og kørte hende på en god dag, og dette affødte en afslappende forandring. Hun kunne sædvanligvis gå fra hendes øvre værelse til hendes vogn uden hjælp. Men hendes skelet blev mere og mere bøjet med årene, og hendes venner håbede ikke længere på så lang tid igen.
I foråret 1914, havde mrs. White fornøjelsen at mødes med hendes søn ældre James Edwon White, som tilbragte nogle uger i hendes hjem. Ikke så lang tid efter at han var kommet tilbage, led hans moder stor svaghed af en komplikation af vanskeligheder, og som følge deraf, opgav hun læsningen. I de efterfølgende måneder, havde hun ofte andre til at læse for hende.
Ophøret af hendes almindelige aktiviteter, gjorde hende dog ikke mindre interesseret i Guds sags fremgang udover verden. Siderne i Review and Herald og i andre af vort samfunds blade var mere dyrebar for hende end nogensinde, og hun fortsætter med at glæde sig over breve fra venner i gamle dage, og berettede ofte med livlighed om de første dages erfaringer.
Under en samtale den 2. december, 1914, refererede hun til en begivenhed der skete for mange år siden. En bestemt broder havde udtrykt modløshed over udsigterne til det udvidede og vanskelige (441) arbejde der var brug for at gøre, før verden kunne beredes til Kristi andet komme. En anden bror, en med stor tro, vendte sig til ham, hans ansigt var hvid af opspændthed, og sagde: "Min bror, tillader du en sådan udsigt at bringe modløshed? Ved du ikke at Gud vil have os til at presse slaget til porten? Ved du ikke at Han vil have at vi maser på med arbejdet, igen og igen, velvidende at sejren ligger foran?
Det var først i december, 1914, da hun bevidnede at høre stemmer om nattestunden der råbte: “Fremad! Fremad! Fremad! Pres slaget til porten!"
Skønt hun er ivrig efter at fortsætte sit arbejde, og ønsker især at tale til offentligheden igen, var mrs. White godt klar over at hendes styrke svigtede gradvist, og at hun ikke stole for meget på hendes svage kræfter. Dette var en virkelig hård prøvelse for hende, alligevel følte hun sig overladt til Herrens vilje. Hør hendes bøn rundt omkring familie alteret ved solopgang, sabbaten d. 26. december 1914, med følgende bønner sammen med ældre E. W. Farnsworth og andre:
“Du vil svare vore bønner; og vi beder Dig, Herre, for Kristi skyld, hvis det er Din vilje, at give mig styrke og nåde til at fortsætte; ellers er jeg fuldstændig villig til at forlade mit arbejde til enhver tid, som Du finder det bedst. Oh Herre, jeg ønsker stærkt at gøre nogle ting, Du ved, og du vil være villig til at gøre dem, hvis Du vil give mig styrke; men vi vil ikke beklage os, fordi Du har sparet mit liv så meget længere end mange havde regnet med og så har jeg regnet med mig selv. . . . Giv os lys; giv os glæde; giv os den store nåde som Du har i vente for den trængende. Vi beder i Jesu Kristi nazaræers navn."
(442) Det fysiske skelet blev svagere og endnu svagere; men ånden var altid tapper. I samtale med dr. David. Paulson d. 25. januar, 1915, sagde mrs. White: “Herren har været min hjælper, Herren har været min Gud, og jeg er ikke i tvivl. Hvis jeg ikke kunne indrømme at Han var min vejleder og mit ståsted, fortæl mig da hvad jeg kan stole på. Hvorfor: jeg har så fast tillid til Gud at Han vil sætte mine fødder på Zions bjerg, ligesom jeg lever og ånder; og jeg vil bevare denne tillid til jeg dør."
Da hendes søn, W. C. White kom hjem d. 27. januar 1915, efter fire måneders fravær i øst- og sydstaterne, blev hun tilsyneladende lige så stærk som da han rejste. Hun glædede sig stadig over en del velvære, sundhed og kunne blive ved med det. Efter omkring to uger, blot dagen før hun blev ramt, have hun en lille gåtur i haven sammen med ham, og talte om de generelle interesser for Guds sag.
Det var sabbatsdagen den 13. februar, 1915, at mrs. White forulykkede, og bandt hende til hendes seng derefter, og fremskyndede hendes død. Da hun gik ind i hendes arbejdsværelse fra entreen, omkring middag, snublede hun tilsyneladende og faldt. Hendes niece, miss May Walling, som i en tid havde været hendes sygehjælper, vær nærved i gangen, og skyndte sig for at hjælpe. Anstrengelserne for at hjælpe hende på fødderne igen viste sig nyttesløse, miss Walling satte hende op på en stol, trak stolen igennem gangen indtil sengeværelset, og lagde hende til sidst i sengen, og indkaldte en læge fra St. Helena sanatoriet.
Indledende undersøgelser af dr. G. E. Klingerman blev efterfulgt af mere grundige undersøgelser ved hjælp af røntgenstråler, og dette vise sig umiskendelig at være et brud på kugleledet i venstre femur (overben). Det (443) var naturligt umuligt at afgøre hvornår bruddet på benet havde fundet sted, - om det var før faldet, der fik mrs. White til at falde til gulvet, eller som følge af faldet.
De næste dage og nætters hvileløshed blev efterfulgt af meget lidt smerte. Faktisk har Herren fra aller først af sparet allernådigst Sin aldrende tjener for hård smerte, der egentlig kommer med sådanne skader. De sædvanlige symptomer af chok udeblev også. Åndedrættet, temperaturen og kredsløbet var næsten normalt. Dr. Klingerman, og dr. B. F: Jones, hans kollega, gjorde alt lægevidenskabeligt der findes for at deres patient fik det godt; men i hendes fremskredne alder kunne de kun give små udsigter for hel helbredelse.
Igennem ugerne og månederne af hendes sidste sygdom, holdt mrs. White sig oppe af den samme tro og tillid og det samme håb som havde kendetegnet hendes livserfaring i hendes raske dage. Hendes personlige vidnesbyrd var jævnt glad og hendes mod stærkt. Hun følte at hendes tid var i Guds hænder, og at Hans nærhed, hele tiden var med hende. Ikke længe efter at hun var gjort hjælpeløs af ulykken, bevidnede hun om sin Frelser: “Jesus er min velsignede Genløser, og jeg elsker Ham af hele mit væsen." Og igen: Jeg ser lys i Hans lys. Jeg har glæden i Hans glæde, og fred i Hans fred. Jeg ser barmhjertighed i Hans barmhjertighed, og kærlighed i Hans kærlighed." Til miss Sara McEnterfer, hendes sekretær i mange år, sagde hun: "Hvis kun jeg kan se min Frelser ansigt til ansigt, vil jeg være helt tilfreds."
I en samtale med en anden sagde hun: "Mit mod er funderet i min Frelser. Mit arbejde er næsten til ende. Når jeg ser tilbage i fortiden, mærker jeg ikke den mindste fortvivlelse eller modløshed. Jeg er så (444) taknemmelig for at Herren har holdt mig tilbage fortvivlelse og modløshed, og jeg kan stadig holde banneret. Jeg kender Ham som jeg elsker, og i hvem min sjæl har sat lid til."
Om udsigten til døden, erklærede hun: "Jeg føler, jo hurtigere des bedre; jeg har det sådan hele tiden - jo hurtigere des bedre. Jeg har ikke en nedslående tanke, eller bedrøvelse. . . . Jeg har intet at klage over. Lad Herren føre Sin vej og gøre Sit arbejde med mig, så at jeg renses og bliver ren; og det er alt jeg ønsker. Jeg ved at mit arbejde er gjort; det vil ikke gavne at sige noget andet. Jeg skal glæde mig når tiden kommer, hvor jeg får lov at ligge ned og hvile i fred. Jeg har intet ønske om at mit liv forlænges."
I nogle noter fra hendes samtale i en efterfølgende bøn, bad hun:
“Himmelske Fader, jeg kommer til dig, svag, som et brudt tagrør, alligevel skal retfærdighed og sandhed, under Helligåndens forsvar være det fremherskende. Jeg takker dig Herre, jeg takker dig, og jeg vil ikke drage noget bort fra noget, som Du vil have at jeg skal bære. Lad Dit lys, lad Din glæde og nåde, være over mig i de sidste timer, så jeg kan forherlige Dig, er mit store ønske; og dette er alt som jeg beder Dig om. Amen."
Denne ydmyge og tillidsfulde bøn af én der længes efter at være et udvalgt kar i Herrens tjeneste, blev fuldt ud besvaret. Trøsten var hos hende der fik et barn af den store Fader af Lys og kærlighed til at ikke frygte noget ondt, heller ikke når dødsskyggens dal blev gået igennem. En sabbatsdag, kun nogle få korte uger før hun åndede ud for sidste gang, sagde hun til sin søn:
"Jeg er meget svag. Jeg er sikker på at dette er min sidste sygdom. Jeg er ikke bekymret for tanken at dø. (445) Jeg føler en trøst hele tiden, så Herren er nær ved mig. Jeg er ikke bekymret. Frelserens dyrebarhed har været så tydelig for mig. Han har været en ven. Han har bevaret mig i sygdom og i rask til stand.
"Jeg er ikke bekymret for det arbejde som jeg har gjort. Jeg har gjort det bedste jeg kunne. Jeg tror ikke at jeg skal blive her i lang tid. Jeg forventer ikke så megen lidelse. Jeg er taknemmelig over at vi har livets bekvemmeligheder i sygdomsstunden. Vær ikke bekymret. Jeg går kun en smugle foran andre."
Det behagelige kontorlokale på anden etage i mrs. Whites hjem, var det bedste sted for patient og sygeplejere, og her lå hun det meste af tiden, omgivet af ting hun huskede fra et mere aktivt liv, som hun havde vænnet sig til så længe. Lokalet var lyst og luftigt. I et hjørne oversvømmede et rødbrunt vindue en del af kammeret med solskin. Her stod hendes gamle skrivestol. Denne blev omdannet til en lænestol, som hun blev løftet over i næsten hver dag, efter den første eller to uger efter at ubehageligheden var over. Udsynet fra denne solbeskinnede fra dette solbeskinnede hjørne var behageligt og varieret, og hun nød meget forårets og forsommerens foranderlige skønheder.
Tæt ved hendes lænestol, på bordet, var flere af de bøger hun havde skrevet. Disse ville hun ofte arbejde med og se igennem, lod til at være glad for, at de var nærved. Ligesom en hengiven moder over for sine børn, var hun over for disse bøger i hendes sidste sygdom. Da man besøgte hende flere gange, holdt hun to eller tre af dem i hendes skød. "jeg påskønner disse bøger, som jeg aldrig før har gjort," bemærkede hun en gang. "De er sandhed og de er retfærdighed, og de er et evigt vidnesbyrd for at Gud er sand." Hun frydede sig ved tanken at når hun (446) ikke længere kunne tale til folk, ville bøgerne tale for hende.
Nogle gange når hun fik styrke, kom hun i en rullestol til sommerverandaen på den øverste etage. Fra denne lille balkon, prydet med smukke klatreroser, et panorama af urtehave og vingård, og bjerge og dale, gav mere glæde.
Igen og igen, under de første uger af hendes sygdom, løftes hende stemme i sang. De ord der ofte blev valgt var:
“Vi har hørt fra det klare, hellige land,
Vi har hørt, og vore hjerter er glade;
For vi var en ensom pilgrims bånd,
Og trætte, bebyrde og bedrøvede.
De fortæller os at pilgrimmene har en bolig der -
Ikke længere er de hjemløse;
Og vi ved at det gode land er hæderligt,
Hvor livets rene flod løber . . . .
"Vi vil være der, vi vil være der, om en kort stund,
Vi vil slutte os til den rene og den velsignede;
Vi vil have palmen, klædningen og kronen,
Og hvile der for evigt."
Omkring en fjorten dage efter hendes fald, fik hun fortalt om missionærernes og bogfolkenes sammenkomst ved samlingen i Mountain View, hvor der var lagt planer for større udbredelse af vort samfunds publikationer. Denne henvisning til bogfolkene fik hende til at endnu en gang udtrykke den glæde hun fik for to år siden, da hun hilste på mange af dem personligt i hendes eget hjem. "Jeg er meget glad," tilføjede hun, "for alt det de gør for at udbrede vore bøger. Forlagsgrenen i vor sag har meget at gøre med vor kraft. Jeg ønsker at det skal udrette alt det som Herren har udtænkt det skulle. Hvis vore bogfolk gør deres del trofast, ved jeg, ud fra det lys Gud har givet (447) mig, at kundskaben til den nærværende sandhed vil blive fordoblet og tredoblet. Det er derfor at jeg har haft så travlt med at få mine bøger ud, så at de kan komme i folks hænder og blive læst. Og på fremmede de sprog har Herren udtænkt at udbredelsen af vore bøger skal øges meget. Derved skal vi sætte den nærværende sandheds sag på fordelagtig grund. Men lad os huske på, at vi alle vore bestræbelser må dagligt søge kraft og personlig kristen erfaring. Kun når vi kommer i tæt berøring med vor styrkes Kildeudspring skal vi kunne komme hurtigt frem og ad lige linjer."
Mange var besøgende - gamle bekendte og andre - som kom for at hilse på mrs. White i hendes sidste få måneder af hendes liv. Nogle gange kunne hun ikke genkende gamle kollegaer i arbejdet; andre gange vidste hun hvem der kom. Når det var muligt, ville hun tale med dem. Hun har altid kunne glæde sig over at bevidne om Guds godhed og ømme barmhjertighed. Nogle før hendes sygdom, citerede hun ofte skriftstedet: De overvandt "ved lammets blod, og ved deres vidnesbyrds ord"; og hun mærkede en styrke hver gang hun frembar vidne om Guds kærlighed og Hans årvågne omsorg.
En sabbats eftermiddag, da hendes søns familie, W. C. White, tilbragte nogen tid sammen med hende, blev hun velsignet på en særlig måde, og sagde mange rådgivende ord til hendes børnebørn. "Herren er meget god mod os," erklærede hun; "Og hvis vi følger videre for at kende Herren, skal vi vide at Hans fremkomst er forberedt ligesom morgnen. Hvis der er nogle spørgsmål i jeres tanker om hvad der er det rette, så se på Herren Jesus, og Han vil vejlede jer. Vi bør bringe alle planer til Herren. For at se om Han billiger det. . . . . Husk på at Herren, vil føre os igennem. Jeg passer på (448) hvert øjeblik, så at intet kan komme ind imellem mig og Herren. Jeg håber at det ikke vil. Gud give at vi må alle være trofaste. Der vil snart være et herligt møde. Jeg er glad for at du er kommet for at se til mig. Måtte Herren velsigne dig. Amen."
Ikke kun for hendes børnebørn, men også for alle de unge udover samfundet, gik hendes hjerte ud i elskende omsorg. Nogle gange talte hun med sine sygeplejere og med hendes embedshjælpere om behovet for at vælge materialet klogt ud, som de unge kan læse.
"Vi bør råde de unge," tilskyndede hun til, "til at gribe fast i det læsestof som anbefaler sig selv til opbyggelse af kristen karakter. De absolut mest væsentlige punkter i vor tro bør være indprentet i de unges hukommelse. De bør have et glimt af disse sandheder, men et sådant bekendtskab vil ikke lede dem til at se på deres studie med velvilje. Vore unge bør læse det som vil have en sund og helliggørende indflydelse på sindet. Dette har de brug for, for at kunne se hvad er sand religion. Der er meget god læsning som ikke er helliggørende.
"Nu er det vort tidspunkt og vor anledning til at arbejde for de unge mennesker. Fortæl dem at vi nu er i en farefuld krise, og at vi må vide hvordan vi skelner mellem sand gudsfrygt. Vore unge folk behøver at blive hjulpet, opløftet, og opmuntret, men på den rette måde, ikke sådan som de måske ønsker det, men på en måde der vil hjælpe dem til at få helliggjorte sind. De behøver den gode og helliggørende religion mere end noget andet.
"Jeg forventer ikke at leve så længe. Mit arbejde er næsten gjort. Fortæl vore unge folk at jeg ønsker at mine ord skal opmuntre dem til den slags livsførelse, som vil være mest attraktiv for himmelske intelligensvæsener."
(449) Afslutningen kom fredag d. 16. juli, 1815, kl. 15:40, i det solbeskinnede øverste værelse af hendes “Elmshaven"-hjem hvor hun havde tilbragt så meget af hendes tid i de sidste lykkelige og frugtbare år af hendes travle liv. Hun faldt i søvn i Jesus så stille og fredfuldt som et træt barn lægger sig til hvile. Omkring hendes seng stod hendes søn, ældre W. C. White, og hans hustru; hendes sønnedatter, mrs. Mabel White Workman; hendes livslange og trofaste sekretær mss. Sara McEnterfer; hendes niece og betroede sygeplejer, miss May Walling; en anden af hendes utrættelige senge-sygeplejerske, mrs. Carrie Hungerford; hendes husholder, miss Tessie Woodbury, hendes kammerat fra lang tid og hjælper, mrs. Mary Chinock Thorp; og nogle få venner og hjælpere som havde tilbragt mange år i og omkring hendes hjem og i hendes kontor.
I flere dage før hendes død, havde hun været ubevidst meget af tiden, og hen mod enden lod hun til at have mistet taleevnen og høreevnen. De sidste ord hun sagde til sin søn var: "Jeg ved hvem det er jeg har troet på."
"Gud er kærlighed." "Han giver Sine elskede hvile." For dem er det en lang nat at vente indtil opstandelsens morgen er kun et øjeblik; og endog for dem som bliver tilbage, vil ventetiden ikke være lang, for Jesus kommer snart for at samle Sine elskede med hjem. Som vor elskede søster selv erklærede for dem omkring hende en sabbatsdag under hendes sygdom: "Vi skal alle være hjemme meget snart."