Kanaanitterne var afgudsdyrkere, og Herren havde befalet at hans folk ikke skulle gifte sig med dem, for at de ikke skulle ledes til afguderi. Abraham var gammel og han ventede snart at (102) dø. Isak var endnu ugift. Abraham frygtede for den fordærvelige indflydelse som omgav Isak, og var ængstelig for at få udvalgt en hustru til ham som ikke ville lede ham bort fra Gud. Han overdrog denne sag til sin tro og erfarne tjener som rådede over alt hans gods. Abraham forlangte af sin tjener at sværge højtideligt ved Herren, at han ikke ville tage en hustru som Isak af kananitterne, men at han ville gå til Abrahams slægt, for troende på den sande Gud, og udvælge en hustru for Isak. Han bød ham at forvare sig, og ikke føre Isak igen til det land hvorfra han kom; thi de var næsten alle besmittede med afguderi. Dersom han ikke kunne finde en hustru for Isak som ville forlade sine slægtninge og komme hvor han var, så skulle han være fri for den ed han hade aflagt.
Denne vigtige sag blev ikke overladt til Isak, at han kunne selv vælge for sig selv, uafhængig af sin Fader. Abraham fortæller sin tjener at Gud vil sende sin engel til ham for at vejlede ham i hans valg. Svenden som denne tjeneste blev betroet til begav sig på sin lange rejse. Da han kom til den stad hvor Abrahams slægtningene boede bad han inderligt til Gud at han måtte vejlede ham i at vælge en hustru for Isak. Han bad Gud om at give ham visse tegn, så at han ikke skulle tage fejl, i denne sag. Han hvilede sig ved en vandbrønd, hvor mange kom sammen. Her lagde han især mærke til Rebekkas indtagende væsen og høflige opførsel; og han fik alle de vidnesbyrd af Gud som han havde bedt om til tegn på at Rebekka var den som Gud havde behaget at udvælge til at blive Isaks hustru. Hun indbød tjeneren til sin faders hus. Han fortalte derpå at Rebekkas fader og broder hvilke vidnesbyrd han (103) havde fået fra Herren om at Rebekka skulle blive en hustru for hans herres søn Isak. Derpå sagde Abrahams tjener til dem: "Og nu, dersom I vil gøre miskundhed og sandhed mod min Herre, sig mig det; men dersom I ikke vil, siger mig det, at jeg kan vende mig til den højre eller den venstre side." Kap. 24,49. Faderen og broderen svarede: "Denne handel er kommet af Herren, vi kan intet tale til dig. Ondt eller godt. Se, der er Rebekka for dig, tag hende, og gå, at hun bliver din herres søns hustru, som Herren har sagt. Og det skete, der Abrahams svend hørte deres ord, da bøjede han sig til jorden for Herren." vers 50-52.
Efter alt således var blevet ordnet, og Faderen og broderen havde givet sin tilladelse, blev Rebekka adspurgt om hun ville gå med Abrahams tjener langt bort fra sin faders familie for at blive Isaks hustru. Hun troede ifølge det som var sket at Gud havde valgt hende til at blive Isaks hustru, "og hun sagde: jeg vil fare."
Ægteskabsforbindelser stiftedes den gang i almindelighed af forældrene, dog blev ingen tvunget til at forbinde sig med dem som de ikke kunne elske. Men børnene havde tillid til flere forældres dømmekraft, og blev deres råd, og elskede dem som deres gudfrygtige, erfarne forældre valgte for dem: Det blev betragtet som en forbrydelse at følge den modsatte fremgangsmåde.
Hvilken modsætning til den fremgangsmåde som mange børn nu bruger! I stedet for at vise ærefrygt og skyldig ærbødighed for deres forældre ved at gå på råd med dem, og høste gavn af deres erfaring og dømmekraft i at vælge for dem, handler de ofte ubetænksomt i denne sag og beherskes mere af (104) følelse end af deres forældres dømmekraft og Guds frygt. Ofte indtar de endogså i ægteskab uden deres forældres vidende. I mange tilfælde gjorde ubetænksomme giftemål livet bittert, fordi svigersønnen eller svigerdatteren ikke føler nogen forpligtelse til at gøre deres forældre lykkelige.
Unge mænd og kvinder viser ofte stor uafhængig angående giftemål, som Herren intet havde at gøre med dem, eller de med Herren, i denne sag; og at det er en sag som alene angår dem selv, som hverken Gud eller deres forældre på nogen måde behøver at styre. De mener at hengivelsen af deres kærlighed til en anden er en sag i hvilken blot de selv må adspørges. De tager stor lig fejl, og nogle få års erfaring i ægteskabet lærer dem i almindelighed at det er en jammerlig fejltagelse. Dette er den store årsag til så mange ulykkelige giftemål, i hvilke der findes så lidt sand, ædelmodig kærlighed, og så lidt ædelmodig overbærenhed imod hinanden. Sådanne opfører sig ofte i sit egen hjem mere som forkælede børn, end som en ærværdig, kærlig mand og hustru.
Isak var blevet oplært i Gudsfrygt til et liv i lydighed. Og da han var fyrre år gammel, underlagde han sig den gudfrygtige, erfarne tjener som hans fader valgte til ham.
Børn fra femten til tyve år betragter sig selv nu i almindelighed som dygtige til at vælge for sig selv, uden deres forældres tilladelse. Og de ville forbavses dersom man foreslog dem at handle i Guds frygt og at henvende sig til ham i bøn (105) i efterfølgende slægter til efterfølgelse, især dem som bekende sig til gudsfrygt.
Abrahams fremgangsmåde i Isaks opdragelse, som ledede ham til at elske et ædelt lydigheds liv, er nedskrevet til gavn for forældre, og skulle lede dem til at byde sine børn og sit hus efter sig, at gøre retfærdighed og ret. De burde oplære sine børn til at lyde og respektere deres autoritet. Og de burde føle at der hviler et ansvar på dem, at vejlede sine børns tilbøjeligheder, så at de lærer at elske sådanne personer, som efter deres bedste skønne kunne være passende ledsagere for deres sønner eller døtre. Det er en sørgelig kendsgerning at Satan behersker de unges tilbøjeligheder i en stor grad. Og samme forældre mene at disse tilbøjeligheder bør hverken vejledes eller forhindres. Den fremgangsmåde som Abraham fulgte er en irettesættelse for alle sådanne.