(309) Igen blev Israels forsamling bragt ud i ørknen, til det sted hvor Gud prøvede dem lige efter at de havde forladt Ægypten. Herren gav dem vand ud af klippen, som han havde ladet flyde indtil lige før de igen kom til klippen, hvor Herren fik den levende strøm til at ophøre, for at prøve sit folk igen, for at se om de kunne stå deres tros prøvelse, eller ville knurre igen imod ham.
Da hebræerne blev tørstige, og ikke kunne finde noget vand, blev de utålmodige, og huskede ikke på Guds kraft, som i næsten fyrre år før, gav dem vand fra klippen. I stedet for at stole på Gud, beklagede de sig over Moses og Aaron, og sagde til dem: "Gid vi var omkommet, dengang vore brødre omkom for Herrens åsyn!" At de ønskede de var blevet så mange, som var blevet udryddet ved plagen, under Koras, Datans og Abirams oprør.
De spurgte vredt: "Hvorfor førte I Herrens forsamling ind i denne ørken, når vi skal dø her, både vi og vort kvæg? Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I ville have os hen til dette skrækkelige sted, hvor der hverken er korn eller figener, vintræer eller granatæbler, ej heller vand at drikke?« Men Moses og Aron begav sig fra forsamlingen hen til åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres ansigt. Da viste Herrens herlighed sig for dem, (310) og Herren talte til Moses og sagde: »Tag staven og kald så tillige med din broder Aron menigheden sammen og tal til klippen i deres påsyn, så giver den vand; lad vand strømme frem af klippen til dem og skaf menigheden og dens kvæg noget at drikke!« Da tog Moses staven fra dens plads foran Herrens åsyn, som han havde pålagt ham; og Moses og Aron kaldte forsamlingen sammen foran klippen, og han sagde til dem: »Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til eder af denne klippe?« Og Moses løftede sin hånd og slog to gange på klippen med sin stav, og der strømmede vand frem i mængde, så at menigheden og dens kvæg kunne drikke. Men Herren sagde til Moses og Aron: »Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for israelitternes øjne, skal I ikke komme til at føre denne forsamling ind i det land, jeg vil give dem!«
Her syndede Moses. Han blev træt af folkets stadig knurren imod ham, og på Herrens bud, tog staven, og i stedet for at talte til klippen, som Gud befalede ham, slog han på den med staven to gange, efter at have sagt: "Mon vi formår at få vand til at strømme frem til eder af denne klippe?" Her talte han uklogt med sine læber. Han sagde ikke: Gud vil nu vise dig et andet bevis på hans kraft, og få vand til dig ud af denne klippe. Han helligede dig ikke Guds magt og herlighed for at få vandet til at flyde igen fra flintklippen, og derfor ophøjede ikke så mange ham for folket. For denne fejl fra Moses side, ville Gud ikke lade ham lede folket til det forjættede land.
Denne nødvendighed at vise Guds (311) kraft på, gav en anledning til en stor højtidelighed; og Moses og Aron burde have udnyttet det og gøre et godt indtryk på folk. Men Moses blev oprørt; og i utålmodighed og vrede på folket, på grund af deres knurren, sagde ham: »Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til eder af denne klippe?« Ved at spørge sådan, tillod han i virkeligheden at knurre over Israel, at de havde ret i deres anklage mod ham, at han førte dem ud af Ægypten. Gud har tilgivet folk med større overtrædelser, end dem Moses begik, men han kunne se på synd hos en leder for sit folk, som han kunne hos dem der blev ledt. Han kunne ikke undskylde Moses synd, og lade ham gå ind i det forjættede land.
Herren gav her sit folk et umiskendeligt bevis på at han som havde udført en så forunderlig udfrielse for dem, at bringe dem ud af Ægyptens trældom, var at den mægtige engel, og ikke Moses, som gik foran dem på alle deres rejser, og om hvem han havde sagt: "Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og fører dig til det sted, jeg har beredt. Tag dig vel i vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive eders overtrædelser, fordi mit navn er i ham." Moses tog den ære til sig selv som tilhørte Gud, og gjorde det nødvendigt for Gud at gøre det som i hans situation altid ville tilfredsstille det oprørske Israel, at det ikke var Moses som førte dem ud af Ægypten, men Gud selv. Herren havde overdraget Moses opgaven at lede sit folk, medens den mægtige Engel gik foran dem på alle deres ture, og styrede alle deres rejser. Fordi de var så hurtige til at glemme at Gud leder dem, ved sin Engel, og til at tilskrive mennesker det som Guds (312) kraft alene kan udføre, har han prøvet dem, og forsøgt dem, for at se om de vil adlyde ham. De faldt ved hver prøvelse. I stedet for at tro på og anerkende Gud, som har bestrøet deres sti med beviser på hans kraft, og tydelige tegn på hans omsorg og kærlighed, stolede de ikke på ham, og beskyldte Moses for at de havde forladt Ægypten, anklagede ham for at være årsag for alle deres ulykker. Moses havde båret over med deres hårdhed med en bemærkelsesværdig overbærenhed. En gang truede de med at stene ham.
Herren ville fjerne dette indtryk for altid fra deres tanker, ved at forbyde Moses at gå ind i det forjættede land. Herren havde ophøjet Moses højt. Han åbenbarede ham sin store herlighed. Han havde taget ham ind i sin hellige nærhed hos sig på bjerget, og havde nedladt sig til at tale med ham som en mand taler med en ven. Gennem Moses havde han meddelt sin vilje, sine forordninger og sine love til folket. Han blev således æret og ophøjet af Gud gjorde hans fejl af større betydning. Moses angrede sin synd, og ydmygede sig stort for Gud. Han fortalte hele Israel sin sorg om sin synd. Han lagde ikke skjul på resultatet af sin synd, men fortalte dem fejlen at ikke tilskrive Gud ære var så stor at den måtte rettes af Gud, hvordan Gud ville se på deres gentagende knurren, og anklage ham (Moses) for Guds usædvanlige hjemsøgelser på grund af deres synder.
I dette ene tilfælde, efterlod Moses det indtryk at han har fået vand ud af klippen, skønt han burde have ophøjet Herrens navn iblandt sit folk. (313) Herren ville nu slå det fast over for sit folk, at Moses blot var et menneske, der fulgte vejledning og anvisninger fra en mægtigere end han, endog Guds Søn. Her i ville han ikke lade dem være i tvivl. Hvor der gives meget, kræves der meget. Moses er blevet begunstiget meget særlig med henblik på Guds majestæt. Guds lys og herlighed er blevet tildelt ham i rigt mål. Hans ansigt blev genspejlet på den herlighed på folk som Herren har ladet skinne på ham. Alle vil dømmes efter de privilegier de har haft, og det lys og de gaver de har fået.
Gode menneskers synder, hvis almindelige optræden har været værd at efterligne, er en særlig forhånelse mod Gud. De får Satan til at juble, og forhåner Guds engle med fejl hos Guds udvalgte redskaber, og giver den uretfærdige anledning til at opløfte sig selv imod Gud. Herren har selv ledt Moses på en særlig måde, og har åbenbaret hans herlighed for ham, som ingen andre redskaber på jorden. Af naturen var han utålmodig, men havde et fast greb på Guds nådegave, og anråbte så ydmygt om visdom fra Himlen, så han blev styrket fra Gud, og havde overvundet sin utålmodighed, så at han af Gud blev kaldt den mest ydmyge mand på hele jordens overflade.
Aron døde på Hors bjerg, for Herren havde sagt at han ikke skulle komme ind i det forjættede land; fordi han sammen med Moses, havde syndet da vandet kom ud af klippen i Meriba. Moses og Arons sønner begravede ham på bjerget, så folket ikke kunne fristes til at gøre så stor ceremoni over hans krop, og gøre sig skyldig i afgudsdyrkelsens synd.
(314) Kanaanæerne førte krig med Israel, og tog nogle af dem til fange; og israelitternes hær hjemsøgte Herren om han ville være med dem i slaget mod kanaanæerne, og udfri dem fra deres hænder, og de ville helt udslette deres byer, og være trofaste i at følge Gud. han hørte deres bøn, og tog ud med deres hære til krig, og israelitterne overvandt deres fjender, og udslettede dem helt og deres byer.