Jesus samtale med disciplene, hvori de fik meget dyrebar undervisning, blev afbrudt af dem, som søgte efter ham. Da folket begyndte at samles omkring dem og bragte sine syge og elendige til ham, gik han ind i synagogen. Medens han lærte der, kom mange af dem, som havde forladt ham på den anden side af søen, til synagogen og blev forbavsede over at se Jesus og hans disciple der, da de vidste, at der ikke var nogen båd, hvori han kunne sætte over til den anden side. (275) De begyndte at spørge, hvorledes og når han var kommet over søen. de forundrede sig, da disciplene fortalte dem, hvad der var sket om natten, om stormens raseri, og hvorledes de flere timer forgæves roede mod den stærke vind, hvorledes Kristus åbenbarede sig for dem, idet han gik på vandet, deres frygt, som derved opvaktes, hans trøstefulde ord, hændelsen med Peter og følgen deraf, samt hvorledes stormen pludselig ophørte, og båden straks var ved land. Alle disse ting blev nøjagtig fremstillede for den forbavsede skare, som ofte afbrød fortællingen med udråb af forundring.
Men deres opmærksomhed blev nu henvendt til Jesu undervisning, der var så alvorsfuld og interessant. Mange blev dybt bevægede; men andre var aldeles opfyldte af nysgerrighed på grund af de underfulde begivenheder de havde hørt omtalt. Så snart talen var endt, forsamledes de omkring Frelseren og rette spørgsmål til ham i håb om fra hans egne læber at få en mere fuldstændig beretning angående hans mægtige gerning den foregående nat. Men Jesus tilfredsstille ikke deres tomme nysgerrighed Farisæerne trængte også ind på ham og forlangte, at han skulle vise dem et tegn fra himlen til bevis på, at han var Guds Søn. De forlangte, at han skulle åbenbare sin underfulde kraft, ligesom han havde gjort på den anden side af søen, og de bad ham indtrængende om også at vise dem en sådan undergerning.
Jesus sagde til dem, at de ikke søgte ham af gode bevæggrunde. De ønskede ikke at lære, hvorledes de kunne behage Gud i deres daglige liv; men de forlangte, at han skulle gøre mirakler, undertiden i en vantro ånd, undertiden, fordi de håbede at vinde nogen timelig fordel derved, at han begunstigede dem. Han bød dem ikke at arbejde for den mad, som (276) forgår, men at søge åndelige næring, den visdom, som varer til et evigt liv. Denne kunne Guds Søn alene give; thi han havde Faderens segl. Med højtidelig alvor søgte han at indprente i deres sind, at timelig fordel er en af lille betydning i sammenligning med den himmelske nåde, som Guds Søn tilbød dem.
"Da sagde de til ham; "Hvad skal vi gøre for at udføre Guds gerninger?" Jesus svarede og sagde til dem: "Dette er Guds gerning, at I tror på den, han har sendt." Da sagde de til ham: "Hvilket tegn gør du så, for at vi kan se det og tro dig? Hvilken gerning gør du? Vore fædre spiste manna i ørknen som der står skrevet: "Brød fra Himmelen gav han dem at spise." (Joh 6,28-31) Det var Kristus selv, som vejledte hebræerne på deres rejse gennem ørknen; det var ham, som daglig gav dem manna fra himlen, og dog henviste de ham i deres blindhed med en vantro og spottende ånd til dette mirakel, som blev udført for deres fædre. Han siger til dem, at ligesom Gud havde givet dem manna for at bevare deres liv, således havde han også sendt sin Søn som en gave til dem, at de ved ham måtte spise livets brød og opnå udødelighed.
"Da sagde Jesus til dem: "Sandelig sandelig siger jeg eder: ikke Moses har givet jer brødet fra Himmelen, men min Fader giver jer det sande brød fra Himmelen. Thi Guds brød er det brød, som kommer ned fra Himmelen og giver verden liv." Da sagde de til ham: "Herre! giv os altid det brød!" (Joh 6,32-34) Jesus anvendte brødet som et billede til at betegne sin Ånds livgivende kraft. Brødet nærer det legemlige liv og (277) Ånden det åndelige liv. Han siger: "Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig skal aldrig tørste. Men jeg har sagt jer det: I har set - og dog tror I ikke." (35.,36.vers) De, som i sandhed glæder sig ved en åndelig forening med Kristus, længes aldrig efter nogen højere glæde. Al tvivl forsvinder, og den trætte sjæl vederkvæges daglig i sin Frelser. Den feberagtige tørst efter rigdom og ære forsvinder. Jesus er en kilde af vand, som opvælder i dem til evigt liv.
Jesus forsikrer jøderne, at de havde set ham og hans gerninger, men troede dog ikke. Han hentydede ikke til, at de havde set ham med deres naturlige øjne; men han mente, at deres forstand var overbevist, på samme tid som deres stolte og stive hjerte at erkende ham som Messias. Frelseren havde udrettet gerninger iblandt dem, som ingen anden havde gjort. Dag efter dag havde de opnået levende beviser på hans guddommelige magt; men alligevel begærede deres hårde og uforstandige hjerte endnu et andet tegn på hans guddommelighed, før de ville tro. Dersom de havde fået det, så ville de alligevel have været ligeså vantro som før. Dersom det, de havde set og hørt, ikke allerede havde overbevist dem om, at han var Messias, så var det til ingen nytte at vise dem flere underfulde gerninger. Guds Søn kunne ikke tilsidesætte sin hellige værdighed for at tilfredsstille en nysgerrig skare.
Jesus siger: "Thi dette floks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørene og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan (278) læge dem." Vantroen finder altid en undskyldning for sin tvivl og bortfjerner de mest overbevisende kendsgerninger. Jøderne var hele tiden på deres post, for at de ikke skulle blive tvunget til ved overvældende at slippe deres fordom og vantro. Selvom deres forstand var overbevist, så ville de dog ikke erkende, at de var stolte og egenretfærdige, eller indrømme, at de, som pralede af visdom frem for alle andre mennesker i verden, selv behøvede en lærer.
Jøderne var forsamlede for at fejre påskefesten. Når de spiste påskelammet, skulle de komme i hu, at det forestillede Guds Lam, og at Gud havde beskyttet dem, da deres fjenders førstefødte blev slået ihjel i ægypten. Det blod som hebræerne skulle stryge på deres dørstolper, og som var et tegn på deres frelse, fremstillede også Kristi blod, som skulle udgydes for verdens synder. Frelseren havde magt til sidst at oprejse alle dem fra døden, som i tro spiste hans kød og drak hans blod. Denne åndelige føde giver den troende et velgrundet håb om, at han skal opstå og leve evigt i Guds rige.
Disse dyrebare sandheder fremsætter Jesus for den vantro mængde, idet han siger: "Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme fra mig; og den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort. Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at føre min vilje, men hans vilje som sendte mig. Og dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste dag. Thi dette er min Faders vilje, at enhver, som er Sønnen og tror på ham, (279) skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag." (Joh 6,37-40)
Jesus taler om sit fremtidige offer med disse ord: "Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden." (51.vers) Han, der var blevet menneske, tilbød at frelse alle, som ville tage imod ham som sin forløser; thi han hade adgang til Faderen, at hvem han havde fået guddommelig magt.
Men jøderne var misfornøjede med, at Jesus fremstillede sig selv som livets brød, der var kommet ned fra himlen. "Og de sagde: "Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kender? Hvordan kan han da sige: "Jeg er kommen ned fra himmelen?" (42.vers) De holdt så fast ved sin indbildskhed og stolthed, at det syntes umuligt for dem at tro vidnesbyrd, der var så klare som solen ved middagstid. De var misundelige på Jesus, fordi han, som var af så ringe herkomst, var i stand til at udføre undergerninger, som de ikke kunne bortforklare, og at lære sandheder, som de ikke kunne modsige. Derfor søgte de at vække fordom og vantro blandt folket, idet de med foragt pegede på Jesu ringe herkomst, og de hentydede spottende til hans tvivlsomme fødsel på grund af hans moders stilling for den tid. De henviste med foragt til hans liv som en tømmermand i Galilæa og til hans slægtninge, der var fattige og ringe. De erklærede, at denne ulærde tømmermands højeste påstande uden videre burde tilsidesættes.
Men Jesus hørte deres knurren og irettesatte dem. Han vidner atter med endnu kraftigere ord om sin forbindelse med Faderen og om, hvor nødvendigt det er, at hjertet bliver oplyst af Guds Ånd, for at det kan føle trang til en frelser. "Ingen kan komme til mig, uden (280) at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: "Og de skal alle være oplært af Gud." Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig." (44.,45.vers) Han henviser her til Esajas' profeti: "Alle dine børn bliver oplært af Herren, og stor bliver børnenes fred (ældre overs.:frelse)." (Es 54,13)
Det var ingen ny lære, Jesus forkyndte. Det var opfyldelsen af en profeti, som præsterne og de ældste, der fortolker Guds ord, burde have forstået grundig. Idet Frelseren siger, at ingen komme til ham, uden Faderen får draget ham, ønsker han at vise dem, at Gud aldrig vil åbenbare sig personlig for at lære dem livets vej. Menneskene kunne ikke udholde at se hans herlighed et eneste øjeblik. De kunne blot komme til ham gennem Sønnen. Idet de så og hørte Sønnen, så og hørte de Faderen. Han er en midler mellem Gud og hans lydige børn. Jøderne sagde, at Gud var deres lærer; men Jesus erklærede, at denne bekendelse var forfærdelig; thi siger han: "Hver den, som hører af Faderen og lærer, kommer til mig."
Jesus besvarede ikke de hentydninger, som de havde gjort til hans fødsel, mere end han besvarede de spørgsmål, som de fremkom med angående, hvorledes han var kommet over søen. Han ønskede ikke at ophøje sig selv eller omtale de mirakler, han udførte. Farisæernes fordom var større, end deres spørgsmål antydede; den havde sået dybe rødder i deres syndefulde og forvente hjerte. Det, Jesus havde sagt og gjort, havde ikke frembragt disse følelser, men blot åbenbaret dem; thi hans rene og ophøjede lære var ikke i harmoni med (281) deres egenkærlige hjerte. Han siger: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tror, har evigt liv. Jeg er livets brød." (Joh 6,47,48) Der var modstridende anskuelser og megen uvished med hensyn til de dødes opstandelse. Foruden den splid, der var mellem farisæerne og saddukæerne, var Jøderne i stort mørke angående det fremtidige liv og legemets opstandelse. Jesus beklagede dem i deres formørkede tilstand og bød dem at tage imod ham, som var deres eneste håb, den Store Livgiver, som er "livets brød".
De havde henvist ham til det manna, som deres fædre spiste i ørknen, som om det var et større mirakel end det, som Jesus havde udført. Men han erklærede nu for dem, at den legemlige mad, som den gang blev givet dem af himlen, var en lille gave, sammenlignet med det evige livs velsignelser, som han nu tilbød dem. Den mad, som de den gang fik, gav deres styrke, men bevarede dem ikke fra døden eller skaffede dem evigt liv; men fra døden og til sidst skaffede dem evigt liv. Han sagde: "Jeres fædre spiste manna i ørknen og døde. Men dette er det brød, som kommer ned fra Himmelen, for at man skal spise af det og ikke dø. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mig kød, til liv for verden." (49.-51.vers)
Vor Herre henviste dem til sin død, som nærmede sig, hvilket var den eneste sande forligelse for menneskenes synder. Jøderne var i færd med at helligholde (282) påskefesten med stor pragt. Lammet, som de spiste, var et forbillede på Kristi legeme. Men den, som de afbildede, stod midt iblandt dem og fremstillede sig selv som deres frelser, hvis blod ville bevare dem fra den hellige Guds vrede; men de forkastede hans nådige tilbud.
Det mirakel, som Jesus havde udført, da han bespiste mængden, benyttede han som et tydeligt billede af sit værk på jorden. Han erklærede, at ligesom brød giver legemet sundhed og styrke, således vil troen på Kristus og lydighed mod hans lære give sjælen åndelig kraft og liv. Men jøderne havde fast besluttet at misfortolke hans ord og begyndte nu at kives indbyrdes: "Hvorledes kan denne give os sit kød at spise?" De foregav, at de forstod hans ord bogstavelig ligesom Nikodemus, da han spurgte: "Hvorledes kan et menneske fødes, når han er gammel?" De forstod Jesu mening, men de var ikke villige til at indrømme det. De mente, at denne var en gunstig lejlighed til at opirre folket imod ham, idet de fremstillede hans ord for dem i det ugunstigste lys. "Jesus sagde da til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig. Dette er det brød, som er kommet ned fra Himmelen; (283) ikke som det, jeres fædre spiste, og de døde dog. Den, som æder dette brød, skal leve til evig tid." (Joh 6,53-58)
Jøderne synes at blive forfærdede over disse Kristi ord. Deres lov forbød dem strengt at smage blod, og de anvendte hans ord, som om han havde ført vanhellig tale, og stred og kivedes indbyrdes om hans ord. Jesus fremsatte ting for disciplene for folket, som de ikke endnu tilfulde forstod på grund af det moralske mørke, som hvilede over dem. Men mange ting, som hans tilhængere ikke tilfulde fattede, blev opklarede ved senere begivenheder. Hans ord bestyrkede deres hjerte, da han ikke mere vandre med dem.
Endog disciplene knurrede over Jesu sidste ord. De sagde: "Det er en hård tale; hvem kan holde ud at høre på den?" Frelseren hørte deres knurren og svarede dem: "Forager det jer? Hvad de, om I får at se, at Menneskesønnen stiger derop, hvor han var før? Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet; de ord som har talt til jer, er ånd og er liv." (61.-63.vers) Således underviste han dem om, at det ikke var kødet af hans legeme, som kunne give evigt liv, men troen på hans ord og på det offer, som han skulle bringe for verden. Hans lære og eksempel, hans liv og død var den himmelske mad, som skulle give dem åndelig kraft og styrke. Han irettesatte dem, fordi de havde knurret, da han sagde, at han var kommet ned fra himlen. Dersom de ikke var i stand til at tage imod denne sandhed, hvorledes ville det da gå, når han opsteg for deres øjne til den himmel, hvorfra han var kommet?
Jesus vidste, at mange fulgte ham, (284) for de håbede at opnå timelig vinding derved. De ventede, at han skulle gøre et mirakel, som ville gavne dem; men især håbede de, at han til sidst ville fri dem fra romernes åg. Jesus vidste også, at der var en nær, som ville forråde ham. Han siger til dem, at der var nogle iblandt dem, som ikke troede. "Og han sagde: Derfor har jeg sagt jer, at ingen kan komme til mig, uden det bliver givet ham af Faderen." (Joh 6,65) Han ønskede, at de skulle forstå, at deres hjerte måtte oplades for Guds Ånd, for de kunne drage nær til ham i tro. De måtte være villige til at tage imod irettesættelse for deres fejl, at omvende sig fra deres synd og at leve et helligt liv. den vantro, som herskede blandt præsterne og de øverste, havde indflydelse på folket, så at de var tvivlrådige og tilbageholdene. Jesus havde givet dem beviser nok for sin guddommelighed; men i deres vantro søgte de hele tiden at bortfjerne hans underfulde gerninger. De tænkte, at disciplene mulig havde taget fejl, da de så ham gå på vandet.
Det er sandt, de kunne ikke andet end indrømme, at han havde udført mange underfulde helbredelser, at han overflødig havde bespist den store folkeskare med fem brød og to små fisk. Men deres utilfredse hjerte spurgte: dersom han kunne gøre sådanne undergerninger, hvorfor gav han så ikke alle jøderne sundhed, styrke og rigdom og udfriede dem fra deres undertrykkere, så at de kunne blive ophøjede og få magt og ære? - så ville de tro på ham og ære hans navn. Således tillod de, at vantro og misfornøjelse beherskede dem. Deres kødelige sind tillod dem ikke at forstå meningen af hans ord: "Jeg er det brød, som kom, ned fra himlen." Hans (285) lære var alt for ren og ophøjet til at kunne indtage deres kødelige hjerte.
Jesu tale ved denne lejlighed afkølede folkets begejstring. De havde ingen lyst til at samles under hans banner, dersom de skulle leve i retfærdighed, fornægte sig selv og lide foragt som hans disciple. Det arme Israel kendte ikke sin besøgelsestid. De bortstødte deres Frelser, fordi de længtes efter en sejrherre, som kunne give dem jordisk magt. De ønskede at få den mad, som forgår, og ikke den som varer til et evigt liv. Deres hu stod til jordisk rigdom og ære, og de fandt ikke behag i Kristi lære om renhed og hellighed i hjerte og liv.
Jesu ord og adfærd var ofte underlig overfor menneskene; men hensigten dermed var klar for hans guddommelige forstand. Hele frelsens plan lå tydelig udbredt for ham i alle sine enkeltheder. enhver handling var beregnet på at frembringe visse følger: Jesus var fuldkommen bekendt med verdens historie fra skabelsen til den sidste tid. Dersom menneskene var i stand til rettelig at forstå hans adfærd, så ville de se, at enhver handling i hans liv var overordentlig betydningsfuld og i fuldkommen harmoni med hans guddommelige sendelse.
Det bedrøvede Frelseren, at hans efterfølgere knurrede. Da han irettesatte deres vantro i mængdens nærværelse, tiltog deres vantro, og mange gik bort og vandrede ikke mere med Jesus. Han så efter disse vildfarende mennesker med øm medlidenhed. De var meget misfornøjede og ønskede at såre Jesus og føje sig efter de ondskabsfulde (286) farisæer. Derfor vendte de sig bort fra ham og forlod ham med foragt. Således begik de den skæbnesvangre fejl at forkaste Guds råd til deres frelse. Sådanne sørgelige tildragelser var årsag i, at Jesus blev en mand, fuld af pine og prøvet i sorg. Bevidstheden om, at hans mildhed og barmhjertighed blev påskønnet, at hans kærlighed blev bortstødt, hans nåde tilsidesat og hans frelse forkastet, fulgte hans guddommelige sjæl med en ubeskrivelig sorg. Dersom disse utaknemmelige disciple kunne havde set, hvorledes Gud så på deres opførsel mod hans kære Søn, så ville de næppe havde gået bort så stolte og stridige. De valgte mørket hellere end lyset, fordi de var for indbildske og egen retfærdige til at tage imod en velfortjent irettesættelse og for verdsligsindede til at leve i fornedrelse for at blive frelste. Trods alle hans underfulde gerninger vendte de sig bort fra ham, som ved deres lærers ypperlighed og ved sin nåde og godgørenhed havde samlet tusinder omkring sig, ham, som havde borttaget menneskenes smerter, så at hele stæder og byer var befriede fra sygdom, og der var intet for lægerne at udrette.
Når vi betragter Kristi gavmildhed mod de fattige og lidende, hans barmhjertighed og tålmodighed mod de uhøflige og uvidende, hans selvfornægtelse og offer, taber tanken sig i beundring og ærefrygt. Hvilken gave Gud har skænket menneskene, som har fjernet sig fra ham ved synd og ulydighed! Vel må hjertet smelte og tårer flyde ved at betragte en så uudsigelig kærlighed. Kristus fornedrede sig selv, så at han blev mennesker lig, for at han kunne opsøge faldne mennesker og overføre dem fra deres dybe fornedrelse og elendighed til et ædlere liv, som giver moralsk styrke til at modstå Satans magt og overvinde synden i Jesu navn. (287) Det var en sørgelig belønning, han fik for sin underfulde nedladenhed mod menneskenes børn.
De foragtede Jesu ord, fordi han erklærede, at udvortes former og gudsdyrkelse ikke var nok, men at hjertet indvortes måtte renses og bære omvendelsens værdige frugter. De ord, som Kristus henvendte til sine disciple, henvender han også til dem, som bekender hans navn på vor tid. Det er ligeså nødvendigt nu som den gang at have et rent hjerte og leve et helligt liv. Men hvor mange der er, som foragter Guds advarsler ved hans tjenere og tilsidesætter de indtrængende, dyrebare sandheder, som han har givet os, fordi deres liv ikke er overensstemmende med Guds vilje, og fordi de indser, at der må en grundig omvendelse til for at følge Jesus. De er uvillige til at deltage i Jesu selvfornægtende gerning og bliver derfor fortørnede, når deres synder åbenbares. De går bort fornærmede, ligesom disciplene forlod Jesus og knurrende sagde: "Det er en hård tale; hvem kan holde ud at høre på den?"
De, som bekender sit til gudsfrygt uden at agte på Herrens advarsler og at ordne sit liv i overensstemmelse med hans hellige vilje, omvikles derved mere og mere af mørkets lænker. Mange, som giver sig ud for at tro Kristi lære, består ikke prøven bedre end de, der den gang vendte sig bort for at følge ham. Mange såkaldte troende er så adskilte fra Kristus ved et vantro hjerte, at de forkastet Guds ord og værk, som hans tjenere forkynder. Dersom den guddommelige åbenbarelse ikke stemmer overens med deres anskuelser, så mener de, at det står dem frit for at vende sig bort fra Jesu lære. Dersom den straffer deres synder, forarges de. Smiger og ros behager deres øren; men sandheden er ubehagelig for dem, de ønsker ikke at høre den. Når skaren følger, (288) og mængden bliver bespist, lyder deres pris og sejrs råb højt; men når Guds Ånd renser hjertet og åbenbarer deres synder og byder dem at vende om, at vender de sig bort fra sandheden og vandrer ikke mere med Jesus.
Gud vil ikke gøre menneskene til regnskab for sine veje og handlinger. Det er til hans ære, at han ofte i den nærværende tid skjuler sine hensigter; men engang vil de blive åbenbarede i deres sande betydning. Men Gud har ikke skjult den store kærlighed, som ligge til grund for al hans forsyns styrelse for hans børn. Han har åbenbaret sin kærlighed, idet han gav sin Søn, og ved mange lejligheder har han også åbenbaret sig selv. Den, som lever nær til Jesus, kan fatte meget af gudfrygtighedens hemmelighed og forstå, at det er kærlighed, som bringer velfortjent irettesættelse. Menneskene er fremmede for Gud og kan alene blive forpligtet med ham ved i troen at nyde hans kære søns kød og blod.
Frelseren søgte ikke at forhindre de misfornøjede disciple fra at forlade ham. Men han vendte sig til de tolv, som han havde udvalgt, og sagde bedrøvet: "Vil I også gå bort?" Peter svarede ufortøvet, idet han spurgte: "Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord. Og vi er kommet til den tro og erkendelse, at du er Guds Hellige." (Joh 6,67-69) Hvor betydningsfulde disse ord er: "Til hvem skal vi gå hen?" Israels lærere lod sig binde og lede af kolde skikke og former. Farisæerne og saddukæerne lå hele tiden i strid om læren om opstandelsen og andre punkter, som de var uenige om. Dersom de forlod Jesus, så kom de iblandt mennesker, som hang ved udvortes former og menneskebud, og som frem for alt andet søgte sin ære. (289) Disciplene havde fået mere fred og glæde siden de havde taget imod Kristus, end i hele deres foregående liv. De havde set tilbage med forfærdelse på deres tidligere ligegyldighed og uretfærdighed. Hvorledes kunne de gå tilbage til dem, som havde hånet og forfulgt synderes ven, efter at deres øjne var blevet åbnet, så at de så jødernes ondskab og hykleri? Deres tro havde længe opholdt dem, idet de forventede Messias, og nu, da han var kommet, kunne de ikke vende sig bort fra ham til dem, som søgte efter hans liv, og som havde forfulgt dem, fordi de adlød ham.
"Til hvem skal vi gå hen?" Vi vil ikke forlade Kristus eller vende os bort fra hans kærlighed og barmhjertighed til vantroens mørke og verdens ugudelighed. Medens mange, som havde været vidne til hans underfulde gerninger, som havde set, hvorledes han helbredte de syge og trøstede de bedrøvede, og som havde været påvirkede af den himmelske majestæt, der vist sig i hans opførsel, vendte sig bort fra Frelseren, vidner Peter om disciplenes tro, idet hans siger: "Du er Guds Hellige." De vil aldrig fornægte, at han er verdens Forløser og Guds Søn. Den blotte tanke om, at de kunne miste dette anker for deres tro, bragte dem dyb sjælesmerte. At være uden en frelser, udsatte for frygt og overtro, ville være ligesom at drive omkring på et mørkt og stormfuldt hav.
Nogle kan måske drage Jesu visdom i tvivl, fordi han fremførte sådanne ting, som så let kunne misforståes, og hvorved så mange vendte sig bort fra ham; men han havde en vis hensigt dermed. Han så, at en store prøve ventede hans disciple, når han blev forrådt, under hans sjælekval og derved hans korsfæstelse. Han vidste, hvem det var blandt hans efterfølgere, der var vantro, og hvem der havde en svag tro. Dersom Jesus ikke havde prøvet dem, (290) så ville mange af hans tilhængere have været svage og vaklende i deres karakter, når den store prøve kom, og deres herre blev forrådt og fordømt af det jødiske råd. Når han blev tilsidesat af mængden, foragtet og bespottet af dem, der havde hilset ham som deres konge, når den grusomme, hånende skare ville råbe: "Korsfæst ham!" - da ville disse frygtelige mennesker være blevet overvældede af frygt og skuffelse.
Og når disse mennesker, som bekendte sig til at være Kristi efterfølgere, på en sådan tid faldt fra, så ville det havde været mere, end de tolv kunne have udholdt tilligemed den store sorg, som kom over dem ved tilintetgørelsen af deres kæreste håb. Deres eksempel, som vendte sig bort fra ham, kunne let i forfærdelsens time rive alle øvrige med. Men Jesus sørgede for, at der blev en adskillelse, medens han endnu var iblandt dem, så at han kunne trøste og styrke sine udvalgte og berede dem for det, som skulle komme over dem. Da den støjende skare forhånede ham, som var dømt til korsets død, blev disciplene ikke overvældet af forbavselse, fordi man forhånede deres Mester; thi de havde set, hvor uforstandige de mennesker var, som engang havde forfulgt ham. Da de, som havde bekendt sig til at elske Mesteren, vendte sig bort fra ham i farens tid, kom disciplene i hu, at de havde båret sig sådan ad før, da der var mindre grund til det. De havde prøvet verdens ustadige gunst og byggede ikke deres tro på andres meninger. Jesus beredte visselig sine få trofaste venners hjerte for den store prøve, som forestod dem ved hans forrådelse og død.
Peter havde stor tillid til Jesus. Han havde fra begyndelsen troet, at han var Messias. Han havde set og hørt Johannes, som var Kristi forløber, hvorledes han forkyndte at han var Guds Lam, som bærer verdens synd. Han (291) havde været nøje forenet med Jesus og havde været vidne til hans mirakler, lyttet til hans lære og var overbevist om at han var Guds Søn. Mange, som var blevet overbeviste ved Johannes' prædiken havde taget imod Kristus, begyndte at tvivle på Johannes' virksomhed, da han blev kastet i fængsel og dræbt. De tvivlede også på, at Jesus virkelig var den Messias, som de så længe havde forventet.
Men Peters tro vaklede ikke. Han fulgte sin Mester med uforanderlig hengivenhed. Da de disciple, som havde længtes så stærkt efter, at Jesus skulle vise sin store magt og sætte sig på Davids trone, forlod ham, fordi de så, at dette ikke var hans hensigt, så vaklede Peter og hans medbrødre ikke i deres troskab. Den ustadige adfærd, som de så hos dem, der prisede og ophøjede ham i går, men fordømte ham i dag, havde ingen indflydelse på frelserens sande venner og svækkede ikke deres tro. Peter erklærede: "du er Guds Hellige." Han ventede ikke, at hans herre skulle krones med kongelig ære; men han tog imod ham i hans fornedrelse. Peter udtrykte disciplens tro, idet han af lagde sin bekendelse om Kristus; men ikke desto mindre vidste Jesus, at hverken hans troende venner eller nogen anden blandt jøderne havde nogen klar idé om den fornedrelse, lidelse og død, som stod i så nøje forening med Messias. Medlidende forløser! den skæbne, som ventede ham, lå klart for hans tanke; men han jævnede alligevel med ømhed sine disciples vej og beredte og styrkede dem for deres sidste store prøve.