Eftersom tiden drog nær, da Jesus skulle lide og dø, var han oftere alene med sine disciple. efter at han havde undervist folket hele dagen, gik han med disciplene til et afsides sted og bad og samtalte med dem. Han var træt; men han havde ingen tid til hvile; thi hans værk på jorden skulle snart fuldendes, og han havde meget at udrette, før den sidste time kom. Han erklærede for sine disciple at han ville (325) snart oprette sit rige så fast på jorden, at helvedets porte ikke kan få magt over det. I synet af hans kommende trængsel, samlede han sine disciple omkring ham og åbnede sin fremtidige lidelse og død i sine forfølgeres hænder op for deres sind. Den heftige Peter kunne ikke et øjeblik udholde denne tanke, og han tog Jesus til side, "begyndte at sætte ham i rette og sagde: "Gud bevare dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig!" Men han vendte sig og sagde til Peter: "Vig bag mig, Satan! du er mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er." (Matt 16,22.23) Således irettesatte Jesus alvorlig Peters vantro, da han foreslog at undgå profetiernes opfyldelse og forhindre Guds Søns offer.
Jesus vedblev derpå at forklare for disciplene, at de også måtte lide for hans navns skyld, bære korset, idet de efterfulgte ham, og udholdte en lignende fornedrelse, foragt og skam som deres Mester; thi ellers kunne de ikke få del i hans herlighed. De måtte lide, ligesom han havde lidt, og de skulle være korsfæstede for verden, ligesom han korsfæstet, idet de vendte sig bort fra al dens pragt og glæde. Jesus havde ofte før talt til sine disciple og sin fremtidige fornedrelse, og han havde med flid søgt at udslukke alt deres håb om jordisk storhed. Men de havde så længe været vante til at betragte Messias som en person, der skulle regere som en mægtig konge, at det havde været umuligt for dem helt at give slip på deres store forventninger.
Men Jesu ord ved denne anledning kunne ikke misforståes. Han skulle leve som en ringe, hjemløs fremmed og dø som en forbryder. Sorg nedtrykkede deres hjerte; thi de elskede deres Mester. Men tvivl plagede dem; thi det syntes ubegribeligt for dem, at Guds Søn skulle blive genstand for en så grusom fornedrelse. De kunne ikke forstå, hvorfor han af (326) egen fri vilje skulle gå op til Jerusalem for at blive behandlet således, som han fortalte dem, at det ville ske. De var dybt bedrøvede over, at han skulle hengive sig selv til en så grusom død og forlade dem i større mørke, end de var i, før han åbenbarede sig for dem. De tænkte på, at de med magt ville føre ham til et sted, hvor han var fri for fare. Men de turde ikke forsøge det; thi han havde ofte forkastet alle sådanne planer som forslag fra Satan. Midt i deres sorg kunne de dog ikke undlade engang imellem at trøste sig selv med, at en eller anden uventet begivenhed ville afværge den forfærdelige skæbne, som ventede deres Herre. Således sørgede og tvivlede, håbede og frygtede de i seks lange, mørke dage.
Jesus var bekendt med sine disciples bedrøvelse og rådvildhed, og han besluttede at give dem et bevis på, at han var Messias, for at deres tro ikke aldeles skulle svigte dem i den strenge prøve, som de snart skulle underkastes. Da solen var ved at gå ned, kaldte han sine tre mest hengivne disciple til sig og førte dem ud af den støjende by, over markerne op på siden af et stejlt bjerg. Jesus var træt af sin rejse og virksomhed. Men han søgte hen til dette ophøjede sted, fordi han der kunne finde ensomhed og undgå de skarer, som hele tiden søgte ham, og få tid til andagtsfulde betragtninger og bøn. Han var meget træt og udmattet; men han steg alligevel opad de bratte fjelde.
Hans disciple var også trætte, og selvom de var vant til, at han således drog til ensomme steder for at bede, så kunne de dog ikke andet end undres over, (327) at Jesus forsøgte at bestige det ujævne bjerg efter en så møjsommelig og besværlig dag. Dog spurgte de ikke, hvad hans hensigt var, men fulgte ham tålmodig. Idet de stiger opad bjerget, er solen ved at gå ned, og skyggerne udbreder sig over dalen, medens lyset endnu dvæler på bjergets top og med sine sidste, herlige stråler forgylder den ujævne sti som de følger. Men snart dør det gyldne lys bort fra højene såvel som fra dalene, solen synker ned i den vestlige horisont, og de ensomme vandrende indhylles i nattens mørke. Det omgivne mørke syntes at harmonere med deres sorgfulde liv, omkring hvilket skyerne samler sig mere og mere.
Da Jesus havde fundet det sted, han søgte, nærmede han sig til sin Fader i inderlig bøn. Time efter time bad han indtrængende og med tårer om styrke til at bære sine lidelser og om, at hans disciple måtte få nåde til at udholde de forfærdelige prøver, som ventede dem i fremtiden. Duggen faldt tungt på hans nedbøjede skikkelse; men han agtede ikke derpå. Nattens skygger samledes tæt omkring ham; men han lagde ikke mærke til mørket. Således gik timerne langsomt hen. I begyndelsen forenede disciplene deres inderlige bønner med hans; men eftersom tiden gik hen blev de overvældede af træthed og faldt i søvn midt under deres bestræbelser for at bevare interessen for det, som frafaldt. Jesus havde fortalt dem om sine fremtidige lidelser. Han havde taget dem med sig, for at de kunne våge og bede med ham, medens han søgte sin Fader i bøn. Han bad, at hans disciple måtte få styrke til at udholde den kommende prøve ved hans (328) fornedrelse og død. Han bad især om, at de måtte blive vidner til en sådan åbenbarelse af hans guddom, at al vantro og tvivl, som endnu måtte være levnet hos dem, for evig kunne bortfjernes fra deres hjerte, en åbenbaring, som kunne trøste dem under hans store sjælekamp, idet de var fast overbevist om, at han var Guds Søn, og at hans skammelige død var en del af forløsningens guddommelige plan.
Gud hører sin Søns bøn, og englene bereder sig til at tjene ham. Men Gud vælger Moses og Elias til at besøge Kristus og samtale med ham angående hans tilkommende lidelse i Jerusalem. Medens Jesus bøjer sig ydmyg på den fugtige, stenede jord, åbnedes himlen pludselig. Guds stads gyldne porte åbnedes vidt, og en hellig klarhed nedstiger på bjerget og omgiver Kristi knælende skikkelse. Han står op fra sin bøjede stilling og står i guddommelig majestæt. Sjælesmerten er forsvundet fra hans åsyn, der nu lyser med et mildt lys, og hans klæder er ikke længere grove og tilsølede, men hvide og skinnende som middagssolen.
De sovende disciple vækkes af den herlighed, som oplyser hele bjerget. De betragter med frygt og forbavselse deres Mesters skinnende ansigt og strålende klæder. I begyndelsen blænder den overjordiske klarhed deres øjne; men efter de bliver i stand til at udholde de underfulde lys, mærker de, at Jesus ikke er alene. to herlige skikkelser står hos ham og samtaler med ham. Det er Moses, som talede med Gud ansigt til ansigt under Sinajs lyn og torden, og Elias, den Guds profet, som ikke smagte (329) døden, men blev ført til himlen i en ildvogn. Disse to, som Gud fandt det tjenligt at begunstige frem for alle andre, som har levet på jorden, var udsendt af Faderen for at bringe himlens herlighed til hans Søn og at trøste ham, idet de talte med ham angående fuldendelsen af hans værk og især om den lidelse, han måtte udholde i Jerusalem.
Faderen valgte Moses og Elias til sine sendebud til Kristus for at forherlige ham med himlens lys og samtale med ham om hans kommende sjælekamp, fordi de havde levet på jorden som mennesker. De var bekendt med menneskelig sorg og lidelse og kunne havde medlidenhed med Jesus i hans prøver og jordeliv. Elias havde i sin stilling som profet i Israel repræsenteret Kristus, og hans værk havde i en vis grad lignet Frelsens. Moses, Israels anfører, havde stået i Kristi sted, havde samtalet med ham og fulgt hans anordninger. Blandt den hele hærskare, som omgav Guds trone, var disse to derfor bedst skikkede til at tjene Guds Søn.
Da Moses, forbitret over Israels børns vantro, slog på klippen i vrede og skaffede dem vand, som de forlangte tilegnede han sig selv æren; thi hans sind var så opfyldt af Israels børns utaknemmelighed og vildfarelse, at han glemte at ære Gud og (330) forherlige hans navn. Men da Moses gav efter for sit hjertes naturlige tilbøjelighed og tilegnede sig den ære, som tilkom Gud, faldt han under Satans magt og fik ikke tilladelse til at komme ind i det forjættede land. Dersom Moses var blevet tro i alt, så ville Herren havde bragt ham ind i Kanaans land og ville derefter have optaget ham til himlen uden at lade ham dø.
Moses måtte derfor dø, men Guds Søn kom ned af himlen og oprejste ham, før hans legeme så forrådnelse. Selvom Satan stred med Mikael om Moses' legeme og påstod, at det med rette tilhørte ham, så formådede han dog intet mod Guds Søn, og Moses' oprejste og herliggjorte legeme blev ført til himlens stad, og han var nu en af de to, som Faderen havde beæret med at tjene hans Søn.
Idet disciplene således lod sig overvælde af søvn, mistede de anledningen til at høre den herliggjorte Forløser. Men idet de pludselig våger op fra deres dybe søvn og ser det ophøjede syn for sig, fyldtes de med hellig glæde og ærefrygt. Idet de ser på deres kære Mesters strålende skikkelse, er de nød til at skygge for deres øjne med hænderne, da de ellers ikke er i stand til at udholde den ubeskrivelige herlighed, som omgiver ham, og som udsender lysstråler ligesom solen. En kort stund ser disciplene deres Herre ophøjet og herliggjort for deres øjne og æret af de strålende væsener, hvem de genkender som Guds benådede tjenere.
De tror, at Elias nu er kommet i overensstemmelse med profetierne, og at Kristi rige (331) nu skal oprettes på jorden. I sin forbavselses første glæde begynder Peter at lægge planer for at gøre det behageligt for Kristus og de gamle hellige. Så snart som han er i stand til at tale, siger han til Jesus: "Herre! det er godt, at vi er her; hvis du synes, vil jeg bygge tre hytter her, en til dig og en til Moses og en til Elias." (Matt 17,4) I øjeblikkets glæde smiger Peter sig med, at de to sendebud fra himlen er kommet for at bevare Jesus fra den skæbne som ventede ham i Jerusalem. Hans hjerte flyder over af glæde ved tanken om, at disse herlige ledsagere, der er iførte lys og kraft, er kommet for at beskytte Guds Søn og oprette han kongelige autoritet på jorden. Han glemmer i dette øjeblik den undervisning, som Jesus så ofte havde meddelt dem, om frelsens plan, der alene kunne fuldkommes gennem hans egen lidelse og død.
Medens disciplene var overvæledede af henrykkelse og forbavselse, "overskyggede en lysende sky dem; og se, fra skyen lød der en røst, som sagde: "Denne er min Søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham!" (5.vers) Da disciplene så denne forfærdelige, herlige sky, som lyste mere klart end den sky, der gik foran Israels stammer i ørknen, og da de hørte Guds røst tordne fra skyen med majestætisk klang, som bragte bjerget til at skælve, som om dets grundvold rykkede, kunne de ikke udholde den ophøjede herlighed; den blændede deres sanser, og de faldt på deres ansigt til jorden.
Således lå de på deres ansigt og turde ikke se op, før Jesus nærmede sig og rejste dem op fra jorden, idet han bortfjernede deres frygt med sin velbekendte opmuntrede stemme og siger: "Stå op og frygt ikke!" Idet de drister sig til at opløfte deres (332) øjne, ser de, at den himmelske herlighed er forsvundet. Moses' og Elias' lyse skikkelser er der ikke mere. Guds Søn er ikke længere klædt i guddommelig herlighed så klar, at menneskelige øjne ikke kan tåle den - de er alene med Jesus på bjerget.
De havde tilbragt hele natten på bjerget, og da solen steg op og bort drev nattens skygger med sine oplivende stråler, steg Jesus og hans disciple ned af bjerget. De ønskede at forblive på det hellige sted, som var blevet berørt af himlens herlighed, og hvor Guds Søn var forvandlet for sine disciples øjne; men der var en gerning, som skulle udrettes for folket, thi de søgte allerede nær og fjern efter Jesus
En stor folkeskare havde forsamlet sig ved bjergets fod, anført af de disciple, som var blevet tilbage, og som kendte de yndlingssteder, hvor Jesus drog hen for at gøre sig betragtninger og holde bøn. Da de nærmede sig skaren, som ventede, bød Jesus sine disciple, at de ikke skulle åbenbare hvad de havde set, idet han sagde: "Tal ikke til nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opvakt fra de døde." (Matt 17,9) Jesus vidste, at hverken folket eller disciplene, som havde ledt dem til dette sted, var beredte til at påskønne eller forså den underfulde begivenhed, som var foregået ved forklarelsen på bjerget. Efter hans opstandelse skulle de, som havde været vidner dertil, omtale, hvad de havde set for at stadfæste den store sandhed, at han virkelig var Guds Søn.
De tre udvalgte disciple har nu et utvivlsomme bevis for, at Jesus er den lovede Messias. En røst fra den majestætiske herlighed har vidnet om hans guddommelighed. De er nu blevet styrkede (333) til at udholde deres herres fornedrelse og korsfæstelse. En røst fra himlen havde erklæret om den tålmodige Lærer, den sagtmodige og ydmyge Jesus, som i omtrent tre år havde vandret fra sted til sted, en sorgens mand uden hjem, som intet hvilested havde, ingen seng, som han kunne udstrække sit trætte legeme på om natten, at han var Guds Søn, og Moses og Elias, herliggjorte mennesker fra den himmelske stad, havde bevist ham ære. De begunstigede disciple kan ikke længere tvivle, de har set med deres øjne og hørt med deres egne øre ting, som overgår al menneskelig forstand.
Jesus vendte nu tilbage til sin gerning blandt folket. Da skaren så Frelseren komme, løb de ham i møde og hilsede ham med megen ærbødighed. Men han lagde mærke til, at de var i stor forlegenhed. Dette var på grund af en omstændighed, som netop havde hændt sig. Der var en mand, som havde bragt sin søn til disciplene, for at de skulle uddrive en stum ånd, der plagede ham overordentlig. Men disciplene kunne ikke uddrive den. De skriftkloge havde derfor grebet denne anledning til at stride med dem om deres magt til at gøre mirakler. Disse mennesker erklærede nu jublende, at her havde de fundet en djævel, som hverken disciplene eller deres Mester kunde overvinde.
Da Jesus kom nær til dem, spurgte han, hvad der var i vejen, og den bedrøvede fader svarede: "Mester! jeg har bragt mnn søn til dig; han er besat af en ånd, der gør ham stum. Og når som helst den tager magten over ham, kaster den ham om, og han frådser og skærer tænder og stivner; og jeg har sagt til dine disciple, at de skulle uddrive den, men de magtede det ikke." (Mark 9,17.18) Jesus lyttede opmærksomt (334) til denne fortælling og imødegik derpå sine disciples forgæves forsøg, folkets tvivl og de skriftkloges praleri med disse ord: "Oh, du vantro slægt! hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg tåle jer? før ham herhen til mig!"
Faderen adlød Jesu bud; men aldrig så snart havde han bragt sin søn i hans guddommelige nærhed, før den onde ånd sled ham med voldsomhed, og han faldt på jorden, væltede sig og frådede. Jesus tillod Satan således at åbenbare sin magt på sit offer, for at folket bedre kunne forstå, hvor stort det mirakel var, som han nu ville udføre, og at de kunne få et dybere indtryk af hans guddommelige kraft. Jesus vedblev at spørge faderen, hvor længe hans søn havde således været plaget af den onde ånd. Faderen svarede:
"Fra barndommen af; og den har tit kastet ham både i ild og vand for at tage livet af ham; men hvis du formår noget, så forbarm dig over os og hjælp os!" (21.,22.vers) Faderen var blevet meget nedslået, fordi disciplene ikke kunne hjælpe i dette beklagende tilfælde, og hans søns lidelser smertede ham dybt. Jesu spørgsmål mindede ham om de lidelser, hans søn havde udholdt i så mange år, at han blev meget modløs. Han frygtede for, at de skriftkloge måske havde talt sandhed, og at Jesus ikke kunne overvinde en så mægtig djævel. Jesus lagde mærke til hans nedslåede tilstand og søgte at opmuntre ham til at tro. Han tiltalte ham således: "Hvis du formår! alt er muligt for den, der tror." Håbet tændtes straks (335) i faderens hjerte, og han råbte: "Jeg tror, hjælp min vantro!" (23.,24.vers)
En bekymrede fader forstod, at han trængte til hurtig hjælp, og at ingen kunne skaffe ham denne uden barmhjertige frelser, og han stolede alene må ham. Hans tro var ikke forgæves; thi Jesus bønhørte ham i hele mængdens påsyn, som strømmede til for at se det, som foregik, truede "den urene ånd og sagde til den: "du stumme og døve ånd! jeg byder dig, far ud af ham og far ikke mere ind i ham!" (25.vers) Da forlod djævelen ham øjeblikkelig, og barnet lå som en død. den onde ånds virkning på ham havde været så heftig, at den borttog al hans naturlige styrke, og da den forlod ham, var han afkræftet og bevidstløs. Folket, som med forfærdelse havde set den pludselige forandring, der kom over drengen, hviskede mellem hinanden: "Han er død." Men Jesus bøjede sig med øm medlidenhed over ham, "tog ham ved hånden og rejste ham op; og han stod op." (27.vers)
Stor var faderens glæde over sin søn, og stor var sønnens glæde over, at han blev befriet fra den grumme djævel, der så længe havde plaget ham. Både faderen og sønnen prisede og ophøjede deres Frelsers navn, meden folket så til med ubegrænset forbavselse, og de modfaldne og overvundne skriftkloge gik forbitrede bort.
Jesus havde givet sine disciple magt til at helbrede og gøre mirakler; men de blev meget skamfulde over deres uduelighed i dette tilfælde i så mange vinders påsyn. Jesus svarede, at det var på grund af deres vantro og den ligegyldighed, som de viste overfor den hellige (336) gerning, der var dem betroet. De havde ikke beredt sig selv til deres hellige embede ved faste og bøn. Det var dem umuligt at overvinde Satan, uden de fik magt fra Gud. De skulle gå til ham i ydmyg selvfornægtelse og bede om styrke til at overvinde sjælefjenden. Intet uden fuldkommen tillid til Gud og opofrelse i deres gerning kunne give dem sejr. Jesus opmuntrede sine skuffede efterfølgere: "Hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: "Flyt dig herfra og derhen," så skal det flytte sig; og intet vil være umuligt for jer" (Matt 17,20)
På en kort tid havde de begunstigede disciple set yderligheder både af herlighed og sorg. De havde set Jesus på bjerget, forvandlet og iført Guds herlighed, hvor han talte med de himmelske sendebud; de havde hørt Faderens røst fra den skinnende herlighed forkynde, at han er Guds Søn. De ser nu et forfærdeligt syn, et månesygt barn med fordrejet ansigt, som skærer med tænderne under smertefulde krampetrækninger, hvilke intet menneske kunne befri ham fra. Og den mægtige Forløser, som for nogle få timer siden stod herliggjort for sine undrende disciple, bøjer sig ned for at løfte Satans offer op fra jorden, hvor han vælter sig, og gengiver ham til hans fader, evig fri fra den onde ånds magt.
Før sin forvandling havde Jesus sagt til disciplene, at der var nogle med ham, som ikke skulle smage døden, før de så, at Guds rige var kommet med kraft. I forklarelsen på bjerget blev dette løfte opfyldt; thi der så de Kristi rige i miniatur. Kristus var iklædt himmelsk (337) herlighed, og Faderens røst forkyndte, at han var Guds Søn. Moses var til stede og repræsenterede dem, som vil blive oprejste fra de døde ved Kristi andet komme, og Elias, som blev borttaget til himlen uden at se døden, repræsenterer dem, som skal leve på jorden ved Kristi genkomst, og som vil blive forvandlede fra dødelighed til udødelighed og optaget til himlen uden at smage døden.