Jøderne havde taget enhver mulig forsigtigheds-regel ved graven for at hindre, at Jesu disciple skulle overraske eller bedrage dem. Nattens timer svandt langsomt hen, og den mørkeste time lige før daggry var kommet. De romerske soldater holdt sin trættende vagt. Skildvagterne marcherede frem og tilbage foran graven, medens de andre i denne afdeling soldater på et hundrede mand lå på jorden i forskellige stillinger og hvilede sig så meget som muligt. Men der var også engle, som bevogtede graven, og en eneste af disse kunne have nedslået hele den romerske hær, hvis han havde brugt sin magt.
En af de ypperste engle udsendtes fra himlen. Hans åsyn er ligesom lynet og hans klæder hvide som sne. Han fordriver mørket fra sin bane, og hele himlen oplystes af hans strålende herlighed. De sovende soldater farer op med én gang, de står på deres (192) fødder og stirrer med ærefrygt og beundring på de oplyste himle og det blændende syn, som nærmer sig. Soldaterne, høvedsmændene og skildvagterne falder alle som døde med ansigtet mod jorden. De onde engle, som sejrrig har gjort krav på Jesu legeme, flyr forfærdede fra stedet. En af de mægtig ledende engle, som tilligemed de andre engle har holdt vagt over sin Mesters grav, slutter sig til den mægtige engel, der kom ned fra himlen, og de går tilsammen lige til graven.
Englenes anfører tog fat på stenen, som var så stor, at der behøvedes mange stærke mænd til at sætte den for graven, væltede den bort og satte sig på den, medens hans ledsager gik ind i graven og løsnede ligklæderne fra Jesu ansigt og hoved. Da råbte den mægtige engel med en røst, som fik jorden til at skælve: Jesus, du Guds søn, din Fader kalder dig! Derpå kom den, som havde fået magt til at overvinde døden og graven, frem af graven som en sejrherre, medens jorden bævede, lynet blinkede og tordnens drøn hørtes. Der skete et jordskælv på den stund, da Kristus nedlagde sit liv og et nyt jordskælv indtraf i det øjeblik, da han sejrrig dog det igen.
Jesus var førstegrøden af de hensovede. Da han opstod fra graven, opvakte han en skare fra de døde og afgjorde derved for evig det længe omtvistede spørgsmål om opstandelsen. Idet han således opvækker en skare fanger fra de døde, beviser han, at de hensovende i Jesus til sidst skal opstå. De, som tror på Kristus, får således netop den oplysning, de (193) ønsker angående de fromme hensovendes liv i fremtiden.
Satan blev højlig forbitret over, at hans engle havde flygtet, da de himmelske engle nærmede sig, og at Kristus havde sejret i døden og derved bevist sin fremtidige magt. Satan havde jublet, da han mærkede, hvilken magt han udøvede over menneskene, og da han så at denne magt havde drevet dem til at forkaste og myrde Guds Søn; men al denne jubel forsvandt, da Kristus åbenbarede sin guddommelige magt. Han havde dristet sig til at håbe, at Jesus ikke ville tage sit liv igen. Men hans mod svigtede da Jesus opstod; thi Jesus blev en genløsningsbetaling for mennesket og satte det i stand til at overvinde Satan i Kristi navn, fordi han havde sejret. ærkefjenden vidste nu, at han til sidst måtte dø, og at der ville blive en ende på hans rige. Det, som skete ved Guds søns opstandelse er et levende billede på den herlighed, som skal åbenbares, når de retfærdige skal opstå ved Kristi andet komme i himlens skyer. Da skal de døde, som sover i deres grave, høre hans røst og opstå til livet, og ikke alene jorden, men himlen skal rystes. Nogle få grave åbnede sig, da Kristus opstod; men når han kommer anden gang, skal alle de kære hensovede hellige fra den retfærdige Abel til det sidste Guds barn, som dør, opvågne og få et herligt, uforkrænkeligt liv.
Hvis soldaterne ved graven blev forskrækkede, da en eneste engel, iklædt himmelsk lys og styrke, viste sig, at de faldt som døde til jorden, hvorledes vil da hans fjender kunne fremstå for Guds Søn, når han kommer (194) med magt og stor herlighed, ledsaget af titusinde gange titusinde engle fra himlens sale? Da skal jorden aldeles slingre som en fordrukken og bortflyttes som en hytte. Elementerne skal komme i brand, og himlene skal sammenrulles som en bog.
Da Jesus døde, så soldaterne, at jorden indhylledes i tykt mørke, ved middagstid: men ved hans opstandelse så de, at englenes strålende glans oplyste natten, og de hørte, hvorledes de himmelske væsener sang med stor fryd og jubel: Du har sejret over Satan og mørkets magt, du har opslugt døden til sejr! "Og jeg hørte en høj røst i Himmelen sige: "Fra nu af er frelsen og kraften og Riget var Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat." (Åb 12,10)
Kristus nedstyrtede Satan som brødres anklager i himlen, da han fuldførte sin store gerning og hengav sit liv i døden. Skønt Satan arbejdede hårdnakket derimod, var dog Frelserens plan nu i færd med at blive gennemført. Kristus anså mennesket for at være af så stort værd, at han opofrede sit liv for det. Satan vidste, at det rige, som han havde tilranet sig, til sidst ville blive ham frataget; derfor besluttede han, at han ikke ville sky nogen som helst umage for at kunne ødelægge så mange som muligt af dem, som Gud havde skabt i sit billede. Han hadede mennesket, fordi Kristus havde vist så meget miskundhed og ømhed og kærlighed imod det; han gjorde sig nu rede til at forføre det på enhver mulig måde, så at det til sidst kunne fortabes, og han blev (195) så meget mere ivrig i denne retning, fordi han kendte sin egen håbløse stilling.
Kristus kom til verden for at hævde, hvad hans faders lov krævede, og hans død viser, at denne lov er uforanderlig. Men Satan trængte ind på menneskene med den vildfarelse, at Kristus afskaffede Guds lov, da han døde, og således forfører den onde mange, der giver sig ud for at være kristne, til at overtræde Faderens bud, medens de på samme tid bekender, at de tror på og elsker hans Søn.
Den kristne verden er ikke tilstrækkelig bekendt med Satans historie og den skrækkelige magt, han udøver. Mange betragter ham kun for at være et fantasi billede. Imidlertid har han sneget sig ind iblandt menneskerne, han bevæger folk hid og did efter behag - han påtager sig en lysets engels skikkelse - han mønster sine øvede tropper som en dygtig general - han har erhvervet sig et grundigt kendskab til menneskenes væsen og kan på tage sig en falsk, religiøs mine.
Han gjorde sig nu rede til at virke på præsternes sind angående det, som gik for sig, da Kristus opstod. Han vidste, at eftersom de allerede var faldet i hans snarer og havde begået den frygtelige forbrydelse at slå Guds Søn ihjel, så stod de fuldstændig i hans magt, og den eneste måde hvorpå de kunne undgå folkets vrede, var at anklage Jesus for at være en bedrager og at holde fast derved samt at påstå, at hans disciple havde stjålet hans legeme, for at de kunne sige, at han var opstået fra de døde.
Efter at den overvættes herlighed, som omgav det himmelske sendebud, var forsvundet fra himlen og fra graven vovede den romerske vagt sig til at hæve hovedet og se sig omkring. De så, at den store sten, der lå foran indgangen til graven, (196) var væltet bort, og betaget af rædsel stod de op og så, at Jesu legeme var borte, og graven var tom. Overvældet af, hvad de havde set og hørt, vendte de bort fra graven og skyndte sig hurtigst mulig til staden, i det de omtalte for enhver, som de mødte, de mærkværdige ting, som de har været vidne til. Nogle af disciplene, som havde tilbragt hele natten uden at sove, hørte på den forunderlige beretning med blandet håb og frygt. Imidlertid blev et bud sendt til præsterne og de ældste, og dette meddelte: Kristus, som I korsfæstede, er opstanden fra de døde!
En tjener blev straks sendt med en privat skrivelse, der kaldte den romerske vagt til ypperstepræstens palads. Der blev de nøje forhørte. De gav en fuldstændig beretning om, hvad de havde været vidne til ved graven, nemlig, at en ærefrygt-indgydende engel var kommet fra himlen med et ansigt, der lyste ligesom lynet, og med klæder, hvide som sne; at jorden rystede og bævede, og at de blev aldeles lamslåede; at englen havde taget fat på den uhyre sten, der lå foran indgangen til graven, og havde væltet den bort, som om den var en ubetydelighed; at en skikkelse, omgivet af stor herlighed, var trådt ud fra graven; at et englekor havde fyldt himlen og jorden med jubel og frydesang, samt at de havde genvundet deres styrke, da lyset forsvandt, og sangen ophørte, og at de da mærkede, at graven var tom, og Jesu legeme ingen steder var at finde.
Da præsterne, de skriftkloge og de ældste hørte denne beretning, blev deres ansigter dødblege. De kunne ikke sige et eneste ord. Med rædsel lagde de mærke til, at to tredjedele af de profetier, (197) som angik Messias, nu var blevet opfyldte, og deres hjerte fornægtede af frygt for, hvad der skulle ske. De kunne ikke betvivle de vidnesbyrd, som de netop havde hørt: Jesus af Nazaret, den korsfæstede, var i sandhed opstået fra de døde.
Da de endelig kom sig af deres første skræk over at høre disse nyheder, begyndte de at overveje, hvad der nu var bedst at gøre, og Satan var også til stede for at fortælle dem, hvad de skulle gøre, og hvorledes de skulle forholde sig. De følte, at de havde sat sig i en stilling, hvor der ingen anden udvej var end trodsig at fortsætte således, som de havde begyndt, og fornægte Kristus til det yderste. De tænkte, at hvis denne beretning kom ud blandt folket, ville de ikke alene blive berøvede deres ære og myndighed, men måske endog miste livet. Jesus havde sagt, at han skulle opstå fra de døde og opfare til himlen. Men de besluttede, at de ville holde folket i uvidenhed om, at hans ord var blevet opfyldt. Dette troede de kunne opnåes, hvis de ved penge kunne bestikke den romerske vagt. De gjorde et forsøg og erfarede, at de ved at give vagten store stikpenge kunne få den til at nægte sin forrige beretning og bevidne, at disciplene havde stjålet Jesu legeme om natten, medens vagten sov. Men hvis en skildvagt sov på sin post, måtte han så bøde med livet; for at kunne sikre sig det vidnesbyrd, de ønskede, lovede præsterne derfor at indestå for, at vagten ikke skulle blive straffet for denne forbrydelse. De romerske soldater solgte sin ærlighed til de falske jøder for penge. De kom ind til præsterne bebyrdede med et forfærdeligt sandhedsbudskab; men de gik ud bebyrdede med penge og med en af præsterne opdigtet, løgnagtig beretning i deres mund.
(198) Imidlertid havde man skikket bud til Pilatus med en beretning om det, som var sket. Da han fik at høre derom, blev hans sjæl fyldt med rædsel. Han lukkede sig inde i sit hjem; thi han ønskede ikke at se nogen. Men præsterne trængte dog ind til ham og bad ham indtrængende om ikke at undersøge den fordømmelse, som vagten påstod at være skyldig i, men at lade sagen falde. Pilatus lovede til sidst at gøre dette, efter at han havde haft en privat samtale medvagten og fået alle enkelthederne at høre. De vovede ikke at skjule noget for landshøvdingen af frygt for at miste livet. Pilatus undersøgte ikke sagen videre; men fra den tid havde han ikke fred eller ro mere.