(514) Unge mænd med lyst til at gå ud i feltet som prædikanter, bogevangelister eller kolportører, bør først få en passende åndelig uddannelse og en særskilt forberedelse til deres kald. De som ikke har nogen uddannelse, men er ulærde og ukultiverede, er ikke skikkede til at begive sig ud på et felt hvor de mægtigste indflydelser som talenter og lærdom bekæmper Guds Ords sandheder. De kan heller ikke få succes med at imødegå de mærkelige former for religiøse og filosofiske vildfarelser i foreninger, hvis afsløring kræver kendskab til videnskabelig så vel som bibelsk sandhed.
Især bør de som har forkyndergerningen som sit mål, indse nødvendigheden af den oplæring som skriften anviser for en missionsarbejder. De bør kaste sig over gerningen med iver og mens de læser i skolerne, bør de lære Kristi sagtmodighed og ydmyghed af den store Læge. En Gud som holder sin pagt, har lovet at hans Ånd, som bønnesvar, vil blive udøst over disse lærlinge i Kristi skole, for at de må kunne blive retfærdighedens tjenere.
Der må udføres et hårdt arbejde for at rykke vildfarelse og falsk lære ud af hovedet, så at bibelsk sandhed og bibelsk religion kan få plads i hjertet. Oprettelsen af højskoler iblandt os er et middel som Gud giver for at uddanne unge mænd og kvinder til de forskellige grene af missionsarbejdet. Det er Guds vilje at de derfra skal gå ud, ikke kun nogle få, men mange arbejdere. Men den onde, som er fast besluttet på at forstyrre denne plan, har ofte sikret sig netop dem som Gud ville forberede til nyttige stillinger i sit værk. Der er mange som ville (515) arbejde hvis de blev tilskyndet til at gøre tjeneste og som ville frelse deres sjæle ved således at virke. Menigheden bør forstå det store ansvar som den pådrager sig ved at lukke sandhedens lys ind og holde Guds nåde indenfor deres egne snævre grænser, mens penge og indflydelse i rigt mål burde anvendes til at sende egnede arbejdere ud på missionsfeltet.
Hundrede af unge mænd burde have været i færd med at berede sig til at tage del i arbejdet med at så sandhedens sæd ved alle vande. Vi trænger til mænd som vil fremskynde korsets sejr, mænd som vil holde ud trods hindringer og savn og som besidder den nidkærhed og beslutsomhed og tro som er uundværlig på missionsmarken. . . . ..
Fremmede sprog
Der findes nogle iblandt os som kunne uddannes til at forkynde sandheden for andre folkeslag uden at gå til det store besvær og forsinkelse, som det koster at lære et fremmede sprog. I den første menighed blev missionærerne ved et under udrustet med kendskab til de sprog, hvori de skulle forkynde Kristi uransagelige rigdom. Og dersom Gud var villig til således at hjælpe sine tjenere den gang, kan vi da være i tvivl om at hans velsignelse vil hvile over vore bestræbelser for at uddanne dem, som fra barndommen af kender fremmede sprog og som, hvis de får den rette opmuntring, ville bære sandhedens budskab ud til deres egne landsmænd? Vi kunne have flere arbejdere på fremmede missionsmarker, hvis de, som tog arbejdet op på disse steder, havde gjort brug af ethvert talent indenfor deres rækkevidde.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at unge mænd lærer fremmede sprog. Dette sker med det bedste (516) resultat, ved at de færdes blandt folket og samtidig bruger nogen tid hver dag på at studere sproget. Dette bør dog kun være som en nødvendig foranstaltning, indtil man kan uddanne dem som bor på selve missionsfeltet og som ved den rette undervisning kan blive arbejdere. Det er af væsentlig betydning at de tilskyndes til at optage arbejdet, som kan tale deres modersmål til folket i de forskellige lande. Det er en stor opgave for en midaldrende mand at lære et fremmed sprog og trods alle anstrengelser vil det være næsten umuligt for ham at lære at tale det korrekt, så han kan blive en brugbar arbejder.
Der mangler unge mænd til vanskelige steder
Vi har ikke råd til at berøve vor virksomhed her hjemme de midaldrende og ældre prædikanters indflydelse og sende dem til fjerne felter for at optage en gerning, som de ikke er velegnede til og som ingen grad af oplæring vil gøre det muligt for dem at blive fortrolige med. De mænd, som sendes af sted på den måde, efterlader tomme pladser som uerfarne arbejdere ikke kan fylde.
Menigheden vil måske spørge, om man kan betro unge mænd det store ansvar, som er forbundet med oprettelsen og ledelsen af missionsforetagender i fremmede lande. Jeg svarer: Det var Guds hensigt, at de på vore højere skoler og ved at være sammen med erfarne (517) mænd i arbejdet skulle få en sådan oplæring, at de ville blive kvalificerede til at gøre nytte i Hans sag. Herren satte disse erfarne fædre ind i prøvende, ansvarsfulde stillinger i en ung alder mens hverken de fysiske eller de åndelige kræfter var fuldt udviklede. Vigtigheden af den opgave som blev betroet dem, skærpede deres kræfter og deres evner og den aktive del, de tog i arbejdet, bidrog så vel til den fysiske som til den åndelige udvikling.
Der lyder et kald til unge mænd. Gud ønsker dem ud på hedningemissionsmarken. Fordi de er forholdsvis fri for bekymringer og ansvar, er de gunstigere stillet med hensyn til at træde ind i dette arbejde, end de, som skal skaffe udkomme til en stor familie. Endvidere kan unge mænd lettere vænne sig til et andet klima og nye forhold og de kan bedre tåle vanskeligheder og det ubekvemme liv. Ved takt og udholdenhed kan de nå folk, hvor de er.
Styrke kommer ved øvelse. Alle, som gør brug af de evner, Gud har givet dem, vil opnå forøgede evner, som de kan hellige til hans tjeneste. De, som ingenting gør for Guds sag, vil ikke vokse i nåden og i kundskab om sandheden. Den, som ville lægge sig ned og nægte at bevæge arme og ben, ville snart miste al evne til at bruge dem. Således vil også en kristen, som er uvillig til at bruge de kræfter, Gud har givet ham, ikke alene undlade at vokse op til Kristus, men han mister den styrke, han allerede havde; han bliver åndelig lam. De som grundfæstes og styrkes og rodfæstes i sandheden, er de som med kærlighed til Gud og sine medmennesker anstrenger sig for at hjælpe andre. En sand kristen arbejder for Gud, ikke efter indskydelse, men (518) af princip, ikke kun en dag eller en måned, men hele livet igennem. . . . .
Mesteren kalder på arbejdere til at forkynde evangeliet. Hvem vil gå? Ikke alle, der går ind i hæren, bliver generaler, kaptajner, sergenter eller korporaler. Det er ikke alle, der får ledernes bekymringer og ansvar. Der er hårdt arbejde af en anden art, der også skal udføres. Nogle må grave skyttegrave og fæstningsværker, nogle må stå på vagt og andre må være sendebud. Selv om der kun er få befalingsmænd, kræves der mange menige og hærens resultat er afhængigt af hver eneste soldats troskab. Blot en eneste soldats utroskab kan betyde en ulykke for hele hæren. . . .
Han, som "gav enhver sin gerning", (Markus 13,34) svarende til vedkommendes evne, vil aldrig lade en trofast pligtopfyldelse blive ulønnet. Enhver handling udført med troskab vil blive æret med særskilte tegn på Guds velbehag og bifald. Til hver arbejder er dette løfte givet: »De går deres gang med gråd, når de udstrør sæden, med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg.« (Sal. 126,6) - Vidnesbyrd for menigheden 5:390-395.
Et fortroligt kendskab til forskellige folkeslags sprog er en hjælp for missionsarbejdet. En forståelse af de skikke der var for dem på bibelsk tid, for lokalitet og tidernes begivenheder er praktisk at vide; for det hjælper med at lave klare billeder af bibelen og få Kristi lektier ud med kraft.