Medens Paulus stadig var i Korint, og arbejdede i ord og lære, og også i værkstedet, kom Silas og Timotius fra Makedonien. Glæden ved at møde disse to trofaste kollegaer, gav ham ny iver og mod til at modstå den stadigt voksende modstand, som forhindret hans arbejdet meget. Apostlen indrømmede selv at han var i Korint "i svaghed og frygt og megen bæven," men Gud, "som trøster de nedbøjede," trøstede ham ved hans venners ankomst. Guds planer at kollegaer i evangeliet skal få deres hjerter knyttet tæt til hinanden i kristen kærlighed, så at deres nærvær skal være stor og glæde og opmuntre hinanden.
Paulus sendte Timotius for at besøge hans tidligere arbejde igen, og bekræfte og oprette menigheden i Tessalonika. Timotius efterretning var opmuntrende, og fornyede Paulus ånd. Han blev således tilskyndet til at skrive til disse elskede brødre. Vi har fået givet hans første og andet brev til menigheden. Hans hjerte var draget i kærlighed til dem, som favnede Kristi lære, som udsatte dem for bebrejdelser og forfølgelser, der hidtil var ukendt for dem.
Der var endnu en grund for Paulus meddelelse til disse brødre. Nogle som nylig var kommet til tro var faldet i vildfarelse om dem som var døde siden deres omvendelse. De havde håbet at alle ville bevidne om Kristi andet komme; men de var i stor sorg, efter som den ene efter den anden af de troende faldt under dødens magt, og gjorde det umuligt for dem at se denne attråværdige begivenhed: Kristi komme i himlens skyer.
Nogle, som var faldet i den vildfarelse at Kristus skulle komme på deres dag, opslugte den fanatiske ide at det var prisværdigt at vise deres tro og opgive al deres forretning, og trække sig selv tilbage til intetsigende venten på den store begivenhed som de tænkte var nær. Paulus skrev til menigheden i Tessalonika, og hilste dem, og nedkaldte Guds og Herren Jesu Kristi velsignelse for deres skyld. Han mindede dem om hans eget arbejde iblandt dem, og at de havde taget imod ordet, og vendt dem bort fra afguder "for at tjene den levende og sande Gud og fra Himlene vente hans Søn, som han opvakte fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede."
Han henviste også til sit arbejde, og sine medarbejdere iblandt dem, og mindede dem om den frimodighed som de havde forkyndt evangeliet for dem, midt i modstand, mishandling og modløshed, "vi ikke for at tækkes mennesker, men Gud, som prøver vore hjerter."
Paulus dristede sig til at informere sine tessaloniske brødre om de dødes sande tilstand. Han taler tom som sovende, - i en ubevidsthedstilstand: "Vi vil ikke, brødre! at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham. . . . Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!"
De retfærdige dødes venner skal ikke sørge nu som dem der mister deres elske og har intet håb i Jesus Kristus, og som ikke glæder sig over den evige fremtid på den anden side af de retfærdiges opstandelse. Paulus henvendte sig til tessalonikerne som dem der havde vendt sig fra den hedenske afgudsdyrkelse til Kristi tjeneste. Vage hedens tanker om de dødes tilstand, blev mere eller mindre indblandet i den nye tro. Men dem som klart så sandheden om de dødes tilstand, i den lære Paulus forkyndte, blev stærkt trøstede. Det glade håb som de derved tog imod, at de retfærdige døde vil rejse sig fra deres grave til et helligt og lykkeligt evigt liv, var i markant modsætning til deres tidligere hedenske ideer om død. For de troede at der ikke var noget fremtidigt liv, intet lykkeligt møde med dem som de elskede og mistede på jorden.
Tessalonikerne greb ivrigt tanken om at Kristus kom for at ændre de trofaste som levede, og tage dem til sig selv. de vogtede omhyggeligt om deres venners liv, så de ikke døde, og miste den velsignelse som de så hen til ved deres Herres komme. Men døden nedlagde den ene efter den anden af deres elske ned; og de begravede dem fra deres øjne i frygt og bæven. Alle deres stamfædre var blevet begravet sådan, og i pinsel så tessalonikerne på deres dødes ansigter for sidste gang, og forventede at aldrig møde dem i et fremtidigt liv.
For dem var modtagelsen af Paulus brev en stor begivenhed. Skriftlige meddelelser mellem venner var en meget sjælden begivenhed den gang. Der var stor glæde i menigheden da brevet blev åbnet og læst op. Hvilken trøst fik de ikke, ved disse ord, der åbenbarede den dødes sande tilstand. Deri viste Paulus dem at dem som skulle leve når Kristus kom, ikke ville møde deres Herre bedre end dem som sov hen i Jesus. For ærkeenglens røst og Guds basun skal nå de sovende, og de døde i Kristus skal stå først op, før udødelighedens berøring skal gives til den levende. "Derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!"
Det håb og glæde som denne forsikring gav den unge menighed i Tessalonika kan vi knapt nok forstå. Det brev, der kom fra deres fader i evangeliet, troede de på og værnede om, og deres hjerter ventes om i kærlighed til ham, som bragte dem sandhedens dyrebare lys. Han havde fortalt dem disse ting før; men på det tidspunkt greb deres sind nye og overmådelige læresætninger der var fremmed for dem, og det overrasker ikke at kraften på nogle punkter indprentede deres sind livagtigt. Men de hungrede efter sandheden, og Paulus brev gav deres sjæle nyt håb og ny styrke, en fastere tro på, og en dybere hengivenhed for den Genløser, som havde ført liv og udødelighed til lys igennem hans død.
Det mørke som havde omgivet de dødes grav blev spredt; for de vidste at deres levende venner vil opstå fra graven, og glæde sig ved evigt liv i Guds rige. En ny herlighedsglans bekronede nu den kristne tro, og de så en ny herlighed i Kristi liv, lidelser, død og opstandelse.
Paulus skrev: "Skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham." Mange fortolker dette skriftsted som at de sovende kommer med Kristus fra himlen; men Paulus lader forstå at ligesom Kristu opstod fra de døde, ligeså vil Gud oprejse de sovende hellige med ham fra deres grave, og tage dem med ham til himlen. En dyrebar trøst! herligt håb! ikke kun for menigheden i Tessalonika, men for alle sande kristne som lever på jorden.
Tidligere havde Paulus agiteret for tidernes tegn, der viste hvilke ting der ville ske forud for Menneskesønnens åbenbarelse i himlens skyer, at han ikke fandt det nødvendigt at gå så meget i disse detaljer ved den anledning. Ikke desto mindre pegede han hen til hans tidligere lære på dette punkt: "Men om tid og time, brødre! har I ikke nødig, at man skriver til jer; selv ved I jo god besked om, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når de siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem."
Den uforsigtige og ikke-troende lukker deres øjne for det bevis, som Kristus har givet til advarsel for mennesker om hans komme. De forsøger at fortie al bekymring, medens tegnene på enden samtidig opfyldes hurtigt, og verden haster mod tiden for Menneskesønnens åbenbaring i himlens skyer. Men dem som tager imod sandhedens lys, som det skinner på deres stivej, er ikke i mørke, at denne store begivenhed uden at vide af det. Paulus lærer at det er syndigt at være ligeglad med de ting som sker for Kristi andet komme. Dem som gør sig skyldig i denne forsømmelse, kalder han for nattens og mørkets børn. Han opmuntrer den tapre og årvågne med disse ord: "Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. Thi alle er I lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til. Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os våge og være ædru!"
Apostlens lære på dette punkt er særlig vigtig for menigheden i vor tid. Frem for alt andet bør dem, der lever nær den store fortæringsudslettelse, være ædruelige og overvågne. Den årvågne kristne er en kristen medarbejder, der nidkært søge at rense sit liv, og gøre alt i hans magt for Guds sag. Idet hans kærlighed for hans Genløser ophører, ligeså øges hans kærlighed for hans medskabninger. Han har hårde prøvelser, ligesom hans Mester havde; og ligesom ham, er han i et vist omfang et sorgernes og begrædelsernes menneske på grund af vederstyggelighederne i landet. Men denne sorg forbitrer ikke hans temperament, eller udsletter ikke freden i sindet. Hvis hans pinsler bæres godt, forædles og renses hans natur. Derved bringes han i tættere fællesskab med Kristus; og så vidt muligt, gennem hård modstand, tager del i Kristi lidelser, vil han også få del i hans trøst, og til sidst få del i hans herlighed.
Paulus fortsatte sin formaning til menigheden: "Vi beder jer, brødre! om at skønne på dem, der gør et slidsomt arbejde iblandt jer og er jeres forstandere i Herren og retleder jer. Agt dem særlig højt i kærlighed for deres gernings skyld. Hold fred med hverandre!"
Tessalonikerne blev meget misfornøjet af personer iblandt dem med fanatiske ideer og læresætninger. Menigheden var blevet organiseret ordentligt, og embedsmænd udpeget til at handle som forkyndertjenere og menighedstjenere. Men Nogle ville ikke underlægge sig dem, som havde myndighedspositioner i menigheden. Brændende, egenrådige personer krævede ikke blot ret til privat dømmekraft, men at blive hørt offentligt, for deres private synspunkter i menigheden. Derfor henledte Paulus alvorligt sine brødres opmærksomhed til den respekt og det hensyn der tilkommer dem med myndighed i menigheden, og som var blevet betroet ansvar i forbindelse med dette.
Han formaner tessalonikerne til at ikke foragte profetiens gave, og pålægger en omhyggelig adskillelse mellem den falske manifestation fra den sande: " Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale, prøv alt, hold fast ved det gode!" Han beder for at Gud vil helliggøre dem helt, så "måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme" og til slut, tilføjer han forvisningen: "Trofast er han, som kalder jer, han vil også gøre det."
I dette første brev til tessalonikerne, var Paulus lære om Kristi andet komme i fuldkommen harmoni med hans tidligere instruktioner til menigheden. Alligevel blev hans ord misbrugt af nogle tessaloniske brødre. De forstod at han skulle udtrykke håb om at han selv ville leve som vidne for frelserens komme. Denne tro tjente til at øge deres begejstring og spænding. Dem som tidligere forsømte deres bekymringer og pligter, betragtede nu sig selv som understøttet af apostlen; hvoraf de blev mere ihærdige end før, for at fremhæve deres fejlagtige synspunkter.
I sit andet brev til denne menighed, forsøger Paulus at rette deres misforståelser, og sætte dem frem i deres sande position. Han udtrykte sin tillid til deres kristne renhed, og hans taknemmelighed til Gud at deres tro ikke var aftagende, og at de var bundet til hinanden i kærlighed, og det samme til deres guddommelige Mesters sag. Han siger også at han viser dem for andre menigheder som mønster for tålmodig og udholdende tro, som klarer de forfølgelser og trængsler bravt, som Guds fjenders modstand bringer over dem. Han fører dem frem til håb om hvile for alle deres bekymringer og forviklinger, når Herren Jesus skal åbenbares, "med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium".
Så viste han de store begivenheder som kommer i fremtiden, som forudsagt i profetien, før Kristus skal komme. Apostlen siger: "Lad jer ikke straks bringe fra besindelsen eller skræmme hverken ved nogen ånd, noget ord eller noget brev, der foregives at være fra os, som om Herrens dag var lige forestående. Lad ingen vildlede jer på nogen måde. Først må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares." Pavemagten, som profeten Daniel så tydelig beskriver, skal rejse sig, og føre krig imod Guds folk, og træde på hans lov. Indtil denne magt har udført sit dødelige og blasfemiske værk, vil menigheden se forgæves efter deres Herres komme.
Således forpurrer Paulus deres argumenter som siger at han lærer at Kristi dag er nær. Han formaner sine brødre til at ikke forsømme deres pligter og ikke give sig til tom venten. Efter deres glødende forventninger om udfrielse straks, vil dagliglivets opgaver og den modstand de forventer at møde, vise sig dobbelt så afskrækkende. Derfor formaner han dem til troens standhaftighed. Deres arbejde er blevet udpeget af Gud, og ved deres trofaste tilslutning til sandheden, skal de videregive andre det lys som de har fået. Han bad dem at ikke blive trætte af gode gerninger, og peger dem til hans eget eksempel med ihærdighed i timelige ting, og samtidig arbejder utrættelig for Kristi sag. Han irettesætter dem som har givet sig selv hen til dorskhed og formålsløs sindsuro, og anviser, "at de skal arbejde stilfærdigt og selv tjene sig føden." Han pålægger også menigheden at skillesig af med fællesskaber med dem, som vedholdende ignorer hans belæring. "Dog," tilføjer han, "skal I ikke regne ham for en fjende, men retlede ham som en broder!" Han afslutter også dette brev med en bøn, at Guds fred og den Herre Jesus Kristi nåde, midt i blandt trængsler må være deres trøst og støtte.