(Kopieret 2. april, 1896.) Jeg er hele tiden bebyrdet når det gælder det arbejde der burde gøres for de unge; for hvordan kan de blive Kristi missionærer, hvis de ikke får en anden slangs uddannelse? Den såkaldte højere uddannelse i vore dage er fejlnavngivet bedrag. Højere uddannelse er det som sætter Bibelen som grundlag for al uddannelse. Når de unge uddannes er der brug for den visdom, som kun kommer fra Gud.
Det er en fejltagelse at lægge bøger i unges hænder som forbløffer og forvirrer dem, et (165) studium som ikke blander tingene sammen for dem. Årsagen til dette studium er at læreren har gået over den samme grund, og den studerende må følge efter. Men hvis lærerne modtog lys og visdom fra den Guddommelige Lærer, ville de se på disse ting på en helt anden måde. De ville afmåle tingenes relative betydning til undervisningen i skolen; de almindelige, væsentlige uddannelsesgrene vil der undervises grundigere i, og Guds ord vil æres og værdsættes som Brød sendt fra himlen, som nærer al åndeligt liv, binder menneskeagenten til Kristus i Gud. "Den som æder mit kød, og drikker mit bod," siger Kristus, "har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham." "Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv."
Hvis lærerne på vore skoler ville ransage bibelen for at de selv skal kunne forstå den, åbne deres hjerter for de dyrebare lysstråler Gud har givet i hans ord, hvis de vandrer i det lys Gud har givet dem, vil de blive undervist af Gud. De vil praktisere sandheden, og vil arbejde i helt andre linjer, ikke bringe så mange teorier og læresætninger fra mennesker ind, som aldrig har haft en forbindelse med Gud. De vil ære begrænset visdom langt mindre, og vil nære en dyb sjælshunger efter den visdom der kommer fra Gud.
Hele himlens rigdomme blev betroet til Jesus Kristus, at han måtte give disse dyrebare (166) gaver til den der ihærdigt søger. Han er " blevet os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning". Men endog manges bønner er så formelle at de ikke føer en indflydelse for godt; de er ikke en smag af liv for dem selv eller nogen andre. Hvis lærerne vil ydmyge deres hjerter for Gud og erkende det ansvar de har påtaget sig, når de tager vare på unge mennesker for at kunne uddanne dem til det evige liv, så vil der ske en markant forandring i deres optræden. Deres bønner vil ikke være tøre og livløse, men de vil bede af de sjæles alvor, som mærker deres egen fare. At daglig lære af Jesus, tage Guds ord som deres egen personlige lærebog, har en levende fornemmelse for at det er Guds røst, vil den atmosfære der omgiver deres sjæle ændres væsentligt. Fristelsen at være den første vil dæmpes ved de dalige lektier der læres i Kristi skole. De vil ikke lære deres egen forståelse så indgående.
De unge som instrueres af disse lærere, som ikke lærer af Kristi skole, vil sjældent rejse sig højere end deres lærere. Hvis de prøver at rejse sig, vil de holde ned og lære deres plads at underordne sig deres læreres vilje og ord. Disse lærere står til regnskab over for Gud for det gode som de kunne have gjort, med at indprente deres studerendes sind, men som de ikke gjorde fordi de ønskede at hævde sig selv som kloge, at fastholde gamle vaner og skikke. Det står i det gamles testamente at, "der hældtes ikke fra fad til fad"; "derfor holdt det sin smag, og dets duft tabte sig ikke." Kristus så (167) at det eneste håb der var for jøderne, at de forandrede sig mærkbart, men de ville tage imod lyset, og lade Guds Helligånd forme og danne dem i et kar til ære, og den karakter de havde virkede til deres eget fordærv.
Lærerne på vore skoler i dag i fare for at følge det samme spor som jøderne på Kristi tid. Uanset deres rang, om de er stolte af deres evner til at lære fra sig, åbner disse lærere ikke kamrene i deres sjælstempel og modtager klare lysstråler fra Retfærdighedens Sol, så indskrives de i himlens bøger som ikke-troende. Ved forskrift og eksempel forhindrer de lysets stråler, som vil komme til de studerende. De er i fare for at blive selvcentrerede, og for klog til at blive undervist. Sådan var det med jøderne.
Vi er i en verden fuld af fordærv, og hvis vi ikke tager imod den levende Kristus i vore hjerter, tror og gør hans ord, vil vi efterlades bagud som jøderne blev. Alle lærere må opsnappe efter alle strålerne fra det himmelske lys, som spredes på deres stivej; for som instruktører behøver de lys. Nogle siger: "Ja; jeg tror jeg er ivrig efter dette;" men de bedrager sig selv. Hvor får du jeres lys fra? Hvilken kilde drikker I fra? Jeg har Herrens ord for at ikke så få lærere på vore skoler har forladt Libanons smeltevand for dalens grumsede strømme. Gud alene kan lede os på sikre stier, som leder til det bedre land, endog et himmelsk. Men Lærere som ikke alvorligt og forstandigt søger efter det bedre land, leder dem under deres indflydelse, til at være ligeglade og tilsidesætte den store frelse de har fået købt for en uendelig pris.
(168) Alle vore lærere må fastholde en tæt forbindelse Gud. Hvis Gud sender sin Helligånd til vore skoler til at forme og danne hjerterne, ophøje forstanden og give de studerende guddommelig visdom, er der dem som i deres nuværende tilstand, lægger sig selv imellem Gud og dem som behøver lyset. De vil ikke forstå Helligåndens arbejde; de har aldrig forstået den; i fortiden var det et stort mysterium for dem, ligesom Kristi lære var for jøderne. Guds Helligånds virke skal ikke skabe nysgerrighed; det er ikke op til mennesker at afgøre om de lægger deres hænder på Guds Ånds manifestationer. Vi må lade Gud arbejde.
Når lærerne er villige til at sidde i Kristi skole og lære af den Store Lærer, vil de kende deres egen vurderinger langt mindre end de gør nu. Når Gud bliver til læreren, vil han anerkendes, hans navn vil ophøjes; de studerende vil være ligesom de unge mænd i profetskolerne, som greb Guds Ånd, og profeterede. Men den store sjælefjende søger at bringe en død, livløs åndelig atmosfære ind på vore institutioner. Han arbejder på at vende og fordreje alle forhold til sin egen fordel, og udelukke Jesus Kristus. I dag, ligesom i Kristi dage, kan Gud ikke gøre mange mægtige gerninger på grund af deres vantro, som har de ansvarsbetyngede stillinger. Der re behov for Guds omvendende kraft før de vil forstå Guds ord, og før de er villig til at ydmyge sig selv over for Gud som elever.
Profetien fortæller os at vi er nær endens tid. Forstandsmæssig kraft, naturlige evner, formodet (169) god dømmekraft, vil ikke berede vejen for de unge så de bliver missionærer for Gud. Ingen som søger en uddannelse i Guds værk eller tjeneste, vil blive mere fuldkommen i Kristus ved at modtage den tilsyneladende afsluttende berøring på Ann Arbor, hverken bogmæssigt eller under sundhedslinjerne. Mange har ikke kunne gøre et missionsarbejde ved at gå på sådanne skoler. De har vanæret Gud og efterlader ham på den ene siden, og antager mennesker som deres hjælper. "Dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes."
Gud der får vanærens byrde i hele vor religiøse erfaring, betynger meget tungt mit sind. Hans ord bør modtages som vor tros grundlægger og fuldender. Det skal modtages med forståelse og af hele hjertet; det er liv, og skal indpodes i hele vort liv. Modtages ordet sådan, vil Gud ydmyge menneskene ved nådens fodskammel, og adskille ham fra al fordærvende indflydelse.
"I Kong Uzzijas dødsår", skriver Esajas, "så jeg Herren sidde på en såre høj trone, og hans slæb fyldte helligdommen. Serafer stod hos ham, hver med seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to fødderne, og med de to fløj de; og de råbte til hverandre: »hellig, hellig, hellig er Hærskares Herre, al jorden er fuld af hans herlighed!« Og dørstolpernes hængsler rystede ved råbet, medens templet fyldtes af røg." Idet profeten ser denne store og herlige fremstilling, ser han sin egen ufuldkommenhed og dem af folkene som (170) han boede sammen med. "Ve mig," sagde han, "det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskares Herre!" Oh, hvor mange, som er i gang med dette ansvarsfulde arbejde, behøver at beskue Gud ligesom Esajas gjorde; for i nærvær af hans herlighed og majestæt vil selvet synket til intet. - Melbourne, 10. Febr., 1894.