(75) Den 30. august 1846 forenedes jeg mod bror James White i ægteskab. Bror White havde opnået stor erfaring i adventbevægelsen, og hans arbejde med at forkynde sandheden havde været velsignet af Gud. Vore hjerter var forenet i det store arbejde, og sammen rejste vi og arbejdede for sjæles frelse.
Vi påbegyndte vort arbejde uden penge, med få venner og et dårligt helbred. Min mand havde arvet en stærk konstitution, men hans helbred var blevet alvorligt svækket af megen studium i skolen og ved at holde forelæsninger. Jeg havde lidt af et dårligt helbred fra barn af, som jeg har berettet. I denne tilstand, uden midler, med meget få, som sympatiserede med os i vore synspunkter, uden et blad og uden bøger, påbegyndte vi vort arbejde. Vi havde ingen kirker på det tidspunkt. Og tanken om at bruge et telt var ikke faldet os ind. De fleste af vore møder blev holdt i private hjem. Vore forsamlinger var små. Det var sjældent, at nogen kom til vore møder ud over adventister, medmindre de blev tiltrukket af nysgerrighed efter at høre en kvinde tale.
Til at begynde med var jeg meget genert, når jeg skulle tale offentligt. Dersom jeg havde en sikker fremtræden, blev den givet mig af Helligånden. Dersom jeg talte med frihed og kraft, blev det mig givet af Gud. Vore møder blev sædvanligvis holdt på en sådan måde, at vi begge tog del i dem. Min mand holdt en prædiken om læresætninger, hvorefter jeg fulgte op med en formaning af betydelig længde, idet jeg banede vej ind til forsamlingens følelser. Således såede min mand, og jeg vandede sandhedens sæd, og Gud gav væksten.
I efteråret 1846 begyndte vi at holde den bibelske sabbat og at lære og forsvare den. Min opmærksomhed blev først (76) rettet mod sabbatten, da jeg tidligere det samme år var på besøg i New Bedford, Massachusetts. Der blev jeg bekendt med bror Joseph Bates, som tidligt havde antaget adventtroen og var en aktiv arbejder for sagen. Bror B. hellig holdt sabbatten og lagde vægt på dens betydning. Jeg følte ikke dens betydning og troede, at bror B. tog fejl ved at dvæle mere ved det fjerde bud end ved de andre ni. Men Herren viste mig den himmelske helligdom. Guds tempel var åbnet i himmelen, og jeg blev vist Guds ark tildækket med nådestolen. Der stod der to engle, em ved hver ende af arken, med deres vinger spredt ud over nådestolen og deres ansigter vendt mod den. Min ledsagende engel fortalte mig, at disse repræsenterede hele den himmelske hær, der med ærbødig ærefrygt ser hen mod den hellige lov, som var blevet skrevet med Guds finger. Jesus løftede arkens låg, og jeg så stentavlerne, hvorpå de ti bud var skrevet. Jeg blev forbavset, da jeg så det fjerde bud placeret midt i de ti bud med en dæmpet stråleglans af lys, der omkransede det. Engelen sagde: "Det er det eneste af de ti, som fortæller, hvem den levende Gud er, som skabte himlene og jorden og alt levende, som er derpå. Da jordens grundvold blev lagt, blev sabbattens grundvold også lagt."
Jeg blev vist, at hvis den sande sabbat altid var blevet holdt, ville der aldrig have været en vantro eller ateist. Sabbattens helligholdelse ville have beskyttet verden mod afgudsdyrkelse. Det fjerde bud er blevet nedtrådt; derfor er vi kaldet til at udbedre bruddet i loven og forsvare den nedtrådte sabbat. Lovløshedens menneske, som ophøjede sig selv over Gud og satte sig for at ændre tider og lov, forårsagede forandringen af sabbatten fra den syvende dag til den første dag i ugen. Ved at gøre dette gjorde han et brud på Guds lov. Lige før Guds store dag vil der lyde et budskab for at advare folket og opmuntre dem (77) til at genvinde deres troskab over for Guds lov, som antikrist har nedbrudt. Ved formaning og eksempel må opmærksomheden henledes til bruddet i loven. Jeg blev vist, at den tredje engel, som forkyndte Guds bud og Jesu tro, repræsenterer det folk, som tager imod dette budskab og hæver advarslens røst over for verden og formaner dem til at holde Guds bud som Guds øjesten, og som svar på denne advarsel, vil mange antage Herrens sabbat.
Da vi modtog lyset om det fjerde bud, var der omkring femogtyve adventister i Maine, som hellig holdt sabbatten; men disse var så forskellige i deres overbevisning på andre lærepunkter og så spredt med hensyn til, hvor de boede, at deres indflydelse var meget lille. Der var omkring det samme antal i lignende omstændigheder i andre dele af New England. Det syntes at være vor pligt ofte at besøge disse i deres hjem og styrke dem i Herren og i hans sandhed, og eftersom de var så spredte, var det nødvendigt for os at rejse det meste af tiden. Af mangel på midler benyttede vi os af den billigste private befordring, andenklasses vogne og det nedre dæk ved overfart med dampere. I min svage tilstand fandt jeg det mest komfortabelt at rejse med privat befordring. I andenklasses vogne var vi sædvanligvis indhyllet i tobaksrøg, og jeg besvimede ofte som følge deraf. Når vi befandt os på damperes nedre dæk, led vi på samme måde af tobaksrøg, foruden banden og vulgær samtale iblandt skibets matroser og den lave del af de rejsende. Om natten lagde vi os ned for at sove på det hårde gulv, tørre godskasser eller kornsække med vadsække som hovedpude og overfrakker og sjaler som tildækning. Hvis vi led af vinterkulden, gik vi frem og tilbage på dækket for at holde os varme. Når vi følte os trykket af sommerens hede, gik vi op på det øvre dæk i den kølige natteluft. Dette var anstrengende for mig, især når jeg rejste med et barn i (78) mine arme. Denne livsstil var på ingen måde en, vi selv havde valgt. Gud kaldte os i vor fattigdom og ledte os gennem lidelsens smelteovn for. at give os en erfaring, som ville være af stor værdi for os og et eksempel for andre, som senere skulle slutte sig til os i arbejdet.
Vor Mester var en smerternes mand; han var kendt med sorg; og de, som lider sammen med ham, vil herske sammen med ham. Da Herren viste sig for Saulus ved hans omvendelse, havde han ikke til hensigt at vise ham, hvor meget godt han skulle nyde, men hvor store ting han skulle lide for hans navns skyl? Lidelse har været Guds folks lod siden martyren Abels dage. Patriarkerne led på grund af deres trofasthed over for Gud og lydighed mod hans bud. Menighedens store overhoved led for vor skyld; hans første apostle og den første menighed led; millioner af martyrer led, og reformatorerne led. Og hvorfor skulle vi, som har udødelighedens salige håb, som skal fuldbyrdes ved Kristi snare tilsynekomst, unddrage os et liv i lidelse? Dersom det havde været muligt at opnå livets træ i midten af Guds paradis uden lidelse, ville vi ikke nyde en så rig belønning for det, vi ikke havde lidt for. Vi ville trække os tilbage fra herligheden; skam ville gribe os i deres nærhed, som havde stridt den gode strid, løbet kapløbet med tålmodighed og grebet det evige liv. Men ingen vil være der, som ikke ligesom Moses har valgt at lide sammen med Guds folk, Profeten Johannes så skaren af de forløste og spurgte, hvem de var. Svaret kom hurtigt: "Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod."
Da vi begyndte at præsentere lyset om sabbatsspørgsmålet, havde vi ingen klar forestilling om den tredje engels budskab i Åbenbaringen 14, 9-12. Når vi trådte frem for folket, var vort vidnesbyrds byrde, at den store adventbevægelse var fra Gud, at det første og det andet budskab (79) var blevet forkyndt, og at det tredje skulle gives. Vi så, at det tredje budskab sluttede med ordene: "Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og Jesu tro," Og vi så lige så klart, som vi gør det nu, at disse profetiske ord antydede en sabbatsreform; men hvad tilbedelsen af dyret, der er omtalt i budskabet, består i, eller hvad dyrets billede eller mærke er, havde vi ingen bestemt overbevisning om.
Gud lod ved sin Helligånd lys skinne på sine tjenere, og emnet åbnede sig gradvist for deres sind. Det krævede meget studium og omhyggelig omhu at granske det, punkt for punkt. Ved omhyggeligt, ivrigt og uafbrudt arbejde er værket skredet frem, indtil vort budskabs store sandheder, et klart, sammenhængende, fuldkomment hele, er blevet givet til verden.
Jeg har allerede omtalt mit bekendtskab med bror Bates. Jeg anså ham for at være en sand kristen dannet mand, der var høflig og venlig. Han behandlede mig så ømt, som var jeg hans eget barn. Den første gang, han hørte mig tale, viste han dyb interesse. Efter at jeg var hørt op med at tale, rejste han sig og sagde: "Jeg er en tvivlende Thomas. Jeg tror ikke på syner. Men dersom jeg kunne tro, at det vidnesbyrd, som denne søster i aften har fremlagt, virkelig er Guds stemme til os, ville jeg være den lykkeligste mand i verden. Mit hjerte er dybt bevæget. Jeg tror, at taleren er oprigtig, men jeg kan ikke forklare, hvorfor hun er blevet vist de underfulde ting, hun har fortalt os."
Nogle få måneder efter mit bryllup deltog jeg sammen med min mand i en konference i Topsham, Maine, hvor bror Bates var til stede. På dette tidspunkt troede han ikke fuldt ud, at mine syner var fra Gud. Der var stor interesse ved dette møde. Guds Ånd hvilede over mig; jeg var indhyllet i et syn om Guds herlighed, og for første gang fik jeg et syn om andre planeter. Efter at være kommet ud af synet fortalte jeg, hvad jeg havde set. Bror B. spurgte mig da, om jeg havde studeret astronomi. Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde nogen erindring om nogen sinde at have set på (80) astronomi. Han sagde: "Dette er fra Herren." Jeg har aldrig før set ham så fri og lykkelig. Hans ansigtsudtryk skinnede af himmelens lys, og han formanede menigheden med kraft.
Fra denne konference vendte jeg med min mand tilbage til Gorham, hvor mine forældre boede på dette tidspunkt. Her blev jeg meget syg, og led meget. Mine forældre, min mand og mine søstre forenedes i bøn for mig, men jeg led i tre uger. Jeg besvimede ofte som en, der var død, men som svar på bøn oplivedes jeg igen. Min kval var så stor, at jeg bad dem omkring mig om ikke at bede for mig; for jeg troede, at deres bønner forhalede mine lidelser. Vore naboer opgav håbet om, at jeg ville overleve. I en tid behagede det Herren at prøve vor tro. Omsider, da mine venner igen forenede sig i bøn for mig, syntes en bror, som var til stede, at have en stor byrde, og med Guds magt hvilende over sig rejste han sig fra sine knæ, kom tværs igennem værelset og lagde sine hænder på mit hoved og sagde: "Søster Ellen, Jesus Kristus gør dig rask, derefter faldt han bagover, overmandet af Guds magt. Jeg troede, at gerningen var fra Gud, og smerten forlod mig. Min sjæl var fyldt med taknemmelighed og fred. Mit hjertes sprog var: "Der er ingen hjælp for os, men i Gud. Vi kan kun have fred, dersom vi hviler i ham og venter på hans frelse."
Den næste dag var der en stærk storm, og ingen af naboerne kom hen til vort hjem. Jeg var i stand til at stå op og opholde mig i stuen; og da nogle så at vinduerne til mit værelse var åbne, troede de, at jeg var død. De vidste ikke, at den Store Læge nådigt havde trådt ind i vort hjem, irettesat sygdommen og sat mig fri. Den næste dag kørte vi otteogtredive mil til Topsham, Min far blev spurgt, hvornår begravelsen ville finde sted. Far spurgte: "Hvilken begravelse?" "Din datters begravelse," var svaret. Far svarede: "Hun er blevet helbredt ved troens bøn og er på vej til Topsham."
Nogle få uger efter dette, på vor vej til Boston, tog vi damperen i Portland. En voldsom storm rejste sig, og vi befandt os (81) i stor fare. Båden vippede frygteligt og bølgerne sprøjtede ind af kabinens vinduer. Der herskede stor frygt i damernes kabine. Mange bekendte deres synder og råbte til Gud om nåde. Nogle kaldte på jomfru Maria og bad hende om at bevare dem,. mens andre aflagde højtidelige løfter til Gud om, at dersom de nåede land, ville de hellige deres liv til hans tjeneste. Det var en scene med skræk og forvirring. Idet båden rokkede, vendte en dame sig mod mig og sagde: "Er du ikke bange? Jeg formoder at det er en kendsgerning, at vi måske aldrig når land." Jeg fortalte hende, at jeg havde gjort Kristus til mit tilflugtssted, og hvis mit arbejde var udført, kunne jeg lige så godt ligge på bunden af havet, som Jeg kunne være noget andet sted; men hvis mit arbejde ikke var, udført, kunne alle havets vande ikke drukne mig. Min tillid var hos Gud; han ville bringe os sikkert til land, hvis det var til hans ære.
På dette tidspunkt satte jeg pris på det kristne håb. Scenen foran mig gjorde dagen for Herrens voldsomme vrede levende for mit sind, den dag, hvor hans vredes storm vil bryde ud over stakkels syndere. Da vil der være bitre råb og tårer, bekendelse af synd og bøn om nåde, når det vil være for sent. "Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, men I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer, derfor ler jeg ved eders ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer."
Ved Guds nåde kom vi alle sikkert i land. Men nogle af passagererne, som havde været meget bange under stormen, talte ikke om det nu. Tværtimod bagatelliserede de deres frygt. En dame, som højtideligt havde lovet, at dersom hun blev bevaret og fik lov at se land, ville hun blive kristen, råbte spottende, da hun forlod båden: "Ære være Gud, jeg er glad for at gå på land igen." Jeg bad hende om at huske nogle få timer tilbage og huske hendes løfter til Gud. Hun vendte sig fra mig med et hånligt smil.
Jeg blev stærkt mindet om omvendelser på dødslejet. Nogle tjener sig selv og Satan hele deres liv, og når sygdom tynger dem, og en frygtelig usikkerhed står for dem, viser (82) de sorg over synd, og de siger måske, at de er villige til at dø, og deres venner får sig selv til at tro, at de virkelig har omvendt sig og er egnede til himmelen. Men hvis disse personer skulle komme sig, ville de som altid være oprørske. Jeg mindes Ordsp. 1, 27-28: "Når det, I frygter, kommer som uvejr, når eders ulykke kommer som storm, når trængsel og nød kommer over jer. Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde."
I Gorham, Maine, den 26. august 1847, blev vores ældste søn Henry Nichols White født. I oktober tilbød bror og søster Howland fra Topsham os venligt en del af deres bolig, som vi med glæde tog imod og påbegyndte vores husholdning med lånte møbler. Vi var fattige og oplevede vanskelige tider. Vi havde besluttet os for ikke at være afhængige af andre, men at underholde os selv og desuden have noget, som vi kunne hjælpe andre med. Men vi havde ikke fremgang. Min mand arbejdede meget hårdt med at slæbe sten ved jernbanen, men han fik ikke det, han fortjente for sit arbejde. Bror og søster H. delte frit med os, når som helst de kunne; men de havde trange kår. De troede fuldt ud på det første og det andet budskab og havde gavmildt givet af deres formue til arbejdets fremme, indtil de var afhængige af deres daglige arbejde.
Min mand forlod jernbanen, og med sin økse gik han i skoven for at hugge favnebrænde. Med en vedvarende smerte i siden arbejdede han fra tidlig morgen til mørkets frembrud for at tjene omkring halvtreds cents om dagen. Han kunne ikke sove om natten på grund af stærke smerter. Vi bestræbte os for at holde modet oppe og stole på Herren. Jeg klagede ikke. Om morgnen var jeg Gud taknemmelig, fordi han havde bevaret os igennem endnu en nat, og om aftenen var jeg taknemmelig for, at han havde bevaret os igennem endnu en dag. En dag, da vore forsyninger var brugt op, gik min mand til sin arbejdsgiver for at få penge eller forsyninger. Det var en stormfuld dag, og han gik tre mil frem (83) og tilbage i regnen. På sin ryg bragte han en sæk med hjem med forsyninger i forskellige små bylter, og på denne måde var han gået igennem landsbyen Brunswick, hvor han ofte havde holdt foredrag. Da han kom udmattet ind i huset, sank mit hjerte inden i mig. Mine første følelser var, at Gud havde forladt os. Jeg sagde til min mand: "Er vi nået så langt? Har Herren forladt os?" Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage, og jeg græd højt i flere timer, indtil jeg besvimede. Der blev bedt for mig. Da jeg igen trak vejret, følte jeg Guds Ånds opmuntrende indflydelse, og jeg angrede, at jeg havde givet efter for modløshed. Vi ønsker at følge Jesus og at være som ham; men nogle gange taber vi modet under prøvelser og holder os på afstand af ham. Lidelser og prøvelser bringer os nærmere Jesus. Smelteovnen fortærer affaldet og gør guldet lysere.
På dette tidspunkt blev jeg vist, at Herren havde prøvet os til vort bedste og for at berede os til at arbejde for andre; at han havde vendt vort hjem op og ned, så vi ikke skulle slå os til ro. Vor gerning var at arbejde for sjæle; hvis vi havde haft fremgang, ville hjemmet have været så behageligt, at vi ville have været uvillige til at forlade det. Gud havde tilladt prøvelser at komme over os for at berede os til de stadig større kampe, vi ville møde på vore rejser. Vi modtog snart breve fra brødre fra forskellige stater, der indbød os til at besøge dem; men vi havde ingen midler til at rejse væk fra staten. Vort svar var, at vejen ikke var åbnet for os. Jeg troede, at det ville være umuligt for mig at rejse med mit barn. Vi ønskede ikke at være afhængige og sørgede omhyggeligt for at leve inden for vore midler. Vi var besluttet på at lide frem for at komme i gæld. Jeg tillod mig selv og mit barn en halv liter mælk hver dag. En morgen, før min mand gik på arbejde, efterlod han mig ni cents til at købe mælk for til tre morgener. Det var en kamp for mig at bestemme, hvorvidt jeg skulle købe mælk til mig selv og min baby eller købe en klædning til ham. Jeg gav afkald på mælken og købte stof til en klædning, så jeg kunne dække mit barns bare arme.
(84) Lille Henry blev snart meget syg. Han blev så hurtigt værre, at vi blev meget foruroligede. Han lå i en sløv tilstand; hans åndedrag var hurtigt og heftigt. Vi gav ham lægemidler uden held. Vi tilkaldte da en person med erfaring i sygdomme, som sagde, at hans helbredelse var tvivlsom. Vi havde bedt for ham, men der var ingen forandring. Vi havde gjort barnet til en undskyldning for ikke at rejse eller arbejde til andres bedste, og vi frygtede, at Herren var ved at tage ham fra os. Endnu en gang kom vi frem for Herren, idet vi bad ham have medlidenhed med os og spare barnets liv, og i tillid til Gud lovede vi højtideligt at gå, hvor han end måtte sende os.
Vore bønner var brændende og kvalfulde. I tro gjorde vi krav på Guds løfter, og vi troede på, at han lyttede til vort råb. Lys fra himmelen brød igennem skyerne og skinnede på os. Vore bønner blev nådigt besvaret. Fra den time af begyndte barnet at blive rask.
Mens vi var i Topsham modtog vi et brev fra bror Chamberlain i Connecticut der bad os om at deltage i konferencen i den stat i april 1848. Vi besluttede os for at tage af sted, hvis vi kunne skaffe midlerne. Min mand gjorde op med sin arbejdsgiver og opdagede, at han havde ti dollars til gode. Med fem af dem købte jeg klædningsstykker, som vi behøvede meget, hvorefter jeg lappede min mands overfrakke, til der var lappe på lappe, og det var svært at se, hvilket stof ærmerne oprindeligt havde bestået af. Vi havde fem dollars tilbage til at rejse til Dorchester, Massachusetts. Vor kuffert indeholdt næsten alt hvad vi ejede på jorden; men vi nød fred i sindet og havde en ren samvittighed, og dette værdsatte vi over jordiske bekvemmeligheder, I Dorchester besøgte vi bror Nichols' hjem, og da vi tog af sted, overrakte søster N. Min mand fem dollars, som betalte vor rejse til Middletown, Connecticut. Vi var fremmede i den by og havde aldrig set nogen af brødrene i den stat. Vi havde kun halvtreds cents tilbage. Min mand turde ikke bruge Qem til at leje en vogn, så han kastede kufferten op på en dynge brædder, (85) og vi gik for at finde nogen af samme tro. Vi fandt snart bror C., som tog os til sit hjem.
Konferencen blev afholdt i Rocky Hill, i bror Beldens hjems store rum, som ikke var færdigt. Der kom flere og flere brødre, indtil vi var omkring halvtreds; men disse befandt sig ikke alle helt i sandheden. Vort møde var interessant. Bror Bates fremstillede budene i et klart lys, og deres betydning blev understreget af kraftfulde vidnesbyrd. Ordet havde virkning til at grundfæste dem, der allerede var i sandheden, og til at vække dem, som ikke havde taget en endelig beslutning.
Vi blev inviteret til at mødes med brødrene i staten New York den efterfølgende sommer. De troende var fattige og kunne ikke love at gøre meget for at afholde vore udgifter. Vi havde ingen midler til at rejse for. Min mands helbred var dårligt, men vejen åbnede sig for ham, og han fik arbejde på marken, hvor han skulle høste hø, og han besluttede at gøre en indsats. Det så da ud til, at vi måtte leve af tro. Når vi stod op om morgenen, bøjede vi os ved sengekanten og bad Gud om at give os styrke til at arbejde igennem dagen. Vi stillede os ikke tilfredse, medmindre vi havde forvisning om, at Herren hørte vor bøn. Min mand gik da ud for at svinge leen, ikke i sin egen styrke, men i Herrens styrke. Når han kom hjem om aftenen, bad vi igen Gud om styrke til at tjene midler til at sprede hans sandhed. Vi blev ofte rigt velsignet. Min mand skrev i et brev til bror Howland i juli 1848: "Gud giver mig styrke til at arbejde hårdt hele dagen. Pris hans navn! Jeg håber på at få nogle få dollars til at bruge i hans sag. Vi har lidt under hårdt arbejde, fattigdom, smerte, sult, hede og hede, mens vi har bestræbt os på at gøre vore brødre og søstre vel, og vi er selv rede til at lide mere, hvis Gud kræver det. Jeg glæder mig i dag over, at magelighed, fornøjelse og velvære i dette liv er et offer på min trods og mit håbs alter. Hvis vor lykke består i at gøre andre lykkelige, er vi virkelig lykkelige. Den sande discipel vil ikke leve for at tilfredsstille selvet, men vil leve for Kristus og til bedste for hans (86) små. Han skal ofre sin magelighed, sin fornøjelse, sit velvære, sin bekvemmelighed, sin vilje og sine egne selviske ønsker for Kristi sag eller aldrig regere med ham på hans trone."
Midlerne, der blev tjent ved at høste hø, var tilstrækkelige til at dække vore daværende mangler og også til at betale vore udgifter til at rejse til den vestlige del af New York og tilbage.
Vor første konference i New York blev afholdt i Volney i en brors lade. Omkring femogtredive var til stede - alle, som kunne samles i den del af staten. Men i denne gruppe var det svært at finde to, der var enige. Nogle havde alvorlige vildfarelser, og enhver fremhævede ihærdigt sine egne synspunkter og erklærede, at de var i overensstemmelse med Skriften.
Disse mærkelige forskelle i synspunkter lagde en tung byrde på mig, eftersom det forekom mig, at Gud blev vanæret; og jeg besvimede under byrden. Nogle frygtede, at jeg var ved at dø; men Herren hørte sine tjeneres bønner, og jeg blev genoplivet. Himmelens lys hvilede over mig, og jeg mistede snart det jordiske af syne. Min ledsagende engel viste mig nogle af de tilstedeværendes vildfarelser og også sandheden i modsætning til deres vildfarelse. Disse uoverensstemmende synspunkter, som de påstod var i overensstemmelse med Bibelen, var kun i overensstemmelse med deres opfattelse af Bibelen, og de måtte opgive deres vildfarelse og forenes ved den tredje engels budskab. Vort møde sluttede sejrrigt. Sandheden vandt sejren. Brødrene gav afkald på deres vildfarelser og forenedes ved den tredje engels budskab, og Gud velsignede dem rigt og forøgede deres antal.
Fra Volney tog vi til Port Gibson for at deltage i et møde i bror Edsons lade. Der var nogle til stede, som elskede sandheden, men som lyttede til og værnede om vildfarelse. Herren virkede for os med kraft før afslutningen af dette møde. Jeg blev i et syn igen vist vigtigheden af, at brødrene i det vestlige New York lagde deres forskelle til side og forenede sig ved Bibelens sandhed.
Vi vendte tilbage til Middletown, hvor vi havde efterladt vort barn (87) under vor rejse vestpå. Og nu viste en smertelig pligt sig. Til sjæles bedste følte vi, at vi måtte ofre samværet med vor lille Henry, så vi kunne give os selv uforbeholdent til arbejdet. Mit helbred var svagt, og han ville nødvendigvis optage en stor del af min tid. Det var en hård prøve, dog vovede jeg ikke at lade barnet stå i vejen for min pligt. Jeg troede, at Herren havde sparet ham for os, da han var meget syg, og hvis jeg lod ham hindre mig i at gøre min pligt, ville Gud tage ham fra mig. Idet jeg var alene med Herren, gav jeg dette offer under mange tårer og med smertende følelser, jeg gav mit eneste barn, dengang et år gammelt, for at en anden skulle besidde en mors følelser for ham og udføre en mors gerning. Vi efterlod ham i bror Howlands familie, til hvem vi havde den yderste tillid. De var villige til at bære byrder for at gøre os så frie som muligt til at arbejde i Guds sag. Vi vidste, at de kunne drage bedre omsorg for Henry, end vi kunne, mens vi rejste, og at det var til hans bedste at have et fast hjem og god opdragelse. Det var hårdt at skilles med mit barn. Hans bedrøvede lille ansigt, da jeg forlod ham, stod for mig dag og nat; dog lukkede jeg ham ude af mine tanker ved Herrens styrke og søgte at gøre andre vel. Henry var i bror Howlands families varetægt i fem år.