(630) I Vidnesbyrd nr 13 gav jeg en brevskildring af vort arbejde og vore prøvelser fra den 19.december 1866, til den 21.oktober 1867. Her på disse sider vil jeg skrive de mindre pinefulde erfaringer i de sidste fem måneder.
I løbet af den tid har jeg skrevet mange personlige vidnesbyrd. Og jeg har mange personer, som jeg har mødt på vor arbejdsmark i løbet af de sidste fire måneder, som jeg endnu skal skrive vidnesbyrd til eftersom jeg finder tid og kræfter. Men netop hvad angår disse personlige vidnesbyrd, har det længe været en sag, som har pint mig ikke så lidt. Med få undtagelser, har jeg sendt vidnesbyrdene til dem, som de angår og ladet disse personer bruge dem efter hvad de finder for godt. Udfaldene er blevet forskellige:
1. Nogle har taget imod vidnesbyrdene med tak og har reageret på dem i en god ånd og har fået gavn af dem. Disse var villige til at deres brødre skulle se vidnesbyrdene og har deres fejl, frit og fuldt ud bekendt.
2. Andre har indrømmet at vidnesbyrdene til dem var sande, men efter at have læst dem, har de lagt dem væk og forblevet tavse, skønt de kun har gjort en lille forandring i deres liv. Disse vidnesbyrd angår mere eller mindre de menigheder, som disse personer tilhører, som også kunne have fået gavn (631) af dem. Men alt dette er gået tabt som følge af, at vidnesbyrdene var forbeholdt private.
3. Endnu andre har gjort oprør mod vidnesbyrdene. Nogle af dem har svaret i en kværulantisk ånd. Nogle har udvist bitterhed og vrede og til gengæld, for det slid og smerte jeg havde for at skrive vidnesbyrdene, har de vendt sig mod os for at skade os alt hvad de kan; medens andre har opholdt mig i timevis i personlig samtale for at hælde deres klager, knurren og selvretfærdighed i mine ører og mit smertelige hjerte, måske for at appellere til deres forståelse med gråd og mister synet for deres egne fejl og synder. Indflydelsen fra disse ting har været forfærdelig på mig og har, nogen gange, næsten drevet mig til vanvid. Det som har fulgt med disse uhellige og utaknemmelige personers opførsel, har kostet mig mere lidelse og har slidt ti gange mere på mit mod og helbred end al sliddet med at skrive vidnesbyrdene.
Og alt dette har jeg lidt og mine brødre og søstre har normalt intet set noget til det. De har ikke haft nogen rigtig idé om mængden den slags tunge arbejde, som jeg har udført, ej heller om de byrder og lidelser, der med urette har været kastet på mig. Jeg har givet nogle personlige meddelelser i adskillige af mine vidnesbyrd og i visse tilfælde er personer blevet fornærmet fordi jeg ikke udgav alle disse meddelelser. På grund af deres antal, lader det sig svært gøre og det vil være uheldig for det faktum, at nogle af dem fortæller om syner, som ikke behøver og ikke bør offentliggøres.
Men jeg har endelig besluttet at mange af disse vidnesbyrd bør offentliggøres, idet de alle, mere eller mindre, indeholder irettesættelser og belæring, som henvender sig til hundreder eller tusinder andre i lignende situation. Disse bør have det lys, som Gud har fundet det passende at give, et lys som imødekommer deres tilfælde. Det er forkert at udelukke det dem, hvis det skulle sendes det til en person (632) eller til et sted, hvor det holdes som et lys under en skæppe. Min overbevisning på dette punkt er stærkt bestyrket ved denne drøm:
En klynge stedsegrønne træer stod foran mig. Adskillige, deriblandt jeg selv, arbejdede iblandt dem. Jeg var blevet pålagt at holde øje med træerne og se efter om de var ved at blomstre. Jeg lagde mærke til at nogle var blevet bøjet og deformeret af vinden og behøvede at blive støttet af stokke. Jeg fjernede forsigtigt snavsen fra de svage og døende træer, for at forvisse mig om deres tilstand. Jeg opdagede orme ved nogles rødder. Andre var ikke blevet rigtig vandet og var ved at dø af tørke. Andres rødder var presset sammen hvilket skadede dem. Mit arbejde var at forklare arbejdsfolkene de forskellige årsager til hvorfor disse træer ikke trives. Dette var nødvendigt ud fra det faktum, at træerne på andre steder var også kunne blive angrebet ligesom disse har været og grunden til at de ikke blomstrede måtte findes og man måtte vide hvordan de skulle opdyrkes og behandles.
I dette vidnesbyrd taler jeg frit om søster Hannah Mores tilfælde, ikke fra en villighed, der volder Battle Creek menigheden sorg, men fra en pligtfølelse. Jeg holder af den menighed til trods for dens fejl. Jeg kender ingen menighed der i sin godgørenhed og pligter gør det så godt. Jeg giver de skrækkelige kendsgerninger i denne sag for at vække vort folk overalt til at føle deres pligt. Ikke en blandt tyve af dem, som står godt med syvende-dags Adventisterne, efterlever Guds ords selvopofrende principper. Men lad ikke deres fjender, som er blottet for de første principper i Kristi lære, for fordel af at de er irettesat. Det er tydeligt at de er Herrens børn. Dem, som er uden revselse, siger apostelen, er uægte børn og ikke sønner. Lad da ikke disse urigtige børn prale sig over den Almægtiges retmæssige sønner og døtre.