Min mands død

 Til trods for det arbejde, de bekymringer og det ansvar, som havde fyldt min mands liv, var han, da han var tres år gammel, aktiv og energisk i sind og legeme. Tre gange var han faldet under et slag af lammelse; og alligevel havde han ved Guds velsignelse, en naturlig stærk konstitution og streng lydighed mod sundhedslovene været i stand til at komme til kræfter. Igen rejste han, prædikede og skrev med sin sædvanlige iver og energi. Side om side havde vi arbejdet i Kristi sag i seks og tredive år; og vi håbede, at vi kunne stå sammen og opleve den sejrrige afslutning. Men sådan var Guds vilje ikke. Min ungdoms (106) udvalgte beskytter, mit livs ledsager, han, som tog del i mit hårde arbejde og i mine lidelser, er blevet taget fra min side, og jeg er overladt til at afslutte mit arbejde og stride striden alene.

 Vi tilbragte foråret og forsommeren i 1881 sammen i vort hjem i Battle Creek. Min mand håbede, han kunne ordne sit arbejde, så vi kunne tage til stillehavskysten og vie os selv til skrivearbejdet. Han følte, at vi havde gjort en fejltagelse ved at lade sagens tilsyneladende behov og vore brødres anmodninger tilskynde os til aktivt arbejde i forkyndergerningen, når vi skulle have været i færd med at skrive. Min mand ønskede at fremstille det herlige emne om forløsningen mere fyldestgørende, og jeg havde længe tænkt over forberedelsen af betydningsfulde bøger. Vi følte begge, at vi, mens vi stadig var åndsfriske, burde fuldende disse værker - at det var en pligt, vi skyldte os selv og Guds sag, at hvile fra kampens hede og give vort folk sandhedens dyrebare lys, som Gud havde åbenbaret for vore sind.

 Nogle uger før min mands død, lagde jeg ham betydningen af at opsøge en arbejdsmark, hvor vi ville være fri for de byrder, som nødvendigvis ville blive os tildelt i Battle Creek, alvorligt på sinde. Da han svarede, talte han om forskellige sager, der krævede opmærksomhed, før vi kunne tage af sted - pligter, som nogen måtte udføre. Derefter spurgte han med dyb følelse: "Hvor er de mennesker, som kan udføre dette arbejde? Hvor er de, som vil have en uselvisk interesse for vore institutioner, og som vil stå for det rigtige, upåvirket af enhver indflydelse, som de måtte komme i kontakt med?"

 Med tårer udtrykte han sin bekymring for vore institutioner i Battle Creek. Han sagde: "Mit liv er blevet givet til at opbygge disse institutioner. Det synes at være som døden at forlade dem. De er som mine børn, og jeg kan ikke skille min interesse fra dem. Disse institutioner er Herrens redskaber til at udføre et særligt arbejde. Satan søger at hindre og tilintetgøre ethvert middel, ved hvilket Herren virker (107) for menneskers frelse. Hvis den store modstander kan forme disse institutioner efter verdens standard, er hans mål nået. Det er min største bekymring at have den rigtige person på det rigtige sted. Hvis de, der besidder ansvarsfulde stillinger, er svage i moralsk kraft, vaklende i principper og tilbøjelige til at lede hen mod verden, er der tilstrækkelig mange, som vil lade sig lede. Ond indflydelse må ikke få overhånd. Jeg vil hellere dø end at leve og se disse institutioner styret forkert eller vendt bort fra den hensigt, de blev til for.

 I mit forhold til denne sag har jeg været længst og tættest forbundet med udgivelsesarbejdet. Tre gange er jeg faldet, slået med lammelse, på grund af min helligelse til denne gren af sagen. Nu hvor Gud har givet mig fornyet fysisk og mental styrke, føler jeg, at jeg kan tjene hans sag, som jeg aldrig før har været i stand til at tjene den. Jeg er nødt til at se udgivelsesarbejdet have fremgang. Det er sammenflettet med selve min eksistens. Hvis jeg glemmer dette værks interesser, da lad min højre hånd glemme dens dygtighed."

 Vi havde lovet at deltage i et teltmøde i Charlotte, sabbatten og søndagen den 23. og 24. juli. Eftersom jeg havde et svagt helbred, besluttede vi at rejse med privat befordring. På vejen derhen syntes min mand at være glad, alligevel hvilede en følelse af alvor over ham. Gentagne gange priste han Herren for nåde og velsignelser, som vi havde modtaget, og gav åbent udtryk for sine egne følelser angående fortiden og fremtiden: "Herren er god og højlovet. Han er en nærværende hjælp i nødens tid. Fremtiden synes overskyet og uklar, men Herren ønsker ikke, at vi skal foruroliges over disse ting. Når trængsler kommer, vil han give os nåde til at udholde dem. Det, Herren har været for os, og det, han har gjort for os, burde gøre os så taknemmelige, at vi aldrig vil knurre eller beklage os. Vort arbejde, vore byrder og vore ofre vil aldrig blive fuldt ud påskønnet af alle. Jeg indser, at jeg ved at tillade disse ting at besvære mig er gået glip af sindsro og Guds velsignelse.

 (108) Det har været hårdt for mig, at mine motiver blev bedømt forkert, og at mine bedste anstrengelser for at hjælpe, opmuntre og styrke mine brødre igen og igen blev vendt imod mig. Men jeg burde have husket på Jesus og hans skuffelser. Hans sjæl var bedrøvet over, at han ikke blev værdsat af dem, han kom for at velsigne. Jeg burde have dvælet ved Guds nåde og miskundhed, prist ham mere og beklaget mig mindre over mine brødres utaknemlighed. Dersom jeg havde overladt alle mine forviklinger til Herren og tænkt mindre på, hvad andre sagde og gjorde mod mig, ville jeg have haft mere fred og glæde. Nu vil jeg først søge at vogte mig selv, så jeg ikke krænker i ord eller handling, og derefter hjælpe mine brødre til at holde deres sti ren. Jeg vil ikke stoppe for at knurre over nogen uret, som er begået imod mig. Jeg har forventet mere at mennesker, end jeg burde. Jeg elsker Gud og hans sag, og jeg elsker også mine brødre."

 Mens vi rejste videre, vidste jeg ikke, at dette var den sidste rejse, vi nogen sinde ville foretage sammen. Vejret skiftede pludseligt fra trykkende hede til frysende kulde. Min mand blev forkølet, men han troede, at hans helbred var så godt, at han ikke ville få nogen varig skade. Han arbejdede ved møderne i Charlotte idet han fremlagde sandheden med stor klarhed og kraft. Han talte om den glæde, han følte, ved at tale til mennesker, som viste så dyb interesse for de emner, som var mest dyrebare for ham. "Herren har sandelig vederkvæget min sjæl," sagde han, "mens jeg har brudt livets brød for andre. Over alt i Michigan råber folk ivrigt efter hjælp. Hvor længes jeg efter at trøste, opmuntre og styrke dem med de dyrebare sandheder, der er anvendelige for denne tid!"

 På vor vej hjem, klagede min mand over en let utilpashed, selvom han gjorde sit arbejde som sædvanlig. Hver morgen var vi i lunden nær vores hjem og forenede os i bøn. Vi var bekymrede for at kende vor opgave. Vi fik hele tiden breve fra forskellige steder og opfordrede os til at deltage i lejrmøder. Til trods for vor beslutning for at (109) hellige os selv til skrivning, var det svært at afvise at mødes med vore brødre ved disse betydningsfulde samlinger. Vi bad alvorligt for visdom til at kende den rigtige vej.

 Som sædvanligt gik vi sabbatsmorgen sammen hen til lunden, og min mand bad meget inderligt tre gange. Han syntes at være uvillig til at holde op med at bede Gud om særlig vejledning og velsignelse. Hans bønner blev hørt, og fred og lys fyldte vore hjerter. Han priste Herren og sagde: Nu overgiver jeg det hele til Jesus. Jeg mærker en liflig, himmelsk fred, en forvisning om, at Herren vil vise os vor pligt; for vi ønsker at gøre hans vilje." Han ledsagede mig til tabernaklet og åbnede mødet med sang og bøn. Det var sidste gang, han kom til at stå ved min side på talerstolen.

 Den efterfølgende mandag blev han stærkt forkølet, og den næste dag blev jeg også angrebet. Sammen blev vi ført til sanatoriet for at få behandling. Om fredagen blev mine symptomer bedre. Lægen fortalte mig da, at mm mand var tilbøjelig til at sove, og at man frygtede, at han var i fare. Jeg blev straks ført til hans værelse, og så snart jeg så hans ansigtsudtryk, vidste jeg, at han var ved at dø. Jeg prøvede at vække ham. Han forstod alt, hvad der blev sagt til ham, og han svarede på alle de spørgsmål, der kunne besvares med ja eller nej, men han syntes ude af stand til at sige mere. Da jeg fortalte ham, at jeg troede, han var ved at dø, viste han intet tegn på overraskelse. Jeg spurgte, om Jesus var dyrebar for ham. Han sagde: "Ja, åh ja." "Har du intet ønske om at leve?" spurgte jeg. Han svarede: "Nej."

 Vi knælede da ved hans sengekant, og jeg bad for ham. Et fredfyldt udtryk hvilede over hans ansigt. Jeg sagde til ham: "Jesus elsker dig. De evige arme bærer dig." Han svarede: "Ja, ja."

 Da bad bror Smith og andre brødre omkring hans seng, hvorefter de trak sig tilbage for at tilbringe det meste af natten i bøn. Min mand sagde, at han ikke mærkede nogen smerte; men han blev hurtigt tydeligt svagere. Dr. Kellogg og hans hjælpere gjorde alt i deres (110) magt for at holde ham i live. Han blev langsomt bedre, men han var fortsat meget svag.

 Næste morgen syntes han at få det lidt bedre, men ved middagstid fik han kuldegysninger, der efterlod ham bevidstløs. Klokken fem sabbatseftermiddag, den 6. august 1881, udåndede han stille uden anstrengelse eller stønnen.

 Chokket over min mands død - så pludselig, så uventet - ramte mig med overvældende magt. I min svage tilstand havde jeg samlet styrke til at blive ved hans seng til det sidste, men da jeg så hans øjne, lukkede i døden, gav den afkræftede natur efter, og jeg var fuldstændig udmattet. I nogen tid syntes jeg at svinge mellem liv og død. Livsflammen brændte så lavt, at et åndepust kunne udslukke den. Om natten blev min puls svagere og min vejrtrækning svagere og svagere, til den syntes at ville ophøre. Det var kun Guds velsignelse og lægens og medhjælpernes uophørlige pleje og årvågenhed, der bevarede mit liv.

 Selvom jeg ikke havde rejst mig fra min sygeseng efter min mands død, blev jeg båret til tabernaklet den efterfølgende sabbat for at deltage i hans begravelse. Ved afslutningen af prædikenen følte jeg mig forpligtet til at vidne om værdien af den kristnes håb i sorgens og savnets time Da jeg rejste mig, fik jeg styrke, og jeg talte i omkring ti minutter, idet jeg ophøjede Guds barmhjertighed og kærlighed for forsamlingen, der havde fyldt tabernaklet til trængsel. Ved afslutningen af gudstjenesten fulgte jeg min mand til Oak Hill Cemetery, hvor han blev lagt til hvile indtil opstandelsesmorgenen.

 Min fysiske styrke var blevet udmattet af slaget, dog opretholdt den guddommelige nådes kraft mig i mit store savn. Da jeg så min mand udånde, følte jeg, at Jesus var mere dyrebar for mig, end han nogen sinde før havde været det på noget tidligere tidspunkt i mit liv. Da jeg stod ved min førstefødte, og hans øjne lukkede sig i døden, kunne jeg sige: "Herren gav, og Herren har taget, Herrens navn være lovet!" Og jeg følte da, at jeg havde en trøster i Jesus. (111) Og da mit yngste barn blev revet fra mine arme, og jeg ikke længere kunne se dets lille hoved på puden ved min side, da kunne jeg sige: ”Herren gav, og Herren har taget, Herrens navn være lovet!" Og da han på hvis store hengivenhed jeg havde lænet mig, han, som jeg havde arbejdet sammen med i seks og tredive år, blev taget væk, kunne jeg lægge mine hænder på hans øjne og sige: Jeg betror min skat til Herren indtil opstandelsesmorgnen.

 Da jeg så ham dø og så de mange venner føle med mig, tænkte jeg: Hvilken modsætning til Jesus, da han hang på korset! Hvilken modsætning! I hans smertefulde time hånede og spottede spotterne ham. Men han døde, og han gik gennem graven for at oplyse den og gøre den lettere at gå igennem, så vi kan have glæde og håb selv i døden; så vi kan sige, når vi lægger vore venner til hvile i Jesus: vi skal møde dem igen.

 Til tider følte jeg, at jeg ikke kunne lade min mand dø. Men disse ord syntes at komme til mit sind: "Hold inde og kend, at jeg er Gud." Jeg mærker mit tab stærkt, men jeg tør ikke hengive mig selv til unyttig sorg. Dette vil ikke bringe den døde tilbage. Og jeg er ikke så selvisk, at jeg ville ønske, hvis jeg kunne, at bringe ham tilbage fra hans fredfyldte søvn for igen at tage del i livets kamp. Som en træt kriger har han lagt sig ned for at sove. Jeg vil se med velvilje på hans hvilested. Den bedste måde, hvorpå jeg og mine børn kan ære mindet af ham, som er faldet, er at genoptage arbejdet der, hvor han forlod det, og i Jesu styrke føre det frem til fuldendelse. Vi vil være taknemmelige for de nyttige år, som blev givet ham; og for hans skyld og for Kristi skyld vil vi lære en lektie af hans død, som vi aldrig skal glemme. Vi vil lade dette tab gøre os mere venlige og milde, mere overbærende, tålmodige og betænksomme over for de levende.

 Jeg tager mit livsværk op alene i fuld fortrøstning om, at min Forløser vil være med mig. Vi har kun en lille stund tilbage til (112) at føre krigen videre; så vil Kristus komme, og kampen vil ophøre. Da vil vore sidste anstrengelser for at arbejde med Kristus og fremme hans rige være gjort. Nogle, som har kæmpet ved fronten af slaget og nidkært modstået det onde, falder midt i udførelsen af deres pligt; de levende ser sørgmodigt på de faldne helte, men der er ingen tid til at holde op med at arbejde. De må fylde rækkerne ud; gribe banneret fra den hånd, der er lammet af døden, og med fornyet energi forsvare sandheden og Kristi ære. Som aldrig før må der kæmpes mod synd - mod mørkets kræfter. Tiden kræver energisk og beslutsom handling fra deres side, som tror den nærværende sandhed. Hvis ventetiden på vor Forløsers genkomst synes lang; hvis vi er bøjet under lidelse og udmattet af strengt arbejde, dersom vi føler os utålmodige efter at modtage en ærefuld fritagelse fra krigsførelsen, så lad os huske - og lad erindringen tilbageholde enhver klagen - at vi er efterladt på jorden for at imødegå storme og kampe, for at fuldkommengøre en kristen karakter, for at blive bedre kendt med Gud, vor Fader, og Kristus, vor ældre bror, og for at udføre et arbejde for Mesteren og vinde mange sjæle for Kristus. "De forstandige ,skal stråle som himmelhvælvingens glans, og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid."

-----------