Pædikantens hustru

 [Jeg så prædikanternes hustruer. Nogle af dem er ingen hjælp for deres mænd og dog bekender de sig til den tredje engels budskab. De tænker mere på at opfylde deres egne ønsker og deres eget behag end på Guds vilje, eller hvorledes de kan holde deres mænds hænder oppe ved deres trofaste bønner og forsigtige vandel. Jeg så, at nogle af dem optræder på en så egensindig og egoistisk måde, at Satan gør dem til sine redskaber og gennem dem arbejder for at ødelægge deres mænds indflydelse og brugbarhed. De føler sig frie til at klage og knurre, hvis de kommer under trange forhold. De glemmer de kristnes lidelser for sandhedens skyld fordum og mener, at alt må ske efter deres ønsker og på deres måde og at de må følge deres egen vilje. De glemmer den lidende Jesus, deres Mester. De glemmer smerternes mand, som kendte til sorg han, som ikke havde det, hvortil han kunne hælde sit (138) hoved. De bryder sig ikke om at erindre hin hellige pande, som blev gennemstukket af tornekronen. De glemmer ham, der segnede om under byrden, da han bar sit eget kors til Golgata. Det var ikke korstræets byrde alene, der hvilede på ham, men vægten af verdens synder. De glemmer de grumme nagler, der blev drevet igennem hans følsomme hænder og fødder og hans kvalfulde råb, før han opgav ånden: »Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?« Efter al denne lidelse, som blev båret for deres skyld, nærer de dog en stærk uvilje mod at lide for Kristi skyld.

 Jeg så, at disse mennesker bedrager sig selv. De har ingen lod eller del i sagen. De har fået fat i sandheden; men sandheden har ikke fået fat i dem. Når sandheden, den højtidelige, betydningsfulde sandhed, får fat i dem, vil selvet dø; da vil det ikke lyde: "Jeg vil rejse derhen, jeg vil ikke blive her;" det alvorlige spørgsmål vil være: "Hvor ønsker Gud, at jeg skal være? Hvor kan jeg på bedste måde herliggøre ham og hvor kan vort fælles arbejde udrette mest godt?" Deres vilje vil blive opslugt af Guds vilje. Den egensindighed og mangel på gudhengivenhed, som nogle af prædikaternes hustruer lægger for dagen, vil stå i vejen for syndere; sjæles blod vil blive fundet på deres klæder. Nogle af prædikanterne har båret et kraftigt vidnesbyrd angående menighedens pligt og dens synder; men det har ikke haft den tilsigtede virkning, idet deres egne hustruer behøvede hele det tydelige vidnesbyrd, som blev båret og irettesættelsen faldt tilbage på dem selv, med stor styrke. De lader deres hustruer påvirke dem, drage dem nedad og skabe fordom i deres sind og deres brugbarhed og indflydelse er forspildt; de føler sig modløse og forsagte og de forstår ikke skadens virkelige årsag. Den ligger nær for døren.

 Disse søstre er nøje forenede med Guds værk, dersom han har kaldet deres, mænd til at forkynde sandheden for vor tid. Hvis disse tjenere i sandhed er kaldet af Gud, vil de erkende sandhedens betydning. De står imellem de levende og de døde og må våge over sjæle som de, der skal aflægge (139) regnskab. Højtideligt er deres kald og deres hustruer kan være en stor velsignelse eller en stor forbandelse for dem. De kan opmuntre dem, når de er modløse, trøste dem, når de er nedbøjede og anspore dem til at se op og stole helt på Gud, når deres tro svigter. Eller de kan indtage et modsat standpunkt, se på den mørke side, synes, at de har det svært, undlade at øve tro på Gud, gå til deres mænd med deres prøvelser og deres vantro, nære klage og knur i deres sind og være en død vægt eller endog en forbandelse for dem.

 Jeg så, at prædikanters hustruer bør hjælpe deres mænd i deres arbejde og være nøje og forsigtige med hensyn til, hvilken indflydelse de øver; for der bliver lagt mærke til dem og der ventes mere af dem end af andre. Deres påklædning bør tjene som et eksempel. Deres vandel og deres tale bør være et forbillede, være en duft til liv i stedet for til død. Jeg så, at de bør indtage et ydmygt, sagtmodigt, men dog ophøjet standpunkt og ikke dvæle ved ting, der ikke bidrager til at lede sindet op til himmelen. Det store spørgsmål bør være: "Hvordan kan jeg frelse min egen sjæl og være et middel til at frelse andre?" Jeg så, at Gud ikke godkender et delt hjerte i denne sag. Han ønsker hele hjertet og hele interessen eller også vil han intet have. Deres indflydelse vejer, afgjort og umiskendeligt, til gunst for sandheden eller også til ugunst for den. Enten samler de med Jesus, eller de adspreder. En hustru, der ikke er helliggjort, er den største forbandelse, en prædikant kan have. De Guds tjenere, der har været eller endnu er så ulykkeligt stillede, at de har denne lammende indflydelse i hjemmet, bør fordoble deres bønner og deres årvågenhed, indtage et fast, bestemt standpunkt og ikke lade dette mørke nedtrykke dem. De bør klynge sig nærmere til Gud, være faste og bestemte, styre deres eget hus vel og leve sådan, at de kan have Guds velbehag og englenes beskyttelse. Men dersom de føjer sig efter deres uomvendte hustruers ønsker, falder Guds mishag over deres bolig. Guds ark kan ikke forblive i huset, fordi de støtter dem og holder dem oppe i deres urigtige færd.

 (140) Vor Gud er en nidkær Gud. Det er forfærdeligt at drive spøg med Gud. Akan begærede fordum en guldtunge og en babylonisk kappe og skjulte dem og hele Israel kom til at lide, idet de blev slået af deres fjender. Og da Josua spurgte om årsagen, sagde Herren: »Stå derfor op, lad folket hellige sig og sig: Helliger eder til i morgen, thi så siger Herren, Israels Gud: Der er band i din midte, Israel; og du kan ikke holde stand over for dine fjender, før I skaffer bandet bort fra eder!« Akan havde syndet og Gud ødelagde ham og hele hans hus med alt, hvad de ejede og udslettede forbandelsen fra Israel.

 Jeg så, at Guds Israel må stå op og forny deres styrke i Gud, ved at forny og holde deres pagt med ham. Begærlighed, egoisme, pengekærhed og kærlighed til verden findes overalt inden for sabbatsholderes rækker. Disse onder ødelægger opofrelsens ånd blandt Guds folk. De, som har denne begærlighed i hjertet, er ikke opmærksomme derpå. Den har ubemærket trængt sig ind hos dem og medmindre dem bliver udryddet, vil deres ødelæggelse være lige så vis som Akams. Mange har taget ofret fra Guds alter. De elsker verden, elsker dens vinding og fremgang og dersom der ikke sker en fuldstændig forandring hos dem, vil de omkomme med verden. Gud har lånt dem midler; disse er ikke deres egne, men Gud har gjort dem til sine husholdere; og på grund deraf kalder de miderne deres egne og opdynger dem. Men oh, hvor hurtigt rives det ikke alt sammen bort, på et øjeblik, når Guds lykkebringende hånd trækkes tilbage fra dem! Der må ske opofrelse for Gud, selvforsagelse for sandhedens skyld. Oh, hvor svagt og skrøbeligt mennesket dog er! Hvor magtesløs dets arm! Jeg så, at menneskers stolthed skal bøjes og menneskets hovmod ydmyges. Konger og stormænd, rige og fattige, alle skal de nedbøjes og Guds ødelæggende plager vil falde på dem. Vejl f menigh bd 1 side 34-36]

------------